Hvor Lyset os skiller ~ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 apr. 2014
  • Opdateret: 16 sep. 2016
  • Status: Færdig
Smuk som solen. Varm som solen. Skinnende som solen. Han var solen i hendes liv. Lyset, der gjorde de dårlige dage gode, gav hende varmen, når hun frøs og fandt hendes vej, når hun var faret vild. Alt det, det var han. Men der var en ting, hun havde overset; én ting, hun ikke havde lagt mærke til. Hvor end der er lys, følger der også en skygge. En skygge, som afhængigt af lysets kræft, vil være mørk. Meget mørk. Men dog havde hun ikke indset før nu, at den skygge, det var hende. //En short fanfiction i form af tre breve, om en glødende kærlighed, der bare ikke var meant to be.

41Likes
35Kommentarer
1919Visninger
AA

4. Os ☼

 

Jeg tænker tit tilbage på det forår, hvor det hele sluttede. Jeg tænker tit på, om det var det rigtige jeg gjorde, da jeg stoppede hele den lange rejse, som ellers var sat til os forude. Jeg tænker tit på, om det nu var smart at stoppe rutsjebanen vi kørte på, og hoppe af, uden at spørge dig først.

Men når jeg sidder sådan, så prøver jeg at overbevise mig selv om, at rutsjebanen var i stykker. Forude var der et hul i den, som vi begge kunne være kørt galt i. Vi kunne begge komme til skade sådan.

Så jeg tror, at det var det rigtige jeg gjorde.

 

Jeg er næsten sikker på, at du også tænker på det engang imellem. Jeg kender dig. Jeg ved, at det er noget der går dig på endnu. Du undrer dig sikkert over, hvorfor jeg gjorde det. Hvilket er grunden til dette brev.

Tingene er ikke altid perfekte, det lærte jeg på den hårde måde. Men du var. Den eneste jeg nogensinde har mødt, der var fuldkommen igennem perfekt.

Og hvad var jeg så? En skygge der fulgte dig, og blot badede i dit stærke lys? En måne, der langede efter solens lys om natten, for ikke at blive fuldstændig overset.

 

Blomsterne var kun lige begyndt at springe ud igen, og fuglene havde kun sunget i en uges tid, da det var. Det var morgen, husker jeg, og mine øjne var helt hævet og røde af manglen på søvn. Men du kommenterede det ikke længere; var efterhånden blevet så vant til renderne under mine øjne, at du var begyndt at ignorere dem.

De var ligegyldige. Du elskede mig uanset hvad.

Kan du huske, hvordan du havde lavet morgenmad til os begge to udenfor? Hvordan du havde sat det lille terrassebord op, med de grønne havestole til, som dog var begyndt at miste farven? Hjemmebagt brød havde du endda også lavet. Stadig en smule lunt, eftersom det var kommet ud fra ovnen ikke længe før det.

Men det var ikke tilfældigt, som jeg først havde troet, at det var. Der var en anledning til det. Kan du huske anledning? Selvfølgelig kan du det. Hvordan skulle du have glemt den?

Vi havde kun lige akkurat færdiggjort det hele, da det var. Du skyndte dig at gribe fat i min arm, og rive mig hen over terrassen, hen til dér, hvor solen altid strålede ned. Jeg fulgte lydløst efter, men opdagede først da vi var helt henne, hvad det var du ville vise mig.

Jeg husker at vores hænder var lukket om hinanden, da det skete. Du holdte min tæt, og pressede mig længere ind til dig, så jeg var fanget i din varme. Og så skete det.

”Har du nogensinde set en solformørkelse før?”, hviskede du i øret på mig, men jeg nåede ikke at svare dig, før solens lys var forsvundet, og månen havde overtaget dens plads. Lagt et mørkt lag, over hver en lille ting, der før havde stået badet i lys.

Den gjorde det hele mørkt. Frarøvet lyset fra alle andre.
Men du vidste det jo ikke dengang. Du vidste jo ikke, at det var dig. Dig, der mistede hver en glød, der var tilbage. Du vidste jo ikke, at det var mig. Mig, der frarøvede dig den. Og mindst af alt, så vidste du, at det var os. Os, der brændte hinanden ud, uden at opdage det, før den sidste gnist var slukket.

