Rus

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 apr. 2014
  • Opdateret: 3 apr. 2014
  • Status: Igang
Hvert år rammes tusindvis af børn og unge af alkoholmisbrug i familien. Dette er historier, fra bare nogle af de børn og unge der lever i en hverdag med alkoholmisbrug og konsekvenserne deraf.

0Likes
0Kommentarer
218Visninger

1. Emilie

Gulvet var klistret, og stanken af øl skar i næseborene. Det var lang tid siden, hun havde været der, og nu fortrød hun, at hun var kommet. Luften var tyk af gammel røg fra cigaretter, og den eneste lyd, var lyden af en tung snorken. Hun tog endnu et skridt ind i det lille rum, tættere på en sofa der stod med ryglænet mod hende. Den var det eneste møbel der fandtes i rummet, kun et lille bord stod ved den ene side, og var fyldt op af gamle, grønne flasker. Gulvet var også prydet med flasker, der flød alle vegne.

Langsomt tog hun endnu et skridt, overvejede nøje, hvor hun kunne placere sin fod, uden at vælte nogle af de tomme flasker og vække ham. Med ét gik det op for hende, hvad hun var i færd med, og vendte sig hurtigt mod døren, men tøvede så. Hun kunne ikke vende om nu, ikke så tæt på. I så mange år, havde hun samlet modet til endelig at åbne døren til den lille lejlighed, åbne døren til en fortid, hun for længst havde lagt bag sig, for længst havde glemt.

Endnu et skridt, nu stod hun lige bag sofaen og kunne se manden, der snorkede. Hun kunne se hans fedtede hår, og filtrede skæg, der begge var grånet siden hun havde set ham sidst. Han var iklædt en slidt vest og hullede cowboybukser, med fingerløse vanter på krogede hænder. Sådan havde han ikke altid set ud. Engang havde han haft nyt tøj på kroppen, været velfriseret og uden skæg. Han var gået i forfald, og det rørte hende mere, end hun ville være ved. En ensom tåre trillede sagte ned af hendes kind, da hun lagde hånden på ryglænet. Hurtigt tørrede hun den væk, og tog en dyb indånding for at berolige sig selv, og holde fatningen.

Gad vide, om han stadig kunne huske hende? Eller om han havde drukket minderne væk. Nogle gange ønskede hun selv at gøre det, men det han havde gjort mod hende, det han var blevet, sad for dybt i hende til at kunne. Hun håbede han kunne huske hende, orkede ikke at forklare ham det. Endnu en gang overvejede hun at vende om, smutte lydløst ud af den ulåste dør, og forsvinde ud i livet, og glemme at hun overhovedet havde været her.

Hun genoptog en gammel, glemt, vane, og begyndte at samle de tomme flasker sammen. Hun fandt en gammel pose, hvor hun lagde hver flaske op i, uden at lave en lyd. Hun turde endnu ikke vække ham, var bange for hans reaktion.

Hun åbnede et af vinduerne i lejligheden, og viftede den tykke luft ud, inden hun tog fat i de poser hun havde fået samlet, og forsvandt. Hun havde gået denne tur så mange gange. Ned på gaden, rundt om hjørnet, og ind i kiosken med flaskerne. Bag efter løb hun hurtigt tilbage med de penge hun havde fået udleveret af Magnus, der ejede kiosken, for de pantede flasker. I dag var hun ikke bange for, at hun havde været for længe væk, for hun stoppede ved et pizzeria der lige havde åbnet, og købte noget at spise til ham.

Da hun kom tilbage til lejligheden lå han stadig og sov tungt på sofaen. Hun fandt en klud, blødte den op i vand, og begyndte at vaske gulvet rent for indtørret øl. Rutinen sad stadig i hendes hænder, og det varede ikke længe, før gulvet ikke længere var klistret. Hurtigt tørrede hun det lille bord af, inden hun stillede den ene pizza derpå, satte sig på gulvet over for sofaen, og rørte ved ham. Han spruttede, men vågnede ikke.

”Far” hviskede hun blidt, mens hun skubbede sagte til den gamle krop, der lå på sofaen. Denne gang åbnede han besværet de grå øjne og kiggede et øjeblik forvirret rundt i rummet, inden hans blik faldt på hende. Hun strøg en tot af det lange hår bag øret, og fortsatte: ”Det er mig, Emilie”.

Han satte sig op, og virkede ude af stand til at svare. Han kløede sig i det fedtede, grå hår, og tørrede sig om munden. Han kiggede igen forvirret på hende, ude af stand til at genkende hende, selvom han gerne ville. Han kneb øjnene sammen, og huskede nu sin datter, med det lange brune hår og de mørke øjne. Hun lignede sin mor.

”Du har gjort rent” konstaterede han, og kiggede rundt i rummet, mens et smil afslørede de manglende tænder.

”Ja, og jeg har også købt noget at spise til dig” sagde hun, og pegede på pizzaen på bordet. Det var det bedste hun havde at tilbyde ham nu, og det var bedre end ingenting. Han smilte igen kort, inden han tog papæsken, hvori det eneste føde han havde fået den sidste uge var opbevaret. Han åbnede æsken, tørrede hænderne i de beskidte bukser, inden han trak pizzaen fra hinanden, og rakte et stykke ud til sin datter. Hun smilte lidt, inden hun satte tænderne i det fedtede pizza, hun forsigtigt holdt i hænderne.

Det var som om, der kom en smule liv i hans døde øjne, da han så hende, som om han havde fået et håb igen, noget at stå op til.

”Jeg skal nok blive ædru” slyngede han ud, i en endnu slørret stemme, der sikkert var permanent efter så mange år i flasken. Han havde lovet det mange gange, at det nu ikke virkede som et løfte, men som en tom bemærkning, der fik hende til at blive, i hvert fald for en stund.

