I Want You to Want Me | Nash Grier & Cameron Dallas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 maj 2014
  • Opdateret: 26 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Cassie Lee: en sød, smuk og helt igennem fantastisk pige. Efter en hård barndom, der medførte en masse udfordringer og en hel del problemer hos hende, har hun fundet vejen til glæde igen. At flytte til en ny by virkede dengang som en dårlig idé, men hun tog chancen. Tingene blev bedre og Cassie blev til et helt nyt menneske. Ved at flytte fik hun ikke kun et nyt liv, men også nye venner – deriblandt hendes bedste ven Nash, der aldrig fejler når det kommer til at få hende til at smile. Han kender til Cassies fortid og han er altid klar til at gribe hende, hvis hun skulle falde igen. Dog har Nash en hemmelighed: Han er dybt forelsket i Cassie. Han ved at hun aldrig vil kunne se ham som mere end en ven, hvilket er derfor at han stadig har sine følelser for hende gemt. Dog ændrer Nash strategi, når en anden fyr pludselig kommer ind i billedet og charmerer sig ind hos Cassie. Problemet er bare at det ikke er en helt tilfældig fyr. Det er Cameron Dallas, Nashs tideligere bedste ven.

81Likes
83Kommentarer
13185Visninger
AA

6. Cameron, Cameron Dallas

Cassies synsvinkel

 

Det var gået hen og blevet fredag igen, og jeg kunne ikke være mere lykkelig. Weekend var noget jeg virkelig havde brug for. Efter en lang uge med prøver, opgaver og diverse andre forfærdelige ting, var jeg udmattet og klar til at komme hjem og slappe af.

Dog skulle jeg ikke ligefrem slappe fuldstændig af i dag. Weekend betyder ikke kun at du kan være oppe til du har lyst og dermed også forlade din seng når du har lyst, men det betyder også at du kan være sammen med vennerne.

I mit tilfælde; min bedste veninde.

Filmaftener er ifølge mig noget der burde blive holdt noget mere. En hel aften med popcornspisning og romantiske komedier er noget som jeg ikke kan modstå. Især ikke med dejligt selvskab.

Jeg fiskede min bog op fra min taske og smed den ind i mit skab, inden jeg lukkede det med et smil. Jeg elsker følelsen af at ligge mine ting ind i mit skab, kun for at lukke det og møde det igen efter et par fridage. Jeg hader hjemmearbejde mere end noget andet, så ikke at have noget betyder, at et kæmpe smil bliver placeret på Cassies læber.

Jeg smækkede skabslågen i og gik ned ad gangen. Mit blik lå på alle eleverne, der enten lagde sine ting ind i skabene, eller stod i små grupper og snakkede sammen. En af de små grupper der var på gangen bestod af Carter, Matthew og Nash. Jeg smilede svagt inden jeg gik hen mod dem.

”Hey drenge.”

”Hey Cassie,” smilede Matt og trak mig ind i et kram.

Jeg mumlede et lille ’hey’ inden jeg lagde mine arme om Nash. Han smilede blot sødt og krammede igen. Jeg vendte mig derefter hen mod Carter og gav ham et lille smil.

”Hvad skal du i weekenden Cassie? Har du nogen planer?” kom det fra Matt igen.

Jeg nikkede blot inden jeg besluttede mig for at uddybe mig lidt. ”Jeg skal være sammen med en veninde.”

De kender ikke rigtig til mine venner uden for skolen, og når det kommer til venner i Malibu, så har jeg kun drengene.

”Hyggeligt.”

Min mobil vibrerede i min baglomme, hvilket fik mig til at hoppe en anelse, og hvilket også fik drengene til at grine.

Beskeden var fra såkaldte bedste veninde, Allison, som sagde at hun ville være på togstationen om cirka 10 minutter.

”Nåh, men jeg skal gå nu, ellers kommer min veninde hjem før mig.” grinede jeg svagt.

Carter nikkede, og Matthew smilede blot igen.

”Skal vi følges?” spurgte Nash, med en stille stemme.

Jeg nikkede, inden jeg vinkede farvel til de to andre og begyndte at gå. Bag mig kunne jeg høre Nash sige farvel til dem, og inden for kort tid gik han ved siden af mig.

Der var stilhed i mellem os, mens vi gik på skolens gange og endda også hen over parkeringspladsen. Jeg gik med blikket mod asfalten, mens jeg i øjenkrogen kunne se at Nash gik med sin mobil.

Vi havde ikke rigtig snakket sammen siden den lørdag hvor jeg var hjemme hos ham. Selvfølgelig har vi sagt hej hvis vi spottede hinanden på gangen, eller hvis vi sad ved siden af hinanden inde i klassen, men ikke mere end det. Ikke et eneste ord udover ”hej”, eller måske ”hvordan går det” og så den sædvanlige smalltalk, der befinder sig mellem folk, der ikke har et rigtigt samtaleemne.

Det burde ikke være sådan mellem mig og ham, og så åndsvag som jeg nu end er, så har den tanke først slået mig nu.

