Behind The Fence(Divergent) |One Shot|

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 apr. 2014
  • Opdateret: 2 apr. 2014
  • Status: Færdig
"Jeg tror, vi begik en fejl," siger han blidt. "For at stive troen på vores egne værdier af har vi alle sammen haft forfærdeligt travlt med at nedgøre de andre fraktioners værdier. Det ønsker jeg ikke at gøre. Jeg ønsker at være tapper og uselvisk og intelligent og fredselskende og ærlig."

2Likes
0Kommentarer
277Visninger

1. One Shot

Jeg løber alt hvad jeg har lært. Jeg tør ikke se tilbage i frygt for, at jeg vil løbe en lille smule langsommere, eller snuble over noget i mørket, og de vil fange mig. Forude ser jeg det gamle pariserhjul. Det er væltet for nogle år siden. Ingen nærmer sig det længere. Jeg kravler hurtigt om bag en rustet gondol. Jeg sætter mig med ryggen op ad den og prøver at få styr på min vejrtrækning. Jeg hører løbende skridt og prøver straks at larme mindst muligt. Jeg kan mærke mit hjerte slå, og jeg er bange for, at de kan hører det. Jeg kan ikke hører skridt, så jeg regner med, at de er stoppet op. Jeg farer sammen, da jeg hører en stemme, der ikke kan være mere end 25 meter væk.
”Hvor fanden blev den idiot af!?” Vrisser stemmen. Ifølge den lyd de laver, bevæger de sig lidt rundt på stedet. Jeg bliver siddende helt stille og beder en stille bøn om, at de ikke kan hører min stadig heftige vejrtrækning. En lommelygte hopper rundt over mig. Jeg ser ængsteligt på den. Jeg er færdig, hvis de ser mig. Med et så lille forspring har jeg ikke en levende chance for at slippe fra dem, hvis de opdager mig.
”Den sindssyge stodder er væk,” siger en anden stemme, end den der snakkede før. Den her var dybere og mere hård. De lader lommelygten kører en sidste gang hen over hele området – og derfor også pariserhjulet, jeg sidder gemt bag. De må konstatere, at jeg er forsvundet, så de vender om. Jeg bliver siddende i mindst en time længere. Jeg vil ikke risikere, at de vender tilbage efter 10 minutter, eller at de er musestille og lader som om, at de er gået. Adrenalinen suser stadig rundt i kroppen på mig, da jeg forsigtigt vender mig om og stikker næsen op over kanten på gondolen.  Jeg spejder ud i mørket. Mit nattesyn er ret godt, så jeg kan faktisk se nogle og 20 meter frem. Næsten til der, hvor jeg regner med, at de stod for lidt over en time siden. De står der ikke mere. Jeg ser mig for en sikkerhedsskyld hele vejen rundt. Ikke det mindste tegn på liv. Jeg bemærker, hvor anspændt jeg er og prøver at lysne skuldrene lidt ved at bevæge dem frem og tilbage, op og ned. Det hjælper lidt og efter den time, jeg har siddet ned og ikke rigtig lavet andet end at holde ørerne på stilke, er jeg fuld af energi. Jeg skal til at rejse mig op og gå tilbage den vej jeg kom, men jeg stopper, inden jeg overhovedet får rejst mig op. Jeg kan ikke gå tilbage. Alle vil nu lede efter mig. Efter det stunt jeg lavede tidligere kan jeg ikke vende tilbage. I stedet rejser jeg mig op og går den modsatte vej. Jeg ser ikke tilbage en eneste gang. Jeg vil ikke tilbage dertil. Jeg ved ikke, hvor jeg går, og jeg ved ikke, hvor jeg er på vej hen. Jeg er bare på vej væk. En tanke slår ned i mig. Jeg kan tage over på den anden side af hegnet. Ingen har før været der. Ingen ved, hvad der er på den anden side. På den anden side vil de ikke lede efter mig. Det tør de ikke. Jeg går hurtigere og mere beslutsomt. Jeg ved ikke hvilken vej jeg skal, så jeg lader bare hver med at skifte retning – så kommer jeg samtidig også så langt væk fra dem som muligt.

