Roofs | Divergent

AU Divergent | Jeg vidste den dag, jeg så hende, at hun ville være den første i kvarteret til at gøre noget sindssygt. Men der gik flere år, før jeg fandt ud af, hvad det var.

26Likes
4Kommentarer
1069Visninger
AA

6. VI

 

 Hun havde givet mig en seddel torsdag aften, da vi sad sammen på taget. Hun havde sagt, at jeg først måtte kigge på den fredag ugen efter. Indtil fredag skulle jeg bare gå videre, som intet underligt skete.

 Jeg stolede på hende, for jeg kendte hende ikke. Lige præcis fordi jeg ikke kendte hende, kunne jeg ikke sætte mig imod hende. Hun kunne tage sedlen tilbage, og jeg ville aldrig finde ud af, hvad der stod.

 Vi talte som normalt; jeg prøvede at komme igennem til hende, hun afviste mig med afvigende svar igen og igen.

 Så jeg kom på en leg; vi kunne finde på historier til andre. Alle dem, der boede i samme bygning som os.

 Hun kunne lide idéen, og snart havde vi så mange historier, at vi kunne skrive en bog.

 Drengen med de mange piercinger kaldte vi for Eric; vi opdigtede, at han var en leder-type. En, der godt kunne lide at have magt og alt under kontrol. Han kunne godt lide at tænke, at han var frygtløs, når han i virkeligheden var bange for ligeså mange ting, som de fleste andre. Han var meget arrogant og bestemmende, og han viste nærmest aldrig svaghed. Han virkede også intelligent, faktisk så skræmmende intelligent, at han kun kunne komme fra Intelligentsia, men han havde også haft så voldelige tendenser, at han kun kunne vælge at skifte til Skytsenglenes faktion.

 Det var hende, der bestemte den kvindelige tatovørs historie; kvinden havde mistet sin bror. Han var med i et videnskabeligt forsøg, men det gik galt, og han blev aflivet.

 Hun kiggede på mig og rystede på hovedet. Eller det var dækhistorien, havde hun sagt. Det serum, de testede på ham, virkede ikke, fordi han allerede havde de evner, serummet ville give. Forskerne var bange for hans evner, så de dræbte ham. Sagde, at han var blevet sindssyg.

 Jeg svarede hende ikke; vi måtte ikke tale om sådan noget. Tale om, at nogen af dem, der stod for simulisationerne kunne finde på at dræbe, hvis deres serum ikke virkede på dem. Det var nærmest forrædderi. Det vidste hun også godt, så hun sagde ikke mere.

 Vi fandt ikke på flere historier.

 Jeg kastede et blik på hende, men hun nægtede at tale til mig. Hun nægtede at kigge på mig. Hun kiggede ud over byen i stedet, men da jeg fulgte hendes blik, så jeg ikke nogen bygninger. Jeg så himlen. Den klare himmel, der lige nu glødede i orange, rødt og gult. Det lignede, at himlen stod i flammer.

 Selvom hun ikke kiggede på mig, betød det ikke, at jeg ikke kunne kigge på hende. Det blæste lidt, så hun blev ved med at stryge hendes lange, blonde hår væk fra hendes øjne. Her på taget var det eneste sted, hvor hun havde sit hår fri. Jeg prøvede at lade være med at kigge for åbenlyst, fordi når hun kiggede på himlen var det, som om hun gav slip på noget indeni sig. Hun tillod sig selv at blive mere fri; hun blev næsten til en helt anden person, som hun kiggede på himlen.

 Det var på det tidspunkt, at jeg syntes, hun var smukkest. Jeg kunne også godt lide at tænke på, at jeg så bedst ud, når jeg kiggede på hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...