Glem mig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 apr. 2014
  • Opdateret: 3 apr. 2014
  • Status: Igang
Mit bidrag til konkurrencen "Alkoholmisbrug i familien"

5Likes
4Kommentarer
344Visninger
AA

1. Digtet

"William, stop!", sagde jeg og lo. Han blev ved med at kilde mig, og jeg var ved at falde ned ad stolen af grin. William var min mand. Folk blev altid overrasket over vores ægteskab. De troede vi var gode venner, allerhøjest kærester. Vi var heller ikke mere end 18. Unge, og frie til at tage dumme beslutniger. Jeg var sikker på William ikke var en af dem. 

"Jeg advarede dig, William!", sagde jeg, og begyndte at slå ud efter ham. Han lo. 

"Haha, du rammer mig aldrig!", sagde han med en stemme, der ligeså godt kunne have været kommet ud af et barns mund, og begyndte at holde fast i mine ben. Jeg skreg. Ikke et "Jeg-er-ved-at-dø-skrig", mere et, "Det-her-er-sjovt-men-jeg-vil-gerne-fri-nu-skrig"

"Jeg mener det! STOP!", lo jeg. Jeg var snart træt af at grine. Hans ene hånd holdte mine ben, og den anden kildede mig. Jeg var nødt til at bruge mit hemmelige våben: mine hænder. Jeg slog ud efter ham. Jeg ramte ham i ansigtet. Jeg var ikke sikker på om jeg ramte ham, men det så ud som om jeg havde. William så fornærmet ud.

"Hvad sku' det til for?", spurgte han muggent. Jeg blev tavs et øjeblik. Jeg frygtede at han mente det. 

"Hvad mener du, skat?", spurgte jeg og lo. Han vrissede af mig.

"Hvorfor slog du mig?", spurgte han vredt. Jeg begyndte at tro hans vrede var ægte. Mere end før. Jeg prøvede at gennemskue hans blik. 

"Jeg advarede dig jo...", svarede jeg usikkert. Han rullede øjne.

"Det betyder kræftedme ikke at du skal slå mig! Du havde det jo sjovt! Kan du ikke se at jeg lider?!", jeg begyndte at forstå alvoren i hans stemme. Han mente det rent faktisk. Der snoede sig en knude i brystet på mig. Bare han ikke forlod mig. Det ville jeg ikke lade ske. Det måtte ikke ske.

"Jamen...", begyndte jeg. Han så irriteret på mig. 

"Ikke noget jamen, Silje! Jeg er så træt af alt dit ævl og kævl! Det eneste vores forhold handler om for dig, er at slå, og råbe! Men ved du hvad? Jeg kan kræftedme ikke holde det ud mere! Jeg er den der er skredet!", blev hans sidste ord, inden han gik ud af døren. Jeg var forvirret. Hvorfor blev han så sur? Det plejede han ikke at blive... jeg vidste ikke om det hele bare var én stor joke, eller om han virkelig forlod mig. Mit hjerte hamrede, da døren blev smækket i. Jeg kunne mærke en tåre trille ned ad min kind. Halvdelen af mig sagde at jeg skulle følge efter ham, men den anden sagde at jeg skulle blive. 

Jeg besluttede mig for at stole på den anden halvdel. Jeg ville gå i seng. Håbe på det hele bare var et mareridt. Det var det eneste jeg kunne gøre. Problemet var bare, at jeg på ingen måde kunne få mig selv til at falde i søvn. Mine tårer blev ved med at trille. Jeg sukkede, og fandt min notesbog, og blyant frem. Jeg blev nødt til at skrive mine dybeste tanker ned. Ellers ville det aldrig lykkes mig at få lukket et øje. 


William, min elskede. 

Ingen har nogensinde ramt mig som du.

Jeg elsker dig sgu.

Hvis ikke jeg havde slået dig i dit ubeskrivelige smukke ansigt,

så sad jeg nok ikke her og skrev et håbløst digt.

Jeg vil for alt i verden give dig dette,

men ordene her, bliver jeg nødt til at slette.

Jeg vil ikke mindes dette, kun få mine tanker ud,

så jeg ikke skal ligge her og tud'.

Jeg ønsker så inderligt at få dig tilbage,

hvis jeg gør, vil jeg al' din kærlighed indtage.

Jeg savner dig min skat,

og jeg håber dette bare er et mareridt.


Da jeg havde skrevet det, røg det direkte i skraldespanden. Ingen måtte se det. End ikke mig selv. Det var for svært. Jeg faldt også i søvn, men kunne ikke lade vær med at tænke på William.

Der gik timer i drømmeland, men pludselig kunne jeg høre vinden hyle, helt inde på værelset. Derefter kunne jeg mærke den iskolde vind. Der var nogen. Jeg var nervøs, og mit hjerte hamrede som trommer lød til en koncert. Jeg rejste mig, og gik ind i stuen. Jeg havde en køkkenkniv med, i tilfælde af at det skulle være en morder. Ikke fordi jeg troede det, men det er altid en god idé at være på den sikre side. 

"Er der nogen?", hviskede jeg en anelse nervøst. Jeg kunne se et par blå øjne. Det kunne kun være Williams'.

"William?", spurgte jeg en smule glad. Jeg tændte lyset, og det viste sig så at det var William. Han slog armene ud. 

"Silje, min pige!", sagde han. Han virkede fuld. Hans ånde lugtede heller ikke specielt godt. 

"Hvor har du været henne, William?", spurgte jeg. Han lo da han så min kniv.

"Tror du virkelig den kniv kan holde dig i live fra en tyv? En morder?", spurgte han. Han lød ondskabsfuld, hvilket gjorde mig bange. Jeg trak på skuldrene, og kunne mærke mit krop ryste. 

"Glem alt om det! Giv mig den!", sagde han arrigt. Jeg blev nervøs, og trak mig tilbage. 

"Giv mig den så!", råbte han, og hev den ud af mine hænder. Han holdte den over mit hoved.

"Giv mig dine penge, og jeg skrider!", råbte han. Jeg begyndte at hade mig selv, pga. det digt jeg skrev til William. Jeg rystede på hovedet. Det eneste der var værre end at William forlod mig, var at han truede mig. Mine tænder begyndte at klapre, og William lo.

"Nej, William! Du er fuld!", prøvede jeg. Han lagde hovedet på skrå, og det føltes som om alt gik i slowmotion. Fra han hævede kniven, til den havnede i mit bryst. Jeg stønnede.

"William...", nåede jeg at sige, inden lyset forsvandt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...