I Want You to Want Me | Nash Grier & Cameron Dallas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 maj 2014
  • Opdateret: 26 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Cassie Lee: en sød, smuk og helt igennem fantastisk pige. Efter en hård barndom, der medførte en masse udfordringer og en hel del problemer hos hende, har hun fundet vejen til glæde igen. At flytte til en ny by virkede dengang som en dårlig idé, men hun tog chancen. Tingene blev bedre og Cassie blev til et helt nyt menneske. Ved at flytte fik hun ikke kun et nyt liv, men også nye venner – deriblandt hendes bedste ven Nash, der aldrig fejler når det kommer til at få hende til at smile. Han kender til Cassies fortid og han er altid klar til at gribe hende, hvis hun skulle falde igen. Dog har Nash en hemmelighed: Han er dybt forelsket i Cassie. Han ved at hun aldrig vil kunne se ham som mere end en ven, hvilket er derfor at han stadig har sine følelser for hende gemt. Dog ændrer Nash strategi, når en anden fyr pludselig kommer ind i billedet og charmerer sig ind hos Cassie. Problemet er bare at det ikke er en helt tilfældig fyr. Det er Cameron Dallas, Nashs tideligere bedste ven.

81Likes
83Kommentarer
13180Visninger
AA

4. And In This Very Moment It Was Like The Time Stopped

Cassies synsvinkel

 

En solstråle var skyld i at jeg vågnede og derfor slog øjnene op. Den skinnede igennem gardinerne der egentlig skulle fylde hele vinduet – og det gik også meget godt, hvis man ser bort fra den lille sprække, som solen udnyttede for groft.

Jeg satte mig op og kiggede kort rundt, og kom i tanke om at jeg havde sovet hos Nash, da jeg så at jeg befandt mig i hans værelse. Han lå stadig og sov ved siden af mig.

Jeg betragtede hans fredfyldte ansigt og måden han lå på. Siden der var varmt herinde, lå han med det ene ben over dynen, præcis ligesom jeg selv gjorde, når det blev for varmt.

Jeg smilede svagt, da han rynkede lidt på næsen og spjættede en smule. Han så ekstremt sød og nuttet ud, når han sov. Han så faktisk altid sød ud.

Jeg blev en smule forskrækket da han lige pludselig åbnede øjnene og kiggede på mig. Det måtte have været synligt at jeg blev forskrækket, for han begyndte at grine inden han tog armene op over hovedet og strakte sig.

”Godmorgen,”

”Godmorgen.” mumlede jeg, smilende. Nash satte sig op og strakte sig endnu en gang, inden han rettede blikket imod mig. Hans blå øjne lyste op og han virkede overraskende frisk. Jeg derimod var en lille smule træt, og sulten.

Det faktum at jeg var sulten gjorde, at min mave rumlede. Den rumlede ikke bare en lille smule, men meget, og der kom endda også en lyd, der heller ikke ligefrem var lav.

Jeg lagde hænderne på min mave, inden jeg kiggede hen på Nash igen, der denne kiggede underligt på mig.

”Sulten?” spurgte han, med lidt af et flabet smil på læberne.

Jeg nikkede og kæmpede for at holde mit grin inde. Jeg griner alt for meget. Især når jeg er sammen med Nash.

Nash pressede begge hænder imod madrassen, inden han rejste sig op. Han gik hen mod sit skrivebord og tog den hættetrøje med lynlås der hæng på hans stol. Siden det havde været varmt i løbet af natten, havde han smidt trøjen. Derfor valgte han nu at tage sin sorte hættetrøje på.

Da han var færdig og havde lynet den halvt op, rettede han igen blikket imod mig, og kiggede afventende på mig.

”Kommer du?”

Jeg tog mig sammen og kom op. Kort, kiggede jeg ned ad mig selv og lagde mærke til at jeg ikke havde andet på end Nashs t-shirt og mine underbukser. Derfor rettede jeg lige på t-shirten, sådan så den dækkede mine underbukser igen, og ikke sad lige så fucked som før.

”Hey Nash,” sagde jeg, da jeg så han havde vendt sig om, på vej mod døren. Han vendte sig dog om igen og kiggede nu spørgende på mig.

”Kan jeg låne nogle sweatpants af dig?” Jeg bed mig kort i læben, mens jeg ventede på svar.

”Selvfølgelig,”

Han var hurtig til at gå hen til hans skab, hvor han fik gravet et par grå sweatpants ud. Lige som jeg troede at han var på vej hen mod mig, gik han i en helt anden retning, hen mod sit skrivebord igen. Denne gang gik han dog ikke efter en hættetrøje, men da han gik hen mod mig igen, havde han en sort trøje med.

”Værsgo.”

Han gav mig bukserne og trøjen, mens jeg gav ham et forvirret blik tilbage.

”Ermm, hvad er det for en trøje?”

