Friends Or More - Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2014
  • Opdateret: 3 aug. 2016
  • Status: Igang
Jeg gik ned ad den stille gang. Jeg stoppede op da jeg nåede den dør jeg skulle ind af. Jeg åbnede forsigtigt døren og mit blik mødte med det samme min fars. Han lå bare der i hospitalssengen og led. Jeg kunne slet ikke forstille mig alt hans smerte. Hver dag jeg kom her, for at være sikker på at jeg fik sagt farvel inden han døde, fortalte han mig altid hvor smertefuld en død det var, at bare ligge i en hospitalsseng og lide. Det gjorde tit ondt at høre det han havde at sige, men jeg lyttede, fordi jeg elskede ham. Et svagt smil bredte sig på hans blege læber. Jeg satte mig på sengekanten og kiggede ham i øjne. Vi vidste begge to at hans død var nær.

19Likes
20Kommentarer
4200Visninger
AA

8. "Har jeg sagt noget forkert?"

 

Dagene gik og det var endelig blevet fredag, dog var fredag ikke meget bedre end andre dage, for så snart jeg kom hjem ville min mor sidde i køkkenet og vente på mig, så hun kunne ligge alt sin vrede over på mig. I dette øjeblik stod jeg inde foran hoveddøren, stadig med min tynde ledder jakke på og med tåre i øjne. Min mor svang sin hånd igennem luften og det føltes som en evighed før hun ramte min kind. Den stikkende smerte bredte sig over mit ansigt. En tåre efter den anden forlod mine øjne og bevægede sig ned af mine nu røde kinder.

"Det er din skyld det hele er endt sådan! Hvis du ikke havde slået din far ihjel, havde jeg ikke været blevet fyret fra mit arbejde!" med de ord løb jeg op af trappen og ind på mit værelse hvor jeg smækkede døren i bag mig. Jeg lod min ryg glide ned mod døren, hvor jeg til sidst endte på gulvet og gav mig til at drukne mig selv i mine tåre. Tankerne kørte rundt i hovedet på mig og jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Mit liv havde ændret sig så hurtigt og ikke på den gode måde.

*

"3, 2, 1." blev der talt ned og vi alle lagde hovederne tilbage, så vi kunne få skyllet de stærke shots i os. Et fjollet smil poppede frem på mine læber idet Niall lagde armen om mig og alle begyndte at råbe af glæde, dog ikke pga Nialls arm om mig, men pga. alkoholen som pumpede rundt i blodårerne på os alle. Ærligt havde jeg aldrig haft det bedre, jeg var endelig ved at få venner og ikke mindst lave andet end at sidde på mit værelse med snuden ned i en bog. Jeg tog fat i Nialls hånd og med et smil på læben bevægede jeg mig ind i den store klump af påvirket mennesker med Niall lige bag mig. Sangen stoppede og en ny begyndte. Melodien til Rihanna - Work fløj ud af højtalerne og bassen kunne mærkes i gulvet. Et skævt smil kunne tydeligt ses på Nialls læber idet jeg gav mig til at danse, dog rystede han på hovedet da jeg gav tegn til at han skulle danse med mig, i stedet tog han fat om mit håndled og rev mig så med udenfor. Klokken var ved at blive ret mange, hvilket vil sige at solen gik ned for flere timer siden.

"Hvad laver vi udenfor?" spurgte jeg nysgerrigt efterfulgt et kort grin. Niall sendte mig bare et smil imens han fortsatte ud midt på vejen. Jeg havde ingen ide om hvad Niall havde tænkt sig vi skulle lave ude midt på vejen, men jeg fulgte bare efter indtil han stoppede op, vendte med fronten mod mig for så at ligge sig ned. Mine eneste reaktion var at grine af ham, selvom det ikke engang var særlig sjovt, men efter alt den alkohol jeg havde fået hældt i mig, kunne jeg bare ikke tage noget seriøst og så var det også ret sært at Niall bare sådan lige lagde sig på vejen, jeg mener, hans seng var indenfor og hvis han nu ikke magtede at gå op at trapperne kunne han da bare ligge sig ovenpå de fulde drenge og piger som sad med tungerne i halsen på hinanden i sofaen. "Niall, hvad laver du?" grinte jeg videre imens jeg bare stod og kiggede ned på ham.

"Kom nu, lig dig ned," befaldede han roligt, hvilket fik mig til at grine lidt mindre, så jeg gjorde hvad han sagde og lagde mig ned på vejen ved siden af ham og kiggede op i himlen, en afslappende følelse vandrede sig igennem min krop, men blev dog ændret til et lille sjok da jeg mærkede Nialls hånd ramme min og jeg tror Niall lagde mærke til det for en hæs latter kunne høres ved siden af mig. Niall tog fat i min hånd og flettede vores fingre sammen, så det gav stød i hele min arm. "Bliver din mor ikke bekymret?" lød det pludseligt fra Niall. Jeg drøjede hurtigt mit hoved imod ham og med det samme blev vores øjne låst sammen, dog ikke så jeg ikke kunne kigge væk igen, der var bare noget i mig, som ikke gad fjerne mit blik fra hans.

