Støvet i mit Hår og Sveden på min Pande

Dette er et oneshot jeg skrev på flyet fra Danmark til Chicago. Jeg håber I tager godt i mod det ..

5Likes
1Kommentarer
301Visninger

1. 1/1

Shimala var en lille by tæt ved kysten i det sydlige Afrika. Byen havde en skole, en grønthandler hvor man en gang imellem kunne købe importerede varer i dyre domme, en brugs, og et fiskemarked som fik hele byen til at lugte, når der var fangst eller når fiskene begyndte at blive dårlige.

Hverdagen var fredelig for indbyggerne i den lille by. De få hundrede mennesker kendte alle hinanden og i lang tid herskede der fred og fordragelighed, men da befolkningstallet steg, forstyrredes sydafrikanernes ro. Over få år blev indbyggertallet fordoblet da indvandrere kom til byen. De begyndte at slå sig ned og bygge huse, så også byens størrelse forøgedes. De oprindelige indbyggere bød skeptisk de fremmede med den blege hud velkommen, og lod dem bygge deres huse og handle i de få butikker. Få af de tilkomne havde børn, og snart ville de indføre dem i den afrikanske skole. Her trak det uudtalte overhoved, Toma, stregen.

Han svor, at ingen indvandrers barn nogensinde skulle gå i skole med et barn af en afrikaner og Tomas ord var lov. De nytilkomne måtte føje sig, og lære deres børn hvad de kunne hjemmefra. Efter et par år fødtes der endnu et barn. Og endnu et. Snart var de nok hvide børn til at kunne forme en skoleklasse for dem selv.

De fik lov at flytte ind i et nedlagt klasseværelse på den afrikanske skole, men Tomas ord stod stadig stand; der ville ikke være nogen kontakt mellem klasserne, hverken i timerne eller i pauserne. På det store udeareal der hørte til skolen, opførtes nu en mur, som skulle skille de to grupper ad. Den nye klasselærer blev en ældre mand, som var indvandret med de allerførste. Hans navn var Henry Jacobs, og han havde rejst hele verden rundt – det påstod han i hvert fald. Ved slutningen af hver måned betalte hver forælder, med et barn i klassen, et lille beløb til ham, og på denne måde opretholdte de et samfund ekskluderet fra de oprindelige indbyggere.

 

Dette fortsatte i mange år og striden mellem de to folkeslag blev ikke mildere. Muren imellem børnene holdt dem fra at se det gode i hinanden, og snart værdigede de aldrig hinanden et blik. Da var det, Simon og Armad mødtes.

 

Det var en af de varmeste dage i juli hvor solen stod så skarpt mod den tørre jord, at man kunne lave spejlæg på de steghede sten. Der var stille; alle mennesker såvel som dyr holdt sig i skyggen, og ikke engang grøntsagshandlerens hane kunne samle kræfterne til at gale. I denne stilhed lød Armads skridt som kanonslag da han sløvt bevægede sig fra skole. Med bøjet hoved holdt han blikket mod sine slidte sandaler, og mærkede varmen i nakken.

Uheldigvis befandt Simon sig i en lignende situation, da han kom fra en sidegade ud på den mere befærdede vej. De to drenge ramlede så hårdt ind i hinanden at de trimlede omkuld på den varme jord med hver sit bump. Fortumlet skubbede Simon sig op at sidde, og mødte Armads lige så forvirrede blik. Hvis disse to drenge havde været lige som de andre børn i byen, havde de rejst sig og begivet sig i hver deres retning uden at udveksle et ord. I stedet kom Armad på benene og rakte en hånd til Simon.

”Det må du undskylde,” sagde han. Et forsigtigt smil dukkede frem på hans ansigt som solen dukker frem fra en sky. Langsomt tog Simon imod hånden, men ventede til han mærkede Armad trække ham op, i frygt for, at den anden dreng ville give slip, og lade ham falde tilbage på jorden.

”D-det var lige så meget min skyld,” svarede Simon forsigtigt og børstede støvet ud af sit lyse hår og af sit tøj.

”En stammer,” udbrød Armad, men tog det straks tilbage da han så Simons sårede ansigtsudtryk. ”Bare rolig, det var ikke ment på den måde! Jeg syntes faktisk det er ret sejt.”

”Gør du?”

”Hov se, der var det væk!”

”D-det kommer k-kun nogle g-gange … ” Simon indså pludselig den underlige situation han befandt sig i og spurgte: ”Hv-hvorfor snakker du egentlig til mig?” Med et fnys svarede Armad:

”Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke skulle,” og grinede stort så tænderne stod i kontrast til hans mørke hud. Simon mumlede et samtykkende svar, og grinede nervøst – og fra det øjeblik var de venner på trods af deres hudfarve.

I den næste tid begyndte de to at følges til og fra skole. Nogen gange måtte de skjule sig fra dem, de vidste ikke ville acceptere at de var sammen. Specielt i skolen blev det svært at holde deres venskab en hemmelighed.

