Uren hud.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 apr. 2014
  • Opdateret: 1 apr. 2014
  • Status: Færdig
Efter møgungen kom til verden, har Lise følt sig glemt. Alt er taget fra hende, og ingen gider hende mere. Hun hader møgungen. Hun hader alle omkring hende. Det er en gammel novelle, som er godt over et år gammelt.. Jeg har ikke haft overskuet at rette diverse grammatik- og kommafejl. Men hey.. bær over mig.

5Likes
1Kommentarer
394Visninger

1. Uren Hud

Had og misundelse. Det var de to følelser, der havde sugede mest plads inde i Lises lille krop. Hun kendte dog endnu ikke til de to ord, men de tog stører og stører plads. Fyldte hendes hjerte mere op hver gang gråden fra møgungens værelse begyndte. Den gråd der straks fik trapperne til at reagere med hurtige fodtrin og en tyssen.                     Bare hun også kunne få den opmærksomhed. Bare hun kunne lægge sig til at græde. Skrige, og så vil der hurtig komme en beroligende tyssen og en varm favn.   Men sådan var det ikke. Det var ikke fordi hun ikke havde prøvet, engang havde hun hylet op som en eller anden hund der havde fået halen kørt over, men det eneste hun havde fået ud af det var døren der råbte ”Hold mund!” og smækkede i med et brag så stort, at hun havde troet hele væggen vil brase sammen.  Hun kiggede på sine hænder. Studerede de små tykke fingre, der altid var rene. Hun lavede dem til klør, og begyndte at lege tiger. Forstillede sig hvordan møgungen var hendes bytte, hvordan hun vil kradse og bide i ham indtil gråden var stoppet. Sådan som hun havde set i fjernsynet. Hun satte sig op i sengen, og lyttede til hvordan mor hun sang for møgungen. Hvordan vinden fløjtede med, og grenene på vinduet lavede små trommehvirvler. Det var typisk møgungen. Han fik alles opmærksomhed. Hun stod op fra sengen og listede hen til vinduet. Selv månen smilede ned til møgungen som om han var en af månens egne stjerner. Lise fnøs som en fornærmet pony. ”Se på mig måne! Hvad med mig?” råbte hun surt op til månens smil.

”Hvorfor er det altid møgungen der får alt opmærksomheden? Hvorfor skal jeg glemmes?” Lise satte hænderne i siden, og rynkede misfornøjet med hendes øjenbryn. Det eneste jeg beder om er en smule opmærksomhed, tænkte hun for sig selv. Hun kiggede hårdt ned, og fik øje på hendes dukke. Hun tog dukken op og aede des hår, som hun engang havde malet grønt. Lises fingre bevægede sig over dukkens ansigt, som var smurt ind i læbestift og det sorte stads mor plejede at bruge. Hun rettede lidt på dukkens kjole som var lavet af en sort plastik pose, da alle dukkens andre kjoler – De fine lyserøde med perler- var blevet revet i stykker af møgungen. Men selvom dukken var blevet udsat for så meget, havde Lise altid sørget for at give dukken opmærksomhed. Komplimenterede dukken for hendes smukke øjne og flotte grønne hår. Og igennem alt den tid havde dukken smilet.

 

Hun smed dukken fra sig med et grynt. Smilet. Det var et grimt smil dukken havde. Alle havde grimme smil. Lise kunne ikke fordrage at se andre smile. Og når de for en gangs skyld smilte til hende, var det klistrende falske smil.

