Hvor Lyset os skiller ~ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 apr. 2014
  • Opdateret: 16 sep. 2016
  • Status: Færdig
Smuk som solen. Varm som solen. Skinnende som solen. Han var solen i hendes liv. Lyset, der gjorde de dårlige dage gode, gav hende varmen, når hun frøs og fandt hendes vej, når hun var faret vild. Alt det, det var han. Men der var en ting, hun havde overset; én ting, hun ikke havde lagt mærke til. Hvor end der er lys, følger der også en skygge. En skygge, som afhængigt af lysets kræft, vil være mørk. Meget mørk. Men dog havde hun ikke indset før nu, at den skygge, det var hende. //En short fanfiction i form af tre breve, om en glødende kærlighed, der bare ikke var meant to be.

41Likes
35Kommentarer
1921Visninger
AA

3. Mig ☼

 

Nætterne var rivende kolde hele vinteren. Det tordnede også forfærdeligt højt de fleste af dem, så jeg ville vågne op midt om natten, og skrige så højt efter dig, at min hals næsten sprængtes.

Du kunne jo ikke høre mig. Og heldigvis for det. Hvad ville du ikke tænke om mig, hvis du så mig sådan?

Min far var inde næsten hver eneste nat, og holde mig nede i sengen, mens han prøvede at få mig til at falde til ro. Han fortalte mig altid, at det ikke nyttede noget at skrige på dig. Du var her ikke. Men det ville ikke få mig til at stoppe.

Jeg havde det altid så dårligt, efter jeg havde skreget en hel nat, og ligget og grædt mig selv til søvne. Jeg ville være helt rød om øjnene, og helt tør i halsen dagen efter. Og du ville spørge mig om der var noget galt, hvorefter at jeg ville sige, at alt var helt fint. At du ikke skulle bekymre dig omkring det. Du købte den aldrig, jeg kunne se det på dig. Dit forsigtige smil afslørede det.

Du fortalte mig det bare ikke. Lod mig være, når du kunne se, at jeg ikke ville have dig til at blande dig.

 

Men selvom jeg ikke ville have dig til at vide det, så fortalte min far det til dig. Han havde jo hørt mig skrige efter dig, og i hans forståelse, så var du den eneste der kunne hjælpe. Han havde bare ikke tænkt på, at der nok var en grund til, at jeg ikke allerede havde fortalt dig det. At jeg holdte det for mig selv.

Kan du huske, da du konfronterede mig med det? Spurgte, om det nu virkelig kunne være rigtigt? Det var en aften vi sad hjemme i din sofa, og vinden susede udenfor; lagde op til en bragende storm. Vi sad i stilhed den aften, og så en eller anden TV serie ingen af os lagde noget særligt i at følge med i. Stemningen var presset, fordi at vi begge vidste, at du godt var klar over det hele. Alt var bare ikke, som det plejede at være.

Og så var det, at det begyndte at tordne. Først kun svagt, langt væk fra hvor vi var. Jeg ignorerede det til at starte med, velvidende om at du ville spørge ind til det, så snart jeg reagerede.

Men da et pludseligt meget nært, og langt højere end de forrige tordenskrald lød, kunne jeg ikke lade være at holde vejret et øjeblik, og knuge tæppet jeg havde om mig helt tæt ind til min krop.
Det var dit tegn. Det var dit signal.

Du var overraskende forstående overfor det hele, da jeg fortalte dig om det. Og den nat spurgte du mig for første gang, om jeg havde lyst til at overnatte hos dig. Jeg tøvede også kun kort, inden jeg svarede ja.

 

Det var rigtig slemt den nat. Jeg husker hvordan jeg slog ud med armene, og du måtte holde mine hænder tæt fast, og min krop mod madrassen, for at standse det. Og jeg ved hvor hårdt det var for dig, at se mig sådan. Jeg hørte dig snakke med Louis om det dagen efter, da du var væk fra sengen, da jeg vågnede. Men du lod mig alligevel sove hos dig igen natten efter, og natten efter den igen.

Jeg havde aldrig troet, at der fandtes drenge som dig. Drenge der ville holde mig tæt de værste nætter, og hviske at det hele nok skulle gå, så overbevisende at jeg rent faktisk troede på det. Drenge, der kunne få mareridtene og tordenskraldene til at blive så udetydelige og små, at jeg ikke bekymrede mig om dem længere.

