Divergent- Special

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 apr. 2014
  • Opdateret: 1 apr. 2014
  • Status: Igang
Louisa er en skytsengel. Hun passer bare ikke ind i sin faktion, for hun er slet ikke modig. Hun er lille, splejset og ligner slet ikke en skytsengel. Hvorfor ser hun så anderledes ud? Louisa finder ud af, at hele hendes liv er opdigtet på en løgn. Hun er slet ikke født i den faktion, men hvordan kan det lade sig gøre, når hun ikke engang har været til egnethedsprøven?

3Likes
0Kommentarer
191Visninger

1. Floden

Der var aldrig stille i min faktion. Man kunne enten høre mus, der piblede rundt på gulvet eller folks langsomme, men beroligende åndedrag. Min bedste ven, Kasper, lå ved siden af mig og snakkede sagte i søvne. Det var som om, at han bad bønner, men det var også forståligt nok, for begge hans forældre var døde. Jeg vendte langsomt min dovne krop, så jeg ikke vækkede de andre. Min søster, Agathe, lå snorkende ved fodenden og sparkede. Hun var smuk. Jeg havde altid været den grimme i familien. Min næse var stor og sad ligeså malplaceret, som min lille trutmund. Mit hår var slidt, brunt og altid fedtet. Min mor havde altid kaldt mig en trold, men hun mente det kærligt. Mine lemmer var lange og slanke. Kasper rørte lidt på sig og foldede sine hænder om mit øre, så han kunne hviske noget til mig.

''Jeg er sulten, skal vi stå op?'' hans dybe, søde stemme, som altid gjorde mig tryk, var en anelse hæs i dag. Han havde morgenånde. Jeg vendte mig om, så jeg kunne se ham. Hans hår sad uglet, og hans øjne så trætte du. Han smilede et skævt smil, som viste hans perfekte tænder. Kasper rejste sig langsomt op og strakte sin dovne krop. Han var maskulin og havde smukke brune øjne, som altid viste medfølelse.

Vi gik sammen ned til spisestedet. Jeg havde bare tæer, så det smertede, når jeg trådte på nogle skarpe sten. Kasper kendte næsten alle skytsenglene, hvor jeg derimod var genert og gik mest for mig selv. Kasper skubbede til mig og grinede. Jeg så forvirret på ham og skubbede tilbage lidt hårdere end ment. Han smilede og nikkede anerkendende.

''Du hører aldrig efter!'' sukkede han og stak mig i siden med sin finger. Et latter boblede i mit bryst, og jeg smilede til ham. Han tog min hånd og trak i mig. Nærmest løbende kom vi ind i spisekammeret.

Bordene var stillet op, så man kunne sidde 10 ved hvert. Jeg sad altid henne i hjørnet, der hvor alle de stille, gamle eller sure sad. Grunden til at jeg sad der, var at jeg ofte sad i mine egne tanker, når jeg spiste. I dag valgte Kasper, at sidde ved siden af mig. Jeg rullede irriteret med øjnene og satte mig ned. 

''Skal du ikke med ned og hente noget mad?'' Han var allerede  på vej væk, men jeg nåede lige at råbe, at jeg ville have en bolle. Han nikkede til mig, for at vise han havde hørt mig. Jeg sad ved siden af en yngre pige, Simone, som altid var snaksalig. Ja, det gav ikke rigtig nogen mening. Vi sad her, fordi vi gerne ville være lidt for os selv, og så sad hun bare der og kæftede op. Tomas, som også sad ved bordet, havde en gang råbt op om, at hun skulle holde sin kæft, men hun havde ikke rigtig hørt efter.

''Skal du med ned til floden, Louisa?'' spurgte Simone og så håbende på mig. I floden badede mange skytsengle, men vandet var ret koldt her for tiden. Jeg så tvivlende på hende.

''Det er jo så koldt..'' mumlede jeg ned i den tallerken, Kasper lige havde stillet. Hun rullede irriteret med øjnene og trommede på bordet. Hun var altid så hypper, så hun gad ikke rigtig sidde ned.

''Du er en skytsengel, Louisa. Kom nu! Jeg skrider i hvert fald nu..'' Hun rejste sig op og marcherede langsomt ned mod døren. Jeg sukkede og skubbede min stol ud. Hun så ned på mig, og hendes øjne lyste op af forventning. Hun vinkende med hånden, som tegn på at jeg skulle gå hurtigere. Jeg småløb op til hende, og sammen gik vi ud af døren.

Vinden skar sig ind til marv og ben. Hele min krop rystede. Jeg kørte mine hænder op og ned langs mine arme. Mit tøj sad tæt ind til kroppen, men jeg frøs alligevel. Simone snakkede bare derudaf, og sommetider fik jeg hørt et enkelt ord eller to.

Der var nogle skytsengle nede ved floden, men de løb forvirrede rundt. En pige sad i det våde græs og græd. Mit instinkt sagde, at der var noget galt her. Jeg kiggede spørgende hen på Simone, og hun trak på skuldrene. Bekymring lyste ud af hendes øjne, og hun løb hurtigt ned til flodens bred. Jeg fulgte efter hende i et langsommere tempo. En pige rev i min arm og spurgte mig, om hun var død.

''Hvem er død? Hvad er der sket?'' Den lille pige så på mig med sine store blå øjne og rystede på hovedet. Jeg vendte mig om og fik øje på en pige. Hun var ikke specielt stor. Mine knæ gav sig under mig, da jeg så pigen ansigt. Det var Agathe. Hun lå helt stille med lukkede øjne. Hendes krop var bleg og læberne blå.

''AGATHE?!!'' skreg jeg og skubbede til mængden af skytsengle. Jeg lagde min hænder mod min søsters kinder og prøvede at give hende varme. Jeg så grædende på en af de ældre skytsenge, som så ned på mig med medlidenhed.

''Er hun..er hun..død?''

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...