Friends Or More - Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2014
  • Opdateret: 3 aug. 2016
  • Status: Igang
Jeg gik ned ad den stille gang. Jeg stoppede op da jeg nåede den dør jeg skulle ind af. Jeg åbnede forsigtigt døren og mit blik mødte med det samme min fars. Han lå bare der i hospitalssengen og led. Jeg kunne slet ikke forstille mig alt hans smerte. Hver dag jeg kom her, for at være sikker på at jeg fik sagt farvel inden han døde, fortalte han mig altid hvor smertefuld en død det var, at bare ligge i en hospitalsseng og lide. Det gjorde tit ondt at høre det han havde at sige, men jeg lyttede, fordi jeg elskede ham. Et svagt smil bredte sig på hans blege læber. Jeg satte mig på sengekanten og kiggede ham i øjne. Vi vidste begge to at hans død var nær.

19Likes
20Kommentarer
4197Visninger
AA

2. "Hej far."

Jeg gik ned ad den stille gang. Jeg stoppede op da jeg nåede den dør jeg skulle ind af. Jeg åbnede forsigtigt døren og mit blik mødte med det samme min fars. Han lå bare der i hospitalssengen og led. Jeg kunne slet ikke forstille mig alt hans smerte. Hver dag jeg kom her, for at være sikker på at jeg fik sagt farvel inden han døde, fortalte han mig altid hvor smertefuld en død det var, at bare ligge i en hospitalsseng og lide. Det gjorde tit ondt at høre det han havde at sige, men jeg lyttede, fordi jeg elskede ham. Et svagt smil bredte sig på hans blege læber. Jeg satte mig på sengekanten og kiggede ham i øjne. Vi vidste begge to at hans død var nær.

”Hej far.” Sagde jeg svagt, med et smil plantet på læben. Min far tog min hånd og havde stadig et kærligt smil på læben. Maskinen ved siden af sengen bibbede ikke længere i takt, i stedet kom der en lang bib lyd fra den og min far lå bare og kiggede på mig. Hans smil var også forsvundet. Tre læger kom brasende ind af døren.

”Hvad sker der.. Hvorfor bibber den sådan?” Spurgte jeg panisk. Mit hjerte bankede hurtigt og jeg mærkede tårerne presse på. Lægerne gav mig intet svar. En af lægerne kom hen til mig og fik mig skubbet ud af døren. Jeg havde aldrig oplevede det før. Hvorfor bibbede maskinen ikke som den plejede?

”Sæt dig ind i venteværelset og slap lidt af.” Lægen gik ind af døren igen og lukkede døren efter sig. Jeg gad ikke vente jeg ville vide hvad der var sket med min far og ikke andet. Jeg havde ikke bare tænkt mig at sidde i et venteværelse og slappe af, uden at vide noget. Tårerne trillede stille ned ad mine kinder og jeg stod bare der ude på gangen og gloede på døren. Jeg gik stille hen til døren da jeg ikke længere kunne høre mere larm der inde fra. Jeg tog usikkert fat i håndtaget og åbnede døren. Mit blik faldt hen på sengen. Jeg kunne ikke se min far, kun et hvidt lagen med buler under.

”Hvor er min far?” Jeg begyndte at græde mere, da tanken strejfede mig. Det kunne være min far der lå under det hvide lagen. En af lægerne kom hen til mig og satte sig på hug. Den samme læge som skubbede mig ud.

”Din far er død.” Idet han sagde kom min mor ind af døren og min verden faldt sammen. Pludselig blev livet håbløst og ensomt. Min mor faldt grædende sammen foran sengen hvor min far lå. Jeg skubbede lægen væk og løb over til min mor. Lægerne forlod rummet og lod mig og min mor tage afsked med min far. Jeg krammede min mor, men hun skubbede mig væk med det samme.

”Giv mig lige lidt tid alene.” Sagde min mor med gråd i stemmen. Jeg kiggede kort på hende og gik ud af døren, hvorefter jeg stille lukkede den efter mig. Jeg håbede inderligt, at det bare var en drøm eller noget jeg sad at forstillede mig, men jeg vidste udmærket godt, at det var den rene virkelighed, min far var død og nu var jeg alene med min mor. Døren gik op og ud kom min mor. Hun gik med faste skridt.

