5SOS | Wherever you are

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2014
  • Opdateret: 4 feb. 2016
  • Status: Igang
Emma Wate begår aldrig fejl - det gjorde hun i hvert fald ikke indtil den dag, hvor hun forvirret stødte ind i Ashton Irwin fra bandet; 5 Seconds of Summer.

130Likes
142Kommentarer
28694Visninger
AA

33. ❍Mund til mund

 

❍Mund til mund

__________________

 

Jeg vågnede op, og var klar over hvilken dag det var; det var indflytningsdag agtig dag i dag! Yay! Problemet var bare; det var ikke mig, som skulle flytte nogen steder hen eller ind - det var Ash. Hvilket nok også var det bedste, fordi hvis han flyttede ind i mit (nu vores) hus, mens jeg flyttede ud, så ville han nok kigge mærkeligt på mig, som om jeg gik ud ad hoveddøren med mine (ikke eksisterende) skrigende pinke øjenbryn, iført en død struds foran min nøgne body, samt et par glimmeriseret banansolbriller. Jep - han ville kigge mærkeligt. Og han ville kigge på den samme mærkelige måde, hvis jeg pakkede mine ting ned og flyttede ud. Yeah... Jep... Mærkelige mig... ... Jeg stopper nu.

"Det bliver mærkeligt at se dine ting inde i huset nu." Jeg greb ud efter lampen, der stod nede i èn af de få kasser. Man plejer at sige mange, men næ nej; ikke i dag! For jeg vil være anderledes i dag! 

Eller faktisk ikke - jeg vidste bare ikke lige hvad jeg skulle sige til det. Heh. Okay, jeg skal virkelig stoppe!

Jeg vil ikke acceptere din tankegang med ord, og jeg mener det, og hvis jeg eller du eller hvem det nu er vi taler om, så ikke vil holde op - som du, hun, den, han, nej ikke han, - bliver jeg nødt til at forvise dig til... et meget grusomt sted i min hjerne, og det eneste sted jeg lige kan komme i tanke om, som er - hvert fald dårligere end andre, hvis man ikke er til sådan noget - min langt væk gemte kasse, som ligger meget langt væk i min hjerne (og så alligevel ikke, men yeah...den er lidt sjov den kasse) men kassen er som jeg nu vil præsentere; den vulgære kasse, med meget dirty'e tanker, som er meget grusomt - men sjovt, hvert fald hvis du spørg Amy og jeg efter vi har fået noget indebords, men det taler vi om senere. Hehe. 

Nu holder jeg op!

Her kommer Ashton my Bob. Stop. Jeg stopper... Heh. Nu. Nu.

"Ja, men det er på den gode måde mærkelig, ik'?" Han smilede skævt og tog fat om mine hofter, derefter med et kys. Jeg nikkede: "Jo bestemt." Han slap taget om mig og hvad - jeg hvert fald tror - gik han ud i køkkenet. Og - igen, hvad jeg tror - så lavede han noget mad - til mig. Eller ikke. Han kom aldrig ud derfra, med mad i hånden til mig... Tud. Derfor satte jeg lampen ud i haven. Fordi den er grim. Og Ash kom ikke med mad.

 

 

"Jeg tænkte lidt på om vi ikke kunne invitere drengene over til middag?" Hvad foregår der inde i den drengs hoved? Jeg tænker bare lige lidt højt: "Hvem vil du ha' skal lave maden, om jeg må spørge, Bob?" Hundeøjne, var hvad han lavede, og om jeg kan stå for dem - ja. "Jeg ved hvad du tænker, og nej - jeg laver ikke mad, Bobby Bobson. Jeg laver ikke middag." Jeg ved ikke hvad Ashton havde tænkt sig med mig i et køkken, for helt ærlig; så vil det ikke blive et godt resultat, for den vil blive halv, fordi jeg har spist undervejs, og nu bliver det alt for langt og klundret igen, så jeg stopper nu, igen.

"Men du er så god til det?" 

"De kan også bare lave maden?" Jeg tænker bare lige lidt hurtigt her!

"Ville det ikke være sært at invitere nogle, for at de kan lave mad?" Ashton. Ashton. Ashton, altså.

