5SOS | Wherever you are

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2014
  • Opdateret: 4 feb. 2016
  • Status: Igang
Emma Wate begår aldrig fejl - det gjorde hun i hvert fald ikke indtil den dag, hvor hun forvirret stødte ind i Ashton Irwin fra bandet; 5 Seconds of Summer.

130Likes
142Kommentarer
28622Visninger
AA

29. ❍Jeg hader svin - så er det sagt

 

❍Jeg hader svin - så er det sagt

___________________________

 

Jeg kunne gå rundt og være glad over jeg skulle have et barn snart, men nej - tværtimod...så gik jeg med en uro i maven. Det føltes som om jeg skulle brække alle mine indvolde, og hvad der nu ellers gemmer sig inde i mig - regnbuefarvet nisser, måske? - op heletiden. Og det var forfærdeligt. Fordi grunden til at jeg havde det sådan, var fordi jeg snart ville få svar tilbage for den test jeg lige have taget hos lægen.

Lægen havde fortalt mig at der ville gå noget tid - rettere sagt; et par dage - inden de ville få svar for prøven.

Men igen; hvem er den rigtige far? Hvad hvis det er Ash? Hvad hvis det er...Luke?

Det var ikke rimeligt af mig at kysse Luke den aften - og det er der mange grunde til, så jeg vil kun nævne nogle få.

Grund 1: Ashton.

Grund 2: Luke.

Grund 3: Mig.

Grund 4: Hr. Prinsesse.

Grund 5: Alles følelser (på nær hr. Prinsesse - jeg tror ikke hun eller han tænker over sådan noget endnu..?)

 

Der var måske lidt flere grunde end planlagt.

Og de var måske meget korte og simple, men jeg kører en ny strategi. Nemlig at gøre mine forklaringer lidt mere simple. Jeg synes det virker - sådan lidt, hvert fald?

Og så måske ikke alligevel?

Men prut på det - jeg prøver, og det er ikke lige det vigtigeste jeg har at tænke på nu!

Nej, for jeg har nemlig lige inviteret Luke over for at snakke - eller det var ikke det jeg sagde i telefonen, men whatever, det var det vi skulle.

Ashton var her ikke. Han var taget et smut til noget et eller andet, som jeg ikke fattede hvad var - som I nok kan forstå på mit sprog. Haha, det rimede!

Nok om det. Faktum er; at jeg var alene i mit eget hus - og dog, jeg havde hr. Prinsesse på maven - og jeg havde ringet til Luke...fordi...jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Det gav meget god mening, ik'? ...

Eller ikke...

Faktisk slet ikke...

Han skulle hvert fald komme, fordi jeg...skulle sige at kysset fra den aften skulle i en glemmekasse - tror jeg. Det kommer nok ikke til at blive sådan. Jo det skal blive sådan. Det kys var en fejl, som skal glemmes, hvis det ikke allerede er glemt.

 

Jeg havde ikke nået at rydde op eller gjort noget pænt ud af huset - eller mig selv, for den sags skyld - inden Luke havde råbt sig selv velkommen, ude fra gangen af.

"Em?!" Hørte jeg, mens jeg rodede med at få min trøje ned over min mave. Den var faktisk blevet ret stor. Alt for stor. Det var helt udmattende at gå rundt med et ton på maven hver dag! Måske ikke lige et ton, men you know - overdrivelse fremmer forståelse!

"Når her er du!" Jeg vendte mig om, med min tunge ude af munden i koncentration om at få trøjen længere ned, inden Luke nåede at se for meget - uden held, som vi jo kender mig...

Han kom tættere på mig med et flirtende smil - han havde tydeligvis ikke forstået - eller bare glemt - at jeg; for det første: havde på en meget dårlig måde, prøvet at fortælle ham, at det vi gjorde den aften var forkert. For det andet: sådan set stadig havde en (dejlig) Ash, som kæreste. Og for det tredje: havde virkelig svært ved at modstå ham.

Jeg prøvede ihærdigt igen, med alle mine kræfter, at dække min mave til. Uden at opdage Lukes handlinger, lod han hans to hænder hjælpe mig, med endnu et flirtende smil, men også et utrolig kærligt et.

"Jeg synes den passede i sidste måned?" Prøvede jeg at glatte det hele ud med. Han grinede lidt, men lod hans hænder blive på min mave.

