A World in Black and White

Evie er fyldt 16 og skal vælge hvilken faktion hun vil være en del af resten af sit liv. Men hendes desperate forsøg på at passe ind og hendes behov for at blive elsket trækker hende i hver sin retning. Er det virkelig nødvendigt at vælge én vej at følge hele livet? Er alting sort og hvidt? Et oneshot der drejer sig om oprør mod højere magter, behovet for at blive elsket og identitetsproblemer. Det er mit bidrag til Divergent-konkurrencen, og jeg håber virkelig at i vil bruge 5 min. på at læse det helt færdigt.

2Likes
2Kommentarer
224Visninger
AA

2. A World in Black and White

Hvorfor?
Jeg har stillet mig selv det spørgsmål siden jeg fyldte 16, og nu hvor udvælgelsesceremonien kun er et par dage væk, er det nærmest det eneste jeg har i mine tanker.
For hvorfor fanden skal lige præcis jeg ende i sådan et dilemma? Hvorfor skal alle 16-årige tvinges til at vælge en faktion frem for en anden?
Hvis bare jeg havde været som alle de andre pacifister, så ville det her ikke være så svært. Så ville udvælgelsen ikke være et valg der skulle træffes, men et valg der skulle bekræftes. Mine forældre har gjort alt hvad de kunne for at opdrage mig som pacifist og hvis jeg vælger en anden faktion, vil det være det samme, som at stikke langmanden lige op i ansigtet på dem. Så vil jeg ikke længere være deres pligtopfyldende datter. Desværre er de langt fra det eneste problem jeg har.

I går var jeg sammen med Mathias for sidste gang inden ceremonien. Vi lå på min seng, fuldstændig mundlamme begge to. Jeg hvilede mit hoved på hans mave og kørte min pegefinger rundt i cirkler på hans håndflade mens han nussede mit hår med sin anden hånd. Jeg tror han havde regnet ud hvad jeg går og overvejer. Han var i hvert fald udsædvanligt stille, og det samme var jeg. For en gangs skyld stillede han mig ikke en masse spørgsmål som jeg ikke kunne svare på, men lod mig i stedet tænke selv. Og det er jeg virkelig glad for. Det ville have været forfærdeligt hvis vi skulle bruge vores sidste dag sammen på at skændes om hvor vidt jeg har lov til at forlade ham til fordel for en anden faktion.

Jeg tror måske jeg elsker ham. Jeg er ikke sikker på hvordan det føles sådan virkelig at elske nogen, men det jeg føler for ham har jeg aldrig følt for nogen anden før. Og når jeg tænker over det, så virker det også fuldstændig tåbeligt bare at skride fra ham når nu vi er nået så langt. Eller hvad?
Hvis jeg skifter faktion vil det betyde at jeg aldrig nogensinde kommer til at høre hans stemme igen. Jeg vil aldrig nogensinde mærke hans hånd i min, hans hår mellem mine fingre eller hans små ru læber mod mine. Er det virkelig det værd? Jeg ved det ærligt talt ikke.

Det føles lidt som, at mit liv er sat på pause. Sådan har jeg egentlig haft det i rimeligt lang tid, men jeg har ligesom tænkt at sådan er livet hos pacifisterne nok bare. Her er altid så stille, og folk er altid så irriterende positive. Der er nærmest ingenting der kan gøre mine veninder kede af det i mere end fem minutter, før de er klar til at se det på den lyse side og finde en løsning på det problem der nu er. Sådan er det overhovedet ikke med mig. Jeg er vist det man kalder det sorte får i flokken. Nogen gange får det mig til at tænke at jeg måske er i den forkerte flok. For det er aldrig sjovt at være den der ikke ligner de andre - og det tror jeg heller aldrig det bliver. Spørgsmålet er bare om jeg ikke vil føle mig endnu mere udenfor i en anden faktion end min egen? Jeg har trods alt været hos pacifisterne hele mit liv og har forsøgt at tænke og opføre mig som dem, lige siden jeg kunne tale og gå.

Er det her faktions-halløj overhovedet mit valg? Kommer mine nærmeste ikke til at være ligeså påvirkede af mit valg som jeg selv gør? Hvis jeg skal være helt ærlig tror jeg faktisk ikke mine forældre vil være så knuste. I hvert fald ikke på længere sigt. Selvfølgelig vil et faktionsskift betyde at de mister deres datter, men så heller ikke mere. Jeg tror ikke de elsker mig som jeg elsker Mathias, eller som mine veninders forældre elsker deres børn. Men det behøver de vel heller ikke. Hvis jeg skifter faktion kommer jeg til at være helt uden en mor og en far, og det er vel meget værre...

I skolen bliver vi alle sammen undervist i faktionshistorie og jeg kan tydeligt huske hvad lærerne hver evig eneste time skrev på tavlen og fik os til at sige højt lige inden de gik…
Faktion før familie.
Men hvad betyder det overhovedet? Det kan vel ikke være meningen at vi skal vælge imellem familie og faktion? Hvordan skal man nogensinde kunne tage det valg uden at føle sig fuldstændig ødelagt bagefter?

