Story of my life - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 apr. 2014
  • Opdateret: 2 jan. 2016
  • Status: Igang
"Jeg greb min bamse, bamsen jeg havde fået af den person der betød mest for mig - men som ikke vidste noget om dette" Theresa er udenpå en ganske almindelig velbegavet og kreativ 20 årig dansk pige. Indeni er det en ganske anden historie.. Kan drengene fra One Direction hjælpe Theresa gennem minder, sorg, kærlighed og tillid?

27Likes
54Kommentarer
14201Visninger
AA

33. ~ 32 ~

London tirsdag den 22. juli 2014 

 

"Godmorgen" lyder det fra Paul da Theresa sætter sig ind på forsædet af bilen, mens Niall sætter sig ind på bagsædet til Harry, Louis og Zayn.

"Godmorgen" lyder det fra alle de andre, og de kan ikke lade være med at grine af det. Theresa vender sig rundt og giver drengene et smil da Paul bakker ud af parkeringen for at sætte kurs mod Liam' lejlighed.

"Er du ved at føle dig hjemme i din lejlighed?" Paul kigger på Theresa inden han igen vender blikket mod vejen. Theresa trækker på skuldrene inden hun svarer "det føles klart mere som et hjem nu - men jeg synes godt nok det er svært at vænne sig til. Det værste er helt klart lydene. Jeg er vandt til at bo på landet, og nu bor jeg midt i byen - og alle de lyde fra vejen og opgangen" Theresa ryster let på hovedet af sig selv "det er godt nok noget nyt". Paul nikker mens han smiler. 

Theresa sidder i sine egne tanker da Louis pludselig snakker til hende "tager du med til U.S?" Theresa vender sig rundt og kigger på ham og ryster så på hovedet.
"Jeg har valgt, at blive her. Jeg har brug for at lære byen at kende, og finde nogen metoder til ikke hele tiden at gå i panik, og være på vagt” hun sender ham et skævt trist smil, og Louis smiler tilbage til hende og siger ”det kan jeg godt forstå – men vi kommer til at savne dig” Niall rækker armen frem mellem vindue og nakkestøtte og lægge en hånd på hendes kind. Theresa lægger sit ansigt mod den, indtil Niall er nødt til at trække den til sig igen.

Paul parkerer foran et lejlighedskompleks, og klikker sin sele op. Theresa kigger på ham og klikker sin sele op. ”Jeg følger dig lige op” siger Paul og Theresa nikker, og åbner døren – hun vender blikket mod bagsædet der alle smiler et opmuntrende smil til hende og hun stiger ud. Paul holder opgangsdøren for hende og de går begge ind.

”Han bor øverst, på sjette sal – du kan bare gå op så mødes vi der” Theresa nikker og begynder at løbe op af trappen.

De kan begge høre ringeklokken ringe indenfor i lejligheden, men de kan ikke høre noget bevægelse. Theresa lægger øret mod døren, og rynker koncentreret panden. ”Fjernsynet kører” siger hun stille og Paul ringer på igen.

Da der stadig ikke sker noget kigger Theresa spørgende på Paul, der kigger koncentreret på døren som om han kan få den til at gå op med tankens kraft. Han tager et nøglebundt op af lommen, og kigger på Theresa. ”Jeg har nøgle til alle drengenes hjem – jeg går ind og tjekker om han er ok, du bliver herude. Bare i tilfælde af, at han foretager sig noget som du ikke skal stå til regnskab for at have set” han sender hende et skævt smil og Theresa kan ikke lade være med at vende øjne af ham med et smil. Hun nikker, og han finder den rigtige nøgle frem og stikker i låsen som går op med et lille klik og han åbner døren med et advarende blik på Theresa. Hun træder et skridt tilbage og læner sig op af væggen så hun ikke kan se ind i lejligheden. Hun hører Paul kalde på Liam, og at han går længere ind i lejligheden – hun hører hans skridt stoppe og hun lytter koncentreret.

”Han ligger inde på sofaen og sover – jeg vækkede ham ikke – han bliver nok gladere for at se sig end mig” Theresa kigger rådvild på ham ”hvad skal jeg gøre?” det kommer ud hviskende og Theresa griber om sin ene hånd med den anden for at få den til at stoppe med at ryste. Paul lægger en betryggende hånd på hendes skulder ”du skal bare være dig – jeg tror helt ærligt han har brug for at snakke – han ved bare ikke hvordan han selv skal starte” Theresa nikker og kigger så på Paul der smiler opmuntrende. Han fjerner sin hånd fra hendes skulder, og Theresa vender sig for at gå ind i lejligheden.

