24 Timer

Jah.. Jeg kan ikke rigtig forklare den, såeh... bare læs :D

0Likes
0Kommentarer
229Visninger

2. 24 timer

“I dag er det Dinas fødselsdag, Hurra, Hurra, Hurraaah, hun sikrer sig-”, sang min familie i kor. Endelig var det min 15 års fødselsdag. Det føltes som om, jeg havde været 14 for altid.  Klokken var 18.05 og om 4 minutter er det præcis 12 år siden jeg blev født. Nu var der 3 minutter tilbage. Jeg syntes, jeg hørte noget skramle ovenpå. 2 minutter. Jeg løb derop for at tjekke, men der var ikke andre end min fugl, Pomsky. Han havde sikkert bare væltet noget. 1 minut. Min far hostede. Jeg løb ned igen. Jeg satte mig i den ene ende af sofaen. 10, 9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2, 1.


Jeg har aldrig følt sådan før. Det var en underlig sugen. Det var som om en støvsuger sugede alt mit indre ud og derefter pustede noget nyt ind igen. Mit hoved begyndte at svimle og det sortnede lidt for mine øjne. Det varede 2 sekunder, hvis ikke mindre, men det føltes som en evighed.

Jeg vågnede, ved at jeg hørte en lyd. Som en lille stemme. Jeg tændte min natlampe og kiggede rundt i værelset. Jeg kunne ikke se andet end Pomsky.

“Ja, det er dig, jeg snakker til!”. Jeg spærrede øjnene op og stirrede på ham. Det var sikkert bare noget, jeg havde forestillet mig, fordi jeg var så træt. Jeg lagde mig ned, lukkede øjnene og var lige at falde i søvn, da Pomsky begyndte at flyve rundt i sit bur. Den lille stemme begyndte at råbe: “Luk mig ud nu ud af det her bur!”

Jeg skyndte mig op af sengen og løb hen og tændte lyset. Så spurtede jeg over til Pomskys bur og begyndte at studere ham.

“Ja det er mig, der snakker.”

“Men hvordan?,” fik jeg frem

“Før du siger mere så-”, Sagde han, men jeg afbrød. “Hvorfor har du aldrig talt til mig før? Altså før nu?”

“Det er fordi, jeg først måtte tale, når du var blevet femten.”

”Hvad mener du?”

“Det er fordi, du er en af de udvalgte!”

“Udvalgte? Hvad mener du med udvalgte?” Det hele var så mærkeligt. Først begynder han at tale, og så prøver han at bilde mig ind, at jeg er en ’udvalgt.

 

 

“Det foregår sådan, at der er en anden verden, parallelt med vores. Der er meget få personer i hele verden, der er udvalgt til at kunne komme ind til denne verden. Det hedder de udvalgte. Når man er en af de udvalgte, får man en hjælper og din hjælper er mig.”

“Og hvad kan de udvalgte så?,” Spurgte jeg. Jeg troede ikke helt på, hvad han sagde. Ikke før, han kan bevise det.

”Hvis du vil lukke mig ud af det her bur, kan jeg vise dig det,” sagde han nu lidt hidsigt. Jeg gik hen til hans bur og åbnede det op. Han skyndte sig ud af buret og fløj hen mod vinduet med mig lige i hælene.

“Følg efter mig,” råbte han og fløj ud af vinduet.

“Jamen Pomsky, det kan jeg da ikke! Mit værelse ligger på første etage. Vi er alt for højt oppe og det er midt om natten! Jeg kan ikke snige mig ud af hoveddøren, uden at vække mor og far,” råbte jeg efter ham.

“Bare hop ud!”

Jeg gik tøvende over til vinduet og satte mig med benene hængende ud.

“Der er altså ret langt ned!” Sagde jeg til ham.

“Bare hop! Der sker ikke noget! Luk øjnene og hop.”

Det gjorde jeg så.

Da jeg skulle have ramt jorden landede jeg på noget blødt. Jeg åbnede øjnene. Det var en pude. Jeg gad vide, hvor den kom fra.

