Roofs | Divergent

AU Divergent | Jeg vidste den dag, jeg så hende, at hun ville være den første i kvarteret til at gøre noget sindssygt. Men der gik flere år, før jeg fandt ud af, hvad det var.

26Likes
4Kommentarer
1073Visninger
AA

7. VII

 

 Jeg fyldte femten om mandagen.

 Hun ringede på min dør klokken halv fire; der havde min fødselsdagsfest været igang i halvanden time, og jeg var begyndt at tro, at hun ikke ville komme. Egentlig var det jo heller ikke en rigtig fest; der var bare kommet nogle, for at sige tillykke, og for at minde mig om, 'at hvor var jeg blevet stor', og 'at nu var der kun et år til jeg skulle vælge faktion'. Så da jeg åbnede døren og så hende stå der, bredtes der sig et smil over mine læber.

 Hun stod i sit almindelige grå tøj, men bare det, at hun var kommet, var nok. Bare det, at hun var kommet for at stå udenfor min dør, var nok til, at jeg kunne smile i flere dage,

 "Hej," sagde jeg, ganske enkelt, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle sige. Hun smilede svagt, uden at kigge på mig.

 "Tillykke med fødselsdagen," hviskede hun, lige akkurat højt nok til, at jeg kunne høre det. Jeg smilede stort.

 "Mange tak. Hvordan har du det?" spurgte jeg og lagde hovedet halvt på skrå. Da hun mistede sit smil, svandt mit også stille ind.

 Hun trak på skuldrene, og selvom jeg vidste, at hun næsten aldrig svarede med ord på sådanne spørgsmål - hun ville stadig ikke lade mig vide noget omkring hende - så havde jeg aldrig kunnet lide, når hun trak på skuldrene. Det var meget uheldigt, for hun trak nærmest altid på skuldrene.

 Jeg rystede det af mig og prøvede at komme over den akavede stilhed, der havde formet sig imellem os. Jeg prøvede med mine gaver, fordi jeg ikke kunne finde andre emner.

 "Eh.. min far har givet mig den her nye-". Jeg nåede ikke at sige mere, før hun holdt en hånd op og stoppede mig.

 "Ikke i dag," sagde hun stille, og det så ud som om ordene gjorde ondt på hende.

 Jeg så forvirret på hende, "hvad mener du?"

 Hun sukkede, som om jeg var et lille barn, der skulle have alting forklaret. "Bare glem det, kan du bare ikke fortælle mig det her en anden dag?"

 "Selvfølgelig," sagde jeg tøvende og nikkede langsomt, før jeg konfronterede hende direkte; for første gang, "hvad er der sket?"

 Hun kiggede på mig, dybt ind i mine øjne; gennemborede mig. Hun holdt øjenkontakten, da hun sagde; "hvad der altid sker: Tiden passerer."

 Som sagt havde jeg aldrig forstået hende, og jeg havde for længst prøvet på det. Jeg havde ladet hende svælge i hendes mystik, og lade det drage mig til hende. Så længe vi var sammen.

 Nu forstår jeg bedre, hvad der skete den dag; men dengang havde jeg ingen idé. Hvis jeg havde vidst, hvad jeg vidste nu, ville alt måske have været anderledes. Men det gjorde jeg ikke, for skæbnen ville det ikke.

 Da hun sagde efter en alt for lang tids stilhed "gå ind til festen igen,", stod jeg bare og så på hende. Jeg prøvede at finde ud af, hvordan jeg skulle forklare hende, at jeg gerne ville have hende til at blive. Men jeg kunne ikke finde nogen grund, for hun ville ikke selv.

 Jeg nikkede og vendte ryggen til hende, selvom jeg skulle være blevet.
 Det var halvt min skyld, at tingene endte som de gjorde. Det ved jeg nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...