Solen begynder langsomt at stå op bag mig, og i det fjerne kan jeg se antydningen af hegnet, hvis jeg kniber øjnene sammen. Jeg for med det samme alt energien tilbage i kroppen. Jeg er træt af at vandre og flere gange i løbet af natten havde jeg lyst til at sætte mig ned og tage et hvil. Jeg gjorde det heldigvis ikke. Jeg ved, at hvis man først har sat sig ned, når man er træt, kommer man ikke op igen, før man har fået noget at spise og har sovet. Jeg har ikke noget at spise, og jeg har ikke tid til at sove. De leder sikkert stadig efter mig. Sådan en som mig må ikke rende rundt på fri fod. Det er selv de faktionsløse bange for.
Eftersom jeg har skudt farten i vejret, kan jeg allerede ti minutter efter, se hegnet uden at anstrenge mig. Det er et meget tæt hønsenet med pigtråd foroven. Jeg kan ikke se, hvordan jeg på nogen skal kunne komme over det, men jeg har ikke noget valg.

Jeg når frem til hegnet omkring en time efter. Det ser stort og skræmmende ud som jeg står der lige foran det. Jeg ser opad. Hegnet er nok omkring fire meter højt. Jeg lader stille en hånd glider hen over det. Det er tydeligvis gammelt, da det er rustet flere steder. Nu da jeg er tæt på, kan jeg også se, at der er sat stykker af pigtråd ud forskellige steder på hegnet. Det ser tilfældigt ud, men jeg er sikker på, at der er et system, jeg kan bare ikke se det. Jeg tager prøvende fat forskellige steder for at se, om jeg kan kravle over. Jeg får hurtigt konstateret, at systemet i pigtråden er lavet, så man ikke kan kravle op. Jeg ser rundt. Dels for at finde ud af, om der er noget i området jeg kan bruge til at komme igennem hegnet. Dels for at være sikker på, at ingen har opdaget mig. Der er ikke en sjæl så langt øjet rækker, og derfor heller ikke noget, jeg vil kunne bruge til at skære mig igennem hegnet. Jeg sukker stille for mig selv. Så er der vel ikke så meget at gøre. Jeg samler en gren op og sætter den ind under min bluse på ryggen, så tager jeg fat med begge hænder og begynder at kravle. Den første meter går det meget godt, men så begynder pigtrådsstykkerne også at sidde i vejen. Med blødende hænder og ben når jeg toppen. Jeg holder fast med højre hånd et sted uden pigtråd, mens jeg med venstre tager grenen frem fra ryggen. Jeg lægger den ovenpå pigtråden foroven og prøver at mase den ned. Den er ret hårdt, da jeg presser den nedad nedefra – og samtidig ikke vil falde de to meter ned. Jeg opgiver, da der ikke sker nogen forandring i pigtrådens form. Jeg sukker igen og stikker pinden tilbage under blusen. Jeg får en anden idé. Den er smertefuld og dum, men jeg kan ikke komme på noget bedre, så jeg kravler længere op og tager fat om pigtråden. En smerte skyder om igennem hele min venstre arm.  Jeg prøver at ignorer den, men det er svært. Jeg skynder mig over, da jeg ikke har lyst til at blive hængende og forbløde. Jeg hopper ned på den anden side og udbryder et lettet suk. Jeg er ovre. Jeg er fri. Jeg ser en sidste gang tilbage på det, der engang var mit hjem, men nu er blevet til mit værste mareridt. Jeg smiler. De kan ikke fange mig her. Det tør de ikke.
På denne side af hegnet er det en skov. Skoven har en tæt underskov med mange store blade. Jeg griber fat ved roden af det nærmeste og hiver det af. Det er køligt endnu, så jeg lægger det hurtigt over min venstre hånd – der hvor jeg tog fat, da jeg skulle over toppen. Det bliver godt nedkølet, men det stopper desværre ikke med at bløde. Jeg finder i stedet efter lidt søgen, noget mos i skovbunden. Jeg skifter bladet ud med mos og går videre ud i skoven. Det er besværligt at komme frem for underskoven. Jeg forsøger et par gange, at lave en vej med pinden, jeg endnu ikke har smidt fra mig, men det er fuldstændig nytteløst, så jeg stopper hurtigt igen.

