Hexa - Divergent

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 apr. 2014
  • Opdateret: 4 apr. 2014
  • Status: Igang
Valerie er en 16 årig pige fra Intellegentsia. Hun lever et liv der er fyldt med nysgerrighed. Men da Valerie opdager en hemmelighed der aldrig skulle være kendt, sætter hun alt på spil for den. Men hvor langt vil Valerie gå for at tilfredstille sin nysgerrighed? - Denne movella deltager i divergent fan fiction konkurrencen.

6Likes
2Kommentarer
365Visninger
AA

6. Kapitel 4

Da Valerie skulle kæmpe den dag var bogen næsten faldet ud af trøjen, den var næsten også faldet ud under togturen og Valerie var bage for at tabe den. Da hun havde meldt sig til Skytsenglene, havde hun ikke tænkt over at det kunne være så farligt, og at hun så let kunne miste bogen. Hvis hun skulle fortælle sandheden havde hun næsten glemt bogen fra det øjeblik hun havde ladet blodet dryppe på kullene, til det her øjeblik hvor hun sad i sin seng i sit sorte tøj. Tøjet var blevet lagt frem til dem og alle havde stort set klædt om. Det havde været et stort skridt for Valerie, at skulle bo i samme værelse som alle de andre aspiranter, da hun fra Intelligentsia havde været vant til at bo for sig selv. Alle andre var faldet i søvn nu, og Valerie sad fremme med bogen. Hun havde læst i den her den seneste times tid og havde fundet mange af emnerne spændene.

Valerie gabte en gang. Hun vidste at hun nok burde sove nu, og lagde bogen ned i madrassen. Hun havde fundet et hul i madrassen der var som skabt til bogen, og hun skubbede den der ind. Valerie lagde sig til at sove med alt hendes tøj på, efter at hun havde prøvet det, havde hun ikke gidet at tage det af igen.

 

 

 

Valerie vågnede af at Noah snorkede. Det undrede hende at ingen andre var vågne, for han snorkede højt. Hun prøvede at falde i søvn igen, men hun kunne ikke koncentrere sig om andet end Noahs snorken. Hun udstødte et irriteret suk og satte sig op i sengen. Der havde været en enkel seng for meget, og den stod tom henne i hjørnet. Valerie overvejede at flytte sig derhen, men det ville nok ikke hjælpe meget på hendes snorkeproblem.

Hun besluttede sig for at gå en runde af den rundvisning de havde haft i dag. Valerie måtte dog starte omvendt, da turen havde sluttet ved aspiranternes værelse. Hun begyndte at gå og blev mere og mere træt, for hvert skridt at hun tog. Hun begyndte at høre stemmer og vidste ikke helt om hun skulle gemme sig eller bare gå forbi dem, som var det den mest normale ting at gøre. Hun prøvede at tænke logisk, men endte med at gemme sig – det var lettest.

Hun kunne let gemme sig i skyggen nu, da hendes tøj ikke længere var blåt men sort. Valerie benyttede sig af det og pressede sig helt op mod væggen.

”Så er hun divergent?” spurgte en lys stemme, højest sandsynlig kvinde.

”Det ville hun ikke fortælle, kun at hun er her fordi at hun har valgt det.” Den anden stemme var mere ru og lød som en mand.

”Men hun er en del af Hexa?” det var kvinden der spurgte.

”Ja, så vidt jeg ved. De fortæller det ikke til nogen så lavt nede i ledelsen.”

Valerie holdte vejret. Det lød som om de kom tættere på nu.

”Men hvad var hendes navn?” Det var kvinden igen.

”Det ved jeg ikke.” Manden holdte en pause. ”Men hun er en af aspiranterne, så meget ved jeg da.”

Valerie var forvirret. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre og hvad var denne divergent? Var det det samme som divergens? Men de havde brugt ordet omkring en person, så det kunne da ikke være det samme? Valerie holdte sig i skyggen, og sørgede for at dække sit ansigt med sit hår, så hun var bedre gemt. Og hvem var denne pige, en del af hende troede at det var hende selv, men en del håbede inderligt at det ikke var. Der var et eller andet forkert over den måde de havde talt om pigen, en måde der virkede forkert, som var hun ikke menneskelig. Men der var også ordet Hexa igen. Valerie kom pludselig i tanke om det hun havde læst i går. Der havde stået noget omkring divergent, havde der ikke? Valerie var pludselig i tvivl.

 

”Jo, der!” Valerie jublede inde i sig selv. Hun havde haft ret. I bogen havde der stået noget om divergent. Det var ikke meget, men der stod noget. ”En person der afviger fra systemet.” Valerie var allerede begyndt at regne på det. Systemet kunne være systemet her hos Skytsenglene eller det kunne være systemet generelt, som i alle faktionerne. Faktionerne er jo i ceremonitalen refereret til som systemet. Men denne bog kunne jo være skrevet af en enkel faktion og deres system. Men en ting var Valerie sikker på, bogen havde helt klart noget med faktionerne at gøre. Det var også derfor at der havde været Skytsenglenes tegn tegnet på de to sider. Men hvorfor var de andre faktioners tegn der så ikke? Valeries hoved gjorde ondt af de mange spørgsmål og hun var også træt. Noah snorkede stadig, men Valerie var for træt til at tage notits af det og faldt hurtigt i søvn.