”Ring hvis der er noget” Theresa nikker og Paul trykker på knappen til elevatoren, og Theresa går ind i lejligheden og lukker stille døren efter sig, stiller skoen fra sig og lægger sin håndtaske på en lille bænk inden for døren. Hun følger lyden ind i stuen, og ser Liam ligge på sofaen med et tæppe over sig. Han snorker let og det beroliger hende, og hun lader sit hånd glide gennem hans hår da hun går forbi sofaen for at sætte sig på gulvet ud for Liam’ ansigt. Hun trækker vejret stille, og lægger mærke til den stillestående lugt i lejligheden – ikke som i at der er beskidt, bare som i at det nok er et par dage siden at der havde været et vindue åbent. På sofabordet bag Theresa står en pizzabakke og en halvt drukket cola. Theresa lader igen sit blik lande på Liam, og overvejer hvad hun skal gøre nu.

”Liam?” Theresa sidder stille og afventer en reaktion – der sker ikke rigtig noget og Theresa siger det et par gange mere før hun lægger en hånd på hans arm. Liam rykker lidt på sig, men et lille snork indikerer at han stadig sover, og Theresa rusker let i hans arm og gentager igen hans navn. Liam ånder tungt inden hans øjne begynder at bevæge sig, og Theresa kigger afventende på ham. Theresa kan se på Liam, at han er klar over at hun er der og ved at han lige skal have lov til at synke den oplysning før han møder hendes blik. Theresa lægger igen sin hånd på hans arm, og Liam lader sin hånd falde fra at holde armen henover ansigtet til at lægge den ved siden af sig og Theresa giver hans hånd et klem. Liam holder fast i hendes ånd, og tager igen en dyb vejrtrækning.

”Hej Theresa” Liam hvisker det næsten, og er nødt til at rømme sig. Han har stadig ikke mødt hendes blik, og hun smiler let inden hun siger ”Hej Liam, og godmorgen”. Liam sparker tæppet af, da det tydeligvis er blevet for varmt.

”Godmorgen” hans stemme er mere fast nu, og Theresa kan se hans blik flakke fra side til side op mod loftet. Theresa ved ikke hvad hun skal sige, og håber Liam selv starter – hun føler sig lidt kujonagtig eftersom at det er Theresa selv der er vadet ind i hans privatsfære.

”Jeg føler mig lidt kujonagtig. Jeg vader ind i din lejlighed, og forventer at du starter med at sige noget” før Theresa er klar over det har hun sagt hvad hun tænkte, og hun kan se det trækker lidt i Liam’ ene mundvig. Theresa slipper et lille lettet suk ud, det trækker igen i Liam’ mundvig.

”Hvad er klokken?” kommer det fra ham, og Theresa vender sig for at finde et ur, finder et på – hvad hun går ud fra – det store DVD, fancy surroundanlæg eller noget lignende.
”9.44” svarer Theresa da hun igen kigger på Liam der nikker og sukker frustreret inden han sparker med det ene ben og med den ene hånd retter på sine bukser. ”Varmt” udbryder Liam pludselig og Theresa kan ikke lade være med at grine ”sådan føles det, at falde i søvn med cowboybukser under et tæppe” Liam griner let og endelig vender han sit ansigt og kigger på Theresa. Theresa møder hans blik og sender ham et lille smil, han smiler igen og de kan ikke lade være med at grine da Liam’ mave kommer med nogen ”jeg er lige ved at dø” lyde.

”Jeg er sulten” siger Liam, og Theresa sender ham ”no shit Sherlock”-blikket.
”Har du noget spiseligt?” Liam rynker brynene, men ender så med at vakle mellem at trække på skuldrene og ryste på hovedet, og det ender med et lidt kludret svar.

”Jeg finder noget at spise” siger Theresa og rejser sig op. Liam kigger op på hende fra sofaen, og Theresa kigger ned på ham ”hvor er det nærmeste sted at købe ind?” Liam sætter sig op, og rejser sig så efterfølgende. Han strækker sig og kører en hånd gennem håret.

