Story of my life - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 apr. 2014
  • Opdateret: 2 jan. 2016
  • Status: Igang
"Jeg greb min bamse, bamsen jeg havde fået af den person der betød mest for mig - men som ikke vidste noget om dette" Theresa er udenpå en ganske almindelig velbegavet og kreativ 20 årig dansk pige. Indeni er det en ganske anden historie.. Kan drengene fra One Direction hjælpe Theresa gennem minder, sorg, kærlighed og tillid?

27Likes
53Kommentarer
14211Visninger
AA

19. ~ 18 ~

Sjælland søndag den 1. juni 2014

 

Drengene er igen i gang med deres tour, og de sidste tre dage har de været i Manchester. Theresa hører for tiden ikke så meget fra dem, da deres program er meget tæt pakket. Oftest når Theresa at få en besked fra Niall, men det er oftest når koncerterne er overstået og der er Theresa oftest faldet i søvn, og når Niall skriver om dagen er Theresa midt i undervisningen så de skriver kun sammen for tiden.

Det nærmer sig efterhånden tid til frokost, så Theresa rejser sig fra sofaen for at finde noget mad. Theresa føler sig alene, og hun kan mærke at hun savner alle drengene rigtig meget. Dagene bliver talt ned til, hvornår hun ser dem igen.

Lige da Theresa åbner køleskabet ringer hendes telefon, og hun smækker lågen til køleskabet i og kigger skeptisk på det da hun kan høre alt rasler inde i det. Et lille forsigtigt ”ups” forlader hendes læber inden hun rækker ud efter sin telefon – et billede af Patrick vises på skærmen og hun smiler af det inden hun svarer telefonen.

"Hej Patte, hva' så?" det er nogle dage siden Theresa sidst har snakket med ham.

"Hey Babygirl, ikke så meget - ville bare lige ringe til dig når jeg nu havde tid" Theresa smiler og læner sig op af køkkenbordet

"Hvordan går det, har I styr på det?" spørger hun

"Absolut, det kører på skinner - hvordan går det hos dig?"

Dejligt at høre. Jeg tager en dag af gangen, prøver at læse op til min sidste eksamen - men jeg kan godt mærke at jeg er træt, og jeg glæder mig helt vildt til at vi ses igen." Theresa smider sig på en af barstolene, og kører fraværende sin finger rundt i cirkler på bordet.

"Har du fået tidspunktet for, hvornår du skal op. Bare så vi kan få bestilt en flybillet?"

"Jep, fik tiden i fredags faktisk - skal op fra 9-15, så alt efter 16 passer nok meget fint."

"Super - øjeblik, så går jeg lige ind og tjekker med det samme."

"Okay - hvornår er det I lander i Sverige?"

Den 12. tidligt om morgenen, vi kører jo med tourbusserne." Theresa kan høre han klikker lidt med musen, og lidt efter fortsætter han "jeg kan se, at der går et fly kl. 16.20, så ville du være i Arlanda kl. 17.30 ca, og hvis du kun har håndbagage med så går det jo hurtigt. Så kan du nå at spise sammen med drengene inden de skal på scenen"

"Det lyder rigtig fint, det burde ikke være et problem at nå" siger Theresa, og kan pludselig høre drengene der træder ind i det rum Patrick befinder sig i.

"Så er drengene her sgu, du får lige Niall, så kan du få snakket lidt med ham, ses Babygirl - glæder mig til at se dig igen" afslutter han. Lidt efter får Theresa Niall i røret.

"Heeey søøøøøøde, så er der kun 12 dage!" jubler Niall i den anden ende af røret, og Theresa kan mærke suget i maven som hun er begyndt at få hver gang hun hører Niall’ stemme.

”Tro mig, jeg tæller ned” svarer Theresa med et smil i stemmen.

 

Samme tid, samme dag et sted i Manchester

Niall rejser sig fra den stol han sidder på og går ind i kontoret hvor Patrick havde siddet indtil drengene kom. Niall lukker døren efter sig og sætter sig på kontorstolen.

"Prøv lige at se, hvor glad han ser ud” siger Zayn mens han smiler. De andre følger Zayn’ blik og ser, gennem glasruderne, Niall sidde med fødderne på bordet og et kæmpe smil.

"Det er så fedt at se, at han er så glad” siger Louis, og bekræfter det der andre tænker på. Det er længe siden Niall sidst har været så glad. Drengene begynder at grine da der kan høre Niall’ grin helt derud hvor de sidder. Det er et meget smittende grin.

"Kan du mærke på Theresa, om hun er gladere?” spørger Liam, mens han kigger på Patrick der nikker mens han tænker over svaret.

