Story of my life - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 apr. 2014
  • Opdateret: 2 jan. 2016
  • Status: Igang
"Jeg greb min bamse, bamsen jeg havde fået af den person der betød mest for mig - men som ikke vidste noget om dette" Theresa er udenpå en ganske almindelig velbegavet og kreativ 20 årig dansk pige. Indeni er det en ganske anden historie.. Kan drengene fra One Direction hjælpe Theresa gennem minder, sorg, kærlighed og tillid?

27Likes
54Kommentarer
14227Visninger
AA

6. ~ 5 ~

S-toget, Sjælland torsdag d. 3. april 2014

 

Theresa’ telefon begynder at med sangen “A team” af Ed Sheeran, da hun sidder i toget på vej hjem fra universitetet. Hun kan se at det er Patrick der ringer og rynker øjenbrynene bekymret sammen. Var der mon noget galt? Patrick plejer aldrig at ringe midt på dagen, og altid over Skype ikke over almindeligt opkald som nu..

”Hej Patrick, er der noget galt?” Udbryder Theresa da hun svarer telefonen, og der bliver stille i den anden ende af røret et kort øjeblik.

”Næh, hvorfor skulle der være det?” Spørger Patrick forvirret, og Theresa ånder lettet op

”Du ringer midt på dagen, og ikke fra Skype?” svarer hun, og Patrick begynder at grine da det går op for ham unormalt det er at han ringer så tidligt på dagen.

”Det var en tanketorsk med Skype, men ellers så ringer jeg fordi jeg skal spørge dig om noget” lyder det stille og nervøst fra Patrick.

"Oookay, det lyder spændende" svarer Theresa og kigger rundt for at se om der sidder andre i kupéen som hun ikke føler bør delagtiggøres i samtalen. På grund af tidspunktet er det lykkedes hende at finde en næsten tom kupé. Der sidder kun en ung gut med meget høj musik i ørerne.

"Okay. Nu skal du høre.. Jeg har forsøgt at få fri, men min chef er noget modstander af at jeg skal have fri. Men jeg sagde til ham at jeg under alle omstændigheder vil rejse til Danmark på mandag, med eller uden job" Theresa afbryder ham med et "hvad, hvorfor? For helvede da også".

"Rolig nu Babygirl. Du er vigtigere for mig end mit arbejde. Og det ved du også godt! Men i hvert fald.. Og lad mig nu snakke ud" siger Patrick da Theresa igen forsøger at afbryde ham

"Nå men altså jeg fik sagt det til drengene, og de er ikke så begejstrede for at skulle af med mig. Så de tilbød at tage med til Danmark, hvis vi såfremt får lov, så jeg både kunne beholde mit job og se dig. De kan holde den ferie som de er "beordret" til, som de gerne vil holde med mig, og jeg kan holde den ferie som jeg ikke vil undvære med dig. Men jeg sagde at jeg blev nødt til at snakke med dig om det, for du skulle ikke føle dig invaderet, trynet eller utryg".

Theresa sidder helt stille og lidt overvældet. Kunne hun det? Kunne hun lade fem drenge som hun ikke kender, inklusiv evt. oppassere komme hjem og bo hos sig, eller hvor skulle de bo?

"Hvor skal de bo så?" spørger hun forsigtigt om da hun har overvejet situationen lidt

"Det er op til dig. Det komme an på hvad du vil" svarer Patrick

"Må jeg ikke lige få lov til at tænke over det, bare imens jeg cykler det sidste stykke hjem? Så ringer jeg når jeg kommer hjem" spørger hun stille

"Joh selvfølgelig, du ringer bare. Du skal ikke gøre det hvis du ikke har lyst, men jeg glæder mig til at se dig" svarer Patrick

"I lige måde, vi snakkes" De lægger på og Theresa kigger ud af vinduet, og tankerne flyver rundt i hovet på hende.

