I Want You to Want Me | Nash Grier & Cameron Dallas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 maj 2014
  • Opdateret: 26 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Cassie Lee: en sød, smuk og helt igennem fantastisk pige. Efter en hård barndom, der medførte en masse udfordringer og en hel del problemer hos hende, har hun fundet vejen til glæde igen. At flytte til en ny by virkede dengang som en dårlig idé, men hun tog chancen. Tingene blev bedre og Cassie blev til et helt nyt menneske. Ved at flytte fik hun ikke kun et nyt liv, men også nye venner – deriblandt hendes bedste ven Nash, der aldrig fejler når det kommer til at få hende til at smile. Han kender til Cassies fortid og han er altid klar til at gribe hende, hvis hun skulle falde igen. Dog har Nash en hemmelighed: Han er dybt forelsket i Cassie. Han ved at hun aldrig vil kunne se ham som mere end en ven, hvilket er derfor at han stadig har sine følelser for hende gemt. Dog ændrer Nash strategi, når en anden fyr pludselig kommer ind i billedet og charmerer sig ind hos Cassie. Problemet er bare at det ikke er en helt tilfældig fyr. Det er Cameron Dallas, Nashs tideligere bedste ven.

81Likes
83Kommentarer
13186Visninger
AA

13. Close as Strangers

Nashs synsvinkel

 

Jeg ved ikke helt hvordan jeg har det med dagen i dag. Vejret er lort (det regner) og mit humør ligger det sted som det plejer – helt nede på bunden.

Det eneste der egentlig havde motiveret mig til at tage i skole i dag, var, at vi ikke skulle lave en skid. Vi har lige afleveret alle de opgaver, som skulle afleveres og sidste skoledag ligger lige rundt om hjørnet, så der var ikke ret meget andet end afslapningstid tilbage.

Noget andet der måske motiverede  mig, var det faktum at jeg skulle være sammen med Cassie senere. Kun måske, fordi jeg faktisk var en anelse nervøs for at være alene med hende igen, eftersom vi ikke har været alene i virkelig lang tid.

Det er egentlig så åndssvagt at jeg er nervøs over at jeg skal være sammen med hende. Forhelvede, hun er min bedste veninde. Eller, det regner jeg med at hun er.

Der er så mange grunde til at jeg burde droppe min nervøsitet, men alligevel hænger den fast i mig og vil ikke give slip uanset hvad jeg gør.

Jeg lod et irriteret suk forlade min mund, inden jeg åbnede mit skab og lagde sidste times bøger ind i skabet. Der var ikke ret mange elever på gangen, hvilket var rart og beroligende.

 

Resten af timerne var dødsyge. Som sagt, så lavede vi jo ikke en skid, og det var ekstremt kedeligt. Jeg havde ingen timer med nogle af mine tætte venner, hvilket blot gjorde det endnu mere frustrerende og surt at være mig.

Men skoledagen nåede heldigvis sin ende meget hurtigere, end hvad jeg havde regnet med, så da klokken var to, stod jeg igen på gangen. Jeg vidste ikke om jeg skulle stille mig hen og vente ved Cassies klasse, eller om jeg bare skulle blive stående ved mit skab. Normalt, så ville jeg overhovedet ikke overveje at stille mig selv det spørgsmål, men som tingene var for tiden, blev jeg mere og mere usikker på, hvad jeg skulle gøre og hvad jeg ikke skulle gøre.

Det blev til at jeg stod og kæmpede med et indre spørgsmål i så lang tid, at Cassie lige pludselig stod ved siden af mig.

”Hvorfor kom du ikke hen til klassen? Du ligner en der har stået her længe.”

Jeg rømmede mig kort, inden jeg kløede mig akavet i nakken. ”Erhm,”

Jeg drejede min krop og lukkede mit skab, inden jeg så stille begyndte at gå. Cassie fulgte bare med.

”Jeg gik vist bare lidt i stå,” mumlede jeg, inden jeg tvang et lille grin ud.

Cassie grinede derimod meget oprigtigt. Hun virkede virkelig glad – mere glad end hvad jeg har set hende være i meget lang tid. Helt sikkert mere glad end mig.

”Det gjorde du vist,” grinede hun blot, inden hun rystede på hovedet af mig og åbnede døren.

Den kølige, klamme vind, samt regndråber stormede direkte ind i ansigtet på mig og det resulterede i, at jeg klemte mine øjne sammen og sukkede lydløst.

Jeg havde ingen idé om nogen af os overhovedet ville sige mere på vejen hjem til mig, for jeg ved ikke hvad jeg skulle sige. Jeg ved heller ikke om Cassie har så meget andet at sige. Eller, hun har sikkert en masse at sige. Det omhandler nok højest sandsynligt Cameron, og ham har jeg ikke så meget lyst til at snakke om.

Vi var kommet et godt stykke væk fra skolen, da Cassie overraskede mig ved at sige noget.

”Hvordan går det så?”

Jeg var næsten tæt på at grine ved hendes ord.

