Genforenet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 apr. 2014
  • Opdateret: 2 apr. 2014
  • Status: Færdig
Jeg har valg nummer 1 i fantasykonkurancen, da den passer perfekt til den kategori. Shar er en pige om kan snakke med en gennem sine tanker. Hu kan dog kun snakke med en bestemt person, som hedder Sharmarke. En dag er han ikke til stede, men Shar kan huske at sidst hun snakkede med ham, ville han havde hende til at finde ham. Hun havde ingen anelse om hvordan, men fik besked på at hun bare skulle følge sit instinkt, og det føre hende så ind i en helt anden og ny verden, hvor hun finder ud af en helt masse som hun ikke havde troet var sandt.

2Likes
2Kommentarer
233Visninger

1. Genforenet

Det var en varm dag. Fuglene sang tilfreds i træerne, og der var ikke en eneste sky at se. Shar, en pige på 18 år, nød det lune vejr. Hun sad i en lænestol og læste en fantasy bog. Hun var helt opslugt af det univers, men desværre fandtes det ikke i virkeligheden. Hun sukkede ærgerligt ved tanken. *Gid det hele dog var virkelighed* tænkte hun. Hun så op da hendes mor kaldte på hende og sjoskede langsomt ind i huset. De skulle spise aftensmad, og Shar havde ikke lagt mærke til at tiden var gået så hurtigt. Det gjorde den altid når hun læste. Hun gik over til skabet og åbnede det. Hun tog nogle tallerkner og kopper frem og satte dem på bordet. Hun fandt også noget bestik frem, som hun lagde ved siden af tallerknerne og satte sig så ned på en stol. Nu før de fik spist, nu før kunne hun komme tilbage til sin egen verden, og det var næsten det eneste som hun tænkte på. Hun havde det som om hun ikke hørte til her i denne verden, men hvad var det for noget at tænke? Hun havde altid haft det som om hun manglede noget, men hvad det var, vidste hun ikke. Hun tog noget spagetti op på sin tallerken og begyndte at spise uden at sige et eneste ord. Hun var halvvejs med maden, da hendes mor spurgte hende om noget. ”Hvad er der i vejen lille skat? Du er så stille.” Hun lagde bekymret hovedet på skrå og betragtede Shar som bed sig i læben. ”Ikk noget” sagde hun, og skyndte sig at se ned på sin mad. ”Det passer ikk. Jeg kan se når du lyver” Insisterede hun. Shar rystede bare på hovedet, rejste sig og gik ned på sit værelse.


Hun smækkede døren i efter sig og gik over til vinduet og så ud af det. Der var en skov lige bag huset, som hun kunne se fra sit vindue. Hun havde aldrig været specielt langt inde i skove, for der var noget uhyggeligt over skoven. Shar lagde sig ned i sengen og søgte ud med sit sind. Hun ledte efter Sharmarke, som hun altid havde kunnet høre og tale med i sine tanker. Han var der altid når hun havde brug for at snakke. Hun havde faktisk altid kunne høre ham og havde troet at det var noget alle kunne, men da hun spurgte sin mor om hvem hun talte med i sine tanker, fik hun at vide at hun ikke snakkede med nogle, og at den Shar talte med ikke eksisterede.  Hun var blevet slæbt med til lægen og havde fået nogle piller som skulle gøre at hun ikke hørte stemmer mere. De havde ikke hjulpet, men da hendes mor spurgte om hun stadig kunne høre stemmer i sig, rystede hun på hovedet, og det var til dels også rigtigt. Hun hørte jo kun en stemme, ikke flere, men det sagde hun intet om.


Shar havde altid følte at hun manglede noget af sig selv, men når hun snakkede med Sharmarke følte hun sig hel. De kunne snakke om alt mellem himmel og jord. ”Sharmarke er du der?” spurgte hun stille ud i rummet. Han kunne sagtens høre hende selvom hun sagde ordrerne højt, men hun hørte altid ham inde i sit hoved. Hun ventede lidt i stilhed, men ingen svarede hende. Der var noget galt, han plejede altid at svare hende, men ikke i dag. Hun kom i tanke om hvad de havde snakket om sidst, at hun skulle komme og rede ham. Hvor, havde hun spurgt, men han havde blot svaret at han var sikker på at hun kunne finde vej, hun skulle bare lade kroppen styre hendes skridt. Hun vidste ikke hvordan hun skulle lade sin krop styre, men det måtte hun jo finde ud af.