 

 

Da Valerie vågnede om morgnen, sad Sandra og ruskede i hende. Valerie var ikke meget for at stå op den morgen. Det havde været en hård nat og Valerie var stadig træt.

”Kom nu Valerie, du vil da ikke være for sent første træningsdag?” Valerie kom i tanke om hvad Skytsenglen fra i går havde sagt under rundvisningen, at man ikke klarede det på top 10, ville man ende som faktionsløs. Før Valerie havde nået at tænke tanken færdig, var hun oppe af sengen. Hun havde ikke tænkt så meget i gennem hvad hun ville vælge, bare for at ende som faktionsløs. Sandra trak af sted med Valerie og sammen nåede de lige at komme til tiden. På vej hen til træningssalen havde Valerie opdaget noget vidunderligt, hun havde fundet glasset over grotten, glasset der lod sollyset komme ind. Valerie havde allerede fået en god start på dagen.

”I dag skal i lave styrketræning og kampfærdigheder.” Skytsenglen lod blikket hen over den trætte forsamling af aspiranter. ”Vi begynder med at dele jer op i hold.” Skytsenglen gjorde tegn til en anden Skytsengel og han kom ind.

”Mit navn er Jackie, og den ene halvdel går med mig for at lære kampfærdigheder.” Jackie så ud over forsamlingen der var så tavse som man kunne være. Han pegede nogle stykker ud bl.a. Valerie og Noah samt nogle andre aspiranter. Da han gjorde tegn til dem om at følge med, gik de med hen til et rum lige ved siden af træningssalen. Her var flere af de røde cirkler. Valerie smilede, hun glædede sig til at lære mere omkring det at slås. Det var en af de ting hun aldrig havde troet at hun skulle, men nu kunne hun ligefrem sige at hun var glad for det. Hun var blevet en helt anden Valerie.

Jackie begyndte at forklare hvordan ens fodarbejde skal være, og Valerie lærte at fodarbejdet afhænger af hvem man kæmper mod. Man skulle også huske at man skulle gøre noget unødvendigt, såsom at rykke hele kroppen i stedet for bare at flytte hovedet eller vende siden til.

”Find sammen to og to og øv de teknikker, jeg lige har fortalt jer om.” Valerie kæmpede mod Noah, hvilket var svært for han var en hel del større en hende, og kunne tåle de slag at hun gav ham, men hun kunne ikke tåle hans. Hun fandt ud af at hun skulle være hurtigere end ham og mere præcise med sine slag. Slå der hvor det gør ondt, såsom brystbenet eller kæben.

 

Efter dagens træning, var Valerie øm over hele kroppen. Hun var sikker på at få blå mærker, og hendes hud havde også revet sig op flere steder. Valerie havde dog også fået sneget et par blå mærker ind til Noah og han gik og ømmede sig over hans kæbe, som hun fik slået en del gange. Valerie sad i sin seng og gned sine underarme. De gjorde ondt efter at have afværget slag, i stedet for at undvige. Valerie var alene, da de andre var gået op at spise og Valerie havde sagt at hun kom om lidt. Hun ville tjekke bogen. Hun havde brug for at læse og tage tankerne væk fra dagens oplevelser bare et øjeblik. Hun rakte ned mod madrassens hul, men kunne ikke få fat i bogen. Hun prøvede igen men der var ikke noget. Hu trak madrassen op og kiggede på hullet – der var ingenting! Valerie panikkede. Hvorfor var bogen her ikke?

”Leder du efter den her?” Det var Noah, han stod i indgangen til værelset og viftede med den lille bog.

”Giv mig den, den er min” Valerie vrængede af ham, hun ville bare have sin bog.

”Valerie,” Noah rystede på hovedet ”du burde slet ikke have en bog. Du har valgt Skytsenglene og ikke Intelligentsia.”  Noah gik helt hen til Valerie. Valerie vidste godt at han havde ret, men hun ville have den bog, den var vigtig.

”Giv mig den Noah.” Valerie hvæsede det ud gennem tænderne.

”Valerie, Valerie, Valerie” Noah sagde hendes navn mens han rystede på hovedet. Valerie lagde mærke til at han gik over til pejsen med den.

”Det vover du på!” Valerie hvæsede mere end hun havde gjort før. Men det virkede ikke, og Noah smed bogen i ilden.

”Hvorfor gjorde du det?!” Valerie var vred nu, den bog havde været hendes eneste mulighed for at finde ud af mere om divergent og Hexa.

”Rolig nu Val” trøstede Noah inden han gik ud af døren og lod Valerie være alene tilbage med hendes tanker.

Hvordan skulle hun nu finde ud af mere omkring divergent og Hexa?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...