The Final Choice

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 apr. 2014
  • Opdateret: 3 apr. 2014
  • Status: Færdig
Caleb Prior har aldrig helt følt sig som en del af puritanerne, hvilket stiller ham overfor et problem, den dag han skal tage det endelige valg. Det valg der vil bestemme, hvordan resten af hans liv kommer til at se ud.

10Likes
2Kommentarer
507Visninger
AA

1. The Final Choice

Den 10-årige Caleb bladrede gennem bogen, for derefter at bladre tilbage til den første side. Han havde altid været lidt længere fremme end de andre børn, så han var allerede ret god til at læse. Derfor var han også i stand til at forstå bogen, som ellers var på et meget højere niveau, end han burde være på.

Det var første gang, han havde en bog som denne i hånden. De eneste bøger han var vant til at læse var de bøger, de brugte i skolen. Grunden til, at han havde fået fat i denne, var fordi en af de ældre børn fra skolen, tilhørende Intelligentsia, havde tabt den og han havde samlet den op. Da han fandt den, var ejeren allerede væk. Han havde virkelig forsøgt at finde ejermanden, for hans forældre havde altid lært ham, at han skulle hjælpe folk, og at han skulle tænke på andre før sig selv, men det havde ikke været muligt, så han havde taget den med hjem. Bare for en dag – så ville han prøve at finde den rette ejermanden dagen efter!

Han havde altid været nysgerrig omkring viden og lærdom, men han vidste, at han ikke burde fortælle om denne interesse til nogen, for det var ikke velset i hans fraktion.

Han var blevet født af puritanske forældre, hvilket betød at han var vokset op hos puritanerne og derfor også var blevet opdraget til at have deres egenskaber. Puritanere mente, at egoismen var grunden til kriges opstand, hvilket havde skabt deres fraktion, hvis værdi var at være uselvisk.

Caleb havde altid været en god puritaner – hans forældre havde lært ham, at han skulle rejse sig op for andre mennesker i bussen, og at han i det hele taget skulle hjælpe mennesker, så snart det var muligt. Han havde altid prøvet at leve op til dette, så godt han kunne.

Det var ikke ligefrem svært for ham, men der var alligevel problemet med hans trang til at få mere viden, da dette ikke var et puritaner-træk, men derimod et Intelligentsia-træk. Det var aldrig godt at havde interesse i andre fraktioner på den måde, og at det lige netop var Intelligentsia, gjorde det endnu værre, for han vidste, at de to fraktioner ikke kom så godt ud af det med hinanden. Selvom han ikke var ret gammel endnu, var han klar over, at han ikke burde have denne trang efter at lære nye ting.

Dette var begrundelsen for, at han ikke havde sagt noget om bogen til nogen. Han kunne ikke helt forstå, hvorfor det var så forkert at stræbe efter viden, bare fordi man ikke kom fra Intelligentsia, men det havde været en meget tydelig intuition, at han bare skulle holde det for sig selv.

Det var egentlig over hans sengetid, men han havde trukket bogen frem fra der, hvor han havde gemt den, da han kom hjem og lå nu og læste i mørket. Bogen handlede – meget passende i hans situation – om fraktionerne og deres forskellige værdier. Det var ikke en af de bøger, der var sværest at få fat i for en som ham, men det var trods alt ikke en, man kunne forvente en 10-årig puritaner have. Han kunne regne ud, at personen, der havde tabt bogen måtte være 16 og derfor snart skulle stå over for sin egnethedsprøve. Det kunne også tyde på, at personen var lidt i tvivl om, hvilken fraktion, de ville være egnet til, og hvad personen i sidste ende ville vælge.

Han læste i bogen ind til han blev for træt til at forstå ordene. Han var blevet nødt til at afbryde læsningen en enkelt gang, da hans forældre gik forbi hans dør på vej til deres værelse, men ellers havde han været helt opslugt af bogens emne. Han havde ikke lyst til at aflevere bogen tilbage den følgende dag uden at have læst den færdig, men det blev han jo nødt til. Han faldt i søvn, så snart hovedet ramte puden.

*

Caleb lukkede stille døren til sit værelse og satte sig tungt på sengen. Han havde lige været igennem et måltid med sin familie, der var ligesom alle de andre – stille. Det meste af tiden havde hans forældre snakket som altid, og efterfølgende havde de byttet roller i stuen, hvor han og Beatrice, som var hans lillesøster, endelig havde fået lov til at sige noget.

Det var en skik, der slet ikke var ualmindelig for puritanerne. Faktisk var det meget normalt i deres fraktion at lade andre tale, mens man selv kun lyttede.

Dette var dog ikke en skik, Caleb brød sig om. Der var lige sket noget stort – et medlem af deres fraktion havde forladt dem til fordel for skytsenglene. Han hed Tobias og var søn of Marcus, som var byens rådsmedlem. Dette havde vakt en masse postyr, for det var ikke ret tit noget som dette var sket.

Hvad der irriterede Caleb var, at han ikke måtte få noget at vide. Der gik så mange rygter omkring grunden til, at Tobias havde skiftet og om, hvad hans egnethedsprøve havde vist. Der var også kommet en endnu større kløft mellem Intelligentsia og Puritanerne, fordi Intelligentsiaerne havde mumlet omkring det. Caleb var endnu ikke helt sikker på, hvorfor dette var sket, men han troede, at hans forældre vidste mere, end de ville sige.

Han ville så gerne vide mere om det hele, men hans forældre ville aldrig fortælle ham om ting. Han havde prøvet lige så stille at spørge dem i håb op, at han i det mindste ville få svar på noget af det, men det havde ikke været muligt. De var bare blevet meget stille, da han tillod sig at stille spørgsmål til, om nogle af rygterne var sande.

Et af dem havde været, at Tobias havde flyttet på grund af misbrug fra Marcus’ side, men det var og blev kun rygter, så Caleb havde ikke nogen form for konkrete oplysninger.

Det var som sagt ikke første gang, han havde været irriteret over ikke at få svar, som han brændende gerne ville have. Det var tit på den måde i deres familie og hos puritanerne i det hele taget. Hvis bare han ikke havde været født i denne fraktion, ville det have været meget nemmere for ham at få oplysninger.

Dette var også grunden til, at han var blevet meget i tvivl om, hvad han selv ville vælge, når han stod der som 16-årig. Der var trods alt ikke ret længe til.

Han havde ikke lyst til at lægge alting bag sig; sin familie, sin opdragelse, alt, og han klarede sig for det meste godt som puritaner. Han havde ikke noget imod at hjælpe andre mennesker eller at lade andre komme før ham selv når det handlede om pladserne i bussen og andre ting som det, men alligevel havde han også de egenskaber, der fik ham til at skille sig ud.

Han elskede bøger og viden. Lige meget hvad han foretog sig, ønskede han at blive klogere på emnet. Det betød meget for ham at have styr på og overblik over situationer, hvilket efter hans mening kun kunne opnås ved at have baggrundsviden omkring tingene.  

Han havde altid vidst, at han skulle være diskret med det, så det var, hvad han havde været. De bøger han havde på sit værelse var som regel gemt af vejen, så hans familie ikke ville opdage dem. Nogle af dem lå, så de var til at se, men dem der var i den mere tekniske eller dybere afdeling var altid gemt alle steder, det var muligt.

Han havde det ikke ligefrem godt med at gå bag om ryggen på de mennesker, han elskede, men han kunne bare ikke lade være. Den indre debat, der ofte udspillede sig for ham var ikke noget, han bare kunne ignorere. Han var mere splittet nu, end han tidligere havde været.

*

Tiden gik hurtigt videre – alt for hurtigt efter Calebs mening. Hans hverdag fortsatte, som den altid havde gjort uden den store ændring.

Dog lagde han oftere og oftere mærke til situationer, hvor hans forældre ikke ville fortælle ham mere om forskellige ting, der skete i deres samfund. Han spurgte aldrig ret meget ind til det, for han vidste, at han alligevel ikke ville få de svar, han søgte. De ville aldrig inddrage ham med i alle de hemmelige ting, de vidste, og det drev ham til vanvid. Han kunne bestemt ikke lide at blive holdt hen i mørket på den måde, og han kunne mærke frustrationen blive større og større for hver dag.