Jeg rejste mig op og fulgte efter Pomsky.

“Jeg må altså kun give dig en gåde om, hvor portalen ligger!” råbte Pomsky ned til mig.
 


”Fra Den Blå Planet til Shadow World

En portal, du skal finde

Hop i fruens kaffebord

Så du kan kæmpe og derefter vinde”
 


“Hvad?” spurgte jeg ham, men han var væk, da jeg kiggede op. Så måtte jeg jo selv finde ud af det.

36 huse senere, havde jeg stadig ikke fundet et sted, hvor der bor en frue med et magisk kaffebord. Jeg gav op og tog hjem.
 


“Pomsky?”, hviskede jeg op mod mit vindue. Jeg kunne ikke komme derop selv.

“Pomsky, er du der?” sagde jeg denne gang en smule højere.

“ssssh, du vækker jo hele huset,” sagde han. “Luk øjnene.”

Og det gjorde jeg.  

“Nu må du gerne åbne dem igen,” sagde Pomsky meget stille. Jeg åbnede øjnene og jeg var på værelset.

“Hvordan?” spurgte jeg.

Han svarede mig ikke. Jeg havde tusinde spørgsmål, men han lod mig ikke stille et af dem.

“Fandt du portalen?” spurgte han.

“Nej, jeg kunne ikke finde nogen fruer med magiske kaffeborde,” sagde jeg.

“Prøv at tænk dig rigtig godt om! Det er ikke så langt herfra!” Han skyndte sig at lægge sine vinger for hans næb, da han havde sagt det. “Det måtte jeg jo ikke sige. Jeg måtte ikke fortælle mere!”

”Hvad mener du med, at det ikke er så langt herfra?” spurgte jeg ham.

“Mit næb er lukket med syv segl!”

Hvor kan det være, når nu det ikke ligger så langt væk?

Hey vent! Fru Larsen er en frue! Og sidst jeg var hos hende havde hun et kaffebord! Jeg ved selvfølgelig ikke, om det er magisk, men der er kun en måde at finde ud af det på.

“Fru Larsens hus! Pomsky, jeg ved hvor portalen er, vil du hjælpe mig ud af vinduet  igen?”.

Der lød trin ude på trappen. Jeg kom vist til at råbe. Jeg løb hurtigt over og slukkede lyset. Pomsky fløj ind i sit bur. Jeg nåede lige at lukke vinduet og kaste mig ned under dynen, før døren blev åbnet og min mor kom ind.

“Hvad sker der skat? Er du okay? Vi hørte dig råbe.”

“Jeg havde bare mareridt mor, jeg har det fint nu.”

“Årh, lille skat dog,” sagde hun og lagde sig ned ved siden af mig. Da jeg var yngre, elskede jeg, når min mor gjorde sådan noget, men lige nu ville jeg bare have hende til at gå ind og sove igen, så jeg kunne komme hen til Fru Larsens hus. Men hun blev liggende. Der gik ikke længe før jeg var faldet i søvn.

Jeg vågnede først sent på eftermiddagen, ved at min mor stod og ruskede i mig. Jeg kiggede op på hende, for at få hende til at stoppe. Hun stoppede da også, da hun så, at jeg var vågen.

“Jeg har lavet mad til dig, min skat,” sagde hun til mig. Så gik hun ud igen. Jeg trak min dyne lidt af mig og så, at jeg ikke havde mit nattøj på, men almindeligt tøj.

Pludselig kom jeg i tanke om, hvad der var sket i nat. Jeg kiggede over på Pomskys bur.

“Pomsky?” hviskede jeg. Han kiggede straks op.

“Hvad så?” spurgte han.

“Lukker portalen egentlig nogensinde?”

“Ja, den lukker efter 24 timer,” sagde han.

“Hvornår er der så gået 24 timer?”

“Klokken 18.09, for der er det 24 timer siden, du fik dine kræfter” Jeg kiggede på klokken. Den var 16.54. Der var 2 timer og 15 minutter tilbage.