Jeg var ikke klar over hvorfor, men jeg følte, at det var mig der måtte stoppe det. Mig der måtte sige fra. Og hvis månen kunne herske så kraftigt over solen, når det var solformørkelse. Hvis månen kunne bestemme, så kunne jeg også.

Og så sagde jeg det. De ord der havde ligget på min tunge i så lang tid, men bare havde været for tunge til, at kunne komme ud. Men endelig kunne de.

 

En ting jeg indså det forår var, at natten er mørkere, når man er alene. At skyggerne bliver større og mere omfattende, når der ikke er en til at holde en tæt. For mig var det ikke engang nok, at der bare var ”en” til at holde mig tæt. For mig var det kun dig, der kunne lyse natten op og skubber skyggerne væk.

Men det var allerede for sent. Og jeg er ikke engang sikker på, at jeg ville have ændret på det, selvom jeg kunne gå tilbage i tiden. Vi var bare for forskellige os to, selvom jeg elskede dig af hele mit hjerte.

 

Der er nogle gange, hvor jeg bare alligevel ikke kan stoppe mig selv i at tænke på, hvad der ville være sket, hvis jeg ikke havde sagt fra. Ville vi så stadig være sammen? Ville rutsjebanen være gået i stykker, når vi engang nåede så langt? Ville natten så nogensinde blive lyst op, bare nok til, at jeg kunne se dit kønne ansigt ved min side, når du lå og sov ved midnatstid.

Ville du mon sidde med mig, netop under det store træ med de grønne blade og solen så højt på himlen, og lytter til det rindende vand i floden lige nu? Her hvor jeg sidder, mens jeg skriver dette til dig.

Eller måske du ville have mistet dén skinnende gnist, dine øjne bar. Måske det virkelig ville have taget på dig, og pustet til ilden, til kun en svag glød var tilbage.

Jeg ved det virkelig ikke, og jeg finder nok heller aldrig ud af det. Alt jeg ved, er blot, at det er blevet mørkt overalt nu. Hverdagen er mørk. Weekenderne er mørke. Ja selv nu, hvor jeg sidder her under solen, synes det hele at være mørkt.

For selvom du godt kan alene, så kan jeg ikke. Du var solen, der ikke behøvede nogen anden, for at skinne. Du behøvede kun dig selv. Og alligevel havde du overskuddet til at give hvad du havde, til alle andre.

Men jeg er månen. Alt det der skinnede på mig, det var blot en afspejling fra dig af. Der var intet af det smukke måneskinslys, der tilhørte mig. Det var alt sammen dit. Din fortjeneste.
Og nu. Nu har jeg ikke min sol. Nu har jeg ikke mit lys. Nu har jeg ingenting, udover den fuldkomne ensomhed, og mørket. Og mørket har jeg vel dårligt længere.

 

Jeg savner dig helt forfærdeligt. Jeg savner at ligge op af dig, og mærke din kropsvarme gennem din tynde T-shirt. Jeg savner at kysse sine varme læber, mens du nusser mit hår, og får mig til at føle mig elsket. Jeg savner at blive holdt i dit faste greb, hvor kun jeg engang var velkommen.

Jeg savner at føle mig elskende og smuk, som jeg engang gjorde.
Men er der noget, som du har lært mig, så er det, at alting ikke handler om en selv. Nogle gange må man gøre noget, som er bedst for andre. Nogle gange må man også gøre det, selvom det såre dem. Og det er hvad jeg gjorde.

Og i sidste ende. I sidste ende, så er natten og dagen bare skabt, som to skibe der passere hinanden. De er ikke skabt til at styrte sammen. De er skabt til blidt at flyde forbi hinanden.

Vi var aldrig skabt til at være sammen. Jeg overså det bare dengang. Men nu forstår jeg. Nu ved jeg, at det var det rigtige jeg gjorde. Men det gør mig alligevel en smule tryg, når det er ekstra mørkt, og det tordner, at du nu kan skinne som den sol du er. At du nu kan lyse op.

Ja, nogle gange, kan det endda give mig varmen.
Bare for en stund, i hvert fald. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...