Tiden var begyndt at nærme sig det tidspunkt, hvor han selv skulle vælge en fraktion, og han havde aldrig følt sig mere i tvivl. Han havde stadig ikke lyst til at forråde sin familie og sin fraktion ved at forlade den, men han kunne heller ikke helt se sig selv blive her længere. Som tiden var fløjet forbi, var det gået op for ham, at han nok ikke ville kunne holde ud at blive her. Selvfølgelig ville han blive hevet mere ind i beslutningerne og lignende ting efter han for alvor var blevet en del af fraktionen, men han vidste, at det nok aldrig ville blive nok for ham her.

Han interesserede sig mere for den videnskab, de lagde vægt på i Intelligentsia, og han ønskede at arbejde med noget i den stil.

Der var på nuværende tidspunkt kun nogle måneder til egnethedsprøven. Han var både spændt og nervøs over, hvad den ville vise. På den ene side kunne han godt se noget af sin personlighed passe ind her hos puritanerne, men på den anden side følte han ikke længere, at han passede ind på nogen måde. Spørgsmålet var så bare; hvad skulle han i sidste ende vælge? Og havde han egentlig nogensinde helt passet ind her?

Han havde flere gange prøvet at opveje de gode og dårlige ting med hinanden. Stille dem op over for hinanden og se logisk på dem – det var sådan, han normalt tog beslutninger.

Et stort spring var helt sikkert at vælge sin familie fra. Han elskede dem – det gjorde han virkelig – så det ville blive hårdt at sige farvel. Han var næsten sikker på, at hvis han valgte Intelligentsia, ville han ikke komme til at se dem igen. Dette var både fordi netop disse to fraktioner havde et stort fjendskab til hinanden og fordi han vidste, at specielt hans far ikke ville bryde sig om at miste et barn til en anden fraktion.

Han ville også komme til at savne de få venner, han havde fået her. Han vidste, at mange forventede, at han ville ende op sammen med Susan, men det havde han aldrig selv regnet med, ville ske. Det var ikke, fordi hun ikke var sød, men han havde bare slet ikke haft overskud til at tænke over, hvad der ville ske med hans kærlighedsliv, hvis han blev her. Derfor var det bare ikke noget, han havde givet så mange tanker.

En af de meget positive ting ville dog blive, at han endelig kunne tage del i alt. Det ville ikke længere være nødvendigt for ham at skjule hans kærlighed for viden. Faktisk var han ret sikker på, at han endelig ville havde det, som om han passede ind, hvilket han jo ikke helt havde oplevet her.

Udover de tanker han selv gik rundt med, havde han også lagt mærke til noget andet. Hans søster, Beatrice, som skulle tage sit endelige valg samme dag som ham, grundet den meget lille aldersforskel, havde også set ud til at være i tvivl om, hvilket valg hun skulle tage.

Caleb var ikke sikker på, at han ville have lagt mærke til det, hvis han ikke havde kendt hende så godt, men eftersom de havde været ret tætte, da de var yngre, og han stadig elskede hende, havde hendes egen indre forvirring været ret tydelig for ham.

Han vidste dog, at deres problem ikke var ens. Han vidste, at Beatrice aldrig ville vælge Intelligentsia frem for deres egen fraktion. Han kunne nemt gætte, hvad hun overvejede - han havde trods alt lagt mærke til, hvordan hun nysgerrigt så på skytsenglene, når de sprang af det kørende tog. Spørgsmålet var bare, hvad hun i sidste ende besluttede sig for. Ville de nogensinde se hinanden igen, hvis de blev splittet op på den måde? Hvordan ville deres forældre have det, hvis begge deres børn forlod dem og deres fraktion til fordel for noget andet?

*

Det var blevet dagen for deres endelige valg. Det valg de tog nu ville bestemme, hvordan resten af deres liv ville komme til at se ud.

