Gregers

Mandag… Den dag om ugen, hvor det hele starter forfra. Gregers sad og kiggede på regnen, der trommede mod ruden. Han fulgte dråbernes eksempel og trommede fingrene imod det gamle kaffekrus, som var gået mere i stykker end det hang sammen. Kaffen var for længst blevet kold, og der var ingen grund til at drikke den. Han stillede den opgivende fra sig. Han sukkede højlydt, da han satte hælene mod gulvet, så han kunne skubbe stolen tilbage. Han kom på benene, og stod stille i to sekunder, men trak sig så på skuldrene, og begav sig hen mod døren. Han kunne høre at regnen tog til, og stormen brød den larmende stilhed der altid rungede i hans stuer. Han havde købt en radio, men han havde ikke haft kompetencerne til at skifte signalet og han havde aldrig haft forståelse for de unges kontinuerlige basrytmer. Så nu stod den bare der imellem alle de andre ting og samlede støv.

0Likes
2Kommentarer
342Visninger

1. Gregers

 

Mandag… Den dag om ugen, hvor det hele starter forfra.


Gregers sad og kiggede på regnen, der trommede mod ruden. Han fulgte dråbernes eksempel og trommede fingrene imod det gamle kaffekrus, som var gået mere i stykker end det hang sammen. Kaffen var for længst blevet kold, og der var ingen grund til at drikke den. Han stillede den opgivende fra sig. Han sukkede højlydt, da han satte hælene mod gulvet, så han kunne skubbe stolen tilbage. Han kom på benene, og stod stille i to sekunder, men trak sig så på skuldrene, og begav sig hen mod døren.  Han kunne høre at regnen tog til, og stormen brød den larmende stilhed der altid rungede i hans stuer. Han havde købt en radio, men han havde ikke haft kompetencerne til at skifte signalet og han havde aldrig haft forståelse for de unges kontinuerlige basrytmer. Så nu stod den bare der imellem alle de andre ting og samlede støv.  


Han trak en regnfrakke over sig, og tog en paraply i hånden.  Da han kom ud mærkede han at vinden var stærkere end først antaget. Han skulede irriteret til sin bil. Han burde have fået den repareret for længe siden, men der havde bare ikke været pengene til det… Efter at han mistede sit job og konen skred.


Han kunne tydeligt huske den dag han kom hjem, og hun lå i fysisk udfordrende stillinger og svedte på de nypolerede gulve… sammen med postbuddet. Så stod han der med de blomster, og den chokolade han havde spenderet sin lille formue på, fordi han troede at han elskede hende. Men det gjorde han ikke. Det havde han aldrig gjort. Og det vidste han jo godt... altså nu. Han havde aldrig elsket nogen. Kun sig selv. Der var ingen grund til andet, de svigter bare en.

Nu bor konen så sammen med postmanden to gader væk, og har fået villa, Volvo og vovse og børn, som jo altid var hendes store drøm, men som Gregers aldrig havde opfyldt, fordi han havde en mindre dysfunktion i den nedre region - som lægen så flot havde kaldt det - hvorefter konen var brudt ud i gråd.


Gregers trak på smilebåndet ved tanken om det. Han vidste ikke hvorfor. Det var ikke et rart minde. Men når han nu ikke elskede hende var der jo heller ikke nogen grund til at lade være… på den anden side var der heller ikke nogen grund til at gøre det. Gregers stoppede midt i hans tankestrøm og lod den våde asfalts overflade sive op gennem hans revnede skosåler.  Nu hvor han tænkte over det, var der slet ikke nogen grund til noget. Han slog tanken væk, og fortsatte ned af fortovet mens han i en hurtig bevægelse trak regnhætten lidt længere over hovedet. Ikke at der var nogen grund til det. Der var ikke særlig meget hår tilbage at gøre vådt, det var mest isse.


