5SOS | Wherever you are

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2014
  • Opdateret: 4 feb. 2016
  • Status: Igang
Emma Wate begår aldrig fejl - det gjorde hun i hvert fald ikke indtil den dag, hvor hun forvirret stødte ind i Ashton Irwin fra bandet; 5 Seconds of Summer.

130Likes
142Kommentarer
28680Visninger
AA

35. ❍Vi puster ud?

 

❍Vi puster ud?

________________

 

"Hun ligner dig godt nok meget, Luke," havde Niall sagt og jeg sad i sengen klar til at blive bombarderet med beskyldninger af alle mulige slags. Jeg holdt vejret og ventede kun på det næste. 

"Hun er sød," smilede Luke og gjorde øjenkontakt med mig. Jeg havde lyst til at puste ud, men hele hans måde at takle Nialls nærmest tilintetgøre ud-i-ingenting-tale og hans smil og hans blå øjne, som lignede hendes, og hvordan han så lykkelig ud når han holdt hende, fik mig til at glemme at puste ud.  

Og her sad jeg og glemte at svare igen, glemte at trække vejret, jeg glemte næsten det hele, indtil - denne her gang meget fantastiske Louis - barnligt råbte op: "Nu vil jeg altså holde hende!" Og det kom han til. Det gjorde de alle - også Amy, selvom hun selv mente at hun ikke var god med børn. Det blev så modbevidst efter kort tid - og gudskelov for det, for hvem skulle ellers være babysitter, når jeg skulle ud og købe de æg, som jeg ikke har måtte få i så fandens lang tid?

 

"Hvad skal hun så hedde, hvis det ikke er hemmeligt?" Spurgte Liam og smilede til Ashton og mig.

"Vi har tænkt lidt på Maggie," svarede Ashton og smilede ned til mig. "Jep," svarede jeg også, og lagde et tryk på p'et.

"Det sødt," kommenterede de andre, og jeg kunne ikke andet end at give dem ret.

 

 

Jeg skulle på wc efter noget tid. Mest fordi Ashton havde presset mig til at drikke den kande vand han havde være en halv time om at få, men også fordi jeg følte, at jeg burde gå en lille tur - på wc. 

"Jeg smutter lige et smut på toilettet," åndede jeg ind og rejste mig langsomt fra sengen. De andre nikke for okay, men hvad ville de også gøre ved mig, hvis ikke jeg måtte? Prikke mig så meget på min blære, at jeg tissede i bukserne, der ikke eksisterede? 

Jeg måtte hellere skynde mig væk.

 

 

Følelsen efter at have tømt blæren, ved vi allesammen er en fantastisk følelse. Bare ikke når man bliver mødt af en person på den anden side af døren, klar til at udspørge èn, voldtage én - ej måske ikke voldtage, men det kunne sagtens være sket! Men det kommer selvfølgelig an på hvem person er eller giver sig ud for. Jeg burde egentlig blive advokat med tendens til detektiv. Bare for hyggens skyld? Måske tager vi det emne op en anden gang...?

Jeg var lige kommet ud fra toilettet, da han stod ventende ved siden af.

"Luke ser ud til at være glad for hans piger." Jeg gik koldt forbi ham, som om jeg ikke havde lagt mærke til ham - som jeg selvfølgelig havde. Og jeg ret sikker på at han også viste jeg havde lagt mærke til ham og bare ignorere ham. Men snakke med ham, skulle jeg i hvert fald ikke.

"Jeg synes jeg sagde, at jeg ville fortælle Luke sandheden, hvis du ignorerede mig, Wate." Hans dybe troende stemme fik mig til at stoppe op. Satans i én i helvede. Hvis Harry bare havde en stemme som mindede om Prinsessen fra Eventyrtids, så ville det have været meget lettere at bare gå, men næ nej nope nien! Sådan spiller klaveret ikke! Og hvorfor talte han til mig med efternavn? Hvorfra vidste han overhovedet mit efternavn!?

Det kan også bare være jeg ikke kan huske jeg har sagt det eller noget... Den lægger vi i glemmekassen.

Jeg vendte mig om og kiggede utålmodig på ham.

"Det var bedre," smilede han næsten hånligt til mig, så jeg var ved at kaste op. Hvorfor havde jeg ikke sagt at han skulle skride væk fra lægen dengang han var der? Han gik rundt med en hemmelighed, der helst ikke burde fortælles til nogen, som jo er grundlaget for en hemmelighed! ... Fuck altså, noget.