Armad havde fået en idé til, hvordan de kunne mødes væk fra de andres uforstående blikke. Muren der skilte de to klasser ad var bygget rundt om et stort træ, og her satte Armad og Simon sig op i hver pause for at snakke, og kigge på de andre. Med en gammel paraply kunne de sidde i skygge. Det var her Armad fortalte Simon en af hans store hemmeligheder.

”Du, Simon?”

”Ja?” svarede Simon, som havde lænet sig tilbage på en gren mens Armad sad oprejst, og betragtede den ene side af muren.

”Kan jeg fortælle dig en hemmelighed uden at du siger den videre?” Pludselig var Simon lutter øre, og han sluttede sig til sin ven.

”S-selvfølgelig,” var hans svar. Han fulgte Armads blik, og var ikke overrasket da han så ham kigge mod en bænk på Simons side. På det skyggefulde sted havde en gruppe piger slået sig ned mens drengene sparkede ihærdigt til en fold på den åbne plads.

”Hvem er hende med det lyse hår?” spurgte Armad genert. Simon skimmede pigegruppen.

”D-du bliver nød til at være lidt mere sp-specifik.”

”Du ved,” fortsatte Armad i en insisterende tone. ”Hende ude til højre.” Hun sad lidt for sig selv med et fraværende blik, der ikke gjorde hende mindre tiltrækkende. Hendes lyse hud var farvet honning brun af solen, mens hendes hår stod som en glorie om hendes hoved.

”Det er S-Sarah. Hv- hvad er der med hende?” Armad trak på skuldrene og vendte sig væk fra pigerne.

”Ikke noget.”

Den aften kom Armad på besøg hos Simon og hans mor. Simons mor havde lavet et måltid som hun påstod lignede hvad hun havde fået i hendes hjemland.

”Hvor kommer du fra?” spurgte Armad nysgerrigt og proppede endnu en kødbolle i munden. Simon brød sig ikke rigtig om retten og undrede sig over Armads appetit. Måske var han bare høflig.

”Jeg har boet her siden jeg var ni, men før boede jeg i Sverige. Mine forældre tog mig med da de udvandrede.”

”Hvis det her er hvad de får hver dag i Sverige, vil jeg gerne bo dér!” Armads glæde over måltidet fik Simons mor til at smile. Pludselig blev hun seriøs, og bad begge drenge kigge hende i øjnene.

”I er den nye generation. Det er kun jer der kan ændre hvordan vi ser på hinanden her i byen, det ved I godt, ikke?” Måske var det forkert af Simons mor at lægge så meget ansvar på de to drenges skuldre, men ikke desto mindre satte det tanker i gang hos dem begge. Et par dage efter, da de nød et stille øjeblik i træet bragte, Armad det op igen.

”Din mor har ret, du ved,” konstaterede han eftertænksomt, og kiggede ud over de lave huse der udgjorde størstedelen af byen. ”Vi burde gøre noget.”

”Hvad?” spurgte Simon og sukkede. ”Ingen vil alligevel h-høre på os.”

”Men hvad hvis de ville?”

”T-tror du virkelig du kan omvende hele b-byen?” Simon var tydeligvis skeptisk.

”Nej, men jeg ville kunne omvende skolen. Tænk over det! Vi kunne alle spille bold sammen, og det ville ikke være noget problem, at du og jeg snakker sammen.”

”Hv-hvordan har du tænkt dig at gøre det?” spurgte Simon, interesseret i det fremtidsbillede Armad havde malet for ham.

”Så langt er jeg ikke kommet endnu …” En dyb stilhed fulgte hvor begge drenge tænkte over deres muligheder.

”Hv-hvad hvis du kom sammen med S-Sarah?” spurgte Simon pludselig.

”Du må være skør.”

”N-nej!” Simon var så spændt på at føre sin plan ud i livet at han nær var faldet ned fra træet. ”Hvis I kommer sammen vil alle se, at muren ikke betyder noget mere!”

”Hvad får dig til at tro, at hun vil sige ja?” spurgte Armad og bukkede hovedet.

”D-det gør hun helt s-sikkert!”

 

Men det gjorde hun ikke. Næste dag vendte Simon tilbage til træet hvor Armad ventede med så sort et humør, at Armad vidste hvad han ville sige før han kom inden for hørevidde.

”Hun sagde nej, gjorde hun ikke?” spurgte han, og hjalp vennen op.

”J-jeg er ked af det, Armad.”

”Det behøver du ikke være,” svarede vennen, og trak sig ind i sig selv i et par minutter. Så spurgte han, ”Hvad sagde hun? Da du spurgte …”

”V-vil du virkelig gerne høre det?” Armad nikkede men Simon tøvede. ”H-hun sagde, at hun aldrig ville omgås en fra d-den anden side, hv-hvem det så end v-var.”

”Så hun ved ikke engang hvem jeg er …”

”Armad,” trøstede Simon. ”J-jeg vidste heller ikke hvordan de andre s-så ud, før jeg s-så dem fra det her t-træ. M-muren er jo i vejen.”