“Hvis jeg går igennem kommer så jeg tilbage igen?”

“Det er ikke sikkert. Du skal klare den opgave eller mission, som du har fået, og så bliver portalen åbnet igen, så kan du selv vælge,” sagde han.

“Men hvis du ikke klare den, skal du blive og tjene Kong Shadow resten af dit liv, fordi du ikke har levet op til forventningerne, om de udvalgte.”

Var jeg virkelig villig til at tage sådan en risiko? Jeg var ikke helt sikker.

“Men hvad hvis jeg ikke tager af sted? Jeg er bange for, hvad der vil ske,” sagde jeg.

“Så lever du heller ikke op til forventningerne om en udvalgt og du kommer også over til Kong Shadow”

“Så det er kun, hvis jeg klarer missionen, at jeg har mulighed for at komme hjem?“

”Jep.”

”Men hvis jeg nu tager af sted, hvad skal jeg så sige til mine forældre?”

”Du skal ikke sige noget,” svarede han.

“Skal jeg bare tage af sted? De vil jo blive vildt bekymrede og ringe til politiet og jeg vil blive efterlyst over det hele og og og-”

“Hvad vil du helst? Gøre dine forældre bekymrede, eller give op og blive tjener uden kamp?” spurgte han.

Han havde fat i noget. Måske skulle jeg bare tage af sted? Det ville nok være det bedste at gøre.

“Vi har ingen tid at spilde,” var det eneste jeg sagde. Jeg fandt en lille taske frem og pakkede en lommelygte og min telefon. Derefter gik jeg ned i køkkenet og spiste det mad, min mor havde lavet. Det var mærkeligt at sidde der, som om intet var galt, når jeg vidste, at det måske var sidste gang, jeg så dem.

Derefter gik jeg op til Pomsky.

“Er du klar?” spurgte han.

“Så klar, jeg nu kan blive”.

Vi var snart ved Palmevej i udkanten af byen.

Mens jeg gik, for tankerne gennem mit hoved. Mon Kong Shadow var ham, der havde valgt de udvalgte? Hvorfor mig?

Nu kunne jeg se Fru Larsens hus. Jeg gad vide, om det var det rigtige hus? Det håbede jeg, for tiden var begyndt at være knap. Der var kun 1 time til, at portalen lukkede.

Vi var der næsten. Jeg kunne se hendes visne hæk og det store æbletræ. Jeg åbnede havelågen og gik op mod huset. Pomsky sad nu lidt uroligt på min skulder.

Jeg tog en dyb indånding og trak lidt i håndtaget. Der var åbent.

Inde i stuen fandt jeg det kaffebord, jeg skulle bruge. Der var kun 7 minutter tilbage. Gad vide, hvordan det fungerer? Jeg gik tøvende over mod bordet og lod min hånd glide over den glatte kolde overflade. 5 minutter. Aldrig har jeg været så bange.

Jeg sætter mig i en lænestol og lader mit hoved hvile i mine hænder. Ind, ud, ind, ud, træk vejret. Jeg gentog det inde i mit hoved, om og om igen.

3 minutter.

Jeg var nødt til komme i gang.

Jeg stillede mig op på bordet og lukkede øjnene. Ind, ud, ind, ud. Jeg talte til ti og åbnede øjnene og så-

Ingenting.

Ingenting var sket og jeg stod nu bare på Fru Larsens Kaffebord og følte mig dum. Jeg hopper irriteret ned fra bordet.

1 minut.

Jeg havde virkelig travlt.

”Hvordan var det nu, den var?” mumler jeg. ”Fra Den Blå Planet til Shadow World, en portal, du skal finde, hop i fruens kaffebord, så du kan kæmpe og deref- hop i fruens kaffebord!”

Jeg skyndte mig at tage en stol hen til kaffebordet og stillede mig derefter tøvende op på den. Den knirkede en smule, men holdt i sidste ende.

10 sekunder.

Ind, ud, ind, ud.

Og så hoppede jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...