Hun kiggede ned på hendes hænder, og opdagede der var kommet læbestift på dem. Hun prøvede febrilsk at tørrer hænderne af i hendes nattøj, men det gjorde det bare hele værre.  Hun holdte vejret, og listede sig hurtig ind på badeværelset. Hun prøvede at nå vandhanen, men der var for langt. Hun kunne mærke hvordan det klistrende læbestift, dykkede ned under huden for at blive siddende. Så alle kunne se hvor grim Lise var, og kunne offentlig gå en stor bue udenom hende. For nu havde de en undskyldning. Lise gik ned på knæ og snappede efter vejret da hun fik fat i skamlen under vasken. Skyndte sig at hive den ud og bestige den for at nå hanen. Hun skruet fuldt op for det kolde vand og lod sine hænder blive rene. Blive perfekte igen. Mens hun følte det kolde vand omslutte sine hænder, kiggede hun sig selv i spejlet. Så hvordan hendes tykke kinder var blevet våde af de tårer der rendte. Hun snøftede, og slukkede så for hanen. Hun så hvordan hendes blik fik det der bestemte udtryk og listede så ind på værelset igen.

 

Da hun lå under dynen igen, med hænderne knuget imellem hendes knæ, vendte hadet tilbage igen. Der var blevet stille inde hos møgungen, så han var nok faldet i søvn igen. Hun havde slet ikke hørt trapperne give lyd fra sig da mor havde gået ned til hende selv.

 Lige siden han var kommet brasende, var alt blevet taget fra Lise. Han havde fået hendes store værelse, hendes ret til fjernbetjeningen, hendes lille bold med små frøer på og hendes forældres opmærksomhed. Hun følte sig glemt og tilsidesat. Hvis han nu bare aldrig var blevet født! Hvis han ikke fandtes! Så havde hun ikke mistet så meget. Så vil hun få bolden med de små frøer og hendes forældres opmærksomhed og kærlighed tilbage. Hun slog dynen til side og satte sig op igen, med en skræmmende tanke. Hvis man kunne få ham til at forsvinde? Hun havde engang set en krimi hvor en pige fik en pude for hovedet. Hun kunne ikke forstå hvorfor man gjorde det, så hun spurgte far om det. Der begyndte han en helt masse om kvælning, drab, holde op med at leve og så videre. Hun fattede ingenting så hun spurgte mor om det samme.

 

 ”Hun dør” svarede moren der sad i sofaen overfor, mens hun læste i Ude & Hjemme.

”Dør? Hvad betyder det?” Lise rynkede på panden og prøvede at røgten fotografer ugebladet for at se på moren. Mor sukkede og lagde ugebladet ned på hendes krydsede lår.

”Dør menes med at man kommer op i himlen. Så er man ikke nede på jorden mere” Hun smilede skævt og genoptog læsningen.

”Jamen mor, kommer man så aldrig tilbage igen? Forsvinder man så?” Lise havde store øjne nu, men før hun kunne få svar begyndte møgungen at stjæle opmærksomheden ved at kravle over og prikke på ugebladet. Snart begyndte mor på den berømte ”kuk kuk, bøh”-leg.

 

Hun skulle få ham til at forsvinde. Hun steg for anden gang ud af sengen, med hendes pude trykket ind mod hendes bryst. Listede ud af døren og hen af den lange gang, som altid for hende virkede som en evighed at nå igennem. Der lå legetøj hist og pist, hvor alle virkede som om de stirrede bebrejdende på hende. Men det lod hun sig ikke blive skræmt af. Tværtimod gav det hende ekstra energi. Hun skulle vise dem.