Det føles som om at lige meget hvad jeg gør så er det forkert. Hvis jeg skifter faktion svigter jeg Mathias og min familie, men hvis jeg bliver hos pacifisterne, går jeg imod lærernes budskab og svigter vel egentlig også mig selv. Jeg ved jo godt hvad jeg ville vælge hvis jeg kunne se bort fra alle andre end mig selv: jeg ville skifte faktion til de sanddru. De har altid fascineret mig med deres ærlighed og mod til at tage diskussionen op - noget jeg gerne selv vil være bedre til. De sanddru pakker ikke tingene ind, og hos dem behøver man ikke at være glad hele tiden. Man skal bare være ærlig. Og jeg er sikker på at det vil give mig en masse erfaringer med i rygsækken, som jeg vil takke mig selv for senere i mit liv. Men kan jeg virkelig få mig selv til at forlade dem jeg har levet med lige siden jeg blev født? Endnu en gang ved jeg det ikke.

Jeg tror ikke jeg kan undvære Mathias. Han er der når jeg har brug for ham, og det har jeg alt for tit. Jeg er ret sikker på at mine problemer ikke bliver mindre bare fordi jeg skifter faktion. Forskellen er bare at jeg ikke vil have nogen til at trøste mig. I hvert fald ikke det første stykke tid. Hvem ved om jeg overhovedet finder én så perfekt som Mathias? Måske er han min sjæleven. Jeg har hørt sådan nogle historier før, og for os pacifister er det ikke en svær ting at tro på. Tænk hvis jeg mister min sjæleven for at skifte faktion. Er det virkelig det jeg vil?

NEJ. Det er ikke det jeg vil. Men jeg ved også at jeg ikke kan blive her resten af mit liv. Jeg føler mig fanget, som en løve i et alt for lille bur. Lige meget hvad jeg vælger, er der ingen vej tilbage, når valget først er taget.

Lyden af fyrværkeri vækker mig fra mine tanker, og minder mig om at jeg befinder mig på taget af den eneste skyskraber der er i hele vores faktion. Pacifister elsker jordkontakt og skyskraberen blev kun bygget som udkigspost, men af en eller anden grund elsker jeg at ligge heroppe og kigge på stjernerne. Ud af øjenkrogen kan jeg se lyset fra de små ildkugler som en gruppe mennesker helt sikkert står og skyder af nede fra jorden. Gad vide hvad de nu fejrer? Egentlig er jeg ligeglad. Jeg får tit at vide at man ikke skal græde over spildt mælk, men helt ærligt, er det virkelig nødvendigt at fejre latterlige, ligegyldige ting hele tiden?

Jeg sukker og min mund laver en hvid sky af røg. Mærkeligt nok fryser jeg ikke. Mine øjne fokuserer på stjernerne som de har gjort så mange gange før, da et stjerneskud farer over himlen. Jeg når nærmest ikke at få øje på det før det er væk igen. Det får mig til at tænke på hvor nemt det ville være hvis man bare var et stjerneskud. De er her ikke særlig lang tid, men nok til at man bemærker dem, hvis man altså kigger det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Jeg ved godt at jeg ikke burde tænke sådan, men det får mig til at spørge mig selv om det måske skal være sådan med mig. Måske er det min skæbne at forsvinde nu. Måske er jeg kommet i det her dilemma, fordi jeg alligevel ikke skal være her ret meget længere. Måske er det ikke meningen at jeg skal finde en løsning. Måske.

Det ville være opsigtsvækkende hvis jeg tog springet. Jeg er sikker på at de mennesker der står på gaden under mig vil kigge forbløffede op når de får øje på min svævende krop. Det ville helt sikkert også blive månedens, måske årets mest vilde historie. Jeg kan tydeligt se overskrifterne for mig; Alt for ung pacifist kaster sig selv i døden. Eller endnu bedre; Tragisk selvmord forårsaget af det umulige valg mellem faktion og familie.

Det ville være den perfekte måde at gøre oprør mod systemet på. Måske er der en dag nogen der kan takke mig for at vores samfund endelig slår øjnene op og indser at der er noget galt. Indser, at alting ikke er sort og hvidt. At det er okay at være en blanding af alle fem faktioner, og at det er umuligt at vælge én vej at følge resten af sit liv.

Jeg rejser mig forsigtigt op og træder hen til kanten. Lysene fra husene glimter under mig, og et øjeblik bliver jeg helt svimmel. Hvis ikke det var for hegnet der baner sig vej rundt om taget, ville jeg nok allerede have været faldet.
Mine fingre ryster da jeg tager fat i det kolde jerngitter og hiver mig op at sidde på kanten. Da jeg rejser mig op, dirrer hele min krop af skræk. Det er lige som om, at alt inde i mig skriger, at jeg skal lade vær. Men det er allerede for sent. Jeg kan ikke ombestemme mig nu. Et enkelt vindpust vil kunne få mig til at miste balancen og falde forover. På en måde får bare tanken mig til at tisse halvt i bukserne, men der er et eller andet ved det, som får mig til at føle mig levende. Noget jeg ikke har følt mig i lang tid, og først nu går det op for mig, hvor meget jeg har savnet lige præcis den følelse. Jeg beslutter mig for at springe med hovedet først. Så er jeg sikker på at ingen vil tro det er et uheld.

Det vil være det første selvmord i pacifisternes historie.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...