”Lige nede på den næste gade, så når du kommer ud drejer du til højre og ved næste kryds til venstre. Så ligger den inde på højre hånd” han går ud i gangen og tager et sæt nøgler fra en skål på en skoreol ”og tag lige de her med. Det her er opgangsnøglen, og det er er hoveddøren” Theresa nikker og træder ned i sine sko, og griber ud efter sin håndtaske, tager imod nøglerne fra Liam og åbner døren og inden længe flyver hun ned af trapperne.
Da hun kommer ud af opgangsdøren tager hun sin telefon op fra lommen og kan se at Niall har skrevet #Hey babe, håber det går godt <3 Husk at ringe hvis der er noget – eller ring i hvert fald til Paul – jeg skriver når vi er færdige. Det tager nok en times tid – og starter her kl. 10.20 Kys# Theresa smiler, og sender en besked retur da hun ser klokken kun er er 10.03 #Alt ok – er på vej ud for at handle ind til noget morgenmad – han var gået lidt i eneboer-mode – tror han er ok. Kys <3# der kommer hurtigt et svar #dejligt! Elsker dig helt op til månen og tilbage igen <3# Smilet er ikke til at tørre af hendes ansigt, og hun fortsætter i højt humør til supermarkedet, eller hvad det nu er Liam har sendt hende hen til.

Theresa hviner næsten af lykke da hun ser at det er sådan en fin delikatesse- og specialforretning Liam har sendt hende hen til, og hun træder ind i forretningen og fornemmer allerede den fantastiske atmosfære. Dufte at forskellige krydderier rammer hendes næse, og hun kigger nysgerrigt på hylderne og skriver mentale noter til sig selv om alle de ting hun gerne vil prøve at købe, og de forskellige retter hun kan lave med det.

Theresa ender med at købe noget lækkert brød, noget forskellig pålæg og noget juice inden hun igen sætter kurs mod Liam’ lejlighed.

Theresa går direkte mod køkkenet da hun kommer tilbage til Liam’ lejlighed, hvor hun finder en nybadet Liam i gang med at fylde opvaskemaskinen. Døren ud til altanen er åben og den friske sommervind strømmer ind. Theresa sætter posen fra sig på køkkenbordet, og Liam vender sig og kigger nysgerrigt ned i posen.

”Er du gal det ser lækkert ud” siger han og hans mave svarer med en knurren, og de griner igen inden Theresa går i gang med at lede i køkkenskabene efter tallerkner og glas. Liam begynder at pakke ud.
”Skal vi sætte os ud på altanen?” Theresa kigger spørgende på Liam, som nikker med et smil og Theresa begynder at bære ud.

”Det var en god ide du fik der” Liam tager endnu en bid, og Theresa trækker sine ben op på stolen. Hun er færdig med at spise, og nyder nu bare at se Liam glad og smilende mens han spiser.

”Hvem lukkede dig egentlig ind?” Liam kigger spørgende på Theresa der har undret sig et stykke tid over, at Liam ikke har spurgt noget før.
”Paul – han gik med op, og da du ikke svarede efter nogle ring gik han ind – jeg fik pænt lov til at vente ude på trappen, og som han så diplomatisk sagde ’så jeg ikke skulle stå til ansvar for noget jeg eventuelt ville komme til at se’” Theresa ryster lidt på hovedet da hun siger det, og Liam løfter overrasket øjenbrynene, men kan så ikke lade være med at grine.

”Jeg blev i tvivl om jeg gjorde det rigtige da jeg gik ind i din lejlighed og lukkede døren bag mig – men samtidig var Niall bekymret og jeg tænkte det var bedre du blev sur på mig end ham hvis du helst ville være alene”

”Jeg blev overrasket over, at høre det var dig der var kommet og ikke en af drengene. Det plejer, at være en af dem der kommer og hiver en brutalt ud af sengen hvis man ikke møder op til tiden eller et eller andet. Men jeg er glad for, at du er kommet. For jeg havde brug for at blive sparket i gang. Jeg havde brug for, at” Liam tøver og kigger væk ”der var en der gav min hånd et klem som det-skal-nok-gå-alt-sammen. Jeg ved ikke hvorfor jeg bare gik flad – luften gik bare ud af ballonen. Jeg synes pludselig ikke der var noget af det jeg gjorde der var godt nok” Liam bliver ved med at snakke, og Theresa lytter stille ”Jeg var virkelig nederen over for mig selv – jeg gik bare rundt og tænkte ’Sophia gik fra mig, det må betyde at jeg ikke er god nok, at der ikke er nogen der kan lide mig’ Jeg blev næsten bange for mig selv, jeg blev bange for at jeg var ved at ændre mig til en opblæst showbusiness fyr der ender med at indtage for meget alkohol eller stoffer fordi jeg ikke kan klare presset. Men jeg ved jo godt, at jeg stadig er mig selv. Jeg er den samme fyr som for fire år siden. Bare med et ændret udseende og en noget bedre pengepung. Nogen gange bliver alting bare for meget, og man vil bare gerne gemme sig under dynen” Liam kigger over på Theresa der nikker.