Cirka midt på dagen er skoven blevet så tæt, at jeg heller ikke kan se solen. Det er mørkt og stille. Den eneste lyd jeg kan hører, at mit forpustede åndedrat og mine skridt.

Jeg formoder, at det er aften, da jeg begynder at kunne hører frøer og græshopper. Jeg fortsætter. Jeg er træt og har ikke sovet eller spist i snart et døgn, men jeg må og skal fortsætte. Jeg begynder at kikke efter et godt sted at sove. En rumlende lyd kan høres, og jeg farer sammen, indtil det går op for mig, at det er min mave. Så ser jeg også efter noget, der muligvis kan spises.
Jeg finder langt om længe et sted, der ikke ser alt for uegnet ud. Jeg har ikke fundet noget spiseligt, så jeg beslutter, at bladene fra træerne må kunne spises. Jeg brækker et par stykker af og sætter mig ned. Det er et slags hul under et træ. Træets grene er lange og laver en tør rede under sig. Jeg sætter mig godt til rette og begynder at spise.

Jeg vågner et par gange i løbet af natten og holder mig vågner i cirka en halv time, så jeg er sikker på, at der ikke er noget, der er i færd med at snige sig ind på mig. Den sidste gang jeg vågner, klemmer solen sig ind i mellem træerne, og der er halv lyst. Jeg beslutter, at jeg har sovet nok, så jeg kryber ud fra mit skjul. Jeg har ikke pakket noget ud, da jeg ikke har andet end mig selv. Pinden smed jeg væk, da jeg ikke kunne bruge den til at smadre vej gennem skoven. Jeg begynder at gå. Jeg ved ikke hvilken vej, og jeg ved ikke, hvor hen, men en eller anden vej skal jeg jo.

Ved middagstid tynder skoven ud igen. Krattet forsvinder, der bliver langsomt længere mellem træerne og til sidst står jeg på en mark. Der er plantet en slags korn på marken. Jeg ved ikke, hvilken da jeg kommer fra Skytsenglene ikke Pacifisterne. Langt væk på den anden side af marken kan jeg se et par huse. Det kommer røg fra et par af husene, så jeg går ud fra, at de er beboede. Jeg styrter hen over marken, men der er længere end jeg tror, så da jeg er halvvejs er jeg nødt til at stoppe op. En så lang spurt kan jeg alligevel ikke klare. Jeg stopper forpustet op og sætter en hånd i siden. Jeg har fået sidestik. Efter et meget kort hvil fortsætter jeg med at gå i et rask tempo. Jeg har fundet en lille by, og jeg vil se om, der ikke er nogen, jeg kan få en bid brød af. Det har jeg gjort før. Altså tigget. Det gælder om at se stakkels ud, så er folk mere villige til at give lidt mad eller give lov til at overnatte.

