5SOS | Wherever you are

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2014
  • Opdateret: 4 feb. 2016
  • Status: Igang
Emma Wate begår aldrig fejl - det gjorde hun i hvert fald ikke indtil den dag, hvor hun forvirret stødte ind i Ashton Irwin fra bandet; 5 Seconds of Summer.

130Likes
142Kommentarer
28703Visninger
AA

21. ❍Stilhed før stormen - kinda

 

❍Stilhed før stormen - kinda

________________________

 

Hvor svært kunne det være? Han skulle fucking bare skride!

"Hør Em, undsky," "-jeg gider ikke høre på dig! Forstå det nu, du skal få dit ego og røv til at skride herfra! Og bare så du ved det, så kommer du ikke i nærheden af barnet - selv hvis det fucking er dit!" Jeg havde ikke lige troet at de ord ville forlade min mund, men det var åbenbart det eneste der kunne få ham til at rykke på sig. Eller måske var det ikke lige mig der gjorde det.. Nok nærmere Calum og Ashton, som var vendt tilbage, og som nu stod i døren. 

Jeg kiggede over på dem - havde de hørt noget? 

Deres ansigtsudtrykter fortalte det hele - de havde hørt det, måske ikke det hele, men nok til at vide at der var noget galt.

Ashton gik med vrede skridt hen mod os, stoppede foran Luke. 

Jeg hørte kun utydelig råb. Jeg var blevet ført ind på mit værelse, hvorefter døren var blevet lukket og Calum sad med armene om mig. 

Tårene trille igen, og jeg var faktisk ved at blive godt træt af dem! 

Jeg lukkede det hele ude, kun mine hulk kunne jeg høre, og så da Calum snakkede stille til mig.

"Er du okay?" Spurgte han mig forsigtigt om efter noget tid. Jeg snøftede en gang og rystede på hovedet. "Nej," for det var jeg ikke, hvis jeg skulle være ærlig.

Jeg lå med mit hoved begravet mod hans bryst, som var blevet driv vådt. Ik' misforstå mig her, det var af mine tåre.

Calum var sød nok. Jeg havde ikke sådan rigtig lært ham ordenligt at kende, men det fik jeg nu, og på en eller anden måde, stolede jeg på ham. 

Han kørte hans hånd op og ned ad min ryg, hvilket gjorde mig tryg.

Jeg havde ingen anelse om hvad der skete ude i stuen, men det var jeg på den anden side også meget glad for. Tanken om hvad Ashton kunne ha' gjort - selvom jeg vidste han aldrig ville kunne finde på det helt store, heldigvis - så blev jeg alligevel urolig. Hans udtryk da jeg vendte mig om, var milles talt vredt, nærmest rasende, men der var også sorg i hans øjne. 

"Em?" 

Jeg kiggede efter nogle sekunder op, og mødte Calums øjne.

Han gned en dråbe tør fra min kind, imens han snakkede. 

"Nu skal jeg ikke blande mig, men hvad handlede det om, søde? - Det er ikke hver dag jeg ser Luke og Ash så sure..." 

Jeg lod mit blik falde, og bed mig lidt i inderlæben for ikke at der ikke skulle slippe flere tårer ud.

Efter stilheden var lagt igen, og man kun kunne høre råb fra stuen, besluttede jeg mig for at sige det som det var - sådan da. 

"Luke tror det er ham der er faren," hviskede jeg med en skælven i stemmen. 

Der er så her jeg ikke skal sige det, men det gør jeg fordi jeg kan. Fordi jeg jo er udstyret med super awesome wizard-magi, havde jeg en syvende sans - syvende fordi sjette er optaget - der sagde, at Calum hævede hans øjenbyrn, og så en smule chokeret ud.

Men da han roligt spurgte mig; om Luke så havde ret, troede jeg et øjeblik på, at mine magiske wizard-evner tog fejl, men det tror jeg nu næppe de kan, sååå... yeah... jeg ved ikke hvad jeg mere skal sige til det....

"Han kan ikke ha' ret," var det sidste jeg sagde inden Calum rejste sig roligt, og sagde han ville se hvordan det stod til.

Hvorfor skulle Luke også sige han savnede mig? - elskede mig? 

 

______________

Minimal kort - I know... (◕‿◕)

Håber I har/har haft en god dag

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...