Roofs | Divergent

AU Divergent | Jeg vidste den dag, jeg så hende, at hun ville være den første i kvarteret til at gøre noget sindssygt. Men der gik flere år, før jeg fandt ud af, hvad det var.

26Likes
4Kommentarer
1074Visninger
AA

9. IX

 

 Jeg fik det at vide lørdag. Jeg havde sneget mig hen til en af Skytsenglenes fester, så jeg havde glemt alt om dit brev..

 Jeg vågnede klokken halv elleve, lørdag, den 18. november. Jeg havde milde tømmermænd, og jeg gik egentlig kun ud i køkkenet, fordi jeg ville have en hovedpine-pille. Nyhederne, jeg fik, gjorde min hovedpine ti gange værre, og det føltes som om, at jeg var ved at knuse under vægten af mit hoved.

 Min mor sad i køkkenet og ventede på mig. Hun havde røde øjne og så trist på mig, da hun fangede mit blik. Jeg forstod ikke, hvad der var sket. Åh, hvor jeg var jeg dog forfærdeligt naiv dengang. Jeg havde slet ikke forestillet mig, at du ville gøre sådan noget. At du var i en situation, hvor du så det, som den eneste mulighed.

 Da hun sagde det, da min mor formede ordene og sagde dem ud - da hun ødelagde mit naive jeg, kan jeg huske, at jeg stod i et par sekunder og bearbejdede ordene. Så bakkede jeg baglæns, ind i væggene, ind i møblerne. Jeg kunne ikke finde balancen, og min hovedpine blev værre og værre.

 Jeg holdt mig for ørerne, mens jeg prøvede at finde hoved og hale på alting. Da jeg endelig fik balancen igen og kunne tænke over den brusende larm i mit hoved, skreg jeg. Et højt, piget skrig, der skulle lade hele verden vide, hvor uretfærdigt det var.

 Men jeg ville ikke give dig den tilfredsstillelse at læse dit brev; det ville ikke være rigtigt. Det ville mig om, hvorfor jeg ikke havde nogen mystisk, blond pige i mit liv mere.

 Jeg viller heller ikke gå til din begravelse, hvis det ikke havde været, fordi min mor tvang mig. Hun sagde, at jeg ikke kunne være det bekendt. Jeg skyldte dig det.

 Jeg skreg af hende, for at sige det. Skylde dig noget? Jeg skyldte dig intet, og det gør jeg stadig ikke. Jo, måske skulle jeg have set, at du havde det dårligt. Men det var din skyld; det var alt sammen din skyld. Det forstod jeg ikke dengang - jeg gik til din begravelse, mens jeg troede fuldt og fast på, at din død var min skyld.

 Men det var det ikke. Det var alt sammen din skyld, dit valg og din død. Intet af det tilhørte mig, så jeg kunne ikke blive beskyldt for din død.

 Fordi, ser du, der var noget, du aldrig forstod. Din død var ikke kun din død; din død efterlader alle, du nu talte med, og gerne ville have lært dig bedre at kende, stå ved din begravelse og prøve at forstå, hvordan de kunne have hjulpet dig. De skal stå ved en grav, der tilhørte en pige, der ikke ville åbne sig for dem, og have skyldfølelse over, at du er død.

 Fordi sådan er det. Den overlevendes skyldfølelse. Du tænkte måske ikke, at det ville gå sådan, fordi du ville ikke lade os ind. Men det var netop problemet; vi føler, at vi skulle have prøvet mere. Presset mere på.

 En god ting kom der dog ud af din begravelse. Jeg fandt endelig ud af dit navn; Beatrice Prior, men du ville helst kaldes Tris.

 Jeg er sikker på, at du ville have valgt Skytsenglene fremfor Puritanerne, når du skulle faktion. Og jeg er sikker på, at du - til forskel fra mig - ville have hoppet først, fordi du var modig. Du ville have været en fantastisk Skytsengel.

 Hvor ville jeg gerne have haft chancen for at kalde dig det; Tris, den første til at hoppe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...