"Ikke hvis du ikke tænker over det?" Fordi jeg tænker stadig - jeg tænker endnu, og jeg tænker godt!

"Take away er måske også godt?" 

"Den ide er måske bedre end min?" Han kan godt tænke - lidt. Take away lyder nu meget godt, altså hvis jeg får min kebab. 

"Jeg lader som om jeg ikke hørte måske'et," blikende han og fandt sin mobil frem. 

"Du hørte måske'et og det ved du!" Han grinede let og cuttede mig af med et: "Hey Luke - nu skal du høre." 

Og når vi taler om Luke, ja, så ved jeg ikke helt hvad hans reaktion blev til, da han så hans sorte baggrund, men jeg regner med han forstod hentydningen? Ellers vil jeg da med glæde forklare ham det mund til mund. Du var helt forkert det du sagde... Okay, men hvad skal man så ellers sige, fru. Klogeågesen? Under fire øjne, måske? Jeg taler ikke til dig mere. Jeg holder mig med mund til mun- åh... nårh, derfor... Det sker ikke(!) - det bliver under fire øjne, ingen mund til mund...

 

 

Akavet. Et synonym for akavet, kan for eksempel være: fummelfingret, men det er ikke pointen. Akavet betyder: ja, det ved jeg ikke helt præcist. Men jeg ved, at det er akavet når man er i en akavet situation. Og lige den følelse kender jeg nu lidt for godt til, da det kun var Luke og Harry, der kunne komme til mad... .... Jeg havde helt enkelt lyst til at grave mit eget hul i jorden - og ikke fordi jeg skulle 'du-ve'-nok' det store derude, men fordi det var så akavet at jeg følte det var dagen jeg skulle dø. Punktum. 

"Gider du godt la' være med at stirre på mig?" Jeg hentydede til Harry. Luke og Ashton havde været - for at sige det fint - så generøse at tage opvasken, også kaldet skraldespanden eller noget lignende, og så ville de se på noget, som kunne være Ashton nye dimmedut til hans trommesæt, mens jeg sad i sofaen og Harry ved siden af mig. 

"Jeg stirrer ikke, søde," sagde han lavt, men helt fraværende. (Tilbage til hvad han sagde-) ej nu skulle han kraftedme ikke til det søde-halløj igen! Jeg vendte mit hoved om mod Harry og skulle lige til at udbryde en af mine taler om, at det ikke skulle ske igen eller hvad jeg nu ellers kunne finde på at fable om. Men forhelved da også i koens navn! Det skete bare ikke. Jeg kom aldrig til at fable. Jeg ved ikke... hvordan han gjorde, og jeg ikke hvordan jeg ikke kunne gøre det, men hans læber mod mine var bare ikke okay! Mest fordi det var forkert at de var så dejligt, så jeg faldt hen, men også fordi: han gjorde det! Luke var nok i sig selv! Og han havde min hemmelighed! (Altså Harry) Og hans mund var stadig mod min! Og han vidste hemmeligheden!

"Jeg tænkte," lød det fra ham - sjovt nok; tænkende - da han/jeg/vi slap hinanden (det lød bare lidt klamt). Men nej, det var ikke sjovt. På ingen måde, i hvert fald ikke i den situation! 

På forhånd vil jeg bare lige fortælle, at min mund kom mig i forekøbet (og nej, jeg kyssede ikke igen). "Hvad tænkte du?" Emma forfanden! Du skulle have skældt ham ud? Men han så så uskyldig ud.. Op i røven med det. Han grinede en smule forlegen: "At kysse dig." Den kom sgu bag på mig. (Bare lidt ironisk) "Du gjorde det ikke impulsivt, det kan jeg se på dig - du tænkte mere, hvad tænkte du, Harry?"

Han gned hans fingre blidt hen over hans læber, med et overvejende blik. "Det ved jeg ikke."

"Lad nu være med at spille dum, Harry." Jeg kiggede på ham med et suk. "Jeg bliver ikke sur, jeg vil bare gerne vide hvorfor du kyssede mig." Harrys øjne blev store og vandtro, da de reflekterede sig i mine. "Vil du virkelig have jeg skal tro på det du siger?" Jeg nikkede uforstående til hans spørgsmål. "Altså, jeg kan jo selvfølgelig ikke vide hvad min reaktion bliver til det, men-" "du bliver vred."

