Er jeg god nok, som den jeg er?

Alice lever i hendes egen lille verden, med mobning i virkeligheden og via. nettet. Hendes forældre er uforstående overfor hendes situation, men måske sker der noget godt, når hun mindst forventer det? Alice er 15, kommer fra Washington D.C og går i 8 klasse. Hovedperson: Alice Mor: Anni Far: John Søskende: Jai, Simone, Andrea og Kath. Venner: Luke, Daniel og Gabriella.

1Likes
0Kommentarer
138Visninger
AA

1. Mandag morgen..

Nogengange når jeg kigger mig selv i spejlet, ser jeg noget forkert? Måske er jeg ikke den tyndeste, smukkeste, pæneste - men hvorfor skal folk kommenterer på det hele tiden? Er jeg virkelig den fejl, som de giver udtryk for at jeg er? Er jeg virkelig så forfærdelig at kigge på? *AAAAAAAAAAALICE* - råber far efter mig, for 10 gang. Jeg sidder stadigvæk heroppe på loftet hvor jeg har fået værelse. Jeg er enebarn, mine forældre er skildt - men har dog fået pap-søskende, da mine forældre har fået nye kærester. Jeg går nedenunder og spørger efter far, som åbenbart er gået sin vej, uden mig. Det var dog ikke første gang det er sket, det gør han hvert eneste dag. Han forstår mig aldrig, aldrig. Jeg er teenager, jeg bruger massere tid om morgenen til at gøre mig klar! Jeg kigger på uret, klokken er kun 07:00 - hvad tror han at det er? Jeg har nu brugt 10 minutter på at løbe rundt på hele værelset, gøre mig klar også videre, fordi jeg troede klokken var 08:00. Sådan var en normal mandag morgen faktisk for os herhjemme, eller - det sker dagligt. Min far tror stadig jeg skal møde ved 07:00, forvirret er han ihvertfald altid! Jeg bor hos min far sammen med hans kæreste og mine 2 søskende, Jai og Simone, mens jeg hos min mor bor sammen med hendes kæreste og mine 2 andre søskende, Andrea og Kath. Jeg ser kun min mor hver tredje måned, da hun bor i Danmark. Jeg er opvokset sådan, jeg boede i Danmark med min mor de første 3 år af mit liv, men nu er jeg flyttet til USA med min far, som har fundet lykken herovre, selvom han lovede mor at komme tilbage. Nogengange forstår jeg kan virkelig ikke - men det er jo op til ham selv? Min mobil ringer, det er Luke. Vi snakker i timevis, han var også stået for tidligt op. Luke er min bedsteven, dem bedste af dem alle. Han forstår mig, når min far og hans familie ikke gør. Han tager med mig til Danmark, sammen med vores to andre venner, Daniel og Gabriella. Daniel og Gabriella er også nogen af mine bedstevenner, men de er kærester, hvilke egentlilg vil sige at de også er kæreste kedelige, men det er alle kærester vel? Jeg har aldrig haft en kæreste før.. Gad vide hvordan det er?? Hm, nok om det - mig og Luke's samtale endte over i, at han kom over til mig. Vi lagde på, åbnede min computer for at tjekke facebook. 12 beskeder, wow - men jeg vidste allerede hvad det var for nogen beskeder. Jeg har aldrig været specielt populær, måske fordi jeg ikke er som de andre piger? Jeg er meget drenget, eller.... jeg skater, hører anderledes musik end det om ulykkelig kærlighed, jeg har aldrig haft en kæreste? Men tilgengæld har jeg nogen fantastiske venner? Jeg forstår det ikke altid. Jeg trykkede på den første: "Du er simpelthen for klam til at leve, er du godt klar over det?" - "Du er så tyk, så jeg forstår ikke hvordan du kan løbe fra os ovre i skolen!" - "Jeg slår dig ihjel..." - ja, sådan nogen beskeder var der hvert eneste dag når jeg loggede på, men ingen vidste noget om det. Jeg ville ikke have at nogen vidste hvilken stor taber jeg var, da jeg var bange for at miste dem om mig. Har aldrig fortalt nogen om dette, ikke engang Luke som jeg ellers plejer at fortælle alt? Ingen skal nogensinde finde mistanke om hvem jeg egentlig er, når jeg ikke er glad.. .. fortsættelse følger
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...