Da jeg langt om længe er kommet over marken og står foran en dør banker jeg på. Jeg har efterladt min jakke i en busk et stykke fra huset. Så ser det ud som om, jeg fryser og får det rigtig koldt om natten. Der går lang tid før nogen åbner, og da de gør, er det første jeg ser mundingen på et gevær. Jeg for et chok og skal lige til at vende om og finde et andet sted, da en stemme lyder:
”Hvem er du!?” Jeg farer igen forskrækket sammen, men for nogle få ord over mine læber som svar.
”En stakkels fattig, der er sulten,” min stemme er lille og skrøbelig, men jeg tager mig ikke af det. Ved de ord bliver geværet sænket og døren åbnet. Bag døren står en mand, der må være i 40’erne. Han har en rød/sort ternet skjorte på og nogle cowboybukser. Han ser lidt på mig, før han træder til siden.
”Kom indenfor,” siger han. Da jeg går ind over dørtærsklen kan jeg mærke et mistroisk blik i nakken. Jeg er sikker på, at han ikke tror på min historie. Stuen er rummelig, selvom det udefra ser ud som om, der knap nok kan være både en seng og et toilet herinde. Der står et fjersyn i hjørnet længst væk. Foran fjernsynet står der en sofa og ved væggen til højre er der en pejs. Der er tændt op og foran ligger en chokoladefarvet hund og varmer sig. Den kikker op, da den hører os komme ind. Jeg står lidt akavet og ser rundt, indtil manden siger, at jeg bare kan slå mig ned. Jeg sætter mig hen til hunden og begynder at klappe den.
Manden har været ude og hente en kop te til os begge. Jeg tager glædeligt imod den og sætter mig op i sofaen ved siden af ham.
”Må jeg spørger Dem om et spørgsmål Hr?” Spørger jeg høfligt halvt i frygt for, at han vil finde geværet frem igen. Han smiler veltilfreds, inden han nikker.
”Hvorfor rettede De våbnet mod mig ude foran døren?” Jeg kan hører ham sukke let ved mit spørgsmål, og jeg bliver straks bange for, at han er blevet irriteret over det.
”Vi er i en farlig tid min kære,” svarer han stilfærdigt.
”Hvad mener De?”  Jeg tøver med at spørge, men jeg er blevet godt forvirret over hans svar.
”Krigen,” siger han tonløst. Mit forvirrede ansigtsudtryk ændrer sig ikke, så han begynder at uddybe.
”Ikke så langt herfra er der nogen, der er begyndt at gøre oprør. De slår alle ihjel, der ikke går efter deres principper. De kommer vidst nok fra Intelligentsia.” Ved de sidste ord måder jeg lidt. Har de også fraktioner her? Er det de samme? Jeg tør ikke spørge, så jeg sætter tankerne i gang i stedet. Er de også delt op, fordi alle mente, at det var forskellige ting, der forsagede krigen? Mine tanker bliver afbrudt af manden, der begynder at snakke igen.
”For 200 år siden var der en kæmpe krig. Da den var slut ville ingen have, at det skulle ske igen, så man delte sig op i fraktioner, der hver skød skylden på forskellige ting. Intelligentsia mente, at det var fordi vi ikke vidste nok, så det bestræbte sig på viden. Sanddru mente, at det var fordi vi ikke var ærlige, så de fortæller altid sandheden. Skytsenglene mente, at det var fordi vi ikke var modige, så de går meget op i, at man skal være modige. Pacifisterne mente, at det var fordi vi ikke var fredelige, så det er de. Til sidst Puritanerne, der mente, at vi tænkte for meget på os selv, så de er uselviske og sætter andre før sig selv.” Han holder en pause, så jeg tror egentlig, hans historie er færdig, men så fortsætter han:
”Det virkede meget godt indtil for omkring 50 år siden. Skytsenglene og Intelligentsia begyndte at gøre oprør. Næsten alt blev udryddet. Det var som at gå flere 100 år tilbage i tiden. Men der kom styr på det. Nu er jeg bange for, at det hele vil gentage sig, da der jo er nogen, der igen er begyndt at gøre oprør.” Han slutter af med et suk. Under hans fortælling går det op for mig, hvor meget baggrunden minder om det, der foregår nu derhjemme. Skytsenglene og Intelligentsia er ikke gode venner. Kan det være…? Nej det er umuligt! Men på den anden side, så ligner det bare så meget. Kan det her virkelig være fremtiden? Er det virkelig sådan vores land kommer til at se ud? Man tør ikke engang åbne døren i frygt for, at personen udenfor vil slå en ihjel! Hvad kan man gøre ved det? Det andet nytter jo ikke noget. Hvorfor skal de fraktioner også være der? Jeg sidder lidt og overvejer det, da det går op for mig, at det jo heller ikke nytter noget.

Jeg ønsker at være tapper og uselvisk og intelligent og fredselskende og ærlig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...