"Ja, jeg bliver hvert fald vred, hvis du hele tiden vil afbryde mig!" Han sukkede frustreret. Provokerende. Bare lidt.

"Hey, hvis du allerede er sur, kan jeg lige så godt lade være med at sige det, fordi jeg gider virkelig ikke såre dig eller gøre dig mere sur!"

"Hvorfor - eller hvordan - vil du kunne såre mig?"

"Prøv og hør her; du bliver sur på mig, når jeg fortæller dig, at jeg elsker dig, hvorefter jeg bliver sur på dig, derefter begynder du at ignore mig - ligesom du gjorde med Luke, fordi han elskede dig, og jeg ved hvordan Luke følte og sådan vil jeg aldrig nogensinde ønske selv at føle-" Luke? Hvorfor snakkede han nu om Luke og hans følelser?! Jeg ville ikke have han skulle snakke om Luke og hans følelser?! Og jeg ville sådan set slet ikke vide hvad Harry tænkte nu, fordi det havde jeg ikke brug for, for helt ærlig; så syntes jeg han var for meget. Og nu handlede det lige pludselig om hans følelser? Og jeg har allerede svaret på hvad han tænkte! Og det var sgu da ham der lige hurtig troede, det var i orden at kysse mig, mens jeg- okay jeg synes allerede vi har haft sådan èn snak før, så jeg begynder ikke at fable mere om, hvor forkert det var af ham. Okay? Okay. Hihi. Men du kan sikkert huske det - og hvis du ikke kan, ja, så er det meget arveligt, må jeg sige.

Men hvis du nu er helt blank, vil jeg prøve at gøre det meget, ekstremt, super, utroligt kort.

Det er på alle mulige måder forkert af Luk- Harry - sorry - at kysse mig, og især især (det er meningen det skal stå der to gange) fordi min kæreste OG faren til mit barn, stod under 20 meter i radius for mig (og ham Harry, men altså - hvem tæller? Not me)

Jeg rejste mig hurtig op, med en sur - måske nærmere rasende - mine fra sofaen, og skulle til at gå ud til Ashton og Luke, da Harry greb fat i min arm. Jeg blev trukket tæt op mod ham, og det eneste jeg lod mærke til, var hans varme ånde der landede på min næse. "Hvis du går nu, siger jeg din lille hemmelighed til Luke. Og hvis det ikke er godt nok, kan jeg sagtens også fortælle Ashton det - du bestemmer." Hans greb om min arm sveg. Det gjorde så ondt, at mine øjenkroge blev fyldt med vand. Truede han mig? Hvis han truede mig, så er han godt nok en kæmpe enorm narrøv en af slagsen!

Jeg vred mig irriteret ud af Harrys hånd, og løftede den, så den var klar til at give ham èn på skrinet, men han opfangede hurtig hvad jeg var ude på, så de endte med at han igen greb fat i den igen.

"Jeg kan også bare sige det nu?" Fucking fuckhoved.

Jeg sagde ikke noget, hvilket tydligt gjorde ham irriteret. Hans vejrtrækning var steget hastigt, man kunne næsten forestille sig dampene komme ud ad hans næsebor. "Du er så sød når du prøver at være oprørsk," grinede han stille for sig selv, og jeg blev forvirret. Forvirret over hans pludselige humørsvingninger - var han i virkeligheden en pige, med tante rød på besøg? Haha, det ville egentlig være ret sjovt. Ikke det med at han måske i virkeligheden var en pige, men at han havde tante rød på visit.

Derfor begyndte jeg at fnise. Hvilket blev til et latter. Som derefter blev til et grineflip, som ikke kunne stoppes. Og så blev Harry forvirret.

Jeg blev helt rød i hovedet af mit grineflip, at Harry nu blev bekymret - det gjorde det bare endnu sjovere.