”Vi tager hjem!” Råbte hun, da jeg bare stod stille med et forvirret ansigtsudtryk. Jeg løb hen til min mor og gik med hende ud. Hun virkede ikke som hun plejede, men måske blev hun bare lidt påvirket af min fars død, på en underlig måde.

”Sæt lige farten ned! Jeg kan ikke følge med!” Råbte jeg efter min mor. Hun var sku lige pludselig blevet til lynet. Jeg anede slet ikke at hun kunne gå så hurtigt. Vi nåede hen til bilen, min mor låste op og jeg satte mig ind på passagersædet samtidig satte min mor sig ind på førersædet. Hendes øjne var blevet mørkere end normalt, de var fyldt med sorg og smerte.

*

Vi nåede langt om længe hen til en tank, hvor min mor drejede ind. Hun steg ud uden at sige noget, hun havde faktisk ikke sagt et ord siden vi var på hospitalet. Min mor gav sig til at tanke bilen, hvorefter hun bevægede sig indenfor, sikkert for at betale for den benzin hun havde tanket på bilen. Hun kom ud lidt efter med to poser, en i hver hånd. Hun åbnede bagagerummet og lagde poserne derom.

”Hvad har du købt?” Spurgte jeg hende, da hun havde sat sig ind i bilen og lukkede døren. Hun svarede mig ikke på mit spørgsmål, men ignorerede det i stedet. ”Hallo!”

”Hold kæft!” Råbte hun. Jeg så overrasket og skræmt på hende. Hun havde lige råbt mig i hovedet, hvad gik der af hende? Hvorfor måtte jeg ikke vide hvad fanden hun havde købt?

”Du skal ikke råbe af mig!” Råbte jeg tilbage. Hun svarede ikke, men sukkede bare irriteret. Jeg var allerede godt træt af hende, for jeg vidste at hun ville råbe af mig resten af vejen hjem, og det magtede jeg altså overhoved ikke. Min far var lige død også skulle jeg sidde her i en bil og skændes med min mor. ”Jeg går hjem.”

”Du bliver her!” Råbte min mor, da jeg var gået ud af døren. Jeg sendte hende et koldt blik idet jeg smækkede døren i og gik min vej. Jeg hørte min mor starte bilen. Jeg fortrød hurtigt, at jeg var gået ud af bilen, for der var stadig enormt langt hjem. Jeg smed tankerne bag mig og gik videre. Selvom der var koldt og der var begyndt at blive mørkt, lod jeg det ikke gå mig på, jeg ville bare gerne hjem. Jeg kunne høre en høj bas komme bag mig. Idet bilen kørte forbi mig, dyttede personen. Jeg fik et enormt chok og det skulle da ikke undre mig hvis man kunne de det. Bilen stoppede længere henne af vejen, musikken blev lavere og et vindue blev rullet ned, idet jeg baserede forbi. Jeg nænnede at kiggede ind i bilen.

”Hey, Charlotte.” Jeg stoppede bredt op. Hvor kendte personen mit navn fra? Jeg vendte mig om og fik øje på Niall. Niall gik på samme skole som mig. Han var en af dem som alle pigerne hang op af, altså lige undtagen mig, ærligt fandt jeg ham som en selvoptaget idiot, som troede at han kunne sno alle piger om hans lillefinger, så let som ingenting. Jeg kunne bare ikke klare sådan nogen personer. ”Har du brug for et lift?”

”Øhm..” Jeg tøvede lidt. Skulle jeg køre med dem eller lade være? På den ende side, ville jeg komme hurtigere hjem og på den anden side, så ville jeg ikke køre med ham, netop fordi han var den person han var. Jeg bevægede mig usikkert hen til vinduet.

”Vil du køre med eller ej?!” Kom det utålmodigt fra en af drengene der sad omme på bagsædet. Jeg sukkede opgivende og åbnede døren om til bagsædet og den utålmodige fyr, som jeg aldrig rigtig havde fået navn på.

”Så køre vi!” Sagde ham der sad foran rettet rimelig højt. Han skruede op for musikken igen og kørte helt klart hurtigere end hvad man rent faktisk måtte.

------------------------------------------

Heeeej folk. Håber i kunne lide det første kapitel. I må meget gerne smide en kommentar og et like.

Loooooove<3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...