Han puttede sin mappe under regnfrakken, for selvom børnenes stile ikke var mere værd end et 4-tal, skulle de stadig have dem igen i læselige version. Hver dag skulle han møde op i det samme ildelugtende klasselokale og blive konfronteret med deres håbefulde blikke. Han vidste jo godt at ingen af børnene ville få en ordentlig fremtid.. de var alle sammen bare middelmådige. Ligesom ham. Ligesom resten af flertallet.
- Regnen tog stadig til, og han kunne se på sit ur at han ikke kunne nå bussen, så han kunne ligeså godt bare gå hele vejen - Men på trods af de ildelugtende madpakker, de indholdsløse samtaler med alt for entusiastiske kollegaer og deres mange socialt relaterede holdninger, var hans arbejde det eneste der holdt ham i gang. Han havde altid været god til børn. Også den slags der ikke ville blive til noget. De gav ham håb. Der var jo altid en lille chance for at de ikke voksede op til et forbandet liv blandt resten af flertallet, hvor de taber håret når de runder de 20, bliver halvfede fordi konen skrider, så man er tvunget til at leve af fastfood, fordi man aldrig havde taget sig sammen til at lære at lave mad.


Det var jo det man har kvinder til… selvfølgelig indtil de skrider med postbuddet. Gregers kiggede ned af sig selv. Det var kun når han tog et skridt at han kunne se sine alt for små fødder stikke ud. Han prøvede at tage længere skridt, men lige meget hjalp det. Han var og blev fed. Fed og skaldet.. Grim.  Men der var jo heller ingen grund til at være pæn, når der ikke var nogen grund til at finde nogen at elske. 


Gregers tænkte tilbage på dengang han var ung. Dengang hvor alting var let. Dengang hvor han var høj og slank, og havde alt sit hår tilbage på hovedet. Dengang hvor de gyldne lokker faldt smukt på hans hoved, og lokkede alle pigerne hen til ham. Dengang hvor han ikke havde problemer med pigerne. Dengang så hans fødder heller ikke så små ud. Alting passede bare sammen dengang. Gregers sukkede højlydt af sig selv, og lukkede alle sine tanker ude. Han gik bare.


Men så skete der noget der fik ham til at lyse op. Midt ude på vejen stod der en lille hvid blomst. Den stod så fint og sart, og spredte glæde til alle der kunne se dens delikate hvide lys. Den stod der og brød frem fra den mørke asfalt, den lod sig ikke mærke med hverken vind eller regn. Den stod rank og stolt. Gregers ville først gå ud og plukke den, men han ombestemte sig. Den skulle stå der og gøre ham glad hver dag, når han skulle gå den lange vej på arbejde.


En sort BMW kom kørende, og i forsøget på at undgå en ølflaske der var blevet smidt på vejen, svingede den over i modsatte vejbane og den hvide blomst knækkede under dens dæk. Gregers stivnede. Han stod bare og kiggede på det lille sted hvor blomsten havde stået. Hele hans verden gik i stå. Han vendte om på hælene, og gik hen imod motorvejen. Han lod sig ikke mærke med regn eller vind, han gik for første gang den dag rank og stolt, uden at tænke.  Han stillede sig på kanten af vejen. Han så bebrejdende op i himlen, mens han spurgte sig selv hvad der var tilbage at leve for.


Han bøjede nakken, så vandet løb ned i hans krave og gjorde ham gennemblødt helt ind til skindet. Og der midt i en vandpyt stod der en lille, tyk, skaldet, og impotent mand, med unormalt små fødder. Det regnede stadig kraftigere så billedet var sløret, men Gregers kunne tydeligt se ham. Han stod og så bedrøvet op på ham. Han kiggede op i himlen igen, og så på den bedrøvede mand i vandpytten. Han kunne høre en lastbils horn tude, og han vidste at det var nu eller aldrig. Og i samme nu som han kiggede i vandpytten for tredje gang, kørte lastbilen forbi ham. 


Gregers sendte et smil til den lille mand, og han sendte et opløftende smil tilbage. Gregers tog afsked og begyndte igen på den vante vej til skole. Han kunne mærke en varme i maven, for nu vidste han at der jo var en grund til det hele. Der var jo nogen der havde brug for ham. Gregers havde jo brug for Gregers, for hvis Gregers ikke havde Gregers, ville der slet ikke være nogen Gregers.. og det ville jo ikke fungere.


Desuden skulle børnene også ha’ deres stile tilbage, så de kunne blive til noget, så de kunne få en middelmådig karakter, så de kunne få et middelmådigt liv.. også selvom det bare var en kedelig mandag, hvor alting starter forfra.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...