Friends Or More - Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2014
  • Opdateret: 3 aug. 2016
  • Status: Igang
Jeg gik ned ad den stille gang. Jeg stoppede op da jeg nåede den dør jeg skulle ind af. Jeg åbnede forsigtigt døren og mit blik mødte med det samme min fars. Han lå bare der i hospitalssengen og led. Jeg kunne slet ikke forstille mig alt hans smerte. Hver dag jeg kom her, for at være sikker på at jeg fik sagt farvel inden han døde, fortalte han mig altid hvor smertefuld en død det var, at bare ligge i en hospitalsseng og lide. Det gjorde tit ondt at høre det han havde at sige, men jeg lyttede, fordi jeg elskede ham. Et svagt smil bredte sig på hans blege læber. Jeg satte mig på sengekanten og kiggede ham i øjne. Vi vidste begge to at hans død var nær.

19Likes
20Kommentarer
4182Visninger
AA

9. "Stoler du ikke på mig?"

Niall og jeg havde siddet på kantstenen indtil det begyndte at blive lyst udenfor, hvor jeg endelig havde samlet mig mod nok til, at gå ind. Vi snakkede om alt muligt mellem himmel og jord og alligevel følte jeg, at Niall vidste mere om mig end jeg nogensinde ville komme til at vide om ham og det gjorde mig en smule usikker. Niall var jo ham den populære, som nu vidste ting, ingen andre vidste og jeg vidste ikke om han nu ville rende rundt og fortælle alle om min fars død og min kære mor som nu var blevet voldelig og fuld det meste af dagen, alligevel følte jeg også at jeg kunne stole på Niall, jeg vidste ikke hvorfor, men nu var der vel kun en måde at finde ud af det på og det var vente. What goes around comes around. Jeg lod frustreret en hånd glide igennem mit bølget hår, som stadig var en smule vådt, fra da jeg havde taget et bad i morges. Jeg havde en matematik aflevering for til mandag som jeg knap nok var gået igang med. Hvis jeg ikke havde sagt det før, så siger jeg det nu. Jeg hader matematik og jeg fattede ikke en skid af hvad der kom af min lærers mund i matematik timerne, men jeg prøvede så godt jeg kunne. Lyden af noget der væltede nedenunder, fik mig til at række ud efter min ipod og mine høretelefoner, hvorefter jeg tog høretelefonerne i ørerne og satte noget stille musik på. Jeg havde låst min dør, så min mor ikke pludselig kom brasende ind og begyndte at råbe mere end hun gjorde nedenunder. Min mor var ærligtalt blevet sindsyg og jeg kun mere bange for hende for hver dag der gik. En bling lyd lød fra mit natbord, hvilket fik mig til at række uf efter min mobil, som lyden kom fra. En besked fra Eve, var poppet frem på skærmen. Jeg kiggede kort på låseskærmen, hvorefter jeg åbnede beskeden og gav mig til at læse den.

Eve: "Vi smutter allesammen på stranden, vil du med?"

Jeg havde faktisk lyst. Lyden af min mor råbe og skrige nedenunder gjorde mig sindssyg.

Mig: "Vent på mig ude foran, er klar om 5." 

Jeg var godt klar over at det var sent og min mor ville helt klart ikke lade mig gå ud nu og så snart den tanke fløj igennem mit hoved, begyndte jeg at tvivle lidt, hun smed mig jo trådsalt ud af bilen da vi kørte fra sygehuset og lod mig gå hjem, selvom Niall kom i hans seje bil med hans seje venner som ikke rigtig var så seje i mine øjne, i hvert fald ikke før nu. Men altså, eftersom jeg tvivlede, valgte jeg at tage den dummeste beslutning jeg overhovedet kunne tage i dag og det var at lette min bagdel og gå ned for at spørge min rare mor om jeg kunne tage med på stranden. Jeg gik med nervøse skridt ned af trappen og da jeg nåede ned til de sidste trin, fortsatte jeg ud i køkkenet, hvor jeg kunne høre min mor sidde og mumle til sig selv. Jeg stoppede op i dørkarmen og tog i dyb indånding. Min mor sad med ryggen til mig, så det var umuligt for mig at se hendes ansigt, hvilket betød at det eneste jeg kunne høre var lyden af et glas der blev stillet på bordet og hendes snøften efterfulgt af et par korte hulk, så jeg valgte at blive stående.

"Mor?" sagde jeg stille og usikkert, hun rykkede kort på sig, så jeg havde fuld syn til den halvtomme flaske Cuba vodka og uden at sige et eneste ord førte hun glasset op til munden og bundede indholdet som sikkert var vodka.

"Mor, er det okay jeg tager hjem til Eve?" spurgte jeg hvorefter jeg tog et lille skridt frem. Mit hjerte sprang et slag over, da min mor hamrede glasset ned i bordet så det gav lyd igennem hele huset, eller det lød ihvertfald sådan. Hun vendte sig rundt på stolen og kiggede på mig og ærligt så så hun pisse skræmmende ud og det lignede, at hun var lige på kanten til at hoppe op fra stolen og vikle sine hænder om halsen på mig. Jeg sendte hende nervøst et spørgende blik. Hun rejste sig stille op fra stolen, hvilket fik mig til at tage et skridt tilbage. Jeg begyndte langsomt at kunne se vreden i hende øjne og det gjorde mig bange. Min mor var blevet til et monster som ikke lavet andet end at pytter smerte på sin datter og drikke og skrige der hjemme fordi hun ikke længere havde noget arbejde.