”Hey,” startede jeg ud.

Jeg fik hans opmærksomhed, som ønsket. Han lagde mobilen ned lommen, inden han rettede blikket imod mig.

Vi var nu drejet ind på vejen hvor jeg bor, og sidevejen til der hvor han bor.

”Hvad har du lavet i den her uge? Du har virket meget optaget af noget, for vi har slet ikke snakket sammen.”

Jeg slog mig selv i hovedet mentalt.  Det var det mest latterlige jeg kunne sige.

”Erm,” mumlede han. ”Jeg har haft mange lektier og sådan.”

Han fjernede sit blik fra mit og kiggede nu hen ad vejen og derefter ned mod sine fødder, der gik lange skidt hen over asfalten.

Noget sagde mig at det var en åndsvag undskyldning. Nash og jeg har mange fag sammen, men jeg har ikke lagt mærke til at der har været en forskel i vores lektiemængde. Dog ville jeg ikke angribe ham, hvis det nu ikke var en undskyldning.

”Er der noget galt?”

Mit spørgsmål kom bag på ham, for han var hurtig til at løfte hovedet og kigge på mig.

”Hvad? Nej, jeg har det fint.” sagde han hurtigt, inden han gav mig et smil, for at overbevise mig.

Jeg smilede blot kort, og sagde at det var godt, men jeg ved ikke helt om jeg tror på ham.

Vi nåede til den genkendelige havelåge, og det genkendelige hus. Bedre kendt som min havelåge og mit hus.

Jeg stoppede op og det sammen gjorde Nash, der var gået et par ekstra skridt.

Efter et par sekunder hvor min hjerne kørte på højtryk for at finde ud af hvad jeg skulle sige, endte jeg med at hoste halvfalskt, inden jeg rettede mit blik op mod Nash.

”Jeg vil smutte indenfor, inden min veninde kommer,”

Han nikkede blot. ”Okay. Ses på mandag.”

Lige i det jeg skulle til at træde hen mod ham, for at give ham et kram, vendte han sig om og gik ned ad vejen, i retningen af hans hus.

Det var lige før at min kæbe lå på fortovet. Vi plejer altid at kramme når vi støder på hinanden om morgenen, og når vi siger farvel til hinanden senere på dagen.

Jeg vidste der var noget galt.

 

 

”Allison!” skreg jeg, efterfuldt af et lille grin.

”Cassie!” efterlignede Allison og smed sin taske på jorden, inden hun hoppede ind i mine arme.

Sådan et kram er altid dejligt, og især når man ikke har set hinanden i hundrede år.

Vi grinede endnu en gang, inden vi gav slip på hinanden. Allison tog sin taske op igen og gik indenfor og smed sine sko. Jeg lukkede hoveddøren i igen, og gik længere ind i gangen, inden jeg tog Allisons (tunge) taske over skulderen.

”Oh my, hvad har du i den her?”

Allisons grin lød i mine ører, og som sædvanlig, så smittede det. Lige så snart Allisons latter lød i et rum, ville alle andre automatisk enten smile eller også grine. Sådan var det bare.

Jeg traskede op ad trappen og op mod mit værelse, med Allison bag mig. Det tog lidt længere tid at komme op ad trappen end hvad det normalt ville gøre for mig, men da vi endelig var oppe og inde på mit værelse, kunne jeg smide tasken og komme i det samme tempo igen.

”Du behøvede altså ikke at bære min taske,” lød det fra Allison, da jeg satte mig på min seng, en smule forpustet.

”Shh, jeg har savnet dig, så det var det mindste jeg kunne gøre.”

”Aww,”

Hun slog sig ned ved siden af mig, hvorefter hun lagde sit hoved på min skulder. ”Jeg har også savnet dig, Cass,”

Et smil løb hen over mine læber ved hendes ord. Selvom vi ikke havde set hinanden i – jeg ved ikke hvor lang tid – så kunne vi stadig fungere som vi plejerede at gøre.

”Nåh,” mumlede jeg, og rettede mig op. Det fik Allison til at fjerne sit hoved fra min skulder, men jeg fortsatte alligevel. ”Hvordan går det så hjemme i Chino Hills?”

Allison var den eneste veninde jeg havde tilbage fra min gamle by. Det var lidt trist, men jeg vidste næsten allerede godt at hendes og mit venskab ville være det eneste der ville kunne klare afstanden. Det faktum at man går fra at se hinanden mindst fem gange om ugen, til slet ingen gange om ugen, gør meget for et venskab. På den måde finder man ud af om ens venner egentlig bare var venlige klassekammerater, eller om de rent faktisk var venner. Allison for eksempel, er en rigtig ven, for vores venskab har ikke ændret sig overhovedet siden jeg flyttede. Den eneste forskel er, at vi ikke ser hinanden hver dag.

Hvis jeg skulle flytte igen, så vidste jeg allerede nu hvilke venskaber der ville kunne klare afstanden.

”Det er blevet endnu mere kedeligt, siden du flyttede,” grinede hun, selvom det hun sagde var seriøst.