"Hvad mener du?" spurgte jeg stille med et forvirret udtryk. Hvad var det for noget at spørge om? Hvis det var fordi han ikke vidste hvad han skulle sige kunne han da nemt havde fundet på noget andet som 'hvad fik du at spise i dag?' eller 'hvilken farve kan du bedst lide? rød eller blå?' hvorfor lige spørge om min mor bekymre sig? Min mor kunne ikke være mere ligeglad med mig efter min fars død. Mit blik ændrede sig til et mere irriteret et.

"Jeg tænkte bare, at en pige som dig der laver sine lektier. Gør som hun får besked på, ville have forældre som måske ville blive lidt bekymret når deres datter begynder at tage til fester som dette." jeg sukkede højlydt og fjernede mit blik fra Nialls. Jeg satte mig op efter et par sekunder, hvorefter jeg skubbede af fra jorden med mine hænder for at komme op at stå. "Har jeg sagt noget forkert?" jeg kørte frustreret en hånd igennem mit hår, hvorefter jeg vendte mig om mod Niall som nu havde rejst sig.

"Hvorfor spørg du om sådan noget?" sagde jeg en smule irriteret. Jeg havde overhovedet ikke lyst til at snakke om min mor eller bare tænke på hende, hun fortjener ikke at være i mine tanker. "Du har ødelagt det hele." sagde jeg og kørte en hånd igennem mit hår og pludselig følte jeg en svag kvalme flyde igennem min krop.

"Charlotte. Er du okay?" Lød det en smule bekymret fra Niall og før jeg vidste af det havde jeg brækket mig udover mine sko. Skide flot, Charlotte. Fucking hurra. Hvis Niall ikke allerede tænkte at jeg var klam, gjorde han det ihvertfald nu, ikke at det gjorde noget, for lige nu ville jeg give ham ret, med bræk udover sine sko er man sgu ikke ret lækker. "Hey, lad mig følge dig hjem." tilbød Niall eller retteresagt insisterede. Først nu undrede det mig over, at Niall var så sød ved mig, hele meningen med Nialls ry var, at han skulle være flabet og manipulere med hver en pige han kunne få sine hænder i. Niall stod nu helt tæt på mig med hans ene arm om min hofte for at hjælpe mig med at gå, eftersom man bliver pænt udmattet af at brække sig imens man så også lige er fuld.

*

Vi var ved at nærme os mit hus og for at være ærlig så var jeg ikke det mindste glad for det. Det ville være at lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke ville andet end at ligge i min seng lige nu. Jeg havde ærligtalt mere lyst til at sove på gaden end at tage hjem, men havde jeg noget valg? Ikke rigtig. Vi drejede om hjørnet og i det øjeblik vi gjorde, kom mit hus til syne og jeg lod et suk forlade mine læber, hvilket fik Nialls opmærksomhed.

”Er der noget galt?” Spurgte han roligt. I dette øjeblik stod vi lige foran mit hus på den anden side af vejen. Jeg svarede ikke Niall, men satte mig bare ned på kantstenen og kiggede ned på mine sko, hvorefter jeg besluttede mig for at tage dem af. Mit blik blev rettet mod Niall, idet han satte sig roligt ved siden af mig på den kolde kantsten. Jeg havde stadig ikke lyst til at tage hjem, hvilket var grunden til at jeg bare satte mig ned på kantstenen. Jeg ville ikke hjem, jeg ville ikke se min mor. Stilheden tog over imens vi bare sad og kiggede på mit hus, ikke en akavet og pinlig stilhed, men en behagelig stilhed. Jeg havde det som om Niall forstod mig, selvom jeg ikke havde sagt et ord. Det var rart. Tiden gik og vi havde næsten siddet på kantstenen i 10 minutter uden nogen af os sagde et eneste ord, hvilket jeg ændrede på da jeg valgte at åbne min mund.

"Hun slår mig." hviskede jeg og var ikke sikker på at Niall hørte det eftersom min stemme var meget lav og usikker. En tåre trillede stille ned af min kind, men jeg var ligeglad, jeg lod den bare trille ned af min kind til den nåede min hage og faldt ned på mit lår. Niall tog fat i min hånd og begyndte at kærtegne bagside af min hånd med sin tommelfinger. Jeg rettede forsigtigt mit blik mod Niall kun for at se, at hans blik allerede hvilede på mig, han havde et kærligt glimt i øjnene. Jeg drejede mit hoved mod huset igen, der var intet lys tændt, hvilket sikkert betød at min mor var gået i seng, men alligevel havde jeg ikke lyst til at gå op til hoveddøren og tager ned i håndtaget. Hvis jeg var så uheldig at min mor nu ikke sov, hvad ville der så ske?Niall lagde en arm omkring mig hvorefter han trak mig ind til ham så jeg kunne lægge mit hoved på hans skulder.

"Vi kan sidde her ude så længe du vil," lød det hæst fra Niall. Jeg kunne bedre lide den her Niall frem for ham som manipulere med alle pigerne på skolen bare for at vinde åndssvage væddemål med sine venner eller for at vise hvor meget magt han har og hvor nemt han kunne score en pige og så slog det mig. Billedet. En vrede spredte sig i min krop og jeg rettede hurtigt mit blik mod Niall som lignede en forvirret hund.

