5SOS | Wherever you are

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2014
  • Opdateret: 4 feb. 2016
  • Status: Igang
Emma Wate begår aldrig fejl - det gjorde hun i hvert fald ikke indtil den dag, hvor hun forvirret stødte ind i Ashton Irwin fra bandet; 5 Seconds of Summer.

130Likes
142Kommentarer
28628Visninger
AA

32. ❍Jeg tror ikke på dig

 

❍Jeg tror ikke på dig

_____________________

 

Klokken var blevet 11.03, da Calum, Michael og Luke trådte ind ad døren. Først kom Calum og fik et hurtigt kram, så kom Michael og fik et kram. Tilsidst kom Luke, med et nervøst udtryk. Til at starte med, stod vi bare og kiggede på hinanden, efter han havde givet Ashton et kram. Men så smilede jeg til ham og krammede ham - så meget jeg nu kunne med mavse bavsen.

"Undskyld, igen, men jeg er virkelig ked af det over det der skete, jeg har haft det så dårligt over hvad jeg gjorde mod dig..." Luke mumlede lavt ind i mit hår mens vi krammede. Han fortsatte: "Du har ikke fortalt Ashton noget, vel?"

"Jeg tror du ville være klar over det, hvis han vidste det," vrissede jeg en smule. Jeg skulle lige til at slippe, da han strak mig tilbage. "Jeg elsker dig." Vrede tror jeg det var, der blussede op i mig, da jeg hørte ordene, og uden varsel sagde jeg det til ham. "Det er Ashtons barn."

"Jeg tror ikke på dig," sagde han koldt lige efter, som om han havde forberedt sig på det i uger. Jeg blev tavs. Denne gang kunne jeg godt trække mig fra ham. Jeg så ham nervøst i øjnene. Han smilede bare. "Og jeg skal nok bevise det - selv for dig." Luke gik forbi mig og efterlod mig i gangen mutters alene.

Efter få minutter gik jeg selv ind i stuen, hvor de andre sad.

 

 

 

 

Ashton var den som fortalte de andre det, hvilket vil sige Michael og Calum, fordi jeg jo lige havde fortalt Luke det.

Under hele forløbet sad jeg i mine egne tanker og stirrede ned på min oppustede mave. Luke havde tænkt sig at finde ud af det. Men kunne han bevise noget? Uden papirerne, hvor det stod på? Måtte han overhovedet se de papir, medmindre jeg gav ham lov? Hvorfor havde han egentlig en mistanke? Hvordan kunne han have en mistanke? Den eneste, udover mig, der vidste noget var Harry.

Harry.

Harry må have sagt noget til Luke, den forpulede kraftidiot. Selvfølgelig havde han sagt noget til ham eller bare givet hint til Luke om det.

Hvordan kunne jeg også stole på ham?

"Ikke også, Em?" Jeg kiggede forvirret over på Ashton. "Hvad?" Han grinede let og sagde det igen.

"At vi snart flytter sammen?" Smilede han og jeg nikkede. "Nårh jo - det gør vi." Jeg kiggede over på Luke og sagde hurtig min næste sætning. "Luke, har du snakket med Harry fornyeligt?" Hvis Luke havde snakket med ham fornyeligt, så var der ingen tvivl om at Harry havde fortalt noget, men hvis han ikke havde...så måtte jeg snakke med Harry for, at få bevist at de ikke havde snakket. Fordi hvorfor skulle Luke tro at det var hans barn?

Arr... Der er alt for mange alvorlige ting! Jeg savner mine wizard superkrafter aka power med flyvende unitatoes og regnbuer! Og lokumsruller - tomme lokumsruller, med gule neonfarvede gedeprint på. Neonfarvede Harry'er på lokumsruller! Hehe, sammen med Luke på.

"Ehm, nej? Ikke fornyeligt? Hvorfor da?" Hvorfor skal folk altid spørgere om hvorfor man spørg? Det er jo ulogisk på så mange måder?!