”Din trøje. Du glemte den sidste gang du sov hos mig, og jeg tænkte at du måske ville foretrække at rende rundt i din egen trøje, frem for min oversize t-shirt, som du har sovet i,”

Jeg foldede trøjen ud og så, at det ganske rigtigt var min. Jeg havde godt lagt mærke til at den ikke havde været i mit skab, men jeg kunne ikke huske at jeg havde glemt den hos Nash.

”Jeg går nedenunder, du kommer bare når du har skiftet,” sagde han med et smil, inden han gik ud af rummet.

Da jeg kunne høre ham gå ned ad trapperne, trak jeg hans t-shirt over hovedet og foldende den kort sammen, inden jeg smed den på hans seng. Jeg tog hurtigt min egen trøje på og fik derefter hans sweatpants på. De var bløde og behagelige og jeg havde næsten lyst til at lade være med at give ham dem tilbage, når jeg skulle hjem senere.

Jeg bevægede mig hen mod spejlet, der var ved siden af døren og kastede et lille blik på mig selv. Min trøje var jo, ja min, så den sad som den skulle, og bukserne var lidt for store, men sad så godt som de nu kunne. Mit hår var en anelse rodet, og jeg havde intet make-up på. Det var godt at jeg havde fået en smule selvtillid nu, for hvis jeg ikke havde haft det, ville jeg slet ikke kunne acceptere mit spejlbillede. Engang hadede jeg at gå uden make-up, og gik ikke i andet end oversize tøj.

Nu kunne jeg være sammen med min bedste ven – som endda er en dreng – helt uden at gå med make-up og jeg kunne ovenikøbet også acceptere det naturlige look.

Jeg smilede et svagt smil til mig selv, inden jeg besluttede mig for at gå nedenunder til Nash, der nok stod og ventede utålmodigt på mig.

Dog var det det modsatte, for da jeg endelig nåede enden ad trappen, kom Nash til syne henne ved spisebordet. Han havde varmet noget brød i ovnen og havde sat alt klar på bordet.

Han fik øje på mig, da han havde sat den sidste ting på bordet. Han sendte mig et sødt smil, inden han betragtede mig i hans sweatpants.

”Ser jeg også sød ud i dine bukser?” spurgte jeg, med et kækt smil på læberne. Det tog ham lidt tid at opfatte at det var en hentydning til hans bemærkning i går, om at jeg så sød ud i hans t-shirt.

”Ja da,” smilede han, inden han satte sig ned ved bordet. ”Du ser jo sød ud i alt.”

Jeg kunne ikke stoppe mit smil, men det havde jeg heller ikke lyst til. Hans komplimenter og bemærkninger var altid så søde.

Der gik ikke mere end ti sekunder før jeg også satte mig ned. Jeg lod mit blik scanne bordet, og det gik op for mig at den her morgenmad nok ville være den bedste morgenmad jeg længe havde fået.

Jeg tog fat i et stykke brød og en kniv, hvorefter jeg skar det over. Brødet var stadig varmt, hvilket resulterede i at da jeg lagde et stykke pålægschokolade på, smeltede det langsomt.

”Nash?”

”Mhm?”

Jeg grinede et kort grin, inden jeg tog en lille bid af mit brød.

”Din fremtidige kone er virkelig heldig, for du kommer til at blive verdens bedste mand.”

Det var næsten lige før han tabte sit brød, for han frøs helt ved mine ord. Jeg kunne ikke læse hans blik og han virkede helt forvirret over det jeg sagde.

”Virkelig?” spurgte han, med en lille, forsigtig stemme.

”Jep,” mumlede jeg, inden jeg tog en lille bid mere af mit brød.

”Jeg mener, du har lavet morgenmad, mens jeg var ovenpå og fik tøj på. Det er jo næsen alle kvinders drøm.”

Et lille grin undslap hans læber, og han rettede blikket ned mod sin tallerken. Jeg smilede bare, da jeg kunne mærke at han var en anelse smigret.

 

Resten af morgenmaden foregik i nogenlunde stilhed. Ikke akavet stilhed, for det var der næsten ikke noget af mellem mig og ham, men blot en rar stilhed.

”Skal vi spille Wii?” spurgte Nash, da han havde skubbet sin tallerken fra sig og sat sig tilbage.

Den sidste bid brød var nu også væk fra min tallerken og jeg drak den sidste smule vand i min kop, inden jeg også satte mig tilbage. ”Det kan vi da godt, Nashty.”

Det lille kælenavn jeg gav ham fik ham til at smile, inden han rejste sig op.

”Så kom, Cash.”

”Den var virkelig dårlig, den der.”

 

 

Efter flere timers spil på Wii’en, fyldt med råb, skrig og grineflip, havde Nash endelig indset at han ikke kunne slå mig og det resulterede så i at han til sidst gav op.

