Glem mig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 apr. 2014
  • Opdateret: 3 apr. 2014
  • Status: Igang
Mit bidrag til konkurrencen "Alkoholmisbrug i familien"

5Likes
4Kommentarer
346Visninger
AA

2. Badekar

Williams' POV.

Jeg vågnede op i sofaen. Jeg kunne ikke huske hvordan. Faktisk havde jeg helt glemt at jeg levede i går. Jeg havde drukket mig fuld som sædvanlig. Jeg håbede ikke at Silje opdagede mig, for hun måtte ikke vide noget om mit misbrug. Så ville hun forlade mig. Det ville jeg for alt i verden ikke lade ske. Det ville være mit livs mareridt. Jeg ville sådan ønske jeg kunne stoppe for Siljes' skyld, men det er ikke så let, som man lige går rundt og tror. Det havde ikke stået på så længe, jeg begyndte faktisk mit misbrug for blot et halvt år siden. Mit og Siljes' bryllup...


Anders stod over ved buffetbordet. Han vinkede mig hen. Jeg gik hen til ham.

"Hej, Will! Har du smagt det her? Fantastisk!", sagde han. Jeg smilede. 

"Ja, det har jeg Andy. Jeg var med til at vælge det. Det er jo også mit bryllup, har du glemt det?",  spurgte jeg og lo. Han rullede med øjnene. 

"Ja, men det kunne da godt være at du havde en bestemmende kone. Du ved, ligesom dem man ser i tv?", sagde han. 

"Ja, i "Hvad bruden ikke ved"?", spurgte jeg. Han nikkede. 

"Ser du virkelig det?", spurgte jeg ham. Han trak på skuldrene. 

"Det gør du vel også, siden du kender programmet?", spurgte han. 

"Nårh jo", sagde jeg. Jeg vidste godt at jeg lød dum, men måske jeg også var det? Anders stak en vin op i hovedet på mig.

"Den skal du bare smage!", sagde han begejstret. Jeg rystede på hovedet.

"Ellers tak, jeg drikker ikke.", svarede jeg. 

"Kom nu, Will! Vær ikke sådan en lyseslukker!", han pressede mig. Jeg sukkede. 

"Okay så. En enkel kan jeg vel ikke tage skade af.", sagde jeg, og drak et lille glas med den gode vin. Vinen smagte så godt, at jeg blev nødt til at drikke en til. Og en til. Og endnu en. Det endte med at jeg blev stangstiv hele natten, og gudskelov at Silje ikke opdagede det. Hun hadede folk der drak. Det gjorde jeg også. Problemet var bare, at det føltes som om jeg ikke kunne få nok. Jeg gispede, da jeg fandt mig selv i at drikke. Det var som om jeg blev besat af en  alkoholisk ånd, som ikke kunne stoppe med spiritusen igen. Det gjorde mig nervøs, så det var også derfor jeg altid tog på bar for at drikke. Jeg blev en anden når jeg drak. Og så skulle Silje ikke se mig sådan.


Jeg strækkede mig, og rejste mig fra sofaen. Mit hoved var ømt, og det gik langsomt op for mig at jeg havde drukket. Det sidste jeg kunne huske, var at jeg tog en flaske fra... jeg var hos Silje... Jeg gik i panik. Mit hjerte var tæt på at flyve ud af brystet på mig. Bare hun ikke havde set mig sådan. Jeg gik op på vores værelse, og kunne ikke se Silje nogen steder. Var hun forsvundet? Jeg bad til gud om at det ikke var min skyld.

"Silje?", råbte jeg. Jeg så på klokken. 06.00. Hun plejede ikke at stå op på dette tidspunkt. Jeg sukkede, og håbede hun havde overnattet hos en af hendes veninder, og ikke var... forsvundet. 

Jeg gik ned til døren, for at hente avisen. Da jeg gik ned til døren kunne jeg se... blod. Jeg trak vejret hurtigere og hurtigere. Jeg fik en fornemmelse af at jeg skulle besvime. 

"Silje!", gispede jeg. Jeg fulgte blod pletterne, og de første direkte til badeværelset. Silje lå i badekaret med en kniv i hjertet. Jeg skreg et lydløst skrig. Jeg fik en fornemmelse af at intet var virkeligt. Hun var død. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige eller gøre. Havde jeg gjort det? Det kunne ikke være sandt. Min elskede Silje, aldrig i livet...

"Nej...", hviskede jeg. Jeg brød ud i gråd. Det kunne kun være mig, for jeg kunne ikke leve uden Silje. 

"Nu skal jeg vise dig...", sagde jeg til min drikkeånd. Den skulle vide hvem der bestemte. Jeg tog kniven ud af hjertet på Silje, og stak den derefter i mit eget. Lyset forsvandt som det forsvandt fra Silje. Mine sidste tanker gik til hende. Intet kunne skille os længere. Intet.

"Forsvind og kom aldrig tilbage. Du har dræbt dig selv, mig, og min kone. Jeg håber du er tilfreds...", sagde jeg med angst i stemmen. Jeg var ikke sikker på om det sidste kom med inden jeg forsvandt fra jordens atmosfære. Glem mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...