"Øh, ikke for noget?" Improviser, Emma! "Jeg mødte bare Harry, og han sagde han skulle snakke med dig om noget vigtigt, men det var åbenbart ikke så vigtigt alligevel...? Tak!" Hvis jeg selv skulle sige det, så synes jeg, at jeg var god til det der med at improvisere. Men nu til det vigtige - selvom det med at jeg er god til en ting er meget vigtig - så blev jeg nødt til at snakke med Harry, fordi jeg kunne ikke stole på Luke. Det ville jo også være at skyde sig selv i hånd- jeg mener foden (jeg har lært det) hvis han fortalte at han havde snakket med Harry, fordi så ville jeg jo vide at han vidste til det med at han var faren og det her virker helt vildt uoverskueligt, så jeg slutter denne her lange sætning, som overhovedet ikk giver mening for mig, men jeg vidste at jeg skulle snakke med Harry, fordi jeg ville ingenting få ud af Luke, og nu må jeg hellere stoppe.

 

Jeg stoppede. Og jeg er stolt. Hah!

 

 

 

 

Hvis ikke det var fordi Harrys nummer ikke eksisterede på min mobil, men på Ashtons og Lukes - som det gjorde - (vi holder lige Michael og Calum udenfor) så havde jeg ringet ham op med det samme. Men nu stod jeg jo i den situation, at jeg, som sagt, ikke havde hans nummer, og hvorfor? Ja, det ved jeg skam ikke, fordi jeg burde have det, siden han gik rundt og holdt på en hemmelighed som han ikke burde vide. Men hvordan skulle jeg kunne komme i kontakt med ham, når jeg ikke havde hans nummer? Jeg ved jo ikke hvor han bor eller lignende?

Sååå, derfor, blev jeg sådan nødt til at være vildt akavet og spørgere om jeg ikke kunne låne en telefon så jeg kunne ringe Harry op, midt i en samtale om...fuglelort... Det var åbenbart meget spændende at tale og diskutere om hvad sådan en fuglelort indeholdte...

"Her, du kan låne min - du kender koden." Luke rakte mig hans telefon med et smil, og i et kort sekund glemte jeg, at han var ude efter sandheden - at han var problemet.

"Tak skal du have. Det er meget betænksomt af dig, Luke." Jeg tog telefonen ud af hånden på ham, med undrende blikke på mig.

"Øhm, er du okay, Emmy?" Jeg kiggede over på Ashton og så hans forvirret, men omsorgsfulde, blik. "Jeg forstår ikke dit spørgsmål?" Jeg kiggede hen på Luke der så ud som om jeg havde sagt noget dumt. "Du plejer ikke at tale sådan til folk?" Sagde Ashton. Jeg trak på skuldrene, prøvede at lade som om jeg ikke skulle til at gå i panik. "Jeg kører en ny stil," konkluderede jeg hurtigt, med et smil. Luke så stadig ud som om jeg havde sagt- eller var dummere end en dør. Han var dummere end en dør! "Når, men I må have mig undskyldt - jeg skal lige ringe, og jeg vil helst ikke have Luke brækker sig ud over mig, med det ansigt han går rundt med." Og så var jeg den der var skredet - med Lukes telefon, og fuldkommen fortvivlet blikke rettet delvist mod mig og Luke. Nu var det hans tur til at forklare. Og det havde han fortjent - især fordi han ville opklare min - på en måde også Harrys - hemmelighed.

Han var så dum.

 

 

 

 

"Det' Harry?" Da jeg åbnede Lukes telefon, prøvede jeg så vidt muligt at ungå at se på hans baggrund, selvom det var umuligt. Nu prøvede jeg at glemme den, men billedet sad printet i mine øjne. Vent lidt - det er hjerne... Billedet sad printet i min hjerne.

"Du har sagt noget til Luke, har du ikke!?"

Billedet viste Luke og mig kort før vores første kys. Det var sjovt - dengang, lige indtil vi kyssede og Ashton kom råbende ind på værelset, og det hele blev noget lort. Hvorfor havde (fjolset) dét billede som baggrund? Ashton kunne komme til at se det?! Jeg blev nødt til at lave den om bagefter.

