My Teachers Son

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 apr. 2014
  • Opdateret: 27 okt. 2015
  • Status: Igang
Sara flytter til USA og skal begynde på gymnasium der, hun er 17 år. Sara får et dårligt første indtryk af Justin, rygterne går på at han er en badboy som ryger, drikker og ikke mindst udnytter piger men er han også sådan? Sara bryder sig overhovedet heller ikke om Justin attitude, hun er mere til de intelligente fyre. Justin, Ryan og Chaz er virkelig imødekommende, vil Sara bygge et solidt venskab op med dem? Og får det konsekvenser? En del af pigerne ser sig jaloux på Sara da hun begynder at omgås Justin og Sara havde jo slet ikke lyst til at omgås 'badboyen' Justin. Men så småt bliver der skabt problemer for Sara, rygterne flyver for ørene af hende og de små ugyldige opkald får begyndelse men udvikler det sig mon til direkte decideret had? Vil der nogensinde kunne opstå gnist imellem Sara og Justin? Find ud af det ved at læse med!!;) (Info: Justin er ikke kendt! Jeg vil skrive både ud fra Saras men også Justins synsvinkel.)

167Likes
332Kommentarer
112317Visninger
AA

5. Imagine5

(Imagine5)
*Saras synsvinkel*

"Justin" råbte jeg igennem huset, intet svar. Jeg fortsatte ud af hoveddøren og lidt ned af gaden hvor Justin sad med hovedet i hænderne. Ramte min kommentar ham så hårdt? "Justin?" sagde jeg stille, min stemme knækkede en anelse. Han kiggede vredt op på mig og gav ikke en eneste lyd fra sig, han sukkede blot. "Und..s..undskyld..." stammede jeg stille og satte mig ved siden af ham. "Hvorfor går du ikke? Du gider alligevel ikke at tilbringe din tid på badboys?" sagde Justin hårdt. Jeg var målløs over hans svar. Jeg tog i ét trak fat i hans arm og tog ham i hånden. Der var bestemt ingen ting i mellem os!!!. Yes, jeg fik hans fulde opmærksomhed, vi kiggede hinanden dybt i øjnene. "I skal selvfølgelig have lov at være badboys og jeg skal nok tage mig sammen og behandle jer med respekt." Justin kiggede med et løftet bryn på mig, hvorefter et lille grin slap ud. Vent... Hvad var det sjove i det? "Det er ikke som du tror. Jeg er på ingen måde en badboy..." sagde Justin, min forståelse blev da også mindre og mindre. "Jeg ryger ikke, jeg pjækker ikke, jeg leger ikke med pigers hjerte, jeg laver min lektier og får faktisk ret så gode karakter" fortsatte han. Jeg blev en smule forlegen over at jeg havde kaldt ham badboy, tænk at jeg havde taget så meget fejl. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige, men kom i tanke om cigaret pakken. "Men..." jeg sank en klump og håbede på at han ikke ville blive sur over mit kommende spørgsmål. "Cigaret pakken i din jakkelomme?" Endnu et grin slap ud, "så du ikke at jeg ikke tog i mod nogen cigaretter fra Jason, Michael eller fra Luke der på skolen? Og dem jeg har her i lommen er bare Lukes, han bad mig om at holde dem og glemte at få dem igen" hans svar virkede meget koldt, men mine spørgsmål havde sikkert fået kørt ham op i en tråd. "Det må du undskylde.. Men har jeg så i det mindste ikke ret i at du har været i bukserne på mange?" det var af ren og skær nysgerrighed jeg spurgte og ja en smule for privat. Han nikkede og kiggede ned i jorden "jeg vil gerne have en speciel pige..." han holdt et øjebliks pause og kiggede mig så i øjnene "dem på vores skole er de der snobbede nogen. Og ja til en del fester har jeg nok været sammen med lidt for mange" Gjaldt jeg mon under kategorien 'snobbede'? Jeg håbede det så inderligt ikke, jeg havde jo virket meget sådan.