Hvad fanden? Du kigger på de to mennesker der aldrig plejer at have akavet tavshed imellem sig, og så kommer Cassie med det spørgsmål, der ikke udtrykker andet end ’hey, vi har ikke snakket med hinanden i lang tid, lad mig stille et ligegyldigt spørgsmål for at bryde den pinlige stilhed’. Det her er forfærdeligt.

”Det går fint.”

Jeg kiggede hen på hende og gav hende et lille smil, hvilket fik hele hendes ansigt til at lyse op. Hun blev altid så glad når jeg var glad, og jeg var rigtig glad for at hun stadig blev det. Det var noget der ikke var forsvundet fra vores venskab.

”Hvad med dig?” spurgte jeg, med et forsøg ikke være akavet.

Det virkede ikke.

Cassie grinede kort. ”Det går godt. Det går faktisk rigtig godt.”

Igen, så virkede hun meget oprigtig. Det var rart at vide at hun havde det godt.

Jeg nikkede forstående og lod et lille smil glide frem på mine læber, hvorefter det hurtigt forsvandt igen.

”Jeg går ikke ud fra at du vil høre noget om Cameron.” mumlede Cassie, med hovedet rettet ned mod asfalten.

Jeg lavede en grimasse og udstødte en lyd, der svarede meget godt på hendes spørgsmål. Jeg valgte dog at understøtte det med ord. ”Nej tak.”

Det gik langsomt op for mig, at jeg måske lød en smule hård. Derfor tilføjede jeg et ”måske senere”, hvorefter jeg grinede svagt, og kun håbede på at det smittede.

 

 

Normalt så ville jeg have troet, at der ikke ville være mere pinlig tavshed mellem mig og Cassie, når vi havde været sammen i to timer. Det plejer aldrig at være sådan, vi har slet ikke prøvet det før. Altså, før nu.

Cassie havde været hos mig i omkring to timer nu, og vi snakkede stadig ikke lige så meget sammen, som vi plejer. Gudskelov, så er der noget der hedder musik, og takket være mine dejlige højtalere, forsvandt den ubehagelige atmosfære og blev erstattet med lyd, der fyldte mine ører.

Cassie sad med næsen i hendes mobil. Af og til var jeg så heldig, at hun rent faktisk kiggede op på mig, men ellers sad hun og tastede. Hun smilede og grinede også nogle få gange, hvilket gav mig den forestilling, at hun sad og skrev sammen med Cameron.

Det irriterede mig. Det irriterede mig endda mere end hvad jeg havde regnet med, at det ville gøre. Det kan godt være at jeg ikke har været sammen med Cassie det sidste lange stykke tid, men jeg havde samme følelser, som jeg altid havde haft.

Det irriterede mig også, at jeg ikke kunne være ligesom et normalt menneske, og så glemme hende, nu hvor hun har haft så travlt med Cameron, at jeg ikke en gang har set hendes skygge. Hvis bare jeg kunne få hende ud af mit hoved, i stedet for at tænke på hende dag ud og dag ind.

Cassies grin afbrød mig i at lade et frustreret suk forlade mine læber. Hun lagde hånden op foran munden, og blev ved med at grine, hvorefter hun lod hendes fingre glide hen over skærmen, i bestemte bevægelser.

Jeg plejede at være den der fik hende til at grine. Hun plejede altid at grine af mine latterlige jokes og min åndsvage væremåde. Men min åndsvage væremåde var det eneste jeg sad tilbage med, samt en smule jalousi.

Jeg lukkede mine øjne i og lagde mit hoved i mine hænder. Mine albuer borrede sig ned i mine lår, og var en af grundende til, at jeg nærmest peb. Jeg var ynkelig og patetisk.

Hvis bare jeg kunne ændre alt, som jeg var utilfreds med, så ville det hele være perfekt. Livet er dog ikke en leg, det ved jeg, men somme tider føler jeg at livet er ekstra meget efter mig.

Jeg løftede mit hoved ved lyden af musikken, der blev en anelse lavere. Mit blik faldt hen på højtalerne og anlægget, hvor Cassie stod. Hun drejede på knappen og lyden blev lavere. Hun sendte mig et smil og jeg sendte hende en forvirret mine.

”Undskyld, tænkte bare at jeg ville løsrive mig lidt fra min mobil, og snakke lidt med dig i stedet.”

Jeg nikkede blot og rettede ryggen, mens jeg gjorde plads til at Cassie kunne sidde ved siden af mig. Hun satte sig dog lidt længere væk fra mig, end hvad jeg havde regnet med.

Sukket der forlod min mund, var godt nok lydløst, men ikke ubetydeligt.

Det var utroligt som Cassie havde ændret. Det var væmmeligt at tænke på, at hun havde ændret sig så meget i løbet af blot to måneder, når hun havde været den præcis samme i alt den tid vi har kendt hinanden.

Jeg lukkede øjnene igen, men gned min hånd hen over øjenlågen den her gang.

”Er du okay?” spurgte Cassie, i en næsten bekymret tone.

Jeg nikkede bare, da jeg ikke en gang magtede at formulere et svar til hende.