"Emma," lød det tænkende fra Harry, fra den anden ende af telefonrøret. "Ja hvem fanden skulle det ellers være - er han da far til flere!" Snerrede jeg lavmælt i røret, så de andre ikke kunne høre det.

"Ikke hvad jeg ved af, søde," hans dybe, langsomme og helt rolige stemme fik mig ned på jorden igen - lidt ligesom ham der Sherlock! Eller, jeg har ikke set ham eller hørt ham eller noget, men jeg forstiller mig ham sådan. ... Yeah...

"Du svarede ikke på mit spørgsmål." Jeg stod lænet op ad væggen ude i gangen, trukket væk fra de andre, som sad i stuen. Jeg gad godt vide hvordan de havde det.

"Jo jeg svarede skam ret tydeligt, søde." Jeg var ved at få kuller af ham.

"Hold op med at kald mig 'søde'!"

"Vent lidt, søde, jeg kan ikke høre hvad du siger." Jeg kunne se hans smørret smil foran mig, og det gjorde mig bare endnu mere kulret end før. Og vi skal lige have det på det rene, at kulret ikke er på den gode måde! Hvert fald ikke i det tilfælde.

"Du er så dum. Ved du godt det?" Mit blik faldt på døren der lukkede drengene inde. Heldigvis havde Amy og jeg engang afprøvet om man kunne høre igennem den - det kunne man ikke, ellers var jeg blevet hørt.

"Men du elsker det."

"Hvad? Nej jeg gør ej!"

"Jo du gør - jeg ved du gør." Jeg bed mig i underlæben over hans ord.

"Du skal ikke bidde dig i læben, søde - det fører aldrig til noget godt."

Jeg slap min læbe og startede med at protestere mod ham, men han havde allerede vundet.

"Du er stadig dum," mumlede jeg og gik til sagen.

"Har du sagt noget til Luke, Harry?" Spurgte jeg en anelse for sårbart til situationen.

"Du må stole på mig, søde. Men nu må jeg desværre afslutte vores hyggelige samtale - Louis er kommet op at køre over et program med Kevin." "Kevin?" Tænkte jeg, og troede jeg havde talt højt, da Harry sagde det næste. "Lad vær med at spørg... Jo, og inden vi lægger på, så sidder dit hår perfekt i dag." Og så lagde han på.

Jeg måtte gå væk fra alle tankerne jeg havde fået om Kevin og det fact at han kunne se mit hår igennem en telefon lige nu, til hvad han havde sagt før det. Jeg måtte bare stole på ham. Men hordan er det overhovedet muligt, når vi ikke kender hinanden?! Jeg må jo bare stole på at han ikke har fortalt noget til Luke, tror jeg...

 

Jeg afsluttede opkaldet, og blev mindet om at jeg skulle lave Lukes baggrund om, da jeg så den. Billedet viste mig, der sad imellem Lukes ben og smilede - præcis ligesom ham. Det så dejligt ud.

Jeg gik ind på hans fotos og mødte rækker af billeder af os sammen. Efter noget tid hvor jeg havde set alt for mange søde, sjove, minderige (hvis der overhovedet er noget som hedder det) billeder af os, fandt jeg endelig et billede. Et sort billede. Jeg sukkede stille og ændrede billedet.

 

 

 

__________________

(Kapitlet var på mystisk vis forsvundet tilbage i uvisheden...?

Men nu er det her igen!)

 

((Beskeden/beskederne nedenunder er - som du måske kan huske/se - gamle, sådan da))

 

I får et kapitel fordi I er så søde - og fordi jeg har føzzdag=^,^=

 

Vil gerne høre hvad I synes om den?

Kan jeg gøre noget bedre (selvfølgelig er der det, men altså...) eller er der noget som kunne være sjovt/godt/dejligt, hvad ved jeg, hvis noget skete??

 

Adiòs amigos! =^,^=

tesik

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...