5SOS | Wherever you are

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2014
  • Opdateret: 4 feb. 2016
  • Status: Igang
Emma Wate begår aldrig fejl - det gjorde hun i hvert fald ikke indtil den dag, hvor hun forvirret stødte ind i Ashton Irwin fra bandet; 5 Seconds of Summer.

130Likes
142Kommentarer
28685Visninger
AA

24. ❍Lukket inde

 

❍Lukket inde

_______________

 

#1 måned senere

 

Så jaaa... Det viste sig at jeg på en måde, af en art, var blevet "snydt" af Ashton og drengene...

Er jeg den eneste der husker, at Ashton sagde at jeg skulle hjem og ikke kunne være på deres vildt fede tour, fordi jeg var gravid og jeg sikkert ville være for dårlig til det og jeg måske skulle føde når de var ved slutningen? (Hvert fald noget i den stil...jeg overdriver måske lidt, men who cares?)

Yeah... Nu er de så færdige med den tur - og jeg er stadig gravid... Jeg mangler (fucking) 1½ måned! .... Og jeg kaster kun nogle gange op - ikke det store - jeg er slet ikke dårlig. Jeg kunne (fucking) havde fået en vildt fed ferie af en art, men nhæææ nej... 

Gedelort altså!

Jeg er måske blevet lidt mere modtagelig efter den her lange proces med baby og det hele, men fuck det! Jeg har det godt! Og fordi jeg er igennem denne vildt irriterende proces, har Ashton i de sidste måneders anledning, givet mig lov til at bande fucking så meget jeg vil!

Fordi jeg har virkelig brug for det.

"Hvad laver du Ash?" Jeg kiggede forvirret på ham. Han sad med hans mobil og filmede sig selv, mens han snakkede - med sig selv... Jeg kender ham ik'.

"Smil til menneskerne, Emmy!" 

Måske var jeg ikke i det bedste humør idag..

"Ash du snakker til en mobil - der er ikke nogle mennesker?" Lidt muggen måske? Årh tie stille! Du er på samme hold som mig!

"Er der nogen der er lidt muggen til morgen?" Ej det siger du ikke, Ash! 

Jeg langede rastløst ud efter fjernbetjeningen, og fandt en eller anden random kanal, men der var Pretty Little Liars - yay!

Ashton snakkede stadig med hans fantasivenner, efter dørklokken ringede. 

Jeg trissede - og nej, ikke tissede, det ville være klamt - ud til døren. Åbnede den, og så en postmand stå med en seddel og blyant. 

Det var sådan set en dame, men whatever - det hedder jo ikke postdame?

"Jeg har en pakk-" bla bla bla... Jeg var virkelig ikke i godt humør idag - undskyld.

Jeg sagde at jeg bare kunne tage imod den, og prøvede at smile venligt, da hun kom med en stor papkasse.

Hvad fanden havde Ash købt?

Og kan den overhovedet komme igennem døren?

Arr! Jeg gider slet ikke at tænke på det!...

 

Med en del besvær og en masse støn - ikke de støn - stod jeg nu med den tunge kasse ude i gangen - Ash snakkede stadig med sig selv. 

Så derfor besluttede jeg mig spontant for at åbne kassen. Dog nåede jeg ikke særlig langt, fordi, hr. Snakker Med Sig Selv, ikke mente at det var noget jeg skulle kigge på. 

Så lidt efter lidt, fandt jeg frem til, at jeg lige havde slæbt og brugt næsten alle mine kræfter på at få den forpulede kasse ind, og så måtte jeg ikke engang se hvad der var inde i den..! 

Jeg satte mig tilbage i sofaen igen, og begyndte at brokke mig over Spencers og Tobys forhold. Jeg gad ikke engang at bruge fantasi på hvad der kunne gemme sig i kassen - og det siger lidt meget om mit humør.

 

 

Luke, Calum og Michael var så kommet, men skred så igen - på en måde. De alle sammen smutte ind til Ash, og efterlod mig så alene - igen. 

Amy var til familiefødselsdag, så hende kunne jeg ikke brokke mig til - scheiße på scheiße.

"Jeg går en tur drenge!" Råbte jeg, hvorefter jeg gik ud ad døren.

Ikke mere af det!

 

Jeg blev mødt af nogle skrigende piger på vejen, som gerne ville have et billede. Og fordi jeg er så sød og er i så godt humør, sagde jeg nej. 

Ej det gjorde jeg så ikke - jeg lagde selvfølgelig hoved til nogle billeder, og de blev glade. Eller ansigt - dunno?

Så var der da nogle der fik en go' dag....

 

 

Efter en go' lang gåtur rundt i byen, besluttede jeg mig for at tage hjem - og smile lidt til drengene, hvis jeg altså kunne komme i kontakt med dem...

"I'M BACK!" En nem måde at meddele ens ankomst på - *med en løftet pegefinger*.

 

Okay... 

Så intet svar tilbage...

I kan også bare blive derinde... 

Helt ene og alene...

Sådan da... Jeg ved godt at de har hinanden, men de kedede sig sikkert helt vildt meget. Det er sikkert Ashton der har sagt til dem at de ikke måtte komme ud og sige hej, fordi han er igang med et eller andet phsyko eksperiment! 