"Du har stadig ikke fået svar, vel?" Spurgte han forsigtigt, med et lille nip i hans læbe.

"Nej, men lægen sagde der ville gå nogle dage... Og der er allerede gået tre, så de må vide det snart." Hans hænder varmede min mave. Det var rart. Alt for rart.

En lettelse skyllede over hans krop da jeg sagde det - hans skuldre sank hvert fald, hvilket kun kan betyde at han var spændt i kroppen. "Hvad hvis det ikke er Ashtons barn?" Starter han, og kigger mig direkte i øjnene. "Bliver du så sur?" Jeg sank en klump, og gjorde mit bedste for at holde hovedet koldt, eller fokus, eller hvad man nu kan sige - jeg skulle bare ikke få helt mærkelig tanker frem midt under det hele.

"Nej." Altså jeg er ret sikker på at det var mit endelige svar. Men jeg kunne på ingen måde være 100% sikker på at det var det rigtige svar.

"Men jeg er stadig kæreste med Ashton!" Sagde jeg hurtigt, og han nikkede. Hvorfor sagde jeg det egentlig?

Luke fnøs med et skævt smil, rettet mod min hals. Hans fingre gled uforberedt ned ad min arm, mens den anden hånd blottede min hals. Blidt lagde hans sine læbe mod mit skin. "Luke-" "kan du glemme Ashton bare i 2 minutter?" Mumlede han mod mit kraveben, så kuldegysninger fløj ned ad min ryg og arme. "Kan du det?" Hans varme ånde havde bevæget sig over på den anden side af min hals. Våde plant af kys mod min hals fik mig til at blive helt ør. "Luke-" han tyssede på mig, og gjorde området hans mund var ved mere vådt, med et slik fra hans tunge. Uden at vide hvad han lavede, mærkede jeg hans læber intenst mod min hals, hvorefter han begyndte at suge til sig.

Ad...klam måde at sige det på. Han lavede et undertryk med hans læbe på min hals - ikke nær så klamt.

Et støn forlod modvilligt mine læber. Et smil dannede sig på hans læber - det var tydeligt at mærke. Jeg opdagede efter nogle sekunder hvad han egentlig havde gang i. Jeg tror aldrig jeg har skubbet så hårdt til en person før, end da jeg skubbede Luke. Jeg tog mig hurtigt til min hals, mærkede hurtigt en lille hævelse, som Luke havde efterladt sig.

"Un-undskyld-" "du skal fucking ikke sige undskyld, dit svin Luke!! Du skal bare skride ad helvede til skal du!!" Mere nåede jeg ikke at skrige, før tårnene pressede sig på og min hage begyndte at skælve.

"Nu!!" Skreg jeg og skubbede ham igen, så hårdt jeg kunne, ud ad værelset. Han forstod hentydningen og gik selv ud mod udgangen. Han vendte sig om og så skyldig ud, at det var til at brække sig over. "Virkelig, undskyld Em!" Jeg svarede ham ikke. Han vendte sig om, og da dørens smækken kunne høres, lagde jeg måling håbløst ned på sofaen og begyndte at tudbrøle.

Mit tuderi, med alt fra hyl til brøl og vræl, varede i noget tid, inden jeg gik ud på badeværelset for at pudse næse.

Jeg stillede mig foran spejlet, og det nylavede blå-lilla'e sprang op i mine øjne. "Fucking svin!!" Skreg jeg, og gled mine fingrespidser forsigtigt hen over mærket. Hvad skal jeg sige når Ashton ser mig?! Det er jo umuligt at skjule det!

Jeg begyndte at græde igen - mere end før - så da jeg ringede Amy op, behøvede jeg ikke at sige meget før hun var ude af døren og på vej.

 

 

Jeg fortalte hende det hele. Jeg fortalte hvordan det startede. Hvordan det sluttede. Jeg fortalte hende at jeg havde været sammen med Luke, men at det var før jeg kom sammen med Ashton. Jeg fortalte, hvordan jeg havde kysset ham forleden dag, og hvordan han havde spurgt mig om jeg elskede ham. Måden han sagde det på. Måden han så ud, da jeg skreg af ham i dag. Jeg fortalte hende det hele. Alt.

"Men hