Fri

Melanie er 14 år og har siden hendes mors død, da hun var 5 år, boet alene med hendes far, der har udviklet et meget voldsomt alkoholmisbrug. Hvis faren ikke sover, er der altid et eller andet der er galt og Melanie kan næsten ikke klare det mere. Hun prøver at opretholde en facade, men hun bliver mere og mere udmattet. Hendes far er på kontanthjælp og efter udgifter til sprut og husleje, er der ikke det store tilbage til Melanie og hun bliver voldsomt forsømt.

3Likes
0Kommentarer
282Visninger
AA

2. Prolog

Melanie gemte sig på sit værelse, som så mange gange før. Hun turde ikke forlade rummet, før hun var sikker på hendes far var faldet i søvn, midt i hans brandert. Det skete oftest tidligt på aftenen, men klokken havde allerede passeret 21 og hun kunne fortsat høre ham bande og svovle, mens han klirrede rundt med flaskerne i stuen. Når han var i det humør, turde hun ikke nærme sig. Hun skulle tisse og havde holdt sig i adskillige timer nu, men turde ikke andet.

Melanie havde boet alene med hendes far i fem år nu, efter hendes mors ulykke. Hun var blevet ramt af en lastbil da hun cyklede inde i byen, en højresvingsulykke, hun var død inden de nåede til hospitalet. Hendes indre skader var for voldsomme til, at hun kunne holde sig i live og slaget havde været så voldsomt, at det nærmest havde flækket hendes kranie. Hendes smukke, søde, fantastiske og blide mor. Væk før hun overhovedet vidste af det. På trods af, at de andre i klassen kunne komme med nogle lede kommentarer, når Melanie kom i skole med hår der tydeligt afspejlede hvor cykelhjelmen havde sat, turde hun ikke andet. Hun savnede hendes mor hver eneste dag og ville ikke ende sit liv på samme måde. Bare ved tanken fik hun tårer i øjnene, hun græd sagte med hovedet begravet i hendes hovedpude. Hun kunne ikke risikere, at hendes far hørte hende.

Hendes far havde altid været glad, en blid person der stort set aldrig drak og mere end noget andet, var han stadig på femtende år de var sammen, smaskforelsket i hendes mor og han tog nærmest tabet hårdere end Melanie selv gjorde det, han ville nok aldrig komme sig over det og netop af selv samme grund, kunne Melanie ikke en gang huske, et tidspunkt hvor hendes far ikke havde haft en øl eller en anden alkoholisk drik i hånden. Selv hvis han drak appelsinjuice til morgenmaden, var der vodka i. Tilværelsen gjorde ondt på ham og af selv samme grund gjorde han hende ondt.

For blot en måneds tid siden, hvor hun var kommet sent hjem fordi hun havde været ovre ved Louise, var hendes far blevet så vred over noget han åbenbart så som endnu et svigt, at han havde kastet hende så hårdt ind mod væggen i ren raseri, at hun havde fået trykket et par ribben samt var blå op ad hele ryggen. Hendes far havde været i krigshumør, som hun selv kaldte det og med det samme hun kunne komme af sted med det forsvandt hun derfor op på hendes værelse, lukkede døren og blev der indtil hun var sikker på hendes far sov i lænestolen. Det gjorde så ondt, at hun besluttede sig for at cykle hen til vagtlægen, som slet ikke kunne forstå hvordan hun havde været i stand til netop dét. Hun stak den bekymrede sygeplejerske en stor fed løgn, nok den værste kliché-agtige undskyldning der var i bogen, da hun bekymret spurgte hvordan det var sket ”Jeg faldt ned ad trappen”, løj hun med et smil på læben i et forsøg på at afspejle hendes forlegenhed over hendes egne klodsede tendenser. Det var tydeligt, hun ikke troede på det, men lod alligevel Melanie gå igen, men med en besked fra lægen til skolen om, at hun ikke ville kunne deltage i undervisningen i 2 til 3 uger. Enhver anden ville sikkert have været taknemmelig over en sådan en besked, men for Melanie føltes det bare som et mareridt, der aldrig ville høre op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...