Åh nej! Det er sikkert derfor.. !!

Med den overbevisning - eller sådan noget - rejste jeg mig brat fra den ellers så behagelige, bløde, varme, komfortable, uimodståelige, af en art, sorte sofa, og gik med faste skridt ind mod... Okay.. Så jeg vidste sådan set ikke hvor de var henne i huset, men kun at de var her et eller andet sted.. 

Pinliiiiigt.

Efter nogle forgæves forsøg på at finde de små - host host, store, host - stakler, satte jeg mig tilbage i - (rigtig mange positive tillægsord!!) - sofaen. 

Det lyder nok lidt mærkeligt, at jeg satte mig for at redde dem fra Ash, hvorefter at ombestemme mig, men sådan er det lige for tiden. Jeg sætter mig for noget, for derefter at gøre det modsatte - eller hvert fald noget i den af en art stil.

Jeg er forvirret...

Jeg føler det hele bare er hulder til bulder inde i mit hoved! Men det er nu meget sjovt? Du skulle til at prøve det. Bare tage en slapper og lad dine tanker vrimle rundt. 

Okay, fru. Psykolog som bare ved alting nu.

Det var ikke det jeg sagde...

Men det var det du mente?

Måskeee...

 

 

Ashton og drengenes måde at leve dagen på fortsatte i cirka en uge, indtil de en dag - med store stolte smil - kom ind i stuen. Og så det ikke skal være løgn, stillede de sig (kraftedme) foran mit å-så skønne TV...

Spasserererererere - med stort S.

Calum og Michael så stolte og glade ud, som om de havde fået verdens største slikkepind - og ikke den form for slikkepind...

Hvor Ash og Lukey derimod så utrolig nervøse, men spændte ud - hvad havde de nu lavet, tænkte jeg heletiden.

"Sååå, Emmy!!" Udbrød Ash og klappede begejstret i hænderne - gay? Han er sku da forfanden din kæreste, og sidst jeg så efter var du stadig en pige med en baby på maven? Eller så jeg forkert?

Du har faktisk en pointe, for en gangs skyld?

...

"Så hvad?" Spurgte jeg forvirret, fordi Luke tog fat i mine hænder for derefter at trække mig besværet op af sofaen - stadig varm og dejlig og så videre!

"Det siger vi da ikke - kom nu!" Smilede Luke til mig, og bed lidt i hans læbepiercing - søde dog, jeg rødmer, selvom jeg ikke må, fordi Ash er her - upsi.

 

Luke holdt mig stadig i hånden da vi kom til et rum, som jeg faktisk aldrig havde lagt mærke til før nu...

Det var derfor jeg ikke kunne finde dem! Hah...!

En varm fornemmelse gik gennem mig, da Ashtons hånd også blev lagt i min - to fyre i hver hånd - to lækre fyre i hver hånd. Wuup wup! Men kun en af dem er min... OG det er jeg fuldt ud tilfreds med, på alle mulige mærkelig og randomme måder! Kys til Ash herfra!

Ash gav et lille klem i min hånd, og kyssede siden af mit hoved. "Håber du kan lide det, prinsesse," hviskede han i mit øre. 

Vi stod stadig fem mennesker foran en hvid ubetydelig dør...og kiggede på Calum...

Vent liiiidt!

Og lidt mere til.

Vent lidt!

2 sekunder!

*Calum vågner fra hans dagdrømmerig om mig* - ej forhåbenlig ikke, med mindre jeg er hersker eller sådan noget, konge måske, så er det okay.

Han åbnede så døren...fordi vi alle kiggede ventende og mærkeligt på ham.

Døren blev åbnet på en fornem måde af Calum, så jeg begyndte at fnise - ved ærlig talt ikke hvorfor, måske fordi jeg stadig troede han havde fantasier om mig som hersker over verden. Hihi.

"Wooow...! Har I gjort alt der her?! Det er jo helt vildt! Wow!" Jeg stod bare med store øjne og kiggede på det værelse, som jeg aldrig havde vidst fandtes. Det var blevet lavet om til et ubeskriveligt - og så alligevel beskriveligt - børneværelse.

En mørk træfarvet tremmeseng stod op ad endevæggen, og gjorde temaet for hele indretningen klart - og så alligevel ikke, men jeg tror det var jungletema.

Hvert fald var det flot - virkelig flot!

Der lå små runde græstæpper på gulvet, og op ad væggene var der blevet malet lianer, med små aber hængende ned derfra. 

"Kan du li' det?" Jeg vendte mig om. Jeg vidste ikke rigtig hvem eller hvad der sagde det, men jeg nikkede bare ivrigt og begyndte at kramme alle - måske på en lidt akavet måde, du ved; maven? - og takkede som jeg ve' ikke hvad.

 

 

 

 

________________________

Kapitel to go!

    Håber I har/får en god dag :))

Det kommer til at tage lidt tid med det næste kapitel - har ikke særlig mange ideer, så undskyld hvis det kommer til at tage noget tid, men prøver!;)

 

tesik :3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...