Uro

Skrevet som et bidrag til konkurrencen om alkoholmisbrug i familien.

0Likes
1Kommentarer
167Visninger
AA

1. Uro

Om sommeren sad de ofte på terrassen, det havde de altid gjort, ting var som de plejede, og alligevel ikke helt. Hun havde i længere tid følt at der var forandringer på vej, det var ikke fordi hun elskede dem mindre, det var ikke deres skyld. Drengene hentede spande med vand og vandpistoler, løb ud på græsplænen og synes ikke at fornemme forandringen, de skød på hinanden og kastede deres hoveder tilbage, når de lo deres høje børnelatter. Hun skimtede hen på André, han sad og betragtede drengene med et lille næsten utydeligt smil, imens han skimtede med øjnene for at undgå det stærke sollys.

Hun følte en uro i kroppen, og imens hun sad der og betragtede hendes familie, følte hun sig kvalt i skyld over at skulle forlade det her skønne øjeblik, men trangen til at gå blev kun stærkere og hun kunne ikke undertrykke behovet. Hun rømmede sig og prøvede at lyde så naturlig som mulig, hun var sikker på at André ville bide mærke i hendes lidt for høje toneleje og se igennem hende. Snart var hun indendørs med påskyndelsen om at skulle ordne noget vasketøj, André havde ikke virket som om han fandt det mærkværdigt. Hun tænkte på om han senere ville konfrontere hende med løgnen, hun tænkte på om han senere ville opdage noget, hun tænkte på så meget, at hun følte sig helt ør i hovedet. Hun skyndte sig at smide noget tøj i vaskemaskinen, og inden hun havde set sig om havde hun fået noget rødt med i den hvide vask. Hun følte ikke hun havde tid til at tage sig af fejltagelsen, det var blot endnu en ting i bunken der symboliserede hendes utilstrækkelighed.

Hun åbnede skabet og fandt en flaske vin, hun havde altid elsket at dele vin med André, og ofte nød de på sommeraftener vin på terrassen. Hun var forelsket ideen om vinen, og alt det den symboliserede. Hun følte ikke blot at denne her flaske rummede romantiske minder, hyggelige stunder, men så meget mere. Hun så på flasken, og så sig selv, som en smuk forstads frue i en amerikansk film, med perfekt hår og figursyet kjole. Hun stod i det det store smukke køkken, med hvidmalede låger og råt træ, inspireret af et fransk landkøkken, en radio spillede langsomme sange om kærlighed, hun kunne teksterne, og vuggede blidt i hofterne imens hun sang stille med, hun havde tidligere på dagen hentet lokale råvarer til en lækker autentisk italiensk middag, og nu kom André og drengene hjem, de løb i armene på deres mor, og hun spurgte ivrigt ind til hvordan deres dag havde været og fortalte dem med hendes blide stemme at hun elskede dem og, André omfavnede hende og gav hende et smækkys, han lagde en buket blomster på bordet og hun fortalte ham at aftensmaden straks var klar og at hun havde åbnet en flaske som de skulle nyde til.

Hun rakte hurtigt ud efter et glas, og fangede en af de cola glas de havde fået foræret på Mc Donalds, forrige år som en slags bonus for at købe en stor menu, det havde et grimt grønt skær og man kunne se glassets samling, det var i virkeligheden ikke vinen værdig, men den slags spekulationer havde hun ikke tid til, hurtigt fyldte hun glasset, og ved det første lille sip af vinen, lagde uroen sig allerede en smule, og hun tænkte at der ikke var noget galt i at nyde et glas vin i eget selvskab på en skøn sommerdag, hvorefter hun hurtigt skyldte resten af glasset ned og gik tilbage ud på terrassen. Hun rettede ryggen og holdt øje med André i det hun passerede ham, men han reagerede ikke, og det var den sommer det hele startede.

