Sirene

En ung mand leder efter sin forsvundne elskede.

2Likes
0Kommentarer
169Visninger

1. Sirene

Stilheden var lammende. Det eneste der hørtes var hans åndedrag, som tungt og besværet kørte derudaf i rasende fart. Han var endnu engang vågnet, med bankende hjerte, og sveden drivende af kroppen. Det var måneder siden han sidst havde fået en hel nats søvn, og han savnede det. De mennesker han mødtes med, var begyndt at kommentere hans rande under øjnene og den måde han fraværende sad og kiggede ud i luften på, når de var på besøg. De troede alle sammen at han bare manglede søvn, fordi han havde svært ved at sove, men ingen af dem vidste noget om, at han blev hjemsøgt i sin søvn. Hjemsøgt og dræbt. Slået ihjel, indvendig, dybt i sit hjerte. Revet ud af kroppen på ham. Hans sjæl.

Han skjulte ansigtet i sine hænder, som han bagefter frustreret kørte igennem sit hår. Han lagde langsomt hovedet tilbage og sukkede dybt og opgivende. Ethvert forsøg på at sove videre, ville være spild af tid. Dybt inderst inde, vidste han, at han aldrig ville genfinde roen, som før havde været i hans liv. Med hende ved sin side.

Han kiggede forvirret ned på sine hænder, som var helt hvide i månens lys. Den eneste lyskilde i lokalet kom fra persiennerne, som han havde glemt at lukke ordentligt aftenen før. Striberne ind over hans hænder, fik hans hudfarve til at se sygeligt bleg ud.

Hans hjerte bankede stadig derud af, og han overvejede om andre ville kunne høre det, eftersom stilheden var så markant. Han tørrede sveden væk fra øjenkrogene og blev nærmest suget tilbage til sin drøm, sit mareridt, helvedet. Han havde været under vandet igen.

Han genkaldte sig fornemmelsen af vandet mod sin hud. Den måde det blidt kærtegnede ham som et par fingerspidser, som langsomt og udforskende søgte efter hans nærhed. Fornemmelsen af en andens tilstedeværelse forvirrede, men beroligede ham på samme tid. Han vidste med det samme, at det var hende. Tangen fra havbunden bølgede let i vandet, og blevet revet fra side til side, som var det en kvindes hår der bølgede i vinden ved havet. Han fornemmede hvordan han blidt kørte sine fingre igennem hendes hår, der var blødt som silke. Trækkene i hendes ansigt var så tydelige for ham, og at glemme dem ville være umuligt. Det var ligesom første gang han så hende.

 

Han var på vej hjem, da han hørte en fugl synge. Selvfølgelig var det ikke en fugl, fugle bruger ikke ord, men det var lige så smukt og yndefuldt som fuglesang. Med spidsede øre gik han langsomt fremad, indtil han så en lille og køn kvinde sidde på en bænk, med en guitar og spille for drikkepenge. Sjældent havde han hørt noget så smukt. Han kunne blot stå der, og kigge på hende. Han vidste ikke hvad han ellers skulle gøre. Han træk vejret dybt, lukkede øjnene og lyttede i stilheden. Melodien var så rolig og flydende, at det næsten lød som noget sendt fra himlen. Eller havet… han huskede, at det var hans første tanke. Det var længselsfuldt og mindede ham om vinden ved havet og bølgerne i vandet.

 

Han blev revet tilbage til sin egen verden, idet hans telefon begyndte at ringe, med en høj og skarp tone, som irriterede hans øre. Han gned sig kort i øjnene med den ene hånd, og kom med en beklagende lyd. Det var næsten spild af energi at rejse sig efter den, men hvem ville ringe til ham midt om natten, hvis ikke det var vigtigt.

Den tanke fik ham til at le følelsesforladt og koldt, med en latter der var drænet for den mindste form for humor. Vigtigt. Der var ikke noget vigtigt i hans liv længere. Intet. De havde sagt at hun druknede. Det var vigtigt. Det var det eneste der var vigtigt i hans liv nu. At hun aldrig var blevet fundet, men at de ville bilde ham ind, at hun var druknet. De havde ingen beviser, og han vidste, at det blot var et tegn på, at de havde givet op. De ville aldrig finde hende, og det vidste han. Men han gav ikke op. At se hende en gang mere, var alt han ville. Hvis han blot kunne…

Det var dette selvpineri, som de ville have han undgik. ’For at hjælpe sig selv’ havde de sagt. Men det eneste der hjalp var at tænke på hende. Han kunne næsten bilde sig selv ind, at hun stadig var her nogle dage.