Den dårlige følelse i min mave, der havde simret lige siden vi forlod skolen, kunne for alvor mærkes nu. Jeg var ikke bare irriteret og chokeret, men også forskrækket og en anelse såret.

”Du virker bare ikke sådan.”

Denne gang talte hun bestemt og irritabelt, som om jeg lige havde trampet hende over tæerne.

”Hvorfor snakker du som om jeg lige har fornærmet dig?”

Cassie lagde hendes mobil foran sig, låste den op, klikkede på beskedikonet og begyndte at skrive. Først da hun havde trykket ’send’, kiggede hun op på mig.

Hvem er den her pige?

”Fordi, at det har du.”

”Jeg sagde jo ikke noget?” Jeg knyttede mine næver.

”Præcis. Du sagde ikke noget.” sagde hun, og lod blikket falde tilbage på mobilen, der lyste op med en ny besked.

Jeg havde bogstaveligtalt lyst til at tage hendes mobil og kyle den ud ad vinduet.

”Du er som en helt anden person.” fortsatte Cassie.

Min kæbe faldt til jorden og jeg løftede mine øjenbryn. Lige nu sad jeg med en følelse, der kunne beskrives med ordne: ’det mener du bare ikke’.

”Er du seriøs?” udbrød jeg, inden jeg tvang et grin ud, der nærmest lød skræmmende. ”Er jeg en helt anden person?”

Cassie nikkede blot og så en smule sur ud.

”Det er som om at jeg slet ikke kender dig længere, Cassie. Jeg ved ikke hvad der er sket med dig indenfor de sidste to måneder, men jeg er ikke glad for det, det kan jeg roligt fortælle dig.”

Min tone var kold, og det føltes overraskende godt, at få sagt mine tanker højt. Dog forsvandt den følelse temmelig hurtigt, da jeg kunne se på hende, at mine ord gjorde ondt.

Det var så her hvor jeg ønskede, at jeg kunne slukke for min menneskelighed, og ikke føle noget overhovedet. Hvis man kigger på alt det, som Cassie har fået mig til at føle, så var det her ingenting. Jeg burde slet ikke have dårlig samvittighed.

Men der var et problem; det havde jeg. Jeg var og vil altid være alt for sød overfor hende.

Da der ikke blev sagt noget i et par minutter, og jeg var faldet en lille smule ned, besluttede jeg mig for at fortælle hende, hvordan jeg havde det.

”Vores venskab fungerer ikke som det plejer. Vi var altid sammen før i tiden, jeg kunne altid få dig til at grine – selv på dine værste dage. Men nu føles det som om, at alt det vi har været igennem sammen, er blevet smidt væk.”

Hun sagde ikke noget, hun kiggede ikke en gang på mig. Men jeg fortsatte.

”Forhelvede, Cassie. Kan du ikke selv se det? Vi er lige så tætte som fremmede.”

Hun løftede hovedet, og lod hendes hånd glide forsigtigt hen over hendes kind. Hun græder.

”Hvad får dig til at sige alt det her?” snøftede hun.

Jeg sukkede blot for tiende gang i dag, inden jeg trak på skuldrene. ”Det er vel tydeligt. Du har bare skubbet mig væk, og valgt Cameron frem for mig.”

Hun kiggede op med et skeptisk blik. Hendes øjne sagde alt og jeg vidste at hun havde luret mig.

”Så det er det det hele handler om?”

Jeg kiggede ned på mine hænder, der lå foldet på mit skød.

”Du er sur fordi jeg er sammen med din tidligere bedste ven.”

Jeg trak svagt på skuldrene, men det var ikke fordi, at det var noget ordenligt svar.

”Du er sur fordi jeg har taget ham.” Det var lige før, at jeg blev kvalt i ingenting.

”Hvad? Nej!”

”Hvad er det så?” råbte Cassie frustreret, mens hun rejste sig op og kastede begge arme ud til siderne.

Det var som om, at mine læber flettede sig sammen og min mave eksploderede.

Jeg kunne ikke sige et eneste ord til hende. Jeg havde ikke modet til at sige, at jeg var jaloux. Det ville smadre alt.

Da hun indså at hun ikke ville få noget svar, fnøs hun og bevægede sig hen mod døren.

”Farvel Nash.” sagde hun, højt og tydeligt, da hun stoppede op i døren, før hun gik direkte videre. Cirka et halvt minut efter hørte jeg døren smække.

Cassie er gået. Jeg sidder tilbage med ord, der endnu ikke er sagt.

 

Der gik et par timer, og jeg bare lå i min seng og stirrede op i loftet. Men mens jeg lå der, indså jeg noget.

Igennem al den her tid, har jeg spillet det her spil forkert. Jeg har ikke gjort noget for at få hvad jeg gerne vil have. Nu har jeg mistet hvad jeg vil have, til en anden, og han har taget absolut alt.

Det er så her, hvor jeg må erkende, at jeg skal skifte taktik. Og det skal gøres med det samme.

 

--------------------------------------------------------------

næste kapitel er sidste kapitel. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...