Hun sukkede og rejste sig op og gik over til vinduet og så ud. Skoven føltes ikke så uhyggelig mere, snare som om den kaldte på hende, lokkede hende til sig. Shar sukkede og besluttede sig for at gå der ud i nat. Hvad det end var hun søgte, ville hun finde det der ude. Hun skyndte sig op af trapperne til stuen og sagde godnat til sin mor. ”Godnat skat.” sagde hendes mor og kiggede på uret. ”hva, er det ikke lidt for tidligt at gå i seng nu?” Shar rystede på hovedet og gabte meget overbevisende. Hun gik ned af trapperne igen og lagde sig ned i sengen. Hun lå og stirrede lige op i loftet. Lidt efter rejste hun sig op igen og tog noget overtøj uden på sit nattøj, og tog sko på. Hun åbnede vinduet og klatrede ud af det. Det var enlig en meget varm aften. Hun løb direkte ind i skoven, uden at vide hvor i skoven hun skulle hen af. Hun løb bare, og jo længere ind i skoven hun kom, des hurtigere løb hun. Det var som om hendes krop vidste hvor hun skulle hen af, men ikke hendes hoved. Hun lod sin krop styre alle hendes bevægelser. Hun drejede og ikke længe efter så hun to store stenstolper stå med et stykke mellemrum. Oven på de to sten var der endnu en sten som lå på tværs hen over begge stenende. Det virkede en smule malplaceret der hvor de stod. Hun tog forsigtigt et skridt over mod stenene. Hun havde på fornemmelsen at hele hendes liv ville forandre sig, hvis hun gik imellem stenene, men om det var til det bedre eller være vidste hun ikke helt lige, så derfor var hun maget tøvende. Hun bed sig i læben og tog en beslutning, Hun ville gå mellem dem lige meget hvad.


Hun tog de få skridt som adskilte hende fra stenene, og gik mellem dem. Hun så sig rundt. Hun var ikke i skoven mere, men lige i udkanten af en stor brændende ørken. Hvor i alverden kom den fra, og det var også lyst. Hun kiggede rundt og fik øje på solen. Var den ikke lige gået ned? Hun var forvirret. Hvad var det her for et sted? Hun ville vende om og gå tilbage, men hendes krop gad ikke lystre, og hun begyndte at følge en sti i stedet for. Der var noget hun skulle her, før hun kunne komme hjem, men hvad det var, vidste hun ikke helt endnu.


Hun havde gået i rimelig lang tid, da hun så huse, og en hel masse mennesker på vejene. Hun satte farten op, og kom ind i byen. Hun kiggede sig lidt om. Et par enkelte mennesker nikkede høfligt til Shar, men de fleste hastede bare forbi hende. Hun ville prøve at finde ud af hvor hun var, men alle som hun spurgte smilede bare, og skynde sig videre. Hun sukkede opgivende og satte sig ned. En dreng på omkring de 19 år så hende og gik over til hende, og satte sig på hug ved siden af hende. ”cad atá cearr?”  Hun så undrende på ham. ”Hvad?” Hun forstod ikke det som han havde sagt. ”Åh undskyld ” sagde han, og denne gang forstod hun ham. ”Jeg spurgte om hvad der var galt.” han smilede venligt til hende. ”Galt? Der er ikk noget galt, der er bare ingen som vil fortælle mig hvor jeg er.” Han smilede til hende og rejste sig op og rakte hånden frem for at hjælpe hende op. Hun tog imod hans hjælp, og kom op at stå. ”Du er vist ny her i byen. Den hedder Firewood Village. Jeg skal nok vise dig rundt. Du kommer fra den anden verden ikk?” Hun så igen på ham med et undrende udtryk ”Den anden verden?” Han nikkede. ”Ja den anden verden. Hvis du gik under to store sten kommer du fa den anden verden. For resten mit navn er Godric og hvad hedder du?” Shar så kort ned i jorden inden hun så op på Godric igen. ”Ja så er jeg fra den anden verden, og mit navn er Shar.” Hun smilede til ham og de begyndte at gå.


Mens de gik fortalt Godric om alle de mange forskellige væsner som fandtes i denne verden. Der var bl.a. vampyrer, varulve, shapeshifters som ham, santuines og mange andre væsner. Det var præcis som i alle Shar’s bøger. Var det her virkeligt? Hun var faktisk i tvivl. Godric så på Shar med et lille smil. ”Forresten hvilken race er du?” spurgte han ligeud. Shar så på ham, og skød det ene øjenbryn i vejret. ”Race? Jeg er vel et menneske” svarede hun, men han rystede på hovedet og sukkede. ”Du ved det altså ikk?” sagde han. ”Du er ikk et menneske, men en santuines.” Hun blev meget overrasket. En santuines? Virkelig? Hun troede ikke rigtig på ham. Hun havde jo ingen tvilling som var et dyr. ”En santuines er…” begyndte Godric, men Shar afbrød ham. ”Jeg ved godt hvad det er. Det er en person som er født med en tvilling som er et dyr, og jeg har ingen tvilling som hverken er menneske eller dyr.” sagde hun surt. Godric sukkede en smule opgivende. ”Jo du er, jeg kan lugte det på dig, og bare så du ved det, er det ikk alle som har set deres tvilling, men de kan tale med ham eller hende i sine tanker.” Shar måtte give ham ret i at hun kunne tale med en i sine tanker.  Betød det så at han havde ret og at hun var en santuines? Hvis det var sandt hvor var Sharemarke så, og hvilket dyr var han? Shar bed sig en smule frustreret i læben. Hun måtte finde ham, men hvor skulle hun lede efter ham? Hun havde ingen anelse, og hun kendte jo heller ikke denne verden her. Godric kunne se på hende hvad hun tænkte, så han tilbød straks at hjælpe hende.