Jeg tog Justin i hånden og trak ham med op at stå. Eller trak og trak, jeg holdt ham i hånden imens han rejste sig. Jeg trak hurtig min hånd til mig igen "jeg er ked af at jeg har virket som en bitch... Sådan er jeg altså ikke!" jeg smilede svagt. Jeg trak en del på smilebåndet da Justin trak mig ind til sig og gav mig et kort kram. Jeg havde ikke følelser eller noget for ham, jeg havde jo kun kendt i et par dage, men allerede på det tid var han faktisk blevet en god ven.
"Hey Justin?" spurgte jeg hurtigt og fik nemt øjenkontakt med ham. "Vi gir dem et chok." Han nikkede hurtig og smilede stort. Denne her dag skulle nok blive sjov. Vi listede os ud i haven, Justin og jeg gik og grinte lavt hele vejen der hen. Jeg gik og gjorde tegn til at vi skulle være stille og havde øjenkontakt med Justin som var bag ved mig da jeg pludselig væltet over en ret stor gren og landede hårdt på ryggen. Jeg udstødte et lille støn af smerte og skar en grimasse. Justin så helt forkert ud i ansigtet og var ikke langsom til at hjælpe mig, han tog mig op fra græsset, holdt mig ind til ham og nussede min ryg med en finger.
Vi fik begge et chok da vi hørte nogen komme gående bag fra, "Justin vi skal væk nu" sagde jeg panisk. Mit hjerte bankede faktisk en tand mere end normalt, min krop havde milde kuldegysninger lidt omkring. Jeg løb med Justin i hælene af mig om til en havelåge, jeg fulgte segment bare vejen rundt uden idé om hvor jeg helt bestemt befandt mig. Skridtene kom nærmere og nærmere "hold hovedet kold og lad os løbe Justin" jeg trak ham med ud af havelågen "NU" råbte jeg og Justin og jeg spurtede alt hvad vi kunne ned af vejen, pludselig stoppede Justin op. Det gjorde jeg også da jeg hørte to velkendte stemmer flække af grin og da jeg vendte mig om stod Justin med et forvirret udtryk, Chaz og Ryan lå på vejen og var røde i ansigterne af at grine. Jeg gav dem begge et mildt spark i siden, og gik så indenfor igen.
Tiden havde føltes som en evighed inden drengene havde grint af og kom ind. "Så kunne i endelig komme..." sagde jeg og lød så hvidt muligt alvorlig, men udbrød desværre et mindre fnis. "Den opgave kan vi bare lave i morgen! Nu skal vi have det sjovt" sagde Chaz. Åh nej, gad vide hvad han betegnede som 'sjovt'! Han smilede skummelt til mig og bare for at irritere dem lidt sagde jeg "desværre i må lave det uden mig i morgen, jeg kan ikke", jeg smilede uskyldigt for mig selv. "Tssh.. Skal vi spørge din mor om det?" spurgte Justin lidt efter og mit ansigtsudtryk ændrede sig straks. What? Kendte Justin min mor. Jeg kløede mig usikkert i nakken og i et par minutter var der akavet stilhed. Jeg brød stilheden "kender du min mor?" Justin grinede og kiggede kort ned og rettede så igen blikket mod mig. "Det var bare, du er anderledes i forhold til de andre piger og så blev jeg nysgerrig og fulgte sådan en smule efter dig hjem." Say what?? Jeg havde ikke den fjerneste idé om hvad jeg skulle sige, jeg stod som lammet. "Stalker" udbrød jeg og lagde armene over kors. Tænk jeg slet ikke havde fattet mistanke, nogen gange var jeg da også bare så skide dum. Justin stod og smilede smørret, hvilket undrede mig en del "der var en grund mere til at du skulle den vej, ikke?" "Hahahah... Hvorfor i alverden tror du dog det? Pff" der var intet at tage fejl af, selvfølgelig var der jo en grund mere. "Justin?" sagde jeg bestemt, som en hentydning til at jeg skulle have den forklaring med det samme. Justin udstødte et lille suk og tog så en dyb indånding, "vi bor tæt på hinanden faktisk." Af hvad? Wow, den havde jeg ikke set komme. "Bare det?" spurgte jeg stille og smilte stort. "Det