"Em er du okay?" Spurgte han op til flere gange. Tilsidst guidede han mig ned i sofaen igen, så jeg kunne grine færdig uden at jeg væltede ind i et eller andet eller hvad fuck jeg nu kunne have gjort. Er jeg den eneste der ikke kan holde mig selv oppe på benene, når man får grineflip? Alle mine muskler og knogler for en tendens til at blive til celè når jeg griner. Og jeg begynder at græde, men det er vel normalt?

"Hey, hvad sker der? Græder hun?" Det var Ashton og Luke der var kommet tilbage - og de lød bekymret. Det skulle de egentlig også være, fordi Harry havde lige stået og truet mig, men lige nu kunne jeg ikke andet end at grine - fordi det var sjovt. Meget.

Ashton var løbet hen til mig. Han sad på hug foran mig og havde lagt hans hænder på mine knæ, og kiggede op på mig. Harry sad bare tavs, og jeg er ret sikker på at han ikke helt vidste hvad han skulle gøre eller sige, da Ashton så mit røde underarm - der forresten stadig sveg en smule.

"Hvad lavede I mens vi var væk?" Luke havde taget ordet, og lød meget seriøs, da han også fik øje på min arm. Jeg tog nogle dybe indåndinger, og kom til den konklusion, at jeg ikke skulle sige hvad der rigtig skete. Harry havde besluttet sig for ikke at sige noget, så jeg sagde: "Jeg skulle rejse mig fra sofaen, men det gik lidt for hurtigt, så jeg fik et lille blackout, så jeg var ved at falde ind i væggen, men Harry nåde at gribe fat i min arm."

Ashton smilede til mig. "Det er godt I ikke kom noget til," sagde han og kyssede mig næsetip. Og med 'I', mener han hr. Prinsesse og mig - jeg kunne hvert fald ikke forestille mig han talte om Harry?

Jeg lod mærke til Luke og Harrys øjne der var rettet mod os. Nu skulle de bare se.

Hurtigt trak jeg Ashs mund mod min og begyndte at kysse ham inderligt. "Jeg elsker dig," sagde jeg akkurat så højt at de andre også kunne høre det. Og da jeg så deres øjne kunne jeg ikke andet end at føle at hævnen var sød. Selvom jeg ikke havde planlagt at få hævn over dem, var det en fantastisk følelse.

Hvordan kan sådan en ond følelse føles så godt?

 

 

Fordi hævnfølelsen havde fyldt nærmest hele mit hoved, glemte jeg helt hvad der var vigtigt. Jeg kunne ikke længere være sikker på, at Harry lige meget hvad, ville kunne holde på hemmeligheden, så jeg blev nødt til at finde på en slags plan. Hvad planen skulle gøre godt for, har jeg stadig lidt svært ved at finde ud af endnu, men jeg ved, at der skal være èn plan - ellers kommer det til at gå galt - for sure.

Jeg har grublet over Harry. Han er ligesom Luke. Bare mere... voldelig? Luke var hvert fald sødere, og venligere, sjovere, mere forstående, sød, dejlig, fantasti- what the fucking fuck er det jeg siger!? De begge to skal bare lære at styre sig og holde nallerene fra deres vens kæreste! (Altså mig)

Jeg føder det her barn, og når det er sket, må de da ha' forstået, at jeg har en familie, der ikke indblander dem...!

Hvert fald noget i den stil.

 

 

 

 

_______________________

 

Det har været VIRKELIG svært at skrive det her kapitel...både fordi jeg ikke har kunne få mine tanker tastet ned, men det er skrevet OG i mellemtiden er coveret til movellaen blevet sat til det der 'flotte covers' (ved ikke helt hvordan jeg skal formulere mig, men jeg var/er vildt glad! (/^,^)/

Og Wow! 90+ favoriseringer! Det er jo helt vildt =^,^= Og alle de mange likes - tusind tak :3 <33

 

Det her kapitel er forresten dedikeret til mine to ubeskrivelige dejlige, og mærkelige veninder (M.M.M og Mrs. Swag Horan), der har været så plagende om et nyt kapitel<3;)

 

Og! Der kommer et lille ekstra kapitel lidt senere (/ô.ô)/

 

Håber I har det godt, med tillægspingviner og skildpadder, samt vandmeloner og bananer (:

tesik

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...