De begyndte straks at lede efter Sharmarke, men hvor skulle de lede? Der var jo så mange steder han kunne være, men de var heller ikke klar over hvad for et dyr han var, men fandt de ham, ville Shar kunne mærke med det samme, at det var ham. De havde ledt helle Firewood Village igennem nu, uden nogle form for resultat. Godric stoppede op og så på Shar. ”Vi skulle måske prøve en anden by?” forslog han. Shar nikkede og de gik sammen mod en anden by.
Lige da de var trådt ind i den nye by, kunne Shar fornemme at den var meget støre end Firewood Village de var kommet fra. De begyndte at søge hele byen igennem, og da solen var ved at gå ned, havde de gennemsøgt det meste af byen uden held. De lejede et kro værelse at sove på, og gik til ro. Shar var så småt begyndt at tvivle på at Sharmarke eksisterede, men da hun lå i sengen for at sove, hørte hun hans stemme. *ikk giv op. Du skal finde mig.* Shar så sig rundt, men vidste godt at der ikke ville være nogle at se. ”Jamen så sig mig dog hvor du er, ellers kan jeg ikk finde dig.” sagde hun opgivende. Der var helt stille, og shar var så småt ved at miste håbet om at han ville svare hende. Hun rystede opgivende på hovedet og lukkede øjnene. Hun var meget tæt på at falde i søvn da hun endelig hørte Sharmarke tale. *Der er mange træer. Jeg er i en skov tror jeg nok.* Shar bed sig frustreret i læben. ”Hvilken skov?” spurgte hun, men der kom intet svar.


Næste dag fortalte Shar, Godric hvad Sharmarke sagde aftenen før. Godric så en smule eftertænksom ud før han svarede. ”Der er to skove her i nærheden. Vi kunne prøve den ene i dag, og hvis han ikk er der, så tager vi den anden skov, hvis der er mere tid, men lad os komme i gang.” De gik i noget tid før de så omridset af skoven. Shar bed sig i læben. Hun havde fået at vide at man ville kunne mærke hvis man var tæt på sin tvilling, men hun kunne intet mærke. Betød det at han ikke var i denne skov? Nej han var ikke i denne skov kunne hun mærke. ”Han er ikk i denne skov” Sagde Shar.  Godric så tænksom ud, men nikkede så. ”Hvis du siger han ikk er her, så er der ingen grund til at lede efter ham her.” sagde han og vendte om. Shar var nærmest nødt til at småløbe for at kunne følge med. Godric så opgivende på hende. ”tror du ikk at det vil gå hurtigere hvis jeg bar dig?” Shar bed sig let i læben, men nikkede så og skulle til at spørge om noget da der kom nogle små diamantagtige ting rundt om Godric. Kort tid efter stod der så en hvid hest. ”Hva fanden?” sagde hun, men han så bare opfordrende på hende. Shar sukkede, og hoppede så op på Godric som straks begyndte at løbe.  Shar måtte klamre sig til ham for ikke at falde af, og ikke længe efter var de ved den anden skov. Shar fik en kildrende fornemmelse i maven. Sharmarke var tæt på nu, og det fik Shar til at smile. Hun skyndte sig at hoppe ned af Godric’s ryg, og hun styrtede nærmest ind i skoven.


Shar vendte sig hurtigt om. Hun havde hørt en lyd fra krattet. ”E er der nogle?” spurgte hun med en rystende stemme. Der kom endnu en lyd fra krattet, og en hvid ulv med lyseblå øjne kom frem, og løb direkte mod Shar. Ulven viste slet ingen tegn på angst eller frygt, snare tværtimod. Ulven standsede lige foran hende og satte sig ned med tungen hængende flabet ud af gabet. Shar smilede og begyndte så at grine. Hun vidste straks hvem ulven var. Shar satte sig på hug, og ulven kom hen til hende og aede sig op ad hendes ben og slikkede Shar i ansigtet så hun grinede endnu højre.  ”Jeg har ledt efter dig” sagde Shar og smilede. *Det ved jeg godt.* Det så ud som om ulven smilede til hende. Endelig havde hun fundet ham. Hun indså med det samme at hun havde manglet ham hele sit liv. Hun vil ikke kunne leve et rigtig liv uden ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...