"Hvad vil du, Harry?" Sagde jeg omsider, med en sur mine.

"Ikke noget specielt, jeg ville skam bare lige sikre mig, at du stadig ville tale med mig. Det ville jo være uheldigt, hvis jeg blev nødt til at fortælle ham det, ik'."

Jeg skulle til at vrisse tilbage til ham, da Ashton kom gående - uforstående.

"Hvad ville være uheldigt og fortælle?" Ashton kom hen til mig, smilede, hvorefter han lagde sin arm om mig. Harry tog en dyb indånding, mens han kiggede, med borende øjne, på mig. "Ikke noget, det var bare Emma der havde tabt sæbebeholderen på gulvet."

1 - 0 til mig.

1 - 0 til mig, Harry ret så dumme Styles. Hvorfor er der nu pointtavle? Det ved jeg ikke - det lød bare godt syntes jeg?

"Din klodsmajor!" Mumlede han ved mit øre med et smil. "Når men, jeg ville lige fange jer ind, så vi kan komme igang med spillet." Spillet? Fandtes der spil på et hospital? "Hvor har I fået det fra?" Spurgte jeg, mens vi begyndte at gå tilbage.

"Calum og Louis gik ned på børneafdelingen og spurgte."

"Men... Siger de ikke nej til sådan noget?" Jeg kiggede forvirret op på Ash, mens han svarede.

"Jo." Jo? Hvad skal det betyde? At de så bare tog det?

"Tog de det så bare?" Han nikkede. "Noget i den stil, men bare rolig - de leverer det tilbage igen," smilede han ned til mig, da vi trådte tilbage ind i rummet.

"Det har de også bare at gøre - jeg vil ikke have nogen ballade med damen bag disken..." Mumlede jeg for mig selv.

De alle var rykket tættere på min seng - mere end de var før, og før var de altså tæt på, men jeg gik ud fra det var fordi vi skulle spille.

"Hvem har Maggie?" Jeg kiggede rundt på dem og behøvede ikke svar, før jeg så Luke sidde med hende - igen. Men det var fint. Var det ikke? Var det ikke okay at han sad med hende? Jeg mener det var jo i min underbevidsthed hans-

"Øhm, mrs. Wate, jeg har en besked til dig." Jeg kiggede hen i retningen mod døren, hvor en læge stod.

"Hvad?" Mit hjerte begyndte så småt at pumpe hurtigere, og tankerne om at der var noget galt med Maggie fløj rundt i hovedet på mig.

"Det viser sig, at vi ved en fejltagelse, har byttet om på navnene i blodprøverne, og har sagt det forkerte resultat til dem." Lægen snakkede videre om hvor kede de var over at have sagt det forkerte, men det eneste jeg kunne tænke på nu var, at det virkelig var Ashtons barn - og ikke Lukes.

Ashton har jo også blondt hår. Maggie må have arvet det blondte hår fra ham og mine blå øjne! Det er ikke Luke-

"Så det er i virkeligheden Lukes barn?" Mine tanker stoppede, ved lyden af Michaels stemme.

Nej. Kraftedme nej - jeg skulle ikke til at forklare, hvorfor lægen nu fortalte dem at det var Ashtons barn.

Jeg tog Maggie hurtig ud ad Lukes favn og skyndte mig forbi lægen i dørkarmen. Bag i mig kunne jeg høre de andre begynde at blive forvirret. Jeg klemte hende ind til mig. Da jeg var nået udgangen mærkede jeg tårer trille ned ad mine kinder - hvorfor fortalte de mig det først nu?

"Emma, hvad foregår der?"

Og det samme spørgsmål kunne jeg stille mig selv. Men i denne omgang var det Ashton og Luke.

 

 

 

 

_________________

 

Kapitel to go:))

 

Ville lige sige tusind tak til alle de dejlige mennesker, som kommenterer, favoriserer og liker!

Håber I har haft en god weekend((:

 

Jo, hvis det lyster, så kig på mine nye FF med Luke H., der hedder "After 57 days" - så ville du være endnu mere dejlig og fantastisk med mange tendenser til super awesome! :O

(◕‿◕)

 

Mange hilsner med pingvin og hot dogs klap

 

tesik

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...