"Du burde ikke rende rundt med venner! Du fortjener det ikke! Du burde slet ikke være her!" skreg hun imens hun gik tættere og tættere på mig, hvilket fik mig til at bakke længere og længere bagud, men jeg nåede ikke langt før en væg stoppede mig. Min mors ord gjorde ondt. Jeg forstod ikke hvorfor hun følte for at sige sådan nogle forfærdelige ting til sin eneste datter, hun havde ikke andet end mig tilbage. Alle mine tanker gik sort, da en sviende smerte gik igennem min kind og bredte sig længere rundt i mit ansigt. Jeg tog mig hurtigt til kinden, hvor jeg stod i et stykke tid og kiggede blankt ned i gulvet. Min mor stod og råbte, men jeg hørte ikke efter, den eneste tanke der gik igennem mig var, at jeg skulle væk hjemmefra og det kunne ikke gå hurtigt nok. Jeg maste mig igennem min mor og væggen, så jeg nu var fri. Jeg løb hen til døren, rev den op og løb ud til vejen, hvor Eve allerede holdte i sin mors bil, som hun sikkert havde fået lov at låne. Jeg åbnede døren til bagsædet, eftersom der sad en på sædet ved siden af Eve som sad på føresædet. Både Eve og personen ved siden af hende vendte sig om mod mig, så de nu sad med fronten mod mig og det viste sig at pigen ved siden af Eve var Gabi.

"Kør!" sagde jeg med en smule irritation i stemmen, som egentlig ikke var meningen, men siturationen med min mor som skete for kun 2 sekunder siden, gjorde mig enormt irriteret og frustreret. Jeg fattede virkelig ikke hvordan en forælder kunne skade sit barn på den måde, eller nogen anden måde. Jeg græd ikke, for det havde efterhånden set et par gange nu, det kom bare bag på mig hver gang og jeg tror ærligt, at jeg aldrig ville blive vant til det. Eve og Gabi havde vendt sig om igen og jeg tog mig kort til kinden igen, hvorefter jeg rystede på hovedet og gav min fulde opmærksomhed til Eve og Gabi som var begyndt at snakke.

"Det var faktisk Niall der bad mig hente dig. Han ville selv have gjort det, men han har allerede drukket for meget," grinte Evelyn kort og kiggede i bakspejlet, sikkert for at se en reaktion, hvilket hun også fik. Jeg rynkede mine bryn og kiggede tilbage på hende i bakspejlet.

"Okay." svarede jeg bare kort. Jeg havde ingen ide om hvordan jeg skulle reagere, andet end at rynke på mine bryn og tænke over hvorfor. Vi drejede ind af en sidevej, som endte ved stranden, hvilket betød at vi ikke var langt væk fra vores mål, altså stranden. Vi holdte ind ved siden af et par andre biler, som stod parakeret. Eve åbnede døren på hendes side så lyset i bilen tændte, så der nu var chance for at de ville opdage min kind som sikkert var en smule rød, eller meget. Eve begyndte at mumle et eller andet som jeg ikke helt fik fanget. Jeg kiggede forvirret på hende, idet hun vendte sig om mod mig for at kigge bag hendes og Gabis sæder, hvornæst hun så kiggede på mig.

"Er du okay?" hun rynkede sine bryn og kiggede mig i øjnene. Jeg nikkede kort, men kunne ikke lade være med at bemærke følelsen der voksede i mig, eller rettere sagt følelserne. Jeg fik pludselig kvalme, men tvang mig selv til at tilføje noget til min nikken så jeg kunne overbevise Eve og Gabi om at det ikke var noget alvorligt.

"Hvorfor skulle jeg ikke være okay?" Eve og Gabi forvekslede hurtigt blikke, hvorefter de begge kiggede på mig igen.

"Hvad er der sket?" spurgte Gabi efterfulgt et enkelt nik fra Eve som vidst var en hentydning til at de ikke var overbevist om, at der ikke var sket noget, for helt ærligt, hvorfor ville min kind se sådan her ud helt af sig selv? Nej, det ved jeg godt nok heller ikke. "Du kom løbende ret hurtigt ud af døren." tilføjede Eve lidt efter. Smerten i min kind var der stadig, men den var ikke så slemt som da jeg satte mig ind i bilen. Jeg kiggede ned på mine fødder, hvor der ved siden af lå en pose.

"Er det den her du leder efter?" spurgte jeg for endelig at komme ind på et andet emne og få Eve og Gabi til at glemme min røde kind, som jeg faktisk ikke helt var sikker på var rød. Jeg tog fat i posen ved mine fødder og rakte den til Eve, desværre fik det dem ikke til at glemme det vi var igang med at snakke om. Eve holdte mit blik fast, men rev sig selv ud af det, da Gabi åbnede kæften.