"Før tiden med jer, der kunne jeg ikke mærke nogen optimisme eller håb hos Theresa. Hun troede ikke på, at hun nogensinde ville få tillid til nogen igen. Hun panikkede, hvis der var nogen der ville give hende et kram. Hun troede ikke på, at hun nogensinde ville opleve kærtegn som noget rart. Nu, når jeg snakker med hende i telefonen er hun meget mere optimistisk. Hun ser frem til, at se jer igen. Noget af det sidste hun sagde til mig inden vi rejste fra Danmark var "Jeg er skide forvirret. Jeg er pisse bange. Jeg ved ikke hvilket ben jeg skal stå på. Jeg frygter den dag i rejser hjem igen. Jeg er bange for at være alene igen. Nu har der været nogen der har hevet mig ud af de frygtelige mareridt og pludselig er i væk. Jeg er rent ud sagt skide bange for at sove alene igen. Jeg hang nærmest i laser da I kom, nu føler jeg mig hel, og jeg er bange for hvad der sker med mig når I ikke er her.". Hun mente ikke bare Niall og jeg, I har givet hende håbet tilbage om at man godt kan stole på mænd, stole på at I ikke vil hende ondt. Det var noget af en tillidserklæring at hun gav tilladelse til at jeg måtte fortælle hvad hun har været udsat for. Så ja, jeg kan absolut mærke en kæmpe forskel. Det eneste der ikke har ændret sig, det er at hun ikke kan sove. Men jeg håber, at det kommer på et tidspunkt". De andre drenge nikker, mens de hører hvad Patrick siger. I det samme kommer Niall ud, og kigger på dem.

"Andre der vil snakke med Theresa?" han kigger spørgende på dem.

"Jep! Hit med hende" råber Liam, og tager imod telefonen fra Niall. De snakker lidt frem og tilbage, pludselig går døren op og ind kommer Paul, og bag ham en med en vogn med frokost til dem. Bag dem kommer Lou og diverse andre personer.

"Nå, nu er der sgu frokost. Vi ses søde" siger Liam, og alle drengene råber at de glæder sig til at se hende. Liam rækker telefonen tilbage til Patrick der lægger den på bordet, og tager imod en tallerken der bliver sendt rundt.

"Hvornår lander hun i Sverige, Patrick?" spørger Niall om efter et stykke tid, og Patrick skæver til ham henover sin sandwich.

"17.20 ca., så kan hun nå at se jer og spise med jer inden i skal på scenen. Hun skal lige til eksamen mellem 9-15 så det kunne ikke blive tidligere" Patrick tøver lidt inden han fortsætter.. "Men måske der er mulighed for, at jeg tager til Danmark torsdag d. 12. om eftermiddagen og så ankommer sammen med Theresa om fredagen? Syntes sgu det er lidt øv, at hun skal op til en af de vigtigste eksamener og så er der ikke nogen til at ønske hende tillykke. Jeg tænker efter, at lys og lyd er afprøvet." Patrick kigger over mod Paul, og Patrick kan se at Paul ikke er i tvivl om at der også er andre grunde, men Patrick ønsker ikke at udbasunere det for nogle der ikke keder Theresa’ baggrund. Paul nikker.

"Det burde der ikke være nogen problemer ved, hvis vi laver lys, lyd og scene tjek om torsdagen om formiddagen så kan du bare tage afsted. Vi har jo en del af dit team med, og de kan nok klare det hvis der skulle opstå nogle småting" Patrick nikker da han stoler nok på sit team til at lade dem styre det.

"Tak - og så lader I lige være med at sige noget til hende, ikk. Det skulle gerne være en overraskelse.." Patrick kigger grinene på drengene, der alle nikker med munden fuld af mad.

Drengene, Patrick og Paul bliver siddende da de er færdige med at spise, hvorimod de andre igen forlader lokalet for at få styr på de sidste ting inden aftenens sidste koncert i Manchester.

"Hvad handlede det ellers om?" spørger Paul om og kigger hen mod Patrick

"Jeg tænkte bare, at Theresa skulle have mulighed for, at sove ordentlig igennem. Jeg ved, at hun hader at det altid handler om at hun er træt - og hun ville hade at skulle bruge de første 16 timer med at sove når vi endelig ses. Så, hvis jeg kan være der om torsdagen - kan hun sove igennem en hel nat og måske være noget mere frisk end ellers.” Paul nikker, og siger til alles overraskelse så

"Der er ikke noget at sige til, at hun er træt når hun aldrig får sovet ordentligt igennem. Jeg syntes hun er stærk - at skulle overleve de mareridt, det er ikke alle der kan det” Paul læner sig afslappet tilbage i sin stol.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...