”Jeg kender godt at ville have lov til at trække stikket. Jeg har været meget i fokus i ”mange” år, og nogen gange ville jeg bare gerne have at der var andre der var mere interessante end mig. Nogen gange ønskede jeg, at nogen havde været udsat for noget der var værre end mig – det var virkelig nogle grimme tanker jeg gik og boksede med fordi jeg gerne ville flytte fokus fra mig selv. Det var altid ”Babygirl er du sikker på du er okay?”, ”Vi behøver ikke hvis du ikke vil?” ”Sig til hvis jeg kan gøre noget” og mere i den dur. Tro mig, jeg elsker Patrick over alt på jorden – og han har virkelig gjort at jeg sidder her på en lækker altan i London og ikke er på indlagt på den lukkede. Han har ofret så meget for mig, så da jeg så jobannoncen for jeres pladeselskab så printede jeg den ud til ham og gav den til ham – han fortjente at det var ham der skulle gøre noget efter sit hoved og ikke mit.” Liam nikker, og lægger sine ben op på kanten af bordet, og Theresa fortsætter ”Jeg tror vi alle sammen har brug for at trække stikket ind i mellem – ellers går vi døde i altid at være på. I går døde i altid er være på offentligt – jeg går død i at være ofret. Hende vi alle er nødt til at passe på, hende der altid er træt og hende man ikke krammer. Det skræmmer mig meget at skulle være sammen med jer og Niall offentligt” Theresa piller ved sine negle, og Liam kigger på hende.

”Det kan jeg godt forstå – det ville også skræmme røven ud af bukserne på mig. Jeg synes det er imponerende, at vores fans ikke har fået nys om dig endnu. Du var trods alt med på tour i knap en måned. Men det virkede åbenbart at du skiftede bus inden vi nåede frem de forskellige steder”

”Jeg er bange for jeres fans – sorry – og jeg er bange for at blive genkendt. Jeg vendte en stor del af min familie ryggen uden at se mig tilbage. Min far kommer ud af fængsel på et tidspunkt, hvis han ikke allerede er kommet ud. Min fortid vil med garanti komme frem en dag – jeg kan udvikle mig mere og mere, men jeg kan ikke løbe fra min fortid. Jeg ved at jeg en dag bliver væltet igen, og det eneste jeg kan gøre er at håbe på at jeg er bedre til at rejse mig” Theresa kigger ud over byen, mens hun kan fornemmer Liam’ blik hvile på sig.

”Hvad har egentlig været det sværeste for dig at arbejde med, altså omkring dig selv i forhold til din fortid?” Liam spørger stille og Theresa skal ikke bruge mange øjeblikke på at finde et svar.

”Mig selv som kvinde. Jeg har i lang lang tid overhovedet ikke kunne forlige mig med tanken om, at jeg var en pige eller kvinde. Jeg kunne ikke udholde tanken om, at kærtegn skulle være rart – og jeg mener helt ned i de små kærtegn som et strejf af en hånd på min hofte eller et kærligt klap på armen. Sex var fuldstændigt utænkeligt. Jeg har brugt rigtig rigtig mange tanker og ressourcer på at kunne få mig selv til at føle noget ved kærtegn. Jeg gjorde det til en rutine, at jeg simpelthen bare lod min hænder glide ned af min krop når jeg gik i bad. Bare en enkelt gang, ikke noget med at pille eller noget. Bare flad hånd – og den dag jeg kunne mærke noget kom det første lille spinkle håb frem i mig. Sommerfuglene i maven da Niall kiggede på mig – jeg var ved at gå i panik. Jeg anede godt nok ikk’ hvad jeg skulle stille op med mig selv. At jeg i dag er kommet så langt som jeg er, det kommer meget bag på mig selv – og det skræmmer mig også lidt – men det skræmmer mig mere at skulle gå hele vejen” Theresa’ blik følger Liam´ ene fod der vipper i takt med en sang der kører i radioen i køkkenet.

”Jeg er fuldstændig imponeret over hvor ærlig du er” siger Liam med overrasket stemme

”Det er også kun fordi det er dig” Theresa kigger op på Liam der er blevet rørt over den tillid som Theresa har til ham, og de kan ikke lade være med begge to at tænke på hvor glade de er for at det netop var One Direction som Patrick blev tilknyttet og ikke et hvilket som helst andet band eller musiker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...