Hun lå der i sengen og smilede hen til ham. Han ville ihærdigt prøve at koncentrere sig om sit arbejde, men hendes drillende smil og hendes øjne der spillede i lyset, ville som sædvanlig overtale ham og tiltrække sig hans fulde opmærksomhed. Han ville langsomt krybe ned i sengen til hende, og glide ind i hendes favn og…

”Hallo?”

En tør stemme, der lød som om den ikke havde været brugt længe, lød fra hans mund. Et svar i telefonen fik ham til at se endnu mere ligegyldigt på sin tilværelse. Hvem ville ringe forkert nummer så sent på natten, uden at skamme sig?

I det øjeblik vidste han, hvad han havde brug for. Han havde brug for at se hende, brug for at mærke hende… brug for at høre hende.

 

Den lille lyseblå Porsche 911 brummede irriteret, da han for tredje gang prøvede at starte den. Inderst inde hadede han den bil, men da hun var her, havde han elsket den, bare fordi hun elskede den. Han reparerede den trofast hver gang motoren ikke gad starte, håndbremsen sad fast eller lyset ikke virkede. For det er hvad man gør, for dem man holder af. Hende.

Hans hånd strejfede gearstangens slidte læder, inden han fik gang i bilen og satte tempoet lidt op. Hakkende og hostende fandt bilen langsomt vej igennem byens gader, som snoede sig omkring ham, som en labyrint der forhindrede ham i at nå hende. Husene der tårnede sig op og drog ham ned i mørket og forlangte et løfte fra hans side. Han skulle vende om. Gøre det hele om igen. Han skulle fortryde. Men nej. Ingen ville fortryde, hvis de først var nået så langt, som han var. Uden for byen, var alt roligt og åbent. En grå himmel, overhængt med skyer og en svag tåge i luften. Hans syn syntes svækket, men forstærket. Alle hans sanser var vakt og han vidste, at dette var hendes stemme der bød ham velkommen hjem.

Døren smækkede bag ham og han gik langsomt væk fra bilen. Gruset og stenene under hans fødder knasede lavt. Hans blik strakte sig så langt, at han lige akkurat kunne se den skrant, hun var faldet ud over. Vandet kunne han også skimte. Vandet. Hende.

Han tvivlede ikke på, at det var her hun var. Hørte til. Og derfor gjorde han nu også. Byen var lagt bag ham og han ville ikke vende tilbage. Med blikket rettet mod vandoverfladen og fødderne plantet så langt ude over kanten som muligt, før man ville falde, rev vinden lige så stille i hans krop og sind. Han følte at en hånd blev lagt på hans ryg, og langsomt prøvede at vælte ham ned i vandet. Hans øjne lukkedes langsomt i, samtidig med at vinden blev stærkere og rev i ham.

Det var ligesom at stå på tynd is. Det kan revne hvornår det skal være, men ingen kan forudsige det. Sådan havde han det. Han vidste ikke hvornår det ville ske, men ske ville det. Hånden mod ryggen pressede for at få ham til at tage det næste skridt, men han lod sig ikke presse. Han tog sig den tid han skulle bruge, inden han lænede sig frem og mærkede vinden tage ham, i det han langsomt og blødt styrtede ned, med sine arme ud til siderne som et par vinger. Lige som han følte sig fredfyldt og let, ramte han vandet. Han blev revet ned, som i slowmotion, i det han mærkede det han så længe havde længtes efter. Hendes hænder omkring sig, som om hun omsluttede ham, som hun havde gjort engang. Endelig kunne han køre sine fingre igennem det hår, han havde manglet i sin søgen så mange nætter. Det var som om hun sang til ham. En fjern stemme, som havde kaldt på ham i al den tid, som nu stod fuldkommen klar og tydelig for ham. Alle de minder og drømme han havde drømt om hende, var ikke længere en plage, men et trin på vejen for deres genforening. Han føltes hel igen. Fuldendt og komplet. Flere hænder greb omkring ham og han blev trukket ned. Ned. Ned.

Dybet kaldte på ham, og han mærkede, at hun lige så langsomt gled væk fra ham. Hun gled ned imod mørket, imens hun kaldte efter ham. Han måtte følge hende og det gjorde han. Dybere og dybere sank han, lettere og lettere blev han. Som hun forsvandt længere og længere fra ham, jo tættere på deres genforening kom de. Han gav slip. Men gav aldrig slip på hende.

 

”At miste en engel kan gøre så ondt. At elske en engel kan være så hårdt. At miste en engel kan gøre så ondt.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...