”Hvordan er det overhovedet muligt?”

Hun grinede endnu en gang. ”Aner det ikke.”

Jeg smilede blot denne gang, inden jeg lagde mit blik på mit skab der stod åbent. På gulvet foran lå der et par grå sweatpants. Nashs sweatpants.

”Hey, er der noget galt?”

Allison lagde sin hånd på min skulder og kiggede bekymret på mig. Jeg trak bare på skuldrene, da jeg ikke vidste om noget rent faktisk var galt.

Hun hev svagt i min cardigan for at få mig med, inden hun satte sig længere ind på min seng. Hun satte sig i skrædderstilling, og satte begge albuer på hendes lår, mens hun placerede hendes hoved i hendes hænder. ”Tal med mig, Cass. Hvad er der sket?”

Jeg tog en dyb indånding og satte mig til rette lidt længere inde på sengen ved siden af hende.

”Kan du huske Nash? Min bedste ven her i Malibu?” spurgte jeg lavt.

Hun nikkede og jeg gav mig til at fortælle hende om den sidste uges tid.

Jeg startede ud med den måde Nash har en selvsikker side og så en usikker side. En mindre detalje jeg ikke ville undlade var, at min fornemmelse sagde mig at den usikre side kun var overfor mig. Så fortalte jeg hende om, da vi var på stranden og han lagde armen om mig. Jeg besluttede mig også for at fortælle hende om hans kommentar der lød på at jeg åbenbart så sød ud i hans t-shirt og derefter om hans lille tale der handlede om hvordan han elskede at være sammen med mig.

Jeg sluttede så af med at fortælle at han forsøgte at kysse mig, men at vi blev afbrudt af en eller anden fyr, og at vi ikke havde snakket sammen siden.

”Han er vild med dig.” fastslog hun.

Hendes ord fik mig til at lave store øjne og jeg var hurtig til at slå hende på armen.

”Nash? Vild med mig? Du må da være sindssyg.”

Nu hvor jeg sagde det højt, så gav det en smule mening. Han er usikker foran mig, og han forsøgte at kysse mig.

”Men han er min bedste ven…” hviskede jeg og kiggede ned. Allison sukkede bare svagt, inden hun lagde armene om mig og gav mig lige præcis hvad jeg havde brug for. Et kram.

 

 

”Hvad skal vi have?” spurgte jeg, forhåndsvis højt.

Jeg blev nødt til næsten at råbe, da Allison stod på den anden side af de mange hylder, fyldt med diverse slags madvarer.

”Bare noget slik. Chips eller sådan noget.”

Jeg nikkede selvom hun ikke kunne se det, og fortsatte min jagt efter chips. Klokken var ni og siden Allison og jeg som sagt skulle lave filmaften i aften, så var det på tide at begynde. Vi havde lige spist aftensmad og efter vi havde smækket vores tallerkner ind i opvaskemaskinen, gik det op for mig at vi ikke havde noget slik. Det var åbenbart et no go for Allison at lave filmaften uden noget slik, så her stod vi og råbte til hinanden i et supermarked.

Mit blik scannede de halvtomme hylder for sliklignende varer og efter et par sekunder fandt jeg nogle chips. Jeg tog to poser og placerede dem i min favn, siden jeg ikke havde nogen kurv.

Lige i det jeg vendte mig om, på vej hen til Allison, stødte jeg ind i en anden. Jeg tabte begge poser og var ovenikøbet også ved at miste min balance.

”Undskyld,” var det eneste der kunne forlade min mund, da jeg bukkede mig ned, for at samle poserne op.

”Det er okay.”

”Undskyld, jeg burde virkelig se mig for.”

Jeg fik fat i begge poser og løftede hovedet. Foran mig stod en brunhåret fyr, der virkede bekendt.

”Hey, dig har jeg set før.” mumlede jeg med et lille smil.

Den brunhårede fyr grinede blot, inden han nikkede.

Jeg kom i tanke om at det var ham der dukkede op hjemme hos Nash.

”Jeg kan ikke huske dit navn, har du noget imod at fortælle mig det igen?”

”Cameron,” sagde han med en selvsikker stemme og et mindst lige så selvsikkert smil. ”Cameron Dallas.”

 

--------------------------------------------------------------

 

Heyyy, så er jeg tilbage med et nyt kapitel!

Endelig har jeg fået sommerferie, hvilket betyder at jeg har en hel del tid til at skrive, men her i denne måned har jeg også ret mange planer. Jeg skal til Jylland i næste uge og bagefter skal jeg til Sverige. Dog har jeg lige et par dages pause inden jeg tager til Sverige, så der vil jeg forsøge at skrive noget mere, men hvis der går et stykke tid inden jeg opdaterer igen, så er det derfor.

Hvis I kan lide den her historie og gerne vil vide når jeg publicerer noget nyt, så må I gerne blive ”fan” af mig, da det vil betyde utrolig meget for mig. I må også gerne kommentere jeres mening, og give historien et lille ’like’. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...