Fri

Melanie er 14 år og har siden hendes mors død, da hun var 5 år, boet alene med hendes far, der har udviklet et meget voldsomt alkoholmisbrug. Hvis faren ikke sover, er der altid et eller andet der er galt og Melanie kan næsten ikke klare det mere. Hun prøver at opretholde en facade, men hun bliver mere og mere udmattet. Hendes far er på kontanthjælp og efter udgifter til sprut og husleje, er der ikke det store tilbage til Melanie og hun bliver voldsomt forsømt.

3Likes
0Kommentarer
285Visninger
AA

7. Kapitel 5

Nu passerede bilen med Magnus bag rettet og Melanie omme bagi endnu et byskilt, de havde nået den nærmeste store by, hvor kommunekontoret lå, men hun følte sig stadig langt fra tryg, men hun var dog holdt op med at græde.

Rigtigt nok, stoppede de ved kommunekontoret hvor de holdt nogle minutter, men uden Magnus gjorde tegn til, at de skulle stige ud af bilen, men en kvinde hun ikke genkendte steg ind i bilen. Hun var yngre end den kommunemedarbejder der havde været med ham hjemme ved hende, hendes mund var ikke sammensnerpet heller, hun havde samme medfølende smil som Magnus, milde øjne og det smukkeste brune og krøllede hår. Hun så rigtigt flink ud, men Melanie følte sig stadig ikke tryg, hun vidste jo ikke hvor de var på vej hen, men damen spurgte hurtigt Magnus, ”skal vi ikke videre?” hvor til han nikkede og bakkede ud fra den parkeringsplads hvor han holdte.

”Det her er Hanne,” sagde Magnus ”Hun arbejder indenfor socialforsorgen og har med børn, der er blevet mishandlet og gøre”. Melanie kiggede forvirret frem og tilbage mellem Hanne og Magnus, hvor efter Magnus endnu engang begyndte, at forklare. ”Vi bemærkede nogle blå mærker ved din nakke under besøget og omkring dit håndled, så vi tjekkede dine lægejournaler, hvilket var meget foruroligende, så vi er på vej ind til hospitalet nu, der skal udføre en videre undersøgelse”.

Klumpen i hendes hals blev endnu større. Alle var helt stille, de ville give hende lov til, at absorbere de informationer hun blev givet. Da de ankom til hospitalet åbnede Hanne døren for hende og hun steg ud af bilen. De gik ind i entreen for, hvor de fandt hen til elevatoren hvor efter de stoppede på syvende sal, hvilket åbenbart var børneambulatoriet. Her blev børn under 15 næsten altid behandlet og den kategori gik Melanie derfor ind under. Hanne havde hele tiden en hånd liggende på Melanies skulder, sikkert for at berolige Melanie, men det mindskede desværre ikke Melanies ubehag. Melanie var egentlig mest tryg ved Magnus, men han forklarede hende, at Hanne ville være til stede under hele undersøgelsen. Hvis Melanie havde lyst kunne hun derfor holde hende i hånden hvis det blev ubehageligt og klemme, hvis hun ønskede, at lægen skulle stoppe og holde en pause. Melanie nikkede, hun fik tårer i øjnene endnu engang og Magnus så medfølende på hende, som om han kunne føle hendes smerte, men det kunne han ikke. Det kunne ingen.

Under undersøgelsen skulle hun klædes helt af og blev iført en hvid hospitalstrøje. Lægen så på de blå mærker, og mærkede på hendes stadig meget ømme ribben. Herefter blev det meget ubehageligt, for han skulle gennemføre en undersøgelse af hendes underliv, for at sikre der ikke havde været tale om seksuelt misbrug. Melanie greb Hannes arm, hun rystede og græd, forklarede at hendes far aldrig havde misbrugt hende på den måde, hun vidste jo at hun ikke længere kunne skjule de voldelige overgreb han havde gjort. Hun ville ikke igennem en sådan undersøgelse, det ville hun bare ikke. Hanne så medfølende på hende, nikkede forstående, men fortalte, at de blev nødt til det. Melanie tog Hannes hånd, lukkede øjnene og lukkede alt ude, som hun havde gjort så mange gange før under farens raserianfald og lod lægen gøre sit arbejde.

Da de kom ud fra lokalet, uden helt at vide hvorfor, skyndte Melanie sig hen for, at omfavne Magnus. Han gengældte omfavningen, strøg hende over håret og sagde, at hun aldrig nogensinde skulle være bange mere, at hendes far aldrig mere ville gøre hende ondt. Kommunen havde kontaktet hendes mormor og morfar, som hellere end gerne ville fungere som hendes plejefamilie og dermed have ansvar for hende, så de skulle blot hente noget tøj og så var de på vej. Magnus sagde, at hendes mormor havde grædt i telefonen da de fortalte hvad der havde foregået.

Melanie sad endnu engang bag i bilen, de kørte endnu engang ind på kommunekontoret hvor de skulle have nogle udtalelser omkring de voldelige overgreb fra Melanie, som de kunne rapportere og hermed lægge sag an mod hendes far, der uden tvivl ville ende op i fængslet. Hun rystede og tårerne trillede ned ad kinderne på hende under hele forløbet, men nu var det endelig overstået, hun skulle ikke være bange mere.

Nu var det kun hende og Magnus. De kørte tilbage til hendes fars hus. Magnus låste bildørene hvorefter han gik ind for at hente nogle ting til hende, her i blandt hendes tøj, hendes vækkeur og en bamse som hun havde forklaret ham, at hun ikke ville undvære. Hun kunne høre hendes far råbe, men hun kunne ikke høre hvad hun råbte. Hun kunne se hvordan Magnus forholdt sig rolig og fik talt hendes far lidt ned, men han smækkede døren voldsomt da han gik ind i huset igen. Magnus kom hen og låste bilen op, satte tingene om bagi hvor efter han satte sig bag rattet og startede bilen med ordene ”Det er ovre nu”.

Melanie kunne se hvordan huset blev mindre og mindre i baggrunden. Hun så en fugl flyve over himlen og for første gang længe følte hun sig fri. Helt fri. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...