”Det har du lovet så mange gange, far” hun tøvede et splitsekund, inden hun tilføjede det sidste ord. Det virkede stadig underligt, dybt inde i hende, at bruge det. På et tidspunkt havde han været død for hende, både som person, men også som hendes far. Hun havde længe bildt venner og bekendte ind, at hun ikke havde en far og at hendes mor var død.

”Det skal nok gå denne gang” tilføjede han, forsikrede hende om, at der var en grund til at blive, til at snakke med ham, til at prøve igen.

”Det siger du jo hver gang” sukkede hun, og fjernede blikket fra ham. Hun havde ikke længere følelser for ham, han kunne ligeså godt havde været fremmed for hende, hvis ikke det havde været for de utallige minder, hun stadig huskede, selvom hun ikke ønskede det.

Hun kunne kun svagt huske tiden inden flasken tog ham fra hende. Dengang alt var godt, hvor de alle var lykkelige. Dengang fik han i jakkesæt og havde velfriseret hår, og et glatbarberet ansigt. Dengang var der stadig liv i de venlige øjne, og kærligheden fandtes stadig. Han gik på arbejde hver dag, og kom træt hjem, men brugte alligevel sin aften på at læse højt for hende. Han lærte hende alt hvad hun kunne, og det var hans skyld, at hun nu sad med en toppost i en stor virksomhed.

Så en dag blev hendes mor syg, hun kunne ikke forstå på, selvom hun prøvede. Hun kunne bare huske den store hvide bil, med de blå blink, de rare mænd og hendes mor der græd, mens hun sad ved siden af hende, hele vejen til hospitalet, hvor mændene tog hendes mor væk fra hende, så utroligt hurtigt, at ingen af dem kunne følge med.

Derefter kan hun kun huske de utallige ture i bilen, frem og tilbage til hospitalet, med sin far ved rattet, der stirrede panisk ud på vejen, så hun ikke så tårerne, der trillede ned af hans kinder. Hun kunne huske sin mor liggende i en seng, med en hvid skjorte på, og tyndt hår. Hun havde tabt sig så uendeligt meget, og der gik ikke længe, inden hun helt mistede håret. På et tidspunkt havde hun ikke længere lyst til at besøge sin mor, fordi hun så for skræmmende ud.

Så døde hun, og alt ændrede sig. I starten var det bare en enkelt øl om aftenen når han kom hjem fra arbejde. Der kunne han stadig tage vare på hende, og han læste stadig højt for hende. Lidt efter lidt blev det til to øl, tre, så fire og en om morgenen. Han begyndte at komme senere hjem, og var væk i weekenderne.

Selvom hun ikke var voksen endnu, var det nu hende, der tog sig af sin far, hver gang han lå på sofaen med tømmermænd, fordi han var kommet til at tage en øl for meget i går. Hun gjorde rent hver dag efter skole, for hun kunne ikke holde øl stanken ud, hendes hoved gjorde ondt, hvis den var der.

 

Før i tiden havde hun været en glad pige, der nød at være sammen med sine venner, men nu kom hun med alle mulige undskyldninger, om hvorfor hun ikke kunne være sammen med dem mere, hun var bange for at fortælle dem, hvorfor det rigtigt var, at hun ikke kunne være sammen med dem, bange for, at de ikke kunne lide hende mere, bange for at de ville drille hende, men mest af alt bange for at de fortalte det til en lærer.

Det eneste tidspunkt hendes far gjorde sig i stand, og var ædru, var når der for skolehjem samtaler. Der sad hun så, mens hendes dansklærer fortalte hendes far om, hvor dygtig hun var, men at hun skulle til at sige noget mere. Og på vej hjem i bilen, formanede han hende om, at hun blev nød til at tage sig sammen i skolen, og hun var på randen af gråd, hver eneste gang. Når de kom hjem, tog han en øl med det samme, og hun gik ind på sit værelse for at læse en bog, det var hendes eneste måde at flygte fra verden på.

Efterhånden som hun blev ældre, følte hun sig mere og mere alene. Hun havde ingen venner længere, ingen gad være sammen med hende, fordi de havde fundet ud af, hvad der var galt med hendes far. De drillede hende med det, og hver gang hun havde brug for en at snakke med om det, var hendes far fuld. Hun kunne ikke fortælle ham om det, hun ville ikke såre ham, og hun vidste at han ville bryde sammen i gråd, og så kunne hun bare sidde der og klappe ham blidt på ryggen, når han hjælpeløst omfavnede hende.

Han havde aldrig været ond mod hende, han elskede hende for meget. Han var der bare ikke, når hun havde brug for det.

Han var der ikke da hun gik ud af 9. klasse med et gennemsnit på 11. Hun havde været så stolt af sit eksamensbevis den dag, og da hun ville vise ham det om aftenen efter hun var kommet hjem fra dimission, tog han det, kiggede på det og brækkede sig ud over det.

Hun tog på gymnasiet, og da hun endelig blev student, var han der heller ikke. Det år flyttede hun hjemmefra, og havde ikke set ham siden. Der var næsten gået 10 år nu. Arrene sad stadig dybt i hende, og selvom hun holdt facaden ud ad til, var hun ødelagt indeni, og hun savnede ham utroligt højt. I lang tid havde hun taget sig sammen.

 

”Far, jeg har fundet en afvænningsklinik, du kan komme på, hvis du virkelig mener det” sagde hun for at afbryde den tavshed der var kommet. Han kiggede på hende igen, med kærlige øjne.

”Er det rigtigt? Hvad koster det?” spurgte han håbefuldt.

”Det skal du ikke tænke på, jeg vil bare gerne have min far tilbage” svarede hun, og tog hans hånd. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...