Sort mandag.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 apr. 2014
  • Opdateret: 3 apr. 2014
  • Status: Færdig
Jeg har kun prøvet at have et enkelt brud, men denne person betød uendeligt meget for mig. Og efter 4 måneder er jeg stadigvæk knust af en altødelæggende afsked. Dette er en kort historie om en person, der får sin verden ødelagt på få sekunder.

0Likes
0Kommentarer
101Visninger

1. Sort mandag

Jeg kigger hende dybt ind i hendes mørkeblå øjne, der reflekterer alt, hvad jeg føler. 
De er så dybe, så flotte. De ligger perfekt sammen med hendes søde, runde ansigt, der ligger på hendes smukke, feminine hals, der er sat på hendes skrøbelige krop. Mit øje kører op på hendes ansigt igen.
Et ansigt på den pige, jeg har elsket i halvandet år.

Og så sidder vi her. I et lille, mørkt lokale, hvor tårerne langsomt kører ned fra de mørkeblå øjne, og ned på det billige tæppe, som vi begge sidder på. 
Vi sidder bare og holder om hinanden, med vores tøj er vådt fra det vand, der løber ned fra vores øjne. 
Vores eventyr er forbi... Tanken skærer i hjertet. 
Og jeg kan mærke det helt ind i sjælen.
Jeg har lyst til at tage fat i hendes ansigt og kysse hende på hendes læber, men en voldsom selvbehærskelse er i kontrol lige nu. Det er første gang jeg har oplevet, at jeg ikke må vise hende, hvor meget mit hjerte er ved at 
eksplodere, bare ved synet af hende. 
"Må jeg ikke nok holde din hånd?" pibler det ud af mig, og hun tuder et lavt nej. Det her var slutningen. Det havde hun besluttet. 

Jeg kan ikke være sur på hende.
Jeg har givet hende meget, men hun har også givet mig meget. 
Vi er vel bare vokset fra hinanden...
Men jeg elsker hende for helvede stadigvæk.

Hvad vil du have, jeg skal gøre?" hvisker jeg med en grådkvalt stemme. Hun ryster hovedet, og mumler "bare gå... jeg kan ikke mere". 
Et hvorfor kommer ud af mig, og hun kigger på mig med de mørkeblå øjne igen, hvor jeg kan se, hvordan hendes ellers så rolige hav er i en orkan. Hendes smerte er lige så stor som min, selvom jeg troede, hun ikke elskede mig mere. 
En tåre mere falder ud af dem, og jeg har lyst til at trække hende til mig med de arme jeg har om hendes skuldre. Men en enorm mur sidder iemllem os, og jeg kann ikke trække hende imod mig. 
Ikke uden at hun skubber mig væk igen. 
"Er det så bare sådan her, det slutter?" spørger jeg hende, der endnu engang kigger ned i jorden, som om hun har slået en mand ihjel. Selvom det eneste hun har gjort, er at rive en mands hjerte ud.
Det er vel det samme alligevel.
"Kan vi ike snakke om det? Jeg vil for alt  i verden for helvede ikke miste dig... Du er alt det, der har betydning for mig!" siger jeg med en anelse hævet stemme. 
Endnu en gang det samme svar. "jeg kan ikke mere, jeg..." hun kigger på mig igen. Og så ned på det våde gulvtæppe, der er begyndt at tørre nu. Hun græder ikke mere. "Jeg vil gerne have, at du går... dine ting står i posen ude i gangen", 
og det føles, som om jeg falder sammen indeni, i takt med, at mine hænder falder ned fra hendes skuldre. 

Jeg rejser mig op, og går ud imod døren. Åbner den, og lukker den bag mig, hvorefter jeg sukker dybt, og slukker lyset. Lyset irriterer mig. 
Jeg står der i noget tid. Ti sekunder. Tyve, måske, indtil jeg kan høre hende indenfra værelset sætte sig op på sin stol, og langsomt begynde at hulke.

Jeg kigger ned på gulvet, hvor posen ligger. Øverst i posen ligger der en dukke, en mus med et hjerte. 
Hun havde kaldt mig "Musen", og nu gav hun mig hjertet igen, som jeg havde givet til hende. Der er ingen vej tilbage nu. Den kvinde jeg troede, jeg skulle dele mit hjerte med hele livet, havde givet mig det tilbage.
Og jeg ved ikke, hvordan jeg skal overleve det her. 
Hendes hulken kan stadigvæk høres, og min sædvanlige reaktion slår ind. Jeg skal væk fra det slemme, og tænke på noget andet. Så jeg samler posen op, og går ud ad hendes hoveddør der fører udenfor, imens jeg fumlende tager
en telefon og nogle høretelefoner op af min lomme. Jeg trykker på en tilfældig sang til at blive afspillet, for at få mig væk fra den triste eksistens. Og af alle sange kommer den sang, som vi kaldte for "vores", på. 
"You're the hand I have to hold, as I grow old". Da den dybe mandestemme sukker denne sætning begynder tårerne endnu en gang at komme uvelkomment på besøg, og jeg kigger ind af det sidste vindue jeg går forbi, der leder ind i hendes
værelse, hvor jeg kan se hende liggende i sin seng, med dynen foldet omkring sig. 
Få sekunder efter, findes sangen, der får mig til at græde ikke på min liste længere. 
Jeg vil væk. Jeg vil flygte. Men alligevel vil billedet af hendes hav i hendes øjne altid sidde et sted dybt indeni mig. 
Med et suk tager jeg musen op af posen, og lægger den i hendes postkasse. Jeg nægter at tage den tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...