Fri

Melanie er 14 år og har siden hendes mors død, da hun var 5 år, boet alene med hendes far, der har udviklet et meget voldsomt alkoholmisbrug. Hvis faren ikke sover, er der altid et eller andet der er galt og Melanie kan næsten ikke klare det mere. Hun prøver at opretholde en facade, men hun bliver mere og mere udmattet. Hendes far er på kontanthjælp og efter udgifter til sprut og husleje, er der ikke det store tilbage til Melanie og hun bliver voldsomt forsømt.

3Likes
0Kommentarer
286Visninger
AA

6. Kapitel 4

Til Melanies overraskelse viste det sig, at dem fra kommunen havde tænkt sig, at komme tilbage om mindre end en uge for, at snakke med hendes far om deres vurdering og de senere muligheder han havde indenfor arbejdsmarkedet, eventuel noget praktik, så de kunne finde ham et job han var i stand til. For hendes far var dette bestemt ikke det han havde mest lyst til hverken at høre, snakke om eller noget som helst, men heldigvis for Melanie betød det sikkert, at han de næste dage mere eller mindre ville være besvimet i sofaen efter adskillige øl og det var på en måde en beroligende tanke når hun var på vej hjem fra skole, men det betød dog også at hun de næste mange dage ikke havde tænkt sig, at besøge Louise. Hun var nødt til at være hjemme når de kom forbi og hun havde især behov for at være hjemme, så hun kunne samle flaskerne sammen i takt med hendes far tømte dem og sørge for, at huset fortsat var meget præsentabelt, for de kunne dukke uanmeldt op hvornår det skulle være.

Dagen gik voldsomt langsomt, kun med skole, lektier og konstant rengøring, så hun kunne ikke vente til kommunen kom forbi igen, forhåbentligt konstaterede at hendes far kunne fortsætte på kontanthjælpen og så skulle de ellers bare forsvinde de næste mange år, så hun forhåbentligt var flyttet langt, langt væk næste gang de kom forbi for at fucke med hendes fars hoved og med hendes liv.

Nogle dage senere, da hun fik fri fra skole og gik ud fra klasselokalet, genkendte hun manden fra kommunen som stod og ventede, han smilede venligt til hende og sagde, at han var der med en kollega for at give hende et lift hjem. Melanie prøvede at smyge sig udenom, ved at forklare, at hun jo var cyklet og det gjorde hun alle dage og det derfor var vigtigt for hende, at få cyklen med hjem, så hun ville ikke være til besvær, men i stedet sagde han, Magnus hed han, at den kunne de have med i bilen. Hun sukkede og viste ham modvilligt hen til hvor hendes cykel var, låste den op for herefter at trække den hen til bilen hvor hun fulgte Magnus til.

De havde ikke kørt længe, før det gik op for Melanie at noget var galt. De kørte den modsatte vej af hvor deres hus var og det varede ikke længere, før de kørte forbi byskiltet og ud på landet der omringede den lille landsby hende og hendes far boede i. Hvad havde han helt præcist gang i? Hun sad helt urokkelig, men en klump samlede sig i halsen, hun kunne mærke hvordan hun fysisk fik kvalme og en tåre undslap og trillede nedad hendes kind. Hun tørrede den hurtigt væk, men det var tydeligt at se på Magnus’ medfølende blik, at han havde opdaget det, men han kørte videre i stilhed og Melanie blev mere og mere utryg ved hele situationen, men hun turde ikke sige noget. Hun sad helt stille og kiggede ud af vinduet, prøvede at fange tårerne og tørre dem væk, før de nåede ned ad kinden. Hun kunne dog ikke holde hendes snøft tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...