Fri

Melanie er 14 år og har siden hendes mors død, da hun var 5 år, boet alene med hendes far, der har udviklet et meget voldsomt alkoholmisbrug. Hvis faren ikke sover, er der altid et eller andet der er galt og Melanie kan næsten ikke klare det mere. Hun prøver at opretholde en facade, men hun bliver mere og mere udmattet. Hendes far er på kontanthjælp og efter udgifter til sprut og husleje, er der ikke det store tilbage til Melanie og hun bliver voldsomt forsømt.

3Likes
0Kommentarer
280Visninger
AA

3. Kapitel 1

Endelig var Melanie kommet tilbage i skole, efter de rædselsfulde uger hun havde tilbragt i hjemmet med hendes far, men i det mindste havde han knap opdaget, at der var noget galt. Han sov det meste af dagen alligevel og i stedet for, at ligge i hendes seng, lagde hun under den, når hun kunne høre, at hendes far var vågen. Det sværeste var dog, at lade som om hun kom hjem. Hun ventede til hun kunne høre, at hendes far befandt sig inde på badeværelset, hvor efter hun listede neden under, åbnede og lukkede døren og sagde, ”Hej far”, mens hun skyndte sig ovenpå.

At være tilbage i skolen, var nærmest en drøm. Hun havde ikke skullet tilbringe så lang tid i hjemmet sammen med hendes far siden sommerferien, hen over julen havde hendes mormor og morfar insisteret på, at hun skulle være ved dem. Aldrig havde hun været mere taknemmelig i hele hendes liv. Hun elskede hendes mormor og morfar, men de boede i den anden ende af landet og hver gang de prøvede at overtale hendes far til, at hun skulle besøge dem havde han brugt det samme kneb – han havde ikke penge nok. Denne gang var de kommet ham i forkøbet. I stedet for at ringe havde de sendt et brev, der desuden indeholder togbilletter til turen frem og tilbage til dem. Melanie havde prøvet at skjule den glæde der nærmest boblede op i hende, halvanden uge uden at skulle bekymre sig om hvor vidt hendes far ville blive voldelig eller ej, det var en drøm.

Hun sad fortsat i klassen, de havde matematik, men hendes tanker blev ved med at strejfe rundt. Hendes drøm var, at kunne tilbringe halvanden uge, gerne mere uden hendes far slog hende eller gjorde andre ting i hans brandert, det var næppe hvad de andre i hendes klasse gik og drømte om. Hun drømte også om det, at kunne spise et måltid hun ikke selv havde tilberedt, det havde heller ikke været aktuelt siden hendes mors død. Hendes far købte aldrig andet end øl og hvis Melanie skulle have noget at spise, blev hun nødt til at tage penge fra hans pung når han var faldet i søvn i lænestolen, men det skete heldigvis tit, men de gange han havde fanget hende midt i det, var han blevet rasende og han var nu begyndt, at have overblik over hvor mange penge han havde i hans pung. Heldigt nok for hende, var den store mængde alkohol på daglig basis ikke godt begyndt at nedbryde hans lever, men også hans hukommelse, derfor havde han en lille lap papir liggende i pungen sammen med hans dankort sådan, at han kunne huske pinkoden. Melanie havde for længst lært pinkoden uden ad og hendes far kunne aldrig huske hvor meget han havde på kontoen, hvor meget han hævede eller brugte i butikkerne og derfor havde hun fortsat en lille chance for, at kunne brødføde hende selv og hendes far. Hun lavede altid nok til, at der var nok til ham også, men det blev sjældent til det store. Melanie var 14 år og derfor ikke ældre end 9 år da hendes mor døde, i den alder var det, at lære at lave mad, nok ikke lige det der betød absolut mest. Hun havde dog været utroligt opmærksom da de havde hjemmekundskab i sjette klasse og havde gemt alle opskrifterne, så selvom det sjældent blev til mere, end at hun smed nogle pomfritter med noget kylling i ovnen eller simpelthen bare havde købt nogle frysepizzaer. Det var langt fra ideelt og heller ikke videre sundt, men hun kunne nærmest gå adskillige dage uden at spise og derfor havde det ikke den store indvirkning på hendes vægt, at det var det eneste hun levede af.

