Roofs | Divergent

AU Divergent | Jeg vidste den dag, jeg så hende, at hun ville være den første i kvarteret til at gøre noget sindssygt. Men der gik flere år, før jeg fandt ud af, hvad det var.

26Likes
4Kommentarer
1054Visninger
AA

1. I

* Jeg skrev den her historie, da jeg var vildt træt. Derudover fik jeg ikke læst konkurrencebeskrivelserne helt igennem, så jeg fik skrevet den så den foregik i vores verden. Dog tror jeg godt, at den kunne foregå i Divergent-verden, så længe jeg lige skriver lidt om.

Den kommer dog stadig til at forblive AU (Alternal Universe); f.eks., hvor Puritanerne lever i høje lejlighedskomplekser, og hvor Four's mor og far stadig er sammen. Der er en hel masse ting, der ikke hører sammen med bogen. Men det er AU, so who cares? *

________________________________________________________________________

 

 Hun flyttede ind med sin familie, da jeg var otte år. Lige fra den dag, jeg så hende første gang, vidste jeg, at hun var anderledes, end alle de andre børn.

 Den måde, hun så på os, fik mig til at tro, at hun var fra en anden verden. En anden planet. Hun virkede så voksen, så moden, i forhold til os andre.

 Hun gik altid i gråt tøj, og eftersom alle højhusene i vores ghetto også var grå, smeltede hun let sammen med skyggerne. Alle gik med gråt tøj, men hun var; hun var anderledes. Hun gik en grå farve, som bare fik hende til at smelte væk. Man så hende aldrig komme. Hvis det ikke var, fordi vi Puritanere ikke kunne drømme om at dræbe - og fordi vi i Chicago ikke havde nogen grund til at myrde hinannden -, kunne hun have været en fremragende snigmorder. Hun kunne stå i flere timer og kigge på os drenge spille fodbold, uden at vi opdagede hende. Hun flyttede sig sjældent og havde ikke brug for at sidde ned.

 Når man endelig fik øje på hende, kunne man ikke lade være med at råbe op. Det kom så pludseligt, så overraskende, at man kun kunne blive overrasket.

 Men på et eller andet tidspunkt, da jeg blev ni, begyndte jeg at lade være med at blive skræmt og overrasket, når jeg fandt hende i skyggerne af de grå og kedelige bygninger. Jeg begyndte at lede efter hende af mig selv, og jeg fandt mig selv smile, når hun endelig dukkede frem.

 Og en dag, da jeg var ti, smilede hun igen. Et ganske lille smil, man næsten ikke kunne se. Men selvom det var svagt og hurtigt væk igen, så opfangede jeg det. Mit smil blev bredere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...