Caleb var stadig i tvivl om, hvad han skulle vælge. Resultatet af egnethedsprøven havde ikke ligefrem været overraskende for ham, for han havde fået at vide, at han passede bedst ind i Intelligentsia, hvilket han jo allerede vidste. Efterfølgende havde han tænkt og tænkt. Nu hvor det var så tæt på, virkede det endnu større at skulle forlade alt det, han kendte. Bare tanken om at forlade sine forældre og ikke mindst Beatrice.. det gjorde ondt. Han vidste, hvor meget denne beslutning ville komme til at betyde – det var den største og vigtigste beslutning han nogensinde ville komme til at tage.

Han stod nu ved siden af sin søster, mens Marcus fra deres egen fraktion holdt talen. Det var også ham, der ville læse navnene op om meget kort tid. Caleb havde Beatrice i hånden, og selvom han vidste, at han klemte godt til, gav hun ikke slip. Han var ret sikker på, at de nok begge havde brug for støtten.

Inden de havde stillet sig klar i cirklen af 16-årige, som de skulle, havde de kort snakket med deres forældre. Hans far havde klappet ham på skulderen og kysset Beatrice på panden og sagt, at de jo snart sås igen, som om det var en selvfølge. Hans mor havde været svær at tyde. Caleb var næsten sikker på, at hun vidste, at Beatrice havde tænkt sig at skifte, men han vidste ikke, om hun også kendte til hans følelser og tanker omkring det.

At tage afsked med sine forældre på den måde havde kun gjort det hele endnu sværere for ham. Dog vidste han, at han også blev nødt til at tænkte på sig selv nu. Han var blevet opdraget til ikke at tænke på sig selv og til altid at sætte alle andre før sig selv, men denne situation var noget andet. Her blev han nødt til også at tage sine egne ønsker i betragtning.

Det havde han også sagt til Beatrice, inden de kom herind. Sagt til hende, at det nogle gang var nødvendigt også at tænke på sig selv. ”Beatrice, vi må ikke glemme at tænke på vores familie. Men... Men vi må heller ikke glemme at tænke på os selv,” havde han sagt. Hun havde set forundret ud, hvilket egentlig ikke undrede ham, for han havde jo trods alt altid virket som en god puritaner.

*

James Tucker fra skytsenglene er den første, der skifter fraktion, idet han vælger Sanddru. Caleb ser over mod folket fra Intelligentsia og han kan mærke en smule beslutsomhed komme frem i sig. Han bliver nødt til at vælge det, han vil blive mest glad for senere i sit liv.

”Caleb Prior.”

Caleb giver Beatrices hånd et klem og begynder så at gå frem, da han hører sit navn blive råbt op. Han ved, at denne beslutning vil være den endelige – han vil ikke have nogen mulighed for at fortryde bagefter, lige meget hvad han vælger. Han ser sig tilbage over skulderen på sin søster og lægger kort mærke til, hvor hvid hun er i hovedet. Så når han ind til midten af det hele og får kniven i hånden.

Han ved, hvad han skal gøre – tage kniven, skære sig i hånden og lade sit blod dryppe ned i krukken tilhørende den fraktion, han vil vælge. Enten Puritanernes sten eller Intelligentsiaernes vand.

Han presser kniven mod den ene hånd med rolige og sikre hænder og stopper så op et kort øjeblik. Han kan se blodet samle sig i sin håndflade. Han bider i sin underlæbe og puster ud. Det sker virkelig nu. Selv hvis han fortryder, vil det ikke være muligt at gøre noget som helst. Han trækker vejret ind og holder hånden ud fra sig. Nu må denne beslutning briste eller bære..

Dråberne af blod falder langsomt gennem luften og rammer vandoverfladen med en lyd, han tydeligt selv kan høre på grund af den meget stille sal. Vandet tager farve efter blodet i samme øjeblik som en mumlen opstår. En mumlen, som hurtigt bliver til udbrud – specielt fra den fraktion, han ikke længere tilhører.

Med faste skridt bevæger han sig over mod sin nye fraktion, mens han gør sit bedste for at ignorere de andres protest. Lige meget hvad kan han ikke vende tilbage nu. Han møder sin fraktion, ligesom hans blod mødte vandet og gav det et rødligt skær. Nu er der intet, der kan skille det ad igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...