Hexa - Divergent

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 apr. 2014
  • Opdateret: 4 apr. 2014
  • Status: Igang
Valerie er en 16 årig pige fra Intellegentsia. Hun lever et liv der er fyldt med nysgerrighed. Men da Valerie opdager en hemmelighed der aldrig skulle være kendt, sætter hun alt på spil for den. Men hvor langt vil Valerie gå for at tilfredstille sin nysgerrighed? - Denne movella deltager i divergent fan fiction konkurrencen.

6Likes
2Kommentarer
364Visninger
AA

4. Kapitel 2

Selvom Valerie var nervøs, da hun stod foran elevatoren, så stolede hun på tegnet. Hun skulle klare det. Hun ville for en gangs skyld lade tingene over til tilfældighederne. Hun ville smile, men kunne ikke. Valerie stod stiv som en pind mens hun ventede på elevatoren. En puritaner havde tilbudt Valerie hans plads oppe foran i køen, og Valerie havde med glæde taget imod pladsen.

Valerie lod hånden glide ned over hendes bluse, der for en gangs skyld ikke var blå, hun havde bevidst valgt ikke at tage andet end et blåt hårbånd på, hvor hun havde gemt den lille læderindbundet bog. Hun havde ikke afleveret bogen tilbage til biblioteket, hun havde været for pinligt berørt. Det lignede ellers ikke Valerie, hun var aldrig pinligt berørt, det havde der aldrig været brug for - hun havde altid haft ret. Men Valerie var pinlig berørt, selvom hun gjorde sit bedste for ikke at vise det.

De sølvgrå elevatordøre åbnede, og Valerie trådte forsigtigt ind. Da elevatoren var fyldt op med det max. antal mennesker, så Valerie dørene lukke sig, og efterlade Valerie i et trangt rum. Valerie kiggede sig omkring, så godt hun nu kunne uden at fornærme nogen. Alle så ud til at være mindst lige så nervøse, som hun følte sig. Der var mange klædt i blåt, men også nogle få i gult og rødt. Valerie slog blikket ned, da nogle andre også begyndte at kigge rundt. Hun trak vejret dybt da elevatorens døre igen gik op. Valerie var den første ude af elevatoren. Hun kunne ikke klare det mere. Det valg hun skulle til at tage var stort, og hun var stadig usikker. Hun kiggede på rummets vægge. De var grå og kedelige. Det var ikke den velkendte farve af blå, og Valerie blev mere i tvivl. Ville hun kunne udholde at skifte faktion? Valerie tog hænderne op til hendes hoved. Det gjorde så forfærdeligt ondt. Hun mærkede hårbåndet mellem sine hænder. Langsomt og med rystende hænder fjernede Valerie båndet. Det blå stof lå nu i Valeries blege hænder. Hun studerede det omhyggeligt. Den blå farve skulle hjælpe en med at koncentrere sig, og Valerie havde brug for at koncentrere sig. Hun bandt båndet om håndledet.  Nu kunne hun kigge på det, hvis hun følte tvivl. Hun tog sig sammen og gik med de andre ned igennem en lang gang, til de kom til et par store glasdøre. Selvom dørene var af glas, kunne man ikke se igennem dem. Valerie stirrede på dørene og det samme gjorde alle de andre ved siden af hende. Ingen åbnede dem. Valerie kiggede sig igen omkring. En sortklædt Skytsengel gik op til dørene og åbnede dem. Valerie studerede ham nøje. Han var venstrehåndet og havde sort hår, der var klippet lige før øreflippen. Da dørene var åbnet gik Skytsenglene først, og så Intelligentsia. Valerie var en af de første fra Intelligentsia til at gå ind. Da hun passerede glasdørene skævede hun ned til hårbåndet. Hun havde virkelig brug for hjælp nu. Mens at de alle stiller sig i alfabetisk orden, presser Valerie sig op foran. Hun hadede for en gangs skyld at hendes efternavn startede med B. Valerie måtte undskylde et par gange mens hun stødte ind i Skytsengle, Intelligentsiaer, Pacifister og Sanddruer. Dog flyttede alle Puritanerne sig pænt for hende. Det var første gang at Valerie egentlig lagde mærke til Puritanere de havde bare altid været der for hende. Hun havde heller ikke læst meget om dem, for hun havde altid fundet dem forfærdelig kedelige, men for anden gang i dag var Valerie pinligt berørt. Puritanerne havde jo et svært arbejde. De skulle hele tiden sætte andres behov over for deres egne. Valerie vidste med det samme at hun aldrig ville kunne gøre det, og fik respekt for dem. Hun smilede derefter venligt til alle puritanere. Valerie skævede igen ned til hårbåndet.

Hun ville have hjælp. Hun kunne ikke vælge. Men hun blev nødt til det. Hun sukkede. Hun pillede hårbåndet af og lagde det ned i lommen på hendes bukser.

Valerie fandt sin plads, og stillede sig med rank ryg. Skytsenglene, der stod for årets ceremoni, begyndte at remse navnene op i den sædvanlige omvendte rækkefølge. Valerie var splittet. På den ene side ville hun gerne have længere tid til at tænke sig om, men hun ville også bare have det overstået.

Valerie stod lige bag en Pacifist. Ikke at hun havde noget imod det, men hun kunne ikke se noget, for han var så høj at han dækkede Valeries synsfelt. Hun stillede sig langsomt på tæer og kunne lige skimte krukkerne over Pacifistens skuldre.