"Hvorfor tog du det billede af mig?" normalt ville jeg havet blevet sur og skreget af ham, men jeg havde ikke nok energi til det, så det eneste der kom ud af munden på mig var en lav og usikker stemme. Jeg hadede at være usikker, det var en forfærdelig følelse at have og jeg ville ærligtalt gøre alt for at undgå den, eller næsten alt. Alt kunne være en masse ting og der var jo nogle ting jeg ikke ville gøre bare for at undgå en naturlig følelse. Alkoholen strømmede stadig rundt i mit blod, hvilket vil sige at mine tanker kom en masse steder hen som ikke passede til den nuværende situration og det havde jeg absolut ingen problemer med.

"Mig? Jeg hader ikke taget noget billede af dig?" svarede Niall, men han så slet ikke forvirret ud og det fik mig til at tænke endnu mere på hvad der skete og hvem der tog og så på en helt masse andre ting som stadig ikke passede ind i siturationen. "Men bare rolig." tilføjede han idet han tog min hånd igen og kiggede mig dybt i øjnene. Jo mere jeg kiggede Niall i øjnene, jo smukkere blev hans øjne, de var blå og havde en smule grønt i dem. "Jeg har ordnet det. Ingen vil snakke om det igen." sluttede Niall med at sige og for at være ærlig lød det en smule creepy, du ved som i gyserfilm og det. Morderen holder sig tæt på offeret og lader som ingenting, imens morderen render rundt og dræber alle dem som kommer i vejen. Det er faktisk overraskende hvordan hovedpersonen altid er så dum og ikke kan tænke sig frem til hvem morderen er.

"Du er pisse sær," jeg tog mig hurtigt til munden. Det var ikke meningen jeg ville sige, selvom jeg godt vidste, at det passede. Det virkede ikke helt normalt, at Niall Horan 'hang ud' med mig, for ærligtalt, hvis jeg var ham ville højstsandsynligt holde mig lang væk fra mig, jeg var en taber, ikke en man burde invitere med til fester eller sidde på en kantsten med midt om natten bare fordi jeg var bange for at lette røv og gå indenfor. Følelser. Jeg hadede følelser, alle slags. Hvorfor fanden skulle man også føle så mange ting som smerte, frygt og alle de andre ting man nu kan føle. Det var noget røv, at jeg skulle sidde her og have sommerfugle i maven, bare fordi Niall kiggede mig i øjnene og holdte min klamme hånd.

"Tak." grinte Niall og stilheden tog over og selvom det føltes som lang tid, så var det ikke mere end 2 minutter vi bare sad og gloede ud i mørket, før Niall åbnede sin mund igen. "Hvad vil du egentlig lave?" Niall var god, han blev ved med at forvirre mig, kunne han ikke bare formulere sig lidt bedre med hans ord? Det var jo skide træls, at jeg skulle sidde og være så fandens forvirret over hans mærkelige spørgsmål.

"Hvad mener du?" spurgte jeg med en smule irritation i stemmen. Jeg kunne virkelig ikke overskue alt det forvirring og da slet ikke i alkoholpåvirket tilstand.

"Jeg mener, hvad vil du i dit liv?" hans spørgsmål fangede mig mere end hans andre spørgsmål. Der var aldrig nogen der havde spurgt mig om hvad jeg ville med mit og hvad jeg ville lave, det fik mig til at føle at der faktisk var nogen der ville vide det og som var nysgerrig omkring mit liv, selvom mit liv ikke var specialt spændende. Jeg kiggede Niall i øjnene med et lille smil på læben. Mine tanker forsvandt fuldstænding væk fra det åndssvage billede.

"Jeg vil gerne flytte til London og skrive." svarede jeg, efterfulgt af et smil som kun blev større ved tanken. Min største drøm var at flytte til London når jeg var færdig med min skole og så begynde at skrive. Jeg vidste ikke hvad jeg ville skrive om, måske kunne jeg skrive for et stort britisk margazin eller sådan noget. Da jeg var lille skrev jeg tit en masse små historier om min fantasiven, som boede under min seng og selvom det lyder creepy så passer det desværre. Jeg ville løbe ned af trappen og ind i stuen for at få min far til at læse det jeg skrev. Min far sagde altid, at jeg havde et helt særligt talent for at skrive, så jeg begyndte at skrive mere og mere og nu sad jeg her på en kantsten og drømte om at bliver en eller anden slags forfatter i London.

 

-------------------------------------

Sorry, sorry, sorry.

Jeg er godt klar over at jeg er skide langsom til at ligge kapitler ind og det prøver jeg virkelig også på at ændre.

Min grund lige nu er, at jeg går i 9 klasse og har en masse dumme afgangsprøver/eksamener der skal være styr på og alt det der besværlige noget, men bare rolig! Maria her er igang med at skrive nye kapitler og jeg vil prøve at være så lynhurtig jeg nu kan.

En masse kærlighed til jer og vi ses i næste kapitel❤️

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...