Derfor slukkede han nu for Wii’en mens jeg var på vej hen til trapperne og op mod hans værelse. Klokken nærmede sig tre og det var vel snart på tide at komme hjem ad, selvom jeg foretrak at være her. Jeg ved ikke med dig, men jeg ville ti gange hellere være alene med min bedste ven, end at være sammen med min mor og storebror. I hvert fald i dag.

Jeg var nået halvvejs op ad trappen, da Nash trådte op på det første trin. Grundet længeforskellen på vores ben, havde han hurtigt indhentet mig. Dog havde jeg ikke noget imod det, jeg elskede at have selvskab.

Det var alligevel en overraskelse, da han tog min hånd, gik foran mig og dermed trak mig med ham. Et grin forlod mine læber, og jeg rystede (som sædvanlig) på hovedet af ham og fulgte blot med.

”Du er da kærlig i dag,” konstaterede jeg, en anelse flabet, dog med et smil.

Han nikkede bare og smed sig på sin seng. Jeg, derimod, var lidt mere diskret og satte mig ned, på en helt almindelig måde. Til sidst endte jeg med at ligge mig ned.

 

Jeg havde ikke rigtig tal på hvor længe vi lå der. Vi lå der bare. Vi udvekslede et par ord en gang imellem, men ellers sagde vi ikke noget. Vi var så stille at fuglene udenfor kunne høres klart og tydeligt. Det var meget rart med noget dejligt stilhed.

 

 

”Nå, jeg skal også snart hjem,” mumlede jeg og satte mig op.

Nash og jeg havde sat en film på, efter hvad der måtte have været en halv times stilhed, hvor vi bare lå og lavede absolut ingenting, udover at lytte til bilerne der nogle gange kørte forbi udenfor. Det betød så at klokken nu var i nærheden af seks.

Jeg kiggede hen mod Nash, der lige havde sat sig op. Da vi fik øjenkontakt, smilede han sit søde, almindelige Nash-smil, mens han kørte en hånd igennem sit hår.

”Jeg elsker at være sammen med dig,” fastslog han med en sænket stemme. Jeg lyste op i et smil, og fik en god følelse i maven. Det var endda også tæt på at jeg fik røde kinder, for varmen steg da i hvert fald i ansigtet på mig.

Jeg skulle lige til at komme med en ’awww’ lyd, men han kom mig i forkøbet.

”Jeg kan bare være mig selv og ja, råbe og skrige uden at du kigger underligt på mig. Du råber og skriger med mig,” et lille grin forlod hans læber, som han sagde ordene.

Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige, så jeg sad bare og smilede. Han havde ret i at jeg bare råbte og skreg sammen med ham, og at jeg ikke dømte ham. Han var mindst lige så underlig som jeg selv var, og det var rart at have en man kunne gøre alt sammen med.

”Vi er latterlige, når vi er alene sammen, det ved du godt, ikke?” grinede jeg. Nash nikkede ivrigt.

”Jeg kan godt lide det. Jeg føler mig altid så godt tilpas sammen med dig,” han sad og pillede ved sin dyne, og kiggede også ned på den. Med andre ord, så var det Nashs usikre side der var fremme lige nu.

Jeg derimod skulle til at rejse mig op, da Nash tog fat i min hånd, og fik mig tilbage. Nu kiggede han mig i øjnene, og jeg kiggede tilbage i hans. Den blå farve skinnede som aldrig før og det var som om at man bare kunne drømme sig væk i dem, bare et lille øjeblik. Jeg havde altid elsket Nashs øjne, lige fra da jeg så ham første gang. Jeg kunne ikke lade være med at nævne det for ham.

Jeg kiggede spørgende på ham og han bed sig kort i underlæben. Endnu en ting fra hans usikre side.

Og i dette øjeblik var det som om at tiden gik i stå. Det var som om at fuglene og alle de andre lyde udenfor forsvandt. Det var som om at den tikkende lyd fra uret ovenover døren stoppede. Det eneste der ikke stoppede var mit hjerte, der tværtimod bankede derudaf.

Nash lænede dig frem hen imod mig. Jeg var gået helt i stå. Om det var fordi at han overraskede mig eller om jeg ikke turde gøre noget vidste jeg ikke.

Hans læber var få millimeter fra at røre mine, da det bankede på døren og der kom liv i verden igen. Urene tikkede igen og fuglene sang som tideligere.

Nash nåede ikke at flytte sig specielt meget, før døren blev åbnet.

En flot, brunhåret fyr kom til syne i døren og Nashs øjne blev store.

”Cameron?”

--------------------------------------------------------------

 

Dam dam daaaammmmmm.

Undskyld forsinkelsen, jeg har haft kæmpe problemer med det her kapitel og har haft en masse ting jeg skulle se til, plus jeg har haft årsprøver og skriftlige opgaver i skolen og sådan. Jeg har - og får - nogle store opgaver for, men jeg vil selvfølgelig prøve at skrive mere så hurtigt som jeg kan. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...