er da kun fint" sagde jeg lidt bagefter, "men, erh boys, jeg skal hjem nu." Justin løftede mig op i et kram "vi ses stump" sagde han, tssh han sagde det udelukkende kun fordi han var så meget højere end mig. Han kunne bare vente til den dag jeg voksede over ham. Hvilket nok aldrig skete... "See ya boys" sagde jeg og krammede Chaz og Ryan kort. De måtte selv foretage sig det der var 'sjovt' som Chaz nævnte før. Jeg lukkede døren i, trak min jakke over skuldrene imens jeg gik. Vejret var lunt, det føltes som om at jeg var ladet helt op med energi. De drenge var enormt imødekommende og slet ikke som jeg havde forestillet mig, for at være helt ærlig så havde jeg troet at det højest sandsynligt ville have været nogen piger der tog i mod mig. Den næste dag kunne ikke andet end at blive god, allerede nu betragtede jeg dem som mine gode venner og der ville ALDRIG blive noget mere end det i mellem os. Spørg mig ikke hvorfor, jeg ved det faktisk ikke, de var vel bare ikke mine typer, I think.
_____
"Hej mor!" råbte jeg da jeg var kommet hjem. Hun var hjemme, klokken var kun 18.31 men hun havde fået før fri end hvad hun plejede og jeg magtede ikke at spørge hvorfor. "Hvor har du været?" spurgte hun koldt, "hvis du vidste hvor bekymret jeg har været" tilføjede hun. "Jeg var bare hjemme ved nogen drenge." "Har du allerede fået dig nogen venner? De er ikke sådan nogen bøller vel?" hendes stemme knækkede lidt da hun sagde 'bøller' og det fik mig til at udstøde et lille fnis at hun ikke håbede at det var bøller. Jeg rystede kraftigt på hovedet, gik ind på mit værelse. Jeg kastede min mobil ned i min seng, i det samme ringede den med ukendt nummer. Sikkert Justin. Hvem ellers havde allerede mit nummer?
"Hallo?" spurgte jeg usikkert.
"Hold dig væk fra min fyr!"
Okay, det var underligt. Hvilken fyr? "Hvem er det?"
Jeg hørte et flabet grin i røret "Tja, Justins kæreste. Han er MIN badboy!" sagde hun hånende, hun var sikkert sammen med nogen, hun grinte i hvert fald et par gange under opkaldet. Jeg sank en klump, Justin sagde da til mig at han ikke var en badboy, måske havde han løjet mig lige op i fjæset? Og hvorfor havde han ikke fortalt mig at han havde en kæreste, eww alle de gange han har flirtet med mig.. 
"Justin har forresten også sagt at han synes du er fucking klam!" udbrød hende pigen jeg snakkede med, jeg blev skide forvirret over de ting jeg lige havde fået afvide. Jeg afsluttede opkaldet, jeg spekulerede kraftigt over de ting hun lige havde sagt. Justin sagde også at han ikke var en player... Måske var han alligevel lidt? Og havde Justin allerede bagtalt mig, jeg havde faktisk ikke rigtig lyst til at komme i skole i morgen efter det der lige var sket. Jeg tog mine høretelefoner i øret og gik med rungende musik ud af døren og gik. Jeg magtede ikke engang at sige til min mor at jeg gik, jeg fortalte hende som regel alt, hun skulle bare ikke finde ud af at folk allerede var træt af mig efter to dage.
Jeg gik forbi en skov hvor jeg bevægede mig ind. Tiden var utrolig langtrukket, jeg satte mig på sten og græd. Ja jeg græd, jeg var utrolig sårbar og der skulle det mindste til at køre mig psykisk ned. Jeg tænkte og tænkte, skulle jeg stikke af og så blive fri for den skole hvor folk alligevel havde startet på at bagtale mig. Jeg var overdrevet træt af Justin, at han kunne bagtale mig og så bagefter spille så fucking hellig. Jeg kunne brække mig. For første gang prøvede jeg ikke at holde tårerne tilbage, i stedet lod jeg dem bare få frit løb.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...