Nu var efteråret ligeså langsomt begyndt, og hendes lille seance med vinen var efterhånden blevet til et par gange om dagen, når humøret plagede hende tilføjede hun noget lidt stærkere. Uroen i hendes krop havde ikke lagt sig, men alkoholen hjalp, hun gjorde sig selv en tjeneste, og i virkligheden var alkoholen jo blot en slags medicin, der hjalp hende til at finde ro. Når André og drengene kom hjem om eftermiddagen, tog hun sig ofte en lur, men det var jo kun så hun ville have mere energi til at være sammen med dem om aftenen.

Hun hørte døren gik op, og hun havde om morgenen ikke fået hendes kontaktlinser i, men hun genkendte hurtigt omridset af drengene og André. Hun vendte sig om, hun følte sig søvndruknet og synes der var timer til de skulle være hjemme. Snart hørte hun drengenes stemmer i baggrunden og André der rumsterede i køkkenet, forstod de ikke at hun havde brug for ro? Hun støttede sig til armlænet og ænsede drengene i øjenkrogen imens rettede blikket imod badeværelset.  I skabet havde hun gemt en halv flaske whisky, fordelt i diverse små rejsebeholdere, hendes tågede blik spottede hurtigt de tre største, hun fangede dem og lukkede skabet igen, hun drak dem hurtigt, og satte sig på gulvet, indtil hun kunne mærke at medicinen begyndte at virke. Hun kom op på benene igen og gik ud mod køkkenet, børnene råbte efter hende, hun skulle se den hule de havde bygget, hun skyndte sig at sige ”senere” og gik ud til André, han var ved at lave mad, da han så hende spurgte han hende om hvorfor hun ikke havde været på arbejde. Hun havde jo haft brug for ro, og hvorfor skulle han overhovedet blande sig, hun følte at han bebrejdede hende og at prøvede at sige at hun pjækkede, hun var jo voksen nu, han skulle ikke få hende til at føle sig som en tretten årig, hun følte vreden boble op inden i sig, og en stigende uro. Hun havde nok ikke fået nok medicin, inden hun havde fået set sig om havde hun råbt at han skulle blande sig uden om og var på vej tilbage til rejseflaskerne. Hun ænsede ikke at drengen stod bagved og måbende betragtede deres mor.

Scenariet gentog sig i forskellige afvekslinger, hen over efteråret og André konfronterede hende gentagende gange, med at hun havde ændret sig at hun ikke var der for ham og børnene længere, han foreslog at de skulle søge hjælp, at en psykolog måske ville kunne hjælpe hende, at hun måske havde en depression. Hun forklarede ham hurtigt at hun allerede tog medicin, og da han spurgte ind til hvad det var og hvornår hun havde fået det, var hun nødsaget til at lyve, han ville alligevel ikke forstå hendes medicin. Hurtigt fandt hun ud af at et hendes løgne havde hjulpet hende til at få ”ro”. Når de kom hjem om eftermiddagen søgte hun væk, hun sagde at hun skulle have ro og André passede drengene.  I de tid lagde hun på sengen med lukkede øjne og en flaske i vin ved sin side, hun følte en let svimmelhed og hurtigt var hun borte, hun var i den verden hvor hun var mere end tilstrækkelig og beundret milevidt for at kunne jonglere karriere, mand, børn, hus og det hele.

Hun flygtede oftere og oftere, det varede ikke længe for André fandt hende døddrukken med en flaske vin ved sin side.  Hun forsøgte at forklare ham at det var en enegangs hændelse, men druknede i sit eget spind af løgne. Han foreslog at de søgte hjælp og han ville gerne passe drengene, han elskede hende jo. Men hvad viste han om at elske, han havde altid bebrejdet hende for at være utilstrækkelig, han havde aldrig forstået hende, og hun havde jo brug for sin medicin, hun synes ikke at magte hans bebrejdelser længere, hun gik ud af døren, og lagde slet ikke mærke til drengene og deres våde betragtende øjne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...