Tankemylder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2014
  • Opdateret: 2 apr. 2014
  • Status: Færdig
En beskrivelse af Tris' sind i tiden efter at hun har skudt hendes bedste ven. Hendes overvejelser i forbindelse med mordet, og hendes forsøg på at bearbejde den grusomme oplevelse.

1Likes
0Kommentarer
190Visninger

1. Tankemylder

Det hele er mørkt. Enkelte gange dukker små lysglimt af hukommelse op, som når man tænder og slukker for en lommelygte. Som billeder bliver vist på en projekter.

Det er mest om aftenen. Jeg kan høre deres stemmer; mors, fars.. og Wills. Indimellem er det som om, at jeg får hovedet op over vandskorpen for lige at trække vejret, men straks synker jeg ned i det mørke, selvmedlidende hul jeg bor i. Jeg ved, at jeg bør tage ansvar, for ellers sker der ingenting.

 

Da jeg holdt pistolen rystede jeg. Jeg ved at jeg rystede, for.. det må jeg have gjort. Det var jo ikke koldblodigt mord. Eller var det? Har jeg altid ønsket at ville dræbe? Var det nemt for mig?

Det er som om, at mine tanker er pakket ind i tykke dyner. Jeg kan ikke trænge ind, uanset hvor meget jeg bokser og slår. Jeg kan knap nok huske hvad jeg selv tænker. Det kræver enorme anstrengelser bare at tænke tilbage på det. Øjeblikket hvor jeg løftede pistolen.

Jeg kan føle det i mine arme. Som om jeg bærer på en tung byrde. Mine arme er af metal, og pistolen en forlængelse af dem. Når jeg igen og igen ser det for mit indre, er jeg der ikke selv. Jeg svæver over mit 'andet jeg' som en engel. Råbende og skrigende forsøger jeg forgæves at stoppe det uundgåelige. Gang på gang råber jeg af mig selv, men der kommer intet ud. Jeg forsøger at standse noget, jeg alligevel ved kommer til at ske.

Jeg skyder. Og græder.

 

Jo længere tid der går, jo mere er jeg i tvivl. Kunne jeg have ventet med at skyde? Ville han overhovedet have skudt mig?

Jeg dræbte et menneske. Jeg dræbte en ven. Min bedste ven.

 

Det er kun når jeg ikke bestiller noget, at tankerne kommer. Når jeg er alene kommer stemmerne også. Dem der fortæller mig at det havde været nemmere, hvis jeg havde skudt mig selv. Hvis jeg ikke havde været der. Hvis jeg ikke havde været der, da det skete. Ingen ved det. Ingen ved at jeg har det sådan. Der er for meget lige nu. Ingen vil forstå det, selv jeg er på bar bund.

 

Efter stemmerne kommer tankerne og mørket. Som en flodbølge af tunge, grå skyer oversvømmer de mit sind med dystre billeder og savn. De æder mig op indefra. Jeg ved ikke hvem jeg er, eller hvad jeg står for.

Jeg ved kun, at det alt sammen vil gå væk, når hele dette mareridt er ovre. Helt ovre. Jeg må få fat i Marcus. Ellers får jeg aldrig fred.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...