"Har din mor gjort det der?" nærmest skreg hun og både Eve og jeg kiggede hen på hende, Eves blik var dog mere chokeret end mit, for det var jo lige præcist det det var. Min mor havde lagt sine hænder på sin skønne lille datter som lige nu bare gerne ville ud af bilen og finde noget alkohol. Jeg kiggede skiftevis på Evelyn og Grabriella som allerede kiggede med afventede blik på mig, begge deres blikke fald på samme tid, da det gik op for dem at jeg ikke havde tænkt mig at svare, netop fordi Gabi havde ret.

"Undskyld," hviskede de begge stille, hvorefter de begge vendte sig om, Gabi åbnede sin dør, hvor derimod Eve bare svang sine ben ud, eftersom døren på hendes side allerede var åben. Jeg sukkede tung, hvorefter jeg tvang et svagt smil frem og steg ud af bilen og vi begav os ned mod vandet hvor et par mennesker sad på tæpper rundt om et lille bål.

*

Jeg lod den røde plastik kop ramme mine læber endnu en gang. Jeg havde fået en smule alkohol indebors, men ikke nok til at jeg kunne glemme alt det forfærdelige der var sket i mit liv inden for den sidste måned. Min far er død. Var den eneste tanke der gik igennem mit hoved, eller det var i hvert fald den tanke der skældte sig mest ud fra alle de andre tanker. Jeg sad og stirrede ind i ilden for ikke at begynde at græde. Mit hjerte gjorde ondt ved tanken om min far, det vidste stykke tid havde jeg tvunget til selv til at glemme det, så det ikke ville gøre for ondt til at kunne bære og jeg kunne ikke være mere taknemmelig da en person satte sig ved siden af mig, så jeg ikke sad alene med mine tanker og gloede ind i et åndsvagt bål. Alle var gået i vandet og jeg fik tilbudet om at komme med, men jeg takkede pænt nej. Jeg rettede langsomt mit blik mod personen som havde sat sig ved siden af mig. Mit hjerte hoppede et slag over, da jeg fik øje på Niall sidde tæt ved siden af mig og hvildede sit blik på mig.

"Hvordan går det?" lød det charmerende fra Niall, efterfulgt et skævt smil. Jeg forholdte mig stille, hvor jeg derefter rettede mit blik mod ilden igen. Jeg kunne fornemme Nialls smil forsvinde og jeg havde mine tanker om hvorfor. Niall satte sig foran mig, - hvilket jeg fik et chok af - og begyndte at studere mit ansigt med et forvirret ansigtsudtryk, som så en smule sjovt ud, men jeg begyndte ikke at grine, mit humør var forfærdeligt pga min mor. Nialls blik blev normalt igen og kiggede mig nu alvorligt i øjnene og det gik op for mig at han havde drukket mere end bare et par øl. "Er det din mor?" jeg fjernede hurtigt mit blik fra han og ned på mine hænder, hvori jeg holdte den røde kop.

"Jeg tror jeg hørte Evelyn kalde på mig," svarede jeg ham, idet jeg rejste mig op og skulle til at vende mig om for at gå ned til vandet hvor alle de andre var, men Niall nåede at tage fat om mit håndled og hans greb var alt for stramt til, at jeg kunne rive min hånd ud af hans greb. "Undskyld. Jeg skulle aldrig have fortalt dig det, ing...-"

"Stoler du ikke på mig?" afbrød han mig med en anelse af irritation og skuffelse i stemmen. Jeg kiggede ned på Niall, som ikke lang tid efter hans ord kom ud af hans mund, rejste sig op, så det nu var ham der kiggede ned på mig, eftersom han var højere end mig. Niall havde fjernet grebet om mit håndled, så jeg trådte et skidt tilbage så vi ikke stod så tæt på hinanden.

"Det var ikk...-" Niall afbrød mig igen. Jeg begyndte at blive en smule irriteret.

"Er det pga. det der bliver sagt om mig?" hvis bare han ville høre hvad jeg havde at sige, så ville vi ikke stå her og så ville der ikke være nogen grund til at han skulle sige de ting han gjorde, for det var slet ikke det.

"Det har ikke noget med det at gøre," nåede jeg at få sagt med en hævet stemme og Niall tog sig ikke engang tid til at tænke over mine ord, før han åbnede munden igen.

"Du er ligesom alle andre!" råbte Niall hvor efter han vendte om på hælende, sparkede til bålet og forsvandt ud i mørket. Et opgivende suk forlod mine læber. Han lod mig ikke snakke ud og hvad snakkede han om? Jeg lod frustreret en hånd løbe igennem mit hår. skide alt ting!

-----------------------------------

Sååååå, nu kom der endnu et kapitel.

Jeg håber det er okay, jeg prøver på at komme længere ind i historien og længere ind i Nialls historie.

Hvis i kan lide historien så tryk like, hvis i altså synes den fortjener det.

Kys og kram herfra.❤️

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...