”Du har ret.” En ny gnist var begyndt at lyse i Armads blik. Det var vrede. ”Det er alt sammen på grund af muren. Det er den, der er skyld i alle vores stridigheder.” De to drenge betragtede begge den høje stampemur med væmmelse og Simon sagde:

”Jeg ville ønske vi kunne fjerne den.”

”Det kan vi også!” Armads udbrud tiltrak sig opmærksomhed fra begge sider, men de kiggede begge væk, så snart de så hvem der havde råbt. ”Vi skal bare samle nok til at begynde at rive den ned, og så skal de andre nok følge med.”

”Tror du virkelig det?”

”Jeg lover dig det. Nu går jeg hen og finder nogen der kan hjælpe. Gør det samme på din side, så mødes vi uden for skolen når dagen er slut.”

Sådan splittedes de to drenge, til de mødtes igen senere samme dag. Simon, fulgt af to drenge og en pige, og Armad med en dreng og en pige.

”De er ikke engang så hvide som jeg troede,” mumlede pigen bag Armad til drengen, da de to grupper mødtes.

”Har du fortalt dem om planen, Simon?” spurgte Armad efter at have hilst på dem der var stimlet sammen om Simon. ”Godt. Det her er Takin og Sal, de vil også gerne hjælpe. Det kommer til at ske i morgen, og det kommer til at ske sådan her; Simon stiller sig op på muren og siger stikordet – kan du huske hvad det er?”

”M-muren skal falde?”

”Det er rigtigt.”

”Skal vi virkelig have en stammer til at give stikordet?” spurgte Takin spydigt.

”Ja,” svarede Armad skarpt, og mødte hendes trodsige blik. ”Har du et problem?” Da Takin rystede på hovedet fortsatte Armad. ”Når Simon siger ordene løber vi frem og begynder at hakke løs på muren med hvad end I har kunne finde derhjemme; hakker, skovle – alt I kan gemme under trøjen kan bruges. Det er her, vi håber der er nogen der vil slutte sig til os.”

”Er det virkelig hvad vi baserer planen på? Håb om at andre vil følge trop?” spurgte en af drengene bag Simon.

”Hvis de ikke gør det selv, vil nedbrydelsen af muren aldrig give den effekt der skal til,” svarede Armad og kiggede på Simon.

”H-han har ret. De b-bliver nød til at få idéen selv.”

Med disse ord splittedes den lille gruppe. Næste dag kom Takin ikke i skole. Da Armad og Simon mødtes i træet diskuterede de situationen.

”K-kan vi gøre det uden Takin?” spurgte Simon nervøst.

”Selvfølgelig kan vi det,” svarede Armad fraværende, og Simon greb ham i at kigge i retning af Sarah. ”Ellers må vi jo bare bryde muren ned selv, ikke?” Simon nikkede, og de to venner skiltes; Simon ud på midten af muren, og Armad ned på den ene side.

”H-hør efter,” prøvede Simon. Ingen syntes at høre ham. Vredt råbte han: ”HØR EFTER!” Alles opmærksomhed var nu rettet mod ham, og han så hvordan selv Armad var forundret over, at han kunne råbe så højt. Simon pegede mod Armad. ”J-jeg vil gerne have lov at sige nogle få ord om min ven Armad. H-han er den b-bedste ven, og den eneste der ser mig for hvem jeg er. D-derfor fortjener han ikke at blive udelukket som en m-mulighed, bare fordi han kommer fra den side af muren, lige som I ikke burde udelukke nogen fra denne side af muren.” Han pegede mod den anden side og fik et glimt af Sarahs bøjede hoved. ”Derfor skal muren falde!”

På stikordet sprang Armad og Sal frem mod muren og på den anden side satte tre mennesker sig i bevægelse i samme retning. De tog alle deres medbragte værktøjer frem fra under bluserne og begyndte at hakke på muren. Simon sprang hurtigt ned på den side, hvor Armad stod, og begyndte selv at gå løs på stenene. Derfor så ingen af dem de forbløffede ansigter på den anden side, da Sarah greb gaflen fra sin madpakke, og sluttede sig til sine venner ved muren. Dette trak langsomt flere til og pludselig kæmpede alle på dén side en hård kamp mod muren, hvor manges eneste våben var deres bare næver.

På Armad og Simons side, var der ingen reaktion. Alle stod stille, og gloede på de tre mennesker der gik løs på muren, og især på Simon som vovede at hoppe ned på den forkerte side.

”Hvad står i bare der for?” En stemme buldrede. Armad, Simon og Sal vendte sig og så ingen andre end Takin stå imellem de måbende børn med en skovl i hånden. ”Lad os få revet den mur ned!”

Dette satte gang i nogle få, og senere flere, der begyndte at slå og sparke til den mur der så længe havde adskilt de to udearealer ad. Pludselig var der hul, og stor tumult opstod da alle ville have et glimt af den anden side. Så begyndte de igen, denne gang endnu ivrigere, at trække og skubbe til stenene. Da lærerne nåede frem var det for sent; muren lå i ruiner med kun en bunke sten til at bevidne, at den nogensinde havde været der, og børnene stod sammen, endelig som det burde være.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...