Hvor Lyset os skiller ~ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 apr. 2014
  • Opdateret: 16 sep. 2016
  • Status: Færdig
Smuk som solen. Varm som solen. Skinnende som solen. Han var solen i hendes liv. Lyset, der gjorde de dårlige dage gode, gav hende varmen, når hun frøs og fandt hendes vej, når hun var faret vild. Alt det, det var han. Men der var en ting, hun havde overset; én ting, hun ikke havde lagt mærke til. Hvor end der er lys, følger der også en skygge. En skygge, som afhængigt af lysets kræft, vil være mørk. Meget mørk. Men dog havde hun ikke indset før nu, at den skygge, det var hende. //En short fanfiction i form af tre breve, om en glødende kærlighed, der bare ikke var meant to be.

41Likes
35Kommentarer
1920Visninger
AA

2. Dig ☼

 

Under det store træ, der om sommeren stod med blade så grønne, at de næsten havde den samme farve som dine smukke øjne. Dér, når solen var allerhøjest på himlen. Kan du huske det sted?

Vi tilbragte næsten alle eftermiddage dernede, i den sommerferie vi mødtes.
Floden larmede altid en smule i baggrunden, og myggene havde nogle dage svært ved at holde sig væk, men det var alligevel altid så afslappende og befriende at være dernede; bare at sidde under solen, og mærke den varme hele min krop op, indtil den ville stå lige over træet, og vi ville sidde i skyggen. At sidde dér, omgivet af naturen, sammen med dig, det var det eneste sted jeg nogensinde kunne have ønsket at være. Det var det eneste sted, jeg ville være.

 

Jeg kan huske første gang jeg så dig. Det var i den lille bager nede på hjørnet, der lå skråt overfor slagteren. Det var ikke en travl sommerdag; tværtimod, så var der ingen kø.

Du stod bag disken. Med dine krøller hængende så blødt omkring det kønne ansigt, og smilet, der skinnede så klart, at det nærmest lyste hele bageren op.

Du var gudesmuk – langt smukkere end nogen anden, jeg i hele mit liv havde set, og et kort sekund følte jeg mig nærmest blændet af det. Følte, at jeg lige måtte klø mig i øjet, efter at have set det glimt dine øjne bar.

Jeg rødmede nærmest bare af at se på det, og jeg svor at mine knæ blev som gelé i det sekund, du åbnede munden og talte til mig. Et øjeblik havde jeg helt glemt hvorfor jeg var kommet derned, men fik dog alligevel spurgt efter det fransbrød som mor havde bedt mig hente til sidst.

Jeg husker stadig så tydligt hvad du sagde. Du sagde, at jeg måtte få brødet gratis, hvis jeg gav dig mit nummer. Så det gjorde jeg.

 

Efter det gik det stærkt. Vi var sammen meget den sommer. Hver dag, våger jeg næsten at sige. Skoven var vores ynglings sted. Det var der vi sad og snakkede, mens vi lyttede til fuglenes sang, og flodens rindende lyd. Du husker det sikkert. Det gør jeg i hvert fald, som var det i går.

Du var altid så betænksom; holdte altid døren for mig, eller tilbød din jakke, når det blev sent, og vi sad ude på terrassen bag mine forældres sommerhus, de dage vi var taget derned. Og måske det var en af de ting, jeg allerbedst kunne lide ved dig. Du tøvede aldrig, når det handlede om at være hjælpsom. Du var der bare altid, uden man behøvede så meget som et sende et eneste blik.

Der var en aften ude på terrassen, hvor vi havde sat os derude for at se solnedgangen, fordi at du havde snakket om at vi skulle nå at gøre det sammen på et eller andet tidspunkt, inden slutningen af sommerferien. Du havde lagt dig på solsengen, og jeg sad på den blå stol, du altid gjorde grin med, da du spurgte mig, om jeg ikke ville ligge med dig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare først, men så klappede du blidt på den smule plads der var ved siden af dig på solsengen, og der gik ikke mange sekunder, før jeg havde mast mig ind halvt ved siden af, halvt på dig.

Det var der, på den smalle solseng, der kun lige kunne rumme os begge, at du kyssede mig for første gang. Blidt, som var du bange for at skræmme mig væk og gøre mig fortræd, da du langsomt placerede dine læber på mine. Men du havde ingenting at frygte, for det var præcis hvad jeg havde villet gøre hele den sommer, siden jeg havde lært dig at kende.