På vejen hjem på cykel fortsætter tankerne med at flyve rundt i hovedet på hende, og hun kan langsomt mærke den gamle panik krybe frem i kroppen. Panikken når nogen kom for tæt på. Kan hun lade dem komme ind i sit hjem uden at gå i panik? Spørgsmålene var mange men svaret var det samme til dem alle sammen. Patrick er der, og han vil ikke lade nogle overskride hendes grænser. Han ville være der såfremt det gik galt.

Da Theresa når hjem er hun afklaret omkring sin beslutning.

 

Samme dag, samme tid i London

Patrick går hvileløst rundt i gården mens han venter på opkaldet fra Theresa. Drengene sidder ovre på halvmuren og kigger jævnligt på Patrick, mens Patrick jævnligt kigger på uret og prøver at regne ud hvornår Theresa vil være hjemme. Men da Patrick ingen ide har om hvor langt hun var med toget, ved han heller ikke hvornår hun egentlig vil være hjemme.

Patrick sparker utålmodigt til bolden, og i samme øjeblik ringer telefonen. Patrick skæver over til drengene, hvor Louis giver Patrick thumps up. Patrick kan mærke hvor nervøs han er, hans hænder ryster svagt og bare tanke om at Theresa ikke kan overskue det gør ham trist.

"Hey Babygirl.." starter Patrick med at sige

"Kan jeg klare det?" lyder det bare stille fra den anden ende af. Patrick er ikke i tvivl om hvad hun hentyder til, og han er heller ikke i tvivl om sit svar.

"Ja.. Tro mig.." er hans svar bare, men fortsætter så efterfølgende da der fortsat er stille i den anden ende.

"Du er den sejeste, stærkeste og mest fantastiske person jeg kender. Hvis der er nogen der kan klare det her med hvad du har været igennem, så er det dig. Jeg svigter dig ikke. Jeg er der for dig hele vejen igennem, og jeg tror det her vil være godt for dig. De er de mest fantastisk fem drenge man kan finde på den her jord, og jeg tror de vil kunne hjælpe dig igennem nogen af de ting du bakser med".

"Jeg stoler på dig, og jeg tror på at du mener det. Så jeg siger ja. Og de må gerne bo her, jeg vil bare have lov til at trække mig når nok bliver nok.. Det er det eneste jeg be´r om". Kommer det beslutsomt fra Theresa, og Patrick smiler stort og giver thumps up til drengene. 

Så fjollede som drengene nu er laver de en lille improviseret bølge mens de smiler stort.

Patrick afslutter samtalen med en forsikring om at han vil ringe når der kommer styr på det hele.

Drengene er allerede på vej op til Pete for at snakke med ham.

Patrick er temmelig spændt på det her, og Patrick er ret sikker på at det må være den bedste løsning for alle.

Igen får Patrick lov til at gå hvileløst rundt i gården for, at afvente en eller anden reaktion fra en eller anden. 

#Kom op på i mødelokale 2! Nu! :-D# skriver Niall, og Patrick smiler stort og er meget lykkelig for den efterfølgende smiley der er. Det kan kun være positivt.

Da Patrick endelig kommer op i mødelokalet sidder alle drengene og smiler stort.

"Nå Patrick, jeg hører at I alle skal til Danmark på mandag" Patrick har sat sig på kanten af et bord og kigger overrasket på Pete der fortsætter "det må næsten være den bedste løsning, såfremt at logi er ordentligt og I ikke skal bo midt i byen". Patrick smiler stort.

"Vi bor en lille times kørsel fra København, og vi bor et stykke ude på landet med en stor grund til, inklusiv en del af en skov. Det var min far der købte og byggede til mig, og Theresa, inden han døde. Den nærmeste nabo er et ældre ægtepar, Smut og Vigga. De fungerede som bedsteforældre for mig som barn. Vi har to rimeligt store hunde og to katte." Siger Patrick og holder en lille tænkepause for at overveje om der er mere der skal siges.

Drengene er ret vilde med idéen, og de sidder alle og smiler. Ferie et sted hvor de måske ikke bliver spottet med det samme, og mulighed for bare at være sig selv.

"Det lyder jo fornemt.. Så skal der bare aftales nogle sikkerhedsforanstaltninger og så videre..." kommer det fra Pete.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...