Jeg skriver nu

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 apr. 2014
  • Opdateret: 3 apr. 2014
  • Status: Igang

1Likes
2Kommentarer
93Visninger

1. Jeg skriver nu

Jeg skriver nu, ikke fordi jeg har lyst til at skrive, men fordi jeg har lyst til at ha lyst til at skrive. Det er næsten et år siden jeg har skrevet sidst. Jeg har lyst til at fortælle dig om hvordan jeg stadig observere den skønhed jeg ser i hverdag og om min indre konflikt der stadig prøver at definere den fine grænse der går mellem min sølle eksisterende selvtillid, og min altid voksende selvrespekt. Jeg er ikke så god til mennesker, jeg kigger på dem, allesammen , jeg tager dem ud af billedet og leder efter fejl,  og først når jeg kan finde et ikke sammenligenligt negativt punkt, eller lille plet i deres perfektehed, kan jeg acceptere dem som de der. Men selvom de er perfekte, umuligt perfekte og smukke , får de stadig mit mig og jeg prøve at være den person jeg selv ville respektere. Jo mere man kender en person jo smukkere blir personen, som om sjælen skinner igennem, eller ligesom regnen der umiddelbart sjældent er ønsket men som altid på en eller anden måde ender med ar bringe et smile frem. Sådan med mennesker , dem der skinner som solen dufter ikke som regnen. Regnen bringer liv, men kun ved hjælp af solen, solen stjæler al opmærksomheden fra det arbejde regnen gør, og solen dufter ikke af noget. Regnen frigør sig, de siger livet handler om at lære at danse i regnen, kan man ikke danse må man snurre , kan man ikke snurre må man smile, livet handler om at smile i regnen. Det hele er rart lige nu , det hele er rart og det gir mig angst. Selv hvis jeg smiler i regnen kommer der jo altid torden, torden gir mig angst.
Det falder mig ikke særligt logisk at min plan ikke er igang endnu, amor er faldet i søvn, amor har glemt mig, måske er han død ?  Eller måske er der slet ikke dén kærlighed til mig ?. Alle de grimme mennesker, ALLE de grimme mennesker de finder sammen og alle de umuligt perfekte mennesker de finder sammen og dem i midten? De har for travlt med at finde hinanden. Jeg må være en genre for mig selv, hvilket jo plejer at være en god ting, en mig ting, en ting for sig selv. Jeg bryder mig ikke om at komme hjem, kun min familie, dem vil jeg gerne se men alle de andre, det er ubehageligt, jeg bryder mig ikke om at være der, at være til stede, det er som at rejse tilbage i tiden som at rejse til mit tidligere jeg. Jeg føler mig overvåget, set på, dømt eller latterligjordt , jeg bryder mig ikke om at tage tilbage, kun om at tage hjem. Drømmen er staidig den sammen, drømmen om huset , hippiehuset, drømmen om haven med alting , om stranden, om gederne og hønsene om lange kjoler og bare tæer, om blomstekranse og telture i europa, om musikken om den frihed den gir,
Når jeg tager hjem fra arbejde er der en tunnel, i begge siden af min tunnel er der lygter og jeg kan ikke lade være på en smuk aften, at sætte musikken på, og løfte mine arme ud til siden , og hvis man kniber øjene lidt sammen og gir sig hen, er det som om hele den aften kun er til stede netop sådan ,kun for din skyld.
En ting, én ting er sikkert , jeg vil aldrig stoppe med at løbe marker, stier , strande , tunneler og byer , min frihed vil altid ligge i min lyst, lysten til at løbe marker , lysten til at smile, drømme, lege og lysten til at skrive, lysten til at ha lyst til at skrive.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...