Louises blik fangede Melanies, rev hende ud af hendes tanker og det gik op for hende, at Susanne, hendes lærer havde kaldt hende op til tavlen, for at løse et regnestykke. De var lige ved at gennemgå nogle basale ting fra årene før og det var derfor blot et stykke hvor hun skulle dividere. Der indgik en del cifre, men hun vidste, at hun kunne gøre det, hvilket gjorde hende utroligt lettet, selvom hun rystede hele vejen op til tavlen og fortsatte med at ryste så meget, at det var svært at tyde de tal hun skrev på tavlen, men det var alligevel ikke en opførsel der adskilte sig fra, hvordan hun normalt var. Hun skulle dividere 1260 med 18 og læreren smilte, da hun nåede frem til 70 hvilket var det rigtige svar og hun sank taknemmelig ned i stolen, da hun endelig kunne vende tilbage til hendes plads. Louises blik fangede hendes endnu engang, hun smilede og det gjorde Melanie tryg, men hun håbede nu alligevel, at hun kunne blive siddende på hendes plads resten af dagen og undgå de andres blikke.

Hendes tanker blev nu ledt hen på Louise. Hendes største ønske var en pony, men de boede i et parcelhus inde i byen og det var derfor komplet udelukket, men det var hendes drøm alligevel. Hun fik i det mindste lov til, at besøge den lokale rideskole et par gange i ugen, hvor hun red på den smukkeste hvide hest Melanie nogensinde havde set, Aslan hed han.

Hvad med de andre? Til Marks fødselsdag havde han ønsket sig bukser fra G-star. Melanie ønskede sig bare tøj, om det var fra Føtex, H&M eller et eller andet specielt mærke var komplet lige meget for hende, bare det var nyt tøj der ikke var ved at gå helt i stykker. Det kunne nemlig skjule det faktum, at hendes far forsømte hende i det omfang han nu engang gjorde, fordi kontanthjælpen gjorde han ikke havde råd til ret meget efter husleje og ikke mindst øl, vodka og rom.

Dagens ønske var blevet opfyldt, resten af dagen havde hun fået lov til at blive siddende på hendes plads, undgå de andres blikkes, lige på nær hendes læreres selvfølgelig. De vidste der var noget galt, det vidste Melanie godt, men hun ville ikke have de skulle blande sig, selvom adskillige lærere gang efter gang havde bedt hende blive efter timen, sådan at de kunne forklare hende, at hvis hun havde problemer eller noget andet hun gerne ville snakke med dem om, så ville de være der for hende.  Hun nikkede, men hver gang smilte hun blot og sagde, at hun ikke kunne komme i tanke om noget. Sidste gang havde Annette, hendes dansklærer fået øje på et blåt mærke på hendes arm, hendes far havde taget så hårdt fat i hende, at der var blå mærker efter hver eneste finger der havde boret sig ind i hendes hud. Hun havde skyndt sig, at dække det. Hun så medlidenheden i Annettes øjne, kunne hun dog ikke bare blande sig uden om? Melanie græd hele vejen hjem, men kort før hun nåede døren stoppede hun op, tørrede tårerne væk, pudsede hendes næse og gjorde alt for, at hendes far ikke skulle kunne se hun havde grædt. Hun havde ikke brug for at høre endnu engang, hvilken skrøbelig og komplet ubrugelig lille skabning hun var, at hun pev for meget og måtte lære, at livet gjorde ondt. Hun kunne se smerten i hendes fars øjne, hun havde ondt af ham. Hun var overbevist om, at han havde ret og hun derfor havde fortjent den smerte han konstant påførte hende. Hun var usikker på om han overhovedet kunne huske hvad han havde gjort når han var ædru, men det var efterhånden så sjældent, at det også kunne være lige meget om han kunne eller ej.

Melanie kom ind ad døren, prøvede at lyde lige så glad som hun overhovedet kunne, da hun sagde ”Hej far”. Hendes far nærmest råbte med en meget hård stemme, at hun skulle ”komme herind” og der vidste hun at noget var helt galt. Hun kom ind i stuen, hendes far sad i hans lænestol omgivet af adskillige tomme ølflasker og hun kunne se et brev med kommunens stempel ligge på bordet. Åh nej, hun havde ikke gjort noget, hvad ville de nu? Hendes fars blik mødte hendes. Pis.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...