Du havde bløde læber. Hvilket også var det første jeg kommenterede, da vi igen trak os tilbage, for at trække vejret et øjeblik. Du grinte bare af mig, og kyssede mig så igen. Og jeg tror aldrig i mit liv, at jeg havde følt mig så lykkelig. Og så heldig.

 

Kan du huske dengang til efterårskoncerten, da sommerferien fik sin ende? De to drenge fra 3g, du var begyndt at hænge mere ud sammen med, havde spurgt dig om du ikke nok ville synge i deres band. Du fortalte mig inden, at du egentlig ikke havde lyst; fortalt mig, at du var sceneskræk, og at du var bange for at synge for andre.

Men du kunne ikke sige nej, så du endte med at gøre det alligevel. Og så der på scenen stod du, kun knap sytten år gammel, og begyndte at synge. Du havde altid haft sådan en smuk stemme; en af dem, man blev nødt til at holde vejret til, for at være sikker på ikke at miste en eneste tone. Så hæs og rar, at jeg nogle gange ville ønske at jeg kunne gribe ud efter den, og holde den tæt.

Jeg holdte vejret næsten hele sangen igennem. Jeg husker, at jeg akkurat kun åndede ud fire gange, bare for at lytte til din bløde stemme. Det gjorde ondt i brystet til sidst, men jeg gjorde det alligevel.

Og jeg har aldrig nogensinde fortalt dig det her, men det var den aften, at jeg indså det.

Jeg indså hvor meget du betød for mig. Jeg indså hvordan du var det eneste, der kunne holde smilet på mit ansigt, og hvordan kun du kunne få den kildende følelse frem i mig. Jeg indså hvordan jeg ikke længere kunne gå mere end et par timer, før jeg begyndte at savne dig så gevaldigt meget, at det næsten gjorde ondt.

Lige dér, da du stod på scenen, som var du skabt for det, og kun det. Som hørte du ikke til andre steder end der. Og det gjorde du sikkert heller ikke. Du hørte til i lyset, der hvor folk kunne se din skønhed. Men der på scenen, som du sang så mit hjerte vred sig en gang i brystet på mig, var det at det første gang slog mig. Som en hård knytnæve der havde sat sin kurs direkte mod mit hjerte. Men da jeg opdagede det, så var det for sent. Den havde allerede ramt mig.

Jeg indså, at jeg elskede dig.

 

Hele det efterår regnede det nærmest. Men jeg var ligeglad, for det gav os bare en mulighed for at krølle os samme på sofaen i dig og Louis’ lejlighed. Han var alligevel aldrig hjemme, altid ude med hende den mørkhåret, som jeg stadig ikke kan huske navnet på.

Jeg lå altid med hovedet på dit bryst, så lyden af dit hjerte mod mit øre, ville være som en bekræftende stemme, som fortalte, at det hele var virkeligt. At det her, det skete faktisk. Vi ville ligge helt sammenpresset. Intet ville kunne have skilt os ad.

Nogle nætter sang du for mig. Forsigtigt, og så neddæmpet at jeg måtte spidse ørene, for at kunne opfange ordene du sang. Altid den samme sang, jeg lærte udenad i løbet af den første uge, men alligevel langede jeg efter at høre hvert et ord. Hver en blid tone du sang.

Du var altid så varm. Brændende mod mig, som solen på en af de sommerdage, vi ville have siddet under træet. Nærmest så brændende, at jeg til tider, kunne undre mig over, om jeg ville kunne brænde mig på dig.

Nogle gange føles det som om, at jeg virkelig brændte mig. Som om at de sår du efterladte, bare er store brændemærker, der så smertefuldt har overtaget overfladen af mit hjerte.

Hvordan kunne jeg ikke se det dengang?

Men du ved jo sikkert hvordan det er, når man brænder sig? Når man har ligget i solen for længe, og den ellers så blege hud langsomt begynder at blive rød. Man opdager det ikke, før man kommer ind igen, og det allerede er for sent. Man opdager det ikke, før det virkelig gør ondt.

 

For mig var du som solen. Du var både med til at gøre mig stærkere, og med til at vise mig vej. Du var der altid for mig; svigtede ikke en eneste gang. Men så snart jeg forlod din side, opdagede jeg sårene. Og så var det allerede for sent. Jeg havde allerede brændt mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...