 

Det begyndte hurtigt at blive en rutine. At jeg ikke tog hjem for at sove, men blev ved dig. Det eneste sted hvor jeg vidste, at mørket ikke ville jage mig i søvnen. For du var der jo. Og hvor du var – uanset om det så var midt om natten, og ikke engang så meget som en stjerne stod strålende på himlen -, vidste jeg at der altid ville være en smule lys alligevel. Et enkelt lille glimt, eller måske blot en varmende fornemmelse, men det var der stadig.

Dagene blev langsomt smeltet sammen, så de var svære at skelne. Det var det samme hver af dem; Os to liggende på sofaen, i fuld gang med at se en eller anden 90’er film, for ikke at lægge så meget mærke til tordenen udenfor. Men der var alligevel én nat. Én nat jeg mindes så stærkt, ud fra de sammensmeltede dage jeg blot husker som vinteren.

 

Det var den aften, hvor vi lå sammensmedet i din seng og snakkede. Snakkede om alt vi havde oplevet sammen. Og så var det at du sagde det for første gang. Midt i en samtale om skovture, brød du pludselig ind. Jeg husker stadig ordret hvad du sagde:

”Jeg elsker dig. Ej, undskyld jeg afbrød, det var ikke meningen. Bare forklar videre”

Jeg måtte have kigget virkelig chokeret på dig, for du rødmede nærmest og kiggede en smule væk. Og da jeg havde fået pusten igen, så ventede jeg heller ikke meget mere end et øjeblik, for jeg overfaldt dig med et desperat og elskværdigt kys, som jeg havde villet siden den efterårskoncert.

Det var den første nat vi elskede sammen. Jeg var nervøs til at starte med, og du blev nødt til at lægge dine arme blidt om mine skuldre, for at jeg ikke skulle ryste så meget, men jeg kunne ikke ønske det på andre måder. Du var så forsigtig med mig. Spurgte hvert andet sekund, om jeg var okay, eller om jeg ville have dig til at stoppe. Og for hver eneste gang du spurgte, blev jeg bare mere og mere overbevist om, at af alle i hele verden, så var der ingen andre end dig jeg ville gøre det med. For alt i verden, så måtte du ikke stoppe.

 

Den nat efter du var faldet i søvn, lå jeg vågen. Ikke på grund af et pinende mareridt, som du nok vil tro, men på grund af mine overvældende tanker, der nægtede at lade mig falde i søvn. Nægtede at give efter, så jeg kunne forsvinde væk fra det mørke værelse, og ind i søvnen sammen med dig.

Jeg lå helt uroligt, husker jeg, som jeg også havde gjort alle andre nætter. Altid. Jeg lå bare og forbandede natten for at være så gruelig slem. For nætter var slemme. Nætter var det værste jeg kendte til.

Jeg husker dit ansigt; så afslappet og uskyldigt ved min side. Med de brune krøller langt ned i øjnene, og læberne foldet i et svagt smil. Og alt jeg ønskede var, at jeg kunne være som dig.

Være dagen, som folk elskede. Glædede sig til.

Ikke natten, som man frygtede så inderligt.

Men nu engang, så var det hvad jeg var. Jeg var ikke en sol på den blå, skyfrie himmel, som du var. Jeg var ikke engang en af dens solstråler.

Jeg var modsætningen. Hende der ikke kunne ses i sollyset, men i mørket ville skinne klart. Jeg var månen. Din måne, hvor du var min sol.

Og jeg forbandede det. Forbandede at jeg skulle være hende, der var tvunget til at forblive lysende om natten, og skinne over dem, der havde hele dagen foran sig. Forbandede at jeg ikke kunne være som dig.

Forbandede natten mest af alt, for i sidste ende, så var det dens skyld, at jeg var havnet, hvor jeg nu engang var havnet. Midt i dens endeløse mørke. Alene, kun for mig selv.

 

Og måske det faktisk var det værste ved det hele. Ensomheden som fulgte med det. For den fik mig til at lægge mærke til alle de ting, som jeg ikke havde lyst til at lægge mærke til. Den fik mig til at lægge mærke til mig selv.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...