Story of my life - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 apr. 2014
  • Opdateret: 2 jan. 2016
  • Status: Igang
"Jeg greb min bamse, bamsen jeg havde fået af den person der betød mest for mig - men som ikke vidste noget om dette" Theresa er udenpå en ganske almindelig velbegavet og kreativ 20 årig dansk pige. Indeni er det en ganske anden historie.. Kan drengene fra One Direction hjælpe Theresa gennem minder, sorg, kærlighed og tillid?

27Likes
53Kommentarer
14210Visninger
AA

2. ~ 1 ~

Københavns Universitet onsdag d. 2. april 2014

 

”Klik, klik, klik” lyder det insisterende fra en kuglepen der gentagne gange bliver trykket på og Theresa kigger irriteret på sin sidemand og med et snuptag har hun snuppet kuglepennen fra ham.

Sidemanden kigger overrasket op på Theresa og deres blikke mødes, han fniser mens et stille ”undskyld” forlader hans læber. Theresa lægger kuglepennen på sit bord, og lader blikket glide henover salen.

Støvet danser i solstrålerne der kommer ind gennem de ellers tildækkede vinduer, og forelæserens monotone stemme bryder lyden af suk, gab og småsnakken.    

Det er en helt almindelig kedelig onsdag eftermiddag, og Theresa kigger på sit ur og konstaterer at der desværre stadig mangler 45 minutter af dagens sidste forelæsning.

”Mind mig om at tage en bog med såfremt den gæsteforelæser kommer igen” lyder det opgivende fra Theresa’ sidemand da forelæsningen endelig er færdig, og alle skynder sig med at pakke sammen for at komme hjem.

Theresa vender blikket fra sin taske til sin sidemand og griner af ham ”jeg overvejede ellers en hovedpude” siger hun med et smil og sidemanden griner af hende.

”Mads” en hånd bliver rakt frem mod Theresa og hun kigger overrasket på den, og derefter op i ejerens ansigt.

”Theresa, er du ny her? Jeg syntes ikke jeg har set dig før” svarer Theresa mens hun tager hans hånd og giver den et klem. Kuglepens-klikkeren eller Mads som han jo tydeligvis hedder fortæller kort at han har haft orlov i en periode men nu er tilbage på fuld skrue.

De skilles foran universitet med forvisning om at de ses igen dagen efter da der igen skal til samme forelæsning.

 

Gruset knaser under cyklens dæk da Theresa cykler henover gårdspladsen foran huset. Det hus som hun bor i. Det hus som rent faktisk er hendes storebrors.

Hun sætter cyklen op af husmuren, låser den og tager tasken op af cykelkurven inden hun svinger den over den ene skulder. Med nøglerne i hånden går hun hen til døren og stikker nøglen i låsen, men snurrer forskrækket rundt da hun igen hører gruset knase under nogle fødder.

”Åh min kære, det var ikke min mening at forskrække dig” siger den nyankommne med et brødbetynget ansigtsudtryk, Hr. Nielsen med fornavnet Helmuth – dog kaldet Smut. Han står med en pakke i hånden og kigger på Theresa.

”Hej Smut, det gør ikke noget. Jeg stod vist i mine egne tanker” svarer Theresa mens hun træder de to trin ned fra hovedtrappen og går frem til Smut og giver ham et let kram og et kys på kinden. Theresa nyder fornemmelsen af de gamle arme om sig og den tryghed han udstråler.

”Jeg har en pakke med fra Patrick – han har tydeligvis sendt den til os så du ikke skal forbi posthuset når du nu ikke er hjemme når de kommer med den. Og så skal jeg spørge fra Vigga om du ikke har lyst til at spise med i aften, du kommer altid så sent hjem om onsdagen” Theresa nikker til Smut, og tager imod pakken.

”Jeg skal lige lufte hundene, så kommer jeg over til jer” siger Theresa og Smut vinker til hilsen da han vender sig rundt for at gå hjem til sig selv igen et par hundrede meter længere nede af landevejen.

Theresa smider tasken fra sig på en barstol i køkkenet og bliver mødt at to glade og logrende hunde, der tydeligt giver tegn til at de gerne vil ud og luftes.

Theresa klapper dem begge og griber deres seler inden hun går mod skoven med to glade hunde foran sig.

 

Theresa nyder stilheden i skoven, den eneste lyd der høres er fuglefløjt og lyden af hundepoter henover skovbunden. Hun går et stykke ind i skoven før hun pifter af hundene som tegn til, at hun vender rundt.

I skoven kan man altid tænke og Theresa har mange gode minder fra barndommen her i skoven. Theresa har brugt mange timer herude sammen med sin storebror Patrick, da de kom her meget som børn. Eller.. Theresa ryster lidt på hovedet af sig selv. Børn og børn, det er jo så meget sagt når der er ni år mellem dem.

Theresa går forbi en gammel træstub, stopper op og mindes en god tur i skoven med Patrick.

”Patte Patte, du skal bære mig. Jeg har så ondt i mine fødder”

Patrick vender sig rundt og kigger på mig et drillende smil, mens han lægger armene over kors.

”Babygirl, du kunne jo bare lade være med at ville helt ind i brombærkrattet og træde på tornene” han griner mens jeg sidder på træstubben med underlæben skubbet frem i en bedrøvet mine.

Patrick ryster på hovedet med et smil og kommer hen til mig, vender sig rundt og sætter sig på hug.

”Så hop op” griner han og jeg hopper op med et hvin og mine brombærplettede fingre lander på Patrick’ kinder.

Han sætter farten op og jeg føler mig som rytter på en galopperende hest. Mit grin kan høres i hele skoven, eller sådan føles det.

 

Theresa griner af det gamle minde og kan ikke lade være med at tænke på, hvor stort savnet er til Patrick efter han i ti måneder har boet og arbejdet i London.

Patrick skulle bare bruge sit nuværende job som et springbræt i hans karriere, men de var nu blevet så glade for ham at han var blevet forfremmet og Patrick elsker sit job.

Theresa føler sig glad helt indeni når hun tænker på, hvor sej storebroren har været og hvor dygtig han er til sit job, men savnet vil ikke forsvinde af den grund.

De havde endnu ikke kunne ses, da det ikke kunne passe sammen med deres skemaer. Theresa havde job og uddannelse, og Patrick var ofte ikke på sin pind da han tog på tour, shows og andre steder med det band han arbejder med.

De fysiske tegn på at Theresa ikke har set sin storebror i ti måneder er begyndt at kunne ses, de mørke render under øjnene er blevet mere fremtræden og der er røget et par kilo på den i forvejen slanke krop.

Theresa vender igen sine tanker mod gåtur og hundene da de nærmer sig indgangen til Smut og Vigga’ have.

”Jeg har sat vand frem til hundene” lyder Smut’ dybe stemme og Theresa giver ham et taknemmeligt smil inden hun går ind for at give Vigga et stort knus og et kys på kinden.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...