 Men da hun nåede døren for enden af gangen, begyndte hun at tvivle. Men det forsvandt hurtig, da hun huskede sig selv på hvorfor møgungen skulle forsvinde. Hun tog en dyb vejrtrækning, og åbnede så døren til det store værelse. Hun kiggede sig omkring. Væggene var malet blå, og der var hængt gyldne stjerner op i loftet der glimtede hver gang, de fangede månen igennem et af de store vinduer. Legetøjet var pænt sat på plads på alle hans hylder. På den gule bogreol var der masser af børnebøger, som han fik læst højt op fra hver aften. Hun listede over til hans tremmeseng, og kiggede ned på møgunges grimme ansigt, der mest af alt lignede en gris. Utroligt at han kunne få alt det opmærksomhed. Hun fnøs men skyndte sig at holde sig for munden, da hun så ham røre på sig. Der kom et langt grynt fra møgungen, men han sov. Lise tog et strammere tag i puden, mens hun kiggede hadefuldt ned på møgungen. Når han først forsvandt, vil alt blive meget bedre. Hun lagde puden få centimeter fra hans griseansigt, og lukkede hendes øjne i. Forstillede sig hvordan alt vil forandre sig, når han var væk. Hun vil få sit værelse igen, hun vil få godnat sang hver gang hun ikke kunne sove. Hun vil få et kys på panden af hendes far, inden han tog af sted på arbejde. Hun vil få alt den kærlighed og opmærksomhed, hun havde skreget så længe efter. Så inderligt ønsket. Hun lod puden falde ned over møgungens ansigt. Lod den dække hans hoved helt til så det lignede at puden havde fået en krop.

 

Møgungen begyndte at vågne op, sprælle med de små ben og arme. Men Lise pressede bare puden mere ned over hans ansigt, hun blev ved med at presse selv efter alt liv havde forladt den lille krop. Og igennem hele forløbet tænkte hun på den opmærksomhed og kærlighed hun snart skulle føle.

Lise fjernede puden fra møgungens ansigt og blev mødt af nogle store livløse øjne. Hun kunne ikke forstå hvorfor han så sådan på hende. Hvorfor var han ikke forsvundet? Hun smed puden fra sig og tog om møgungens arme. Ruskede i dem. Men han blev ved med at bare stirre på hende.

”Hallo? Hvorfor er du her stadig!?” hun næsten skreg spørgsmålet ned i møgungens hoved. Men der var ingen reaktion. Han blev bare ved med at kigge tomt op på hende. Hun ruskede stadig i ham og prøvede at få ham til at reager. Måske han så vil forsvinde? Men efter flere forsøg gav hun op og satte sig ned på gulvet. Hun kunne ikke forstå det. Hvorfor lagde han der stadig? Hvorfor kiggede han sådan på hende? Bebrejdende. Ligesom legetøjet på gangen, de havde kigget på hende på samme måde. Hun kiggede ned på hendes hænder, og følte den velkendte klistrende fornemmelse dykke ned igennem hendes hud. Men de var rene. Ikke en plet var at så på dem, og alligevel føltes det som om hun havde dyppet dem ned i et kæmpe mudderhul. Hun begyndte at ryste over hele kroppen, mens hun prøvede at tørrer hænderne af i hendes tøj og i gulvet. Men følelsen blev bare stører. Hun rejste sig besværet op og skyndte sig ud af værelset. Da hun kom ud i gangen, og mødte alt legetøjets bebrejdende blikke, holdte hun sine hænder for øjnene og spurtede igennem gangen væk fra legetøjet.

 

 

Hun smækkede døren i efter sig, da hun var kommet ind på badeværelset. Skyndte sig at bestige skamlen og tændte for det kolde vand. Hun skrubede og vaskede hendes hænder mere og mere febrilsk, men det var som om den klistrende følelse bredte sig til resten af kroppen. Hun så ned på hendes hænder, som havde skiftet farve fra den blege hvide til den ildrøde. Og skrubede videre med tårerne rendende ned af kinderne. Hun hadet den klistrende følelse. Den var værre end den opmærksomhed, hun ikke fik fra hendes forældre.

Hun slukkede for vandet, og tændte i stedet for hanen i badekarret. Hun tog alt hendes tøj af og sank så ned i det iskolde bassin. Hun mærkede hvordan det kolde vand lindrede den klistrende følelse. Mens hun så på verden udenfor vinduet blive varmet op af den lige opstået sol, blev hendes krop mere kold og træt. Hendes øjenlåg blev tunge og gled mere og mere i.

Hun smilte.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...