My Teachers Son

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 apr. 2014
  • Opdateret: 27 okt. 2015
  • Status: Igang
Sara flytter til USA og skal begynde på gymnasium der, hun er 17 år. Sara får et dårligt første indtryk af Justin, rygterne går på at han er en badboy som ryger, drikker og ikke mindst udnytter piger men er han også sådan? Sara bryder sig overhovedet heller ikke om Justin attitude, hun er mere til de intelligente fyre. Justin, Ryan og Chaz er virkelig imødekommende, vil Sara bygge et solidt venskab op med dem? Og får det konsekvenser? En del af pigerne ser sig jaloux på Sara da hun begynder at omgås Justin og Sara havde jo slet ikke lyst til at omgås 'badboyen' Justin. Men så småt bliver der skabt problemer for Sara, rygterne flyver for ørene af hende og de små ugyldige opkald får begyndelse men udvikler det sig mon til direkte decideret had? Vil der nogensinde kunne opstå gnist imellem Sara og Justin? Find ud af det ved at læse med!!;) (Info: Justin er ikke kendt! Jeg vil skrive både ud fra Saras men også Justins synsvinkel.)

167Likes
332Kommentarer
112317Visninger
AA

7. Imagine7

(Imagine7)
*Saras synsvinkel*

"HJÆLP" råbte jeg i håb om at mit kald blev hørt, det gjorde det ikke.. Jeg forblev derude med deres mørke skikkelser over mig, de gav mig nedladende kommentarer. Endnu en gang havde jeg prøvet at skrige men var blot blevet taget fat i, de havde rykket mig i håret, og et par lussinger var det også blevet til. Der var mørkt og jeg anede ikke noget af hvor jeg var. Mon de havde låst mig inde et sted og så de ville give mig tæsk og efterlade mig, nej... Det håbede jeg så inderligt ikke, men tanken strejfede mig da. "Hjælp" peb jeg og lukkede øjnene for at ønske at alt ville blive godt igen. Lige meget hvad forblev jeg det samme sted og kaldte på hjælp. Deres skikkelser havde føltes større end aldrig før og jeg skreg som var det bare pesten, jeg prøvede at holde hovedet koldt og lade være at flæbe. Indtil videre var det lykkedes godt med at holde masken, men ingen sagde at mareridtet var ovre. De kom tættere på, jeg så de to af de tre gå om et sted hvor jeg hørte nogen fnis og nogen redskabers gnist når de ramte hinanden. Jeg gispede da jeg opdagede saksen... Nej, vel... Ikke mit hår, denne gang skreg jeg af mine lungers fulde kraft. Igen var der intet gengældende svar. Jeg prøvede at skubbe dem væk, men jeg blev holdt oppe af væggen af to piger, en på hver side af mig som holdt mig. Og en der havde fat om mit hoved, så det nærmest var umuligt for mig at kunne bevæge det. Nu kom det jeg frygtede allermest, nemlig at mit hår ville blive klippet, mit lange hår var fyldt med minder men også en del af min personlig. Uden det ville de ændre en stor del af mig, en del som jeg ikke ønskede skulle ændres. Så skete det, en kæmpe stor tot hår faldt langsomt til jorden og landede blødt og spredte sig ud. Jeg græd og skreg, og med det sammen mærkede jeg et hårdt klask på min kind...

Jeg vågnede ved det forfærdelige mareridt, nemlig at de lidt 'snobbede', højt placerede piger ville klippe mit lange hår af mig, det var da kun et led mareridt ikke? I dét jeg blev i tvivl, farede jeg ud på toilettet for at kigge, gudskelov mit hår var der stadig, jeg gik ind i min seng og kiggede hvad klokken var, 04.21. Årh, jeg magtede ikke det her, jeg var så mega træt. Jeg smed mig opgivende i sengen igen og prøvede at sove. Kender i det der med at man er mega træt og så alligevel ikke kan sove? Hm, sådan var det. Men dog lykkedes det til sidst.

Jeg åbnede øjnene og blinkede lidt for at vænne mig til sollyset, jeg svang benene ud over sengekanten og gik nynnende over til klædeskabet, fast besluttet på at det hele nok skulle gå. Underligt nok kunne jeg huske mareridtet som var det sket i virkeligheden. Jeg frygtede virkelig meget at mareridtet ville gå hen og blive virkelighed, for man kunne jo aldrig vide? Og chancen var der desværre.

I dag var helt seriøst et lorte vejr og jeg magtede det ikke, min mor var taget på arbejde tidligt og kom også sent hjem, men det havde jeg faktisk allerede vænnet mig til. Jeg tog et par mønstrede bukser på men en løs trøje til, satte mit hår i en høj hestehale og kiggede mig efter i spejlet. Det der med makeup var ikke rigtig mig, jeg ville bare ikke føle mig 'anderledes' når andre gjorde det. Nej, nej, nej, jeg havde fået en bums. Så blev jeg vel også nødt til at bruge en smule foundation i dag. Jeg fik lagt foundationen tyndt så den bare lige dækkede bumsen, jeg bruge en smule mascara, jeg brugte ikke overdrevet meget for så ville det mascaraen bare klumpe. Jeg kiggede på min mobil, jeg fik en stressende følelse over at der kun var fem minutter til at jeg skulle være der. Jeg trak jakken om mig og lynede, svang tasken op på ryggen og så var det ellers bare afsted.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...