En skytsengel rømmede sig i mikrofonen. Valerie kendte ham som en af Skytsenglenes ledere, men kunne ikke komme op med et navn.

”Velkommen” lederen stirrede stift ud på forsamlingen.

”Velkommen til Udvælgelsesceremonien. Velkommen til denne dag, hvor vi højtideligholder vore forfædres demokratiske tankegang. De har lært os, at hvert menneske har retten til selv at vælge sin egen kurs i denne verden.” Valerie nikkede. Hun kendte ordene. Under hendes research havde Valerie fundet den traditionelle tale til udvælgelsesceremonien.

”De unge mennesker, hvis opvækst vi har taget ansvaret for, er nu fyldt seksten. De står på tærsklen til de voksnes verden, og nu er det deres opgave at beslutte, hvilken slags mennesker de vil være.”

Valerie sank en klump. Selvom hun havde kendt ordene, havde den sidste del ramt plet. Det var nu hun  skulle bestemme.

”For årtier siden indså vore forfædre, at det hverken er politisk ideologi, religiøs overbevisning, racetilhørsforhold eller nationalisme, der bærer skylden for den ufred, der er i denne verden. De forstod, at fejlen lå i menneskets personlighed – i menneskets tilbøjelighed til det onde, uanset i hvilken form denne forekommer. Derfor delte de sig op i faktioner, som hver søger at bekæmpe de egenskaber, som de mente var den egentlige årsag til verdens forfald.”

Skytsenglen kiggede igen rundt på forsamlingen, og Valerie sank igen en klump, da hans blik landede på hende.

”De, som gav aggressionen skylden, dannede pacifisterne.” Skytsenglens blik landede på den forsamlede gruppe pacifister, det samme gjorde alle andres, og Valerie fulgte deres eksempel.

”De, som gav uvidenheden skylden, dannede Intelligentsia.”

Alles blik gled nu over på de blåklædte, alle undtagen Valeries.

”De, som gav falskheden skylden, dannede Sanddru.” Valerie fulgte igen de andres eksempel og kiggede på Sanddru.

”De, som gav egoismen skylden, dannede Puritanerne.” Hun kiggede på Puritanerne. Det var noget hun aldrig havde gjort før, hun havde aldrig skænket dem opmærksomhed.

2Og de, som gav fejheden skylden, dannede Skytsenglene.” Denne gang landede Valeries blik ikke på faktionens medlemmer, men dens krukke. Den krukke med de glødende kul.

”I fred og fordragelighed har disse fem faktioner nu arbejdet sammen i en længere årrække, hver især ydende sit bidrag til det fælles bedste. Puritanerne har dækket vores behov for uselvisk politisk ledelse; Sanddru har sikret os et pålideligt og sundt retssystem; Intelligentsia har stået for Intelligent undervisning og forskning; Pacifisterne har givet os indfølende og forstående rådgivere og plejepersonale; og Skytsenglene har ydet os beskyttelse mod farer og trusler, indre såvel som ydre. Men omfanget af faktionernes indsats strækker sig langt ud over disse områder. Hvad vi giver hinanden kan slet ikke rummes i enkle formuleringer. I vores faktioner finder vi mening, formål og tryghed. Vi finder liv. Adskilt fra dem vil vi ikke kunne overleve.” Det var sandt Valerie var enig. Hun havde nu fundet mod. Faktion før familie. Hun skulle vælge der hun hører til. Hun klapper da de andre klapper og går så langt som at smile.

Valerie er fuldt opmærksom da Skytsenglen begynder at råbe navne op.

”Adrian Zloff” der er lidt fnisen over hans navn, men det går hurtigt over da de ser hvem han er. En stor og muskuløs dreng fra Sanddru. Hans hår trænger til at blive klippet, og falder ham i øjnene, mens han går. Valerie ser på ham, mens han går op og tager kniven fra Skytsenglen. Han tager kniven med højre hånd og fører den ned mod venstre håndflade. Kniven ryster og han får skåret lidt for dybt. Han ømmer sig imens han går over til hans krukke. Der lyder et gisp fra Sanddru da han drypper blodet ned på glas.

Valerie bider sig i tungen. Han var den første til at skifte faktion, men klart ikke den sidste. Mon Intelligentsia vil reagere på samme måde, hvis det var en af deres egne?

Og sådan fortsætter ceremonien. Folk der skifter faktion,  gisp fra en faktion og folk der bliver i deres faktion.

 

”Valerie Bermudez.” Valeries hjerte stopper for et kort sekund, da hendes navn bliver sagt. Med faste skridt gå hun op til Skytsenglen. Hun rakte hånden frem for at tage kniven. Hånden rystede, men hun tog selvsikkert fat i kniven. Da hun holdte kniven over sin håndflade ramte informationer hendes hjerne om hvordan at hun skulle gøre. Hun holdte kniven den rigtige vinkel og skar det rigtige sted. En fin tynd rød streg, kom til syne der hvor hun havde skåret sig. Hun prøvede at virke selvsikker da hun gik over mod krukken. Valerie skulle til at kigge sig over skulderen, men besluttede sig for at lade være, det var hendes valg.

Hun lukkede øjnene da hun lod blodet dryppe ned på kullene.

Hun kunne råbe af lettelse. Hun havde valgt! Hun var overlykkelige. Men da hun gik hen til skytsenglene kom der et spørgsmål hun ikke kunne svare på – Ville hun blive ved med at være lykkelig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...