Fri

Melanie er 14 år og har siden hendes mors død, da hun var 5 år, boet alene med hendes far, der har udviklet et meget voldsomt alkoholmisbrug. Hvis faren ikke sover, er der altid et eller andet der er galt og Melanie kan næsten ikke klare det mere. Hun prøver at opretholde en facade, men hun bliver mere og mere udmattet. Hendes far er på kontanthjælp og efter udgifter til sprut og husleje, er der ikke det store tilbage til Melanie og hun bliver voldsomt forsømt.

3Likes
0Kommentarer
284Visninger
AA

5. Kapitel 3

Den næste dag da Melanie kom hjem fra kommunen havde kommunen endnu ikke været her, men hendes far havde til gengæld sovet det meste af dagen, hvilket for en gangs skyld var en positiv ting, for det betød at stedet stadig var tæt på, at være skinnende rent.

Melanie havde ikke fået meget mere end en times søvn i nat, for stedet var langt fra rent. Især køkkenet var godt og grundigt klamt og fedtet, hvor blandt andet ovnen skulle skrubbet, det havde hun aldrig prøvet før, men for første gang i cirka fem år fandt hun ud af, hvordan den egentlig så ud når der ikke var diverse madrester brændt fast rundt inde i hele ovnen.

Hendes far sad i stolen og fjernsyn og nærmest inden hun nåede at sige ”hej” var Melanie på vej op på hendes værelse, hvor hun faldt ned på sengen, komplet drænet for energi. Hun havde gjort alt hvad hun kunne for at holde sig vågen i skolen, men i pausen havde hun sneget sig ud i det gamle legehus der nærmest ikke var nogen der brugte længere, hvor hun lagde sig til at sove. Hun ville jo helst skjule alle tegn på, at noget var galt og det gjorde hun derfor. Klokken vækkede hende heldigvis da det ringede ind til timen endnu engang og det lykkedes hende, at klare sig gennem hele dagen uden at blive kaldt op til tavlen og det var noget hun var meget taknemmelig for, hun kunne simpelthen ikke tænke, når hun ikke havde fået mere søvn end det.

Hendes øjne gled stille i og hun lød søvnen omfange hende. Det var så skønt, bare at slappe af, så skønt.

*Bank bank bank* Melanie vågnede med et sæt, da det bankede hårdt på hoveddøren, hun havde prøvet, men kunne ikke få ringeklokken til at virke i går, det var tydeligvis mere end bare et nyt batteri den manglede og hendes forstand rakte desværre ikke længere end til netop det.

Melanie åbnede desorienteret øjnene og kiggede over, på det lille vækkeur med en Barbie på der stod ved sengen. Hun havde haft det lang tid efterhånden, det var en af de sidste ting hendes mor nogensinde havde givet hende og derfor betød den en hel del, selvom den var pokkers barnlig, men hun havde aldrig lov til at have gæster på besøg alligevel. Klokken var kun lidt over 4 om eftermiddagen, hvem mon det kunne være? Hun kunne høre døren blive åbnet og hendes far der snakkede i et meget høfligt tonefald hun ikke havde hørt længe, det var helt sikkert dem fra kommunen.

Hun fløj op af sengen og fik meget hastigt sat sig hen til hendes lille skrivebord og fandt hendes lektier frem, de måtte endelig ikke få en mistanke om, at noget var galt og det ville de sikkert hvis hun lagde og sov midt om dagen. Hun kørte hastigt fingrene gennem håret så det så knap så vildt ud og åbnede hendes dansk-bog. Hun havde absolut ingen tid til, at se hvad hun rent faktisk havde for og satte sig derfor i stedet til at læse en tilfældig novelle. En der handlede om en dreng, der spillede fodbold. Typisk. Kedelig. Men hun fortsatte med at læse.

Hun kunne høre hendes far og hvad der lød som to andre personer, ud fra stemmerne i hvert fald, gå rundt neden under. Der blev mumlet lidt, men hun kunne ikke høre hvad de sagde, det var sikkert heller ikke synderligt vigtigt for hende, at vide. Efter et stykke tid kunne hun dog høre fodtrin på trappen, hvilket kun fik hende til at se endnu mere interesseret ned i hendes bog. Da hun kunne høre døren til hendes værelse gå op sagde hendes far ”Og det her er så Melanies værelse”, hun mumlede lidt mens hun læste og sagde flygtigt ”Jeg skal lige læse ned til det næste punktum” hvor efter hun fortsatte hendes læsning i nogle få sekunder for derefter at vende sig om, hvor hun blev mødt af hendes far meget stive blik, samt en kvindes rolige øjne, men dog sammensnerpede mund mens en anden mand smilede roligt til hende og sagde ”Hej Melanie”. De gik ret hurtigt ud af værelset igen, hun vendte tilbage til bogen hvilket hun blev ved med, indtil hun kunne høre døren åbne og lukke nedenunder. Hendes far ville ikke vide noget om hvor vidt de havde planer om, at tage hans kontanthjælp eller noget på nuværende tidspunkt og derfor tænkte hun, at hun var uden for farezonen og besluttede sig derfor for, at gå i seng hvor hun blev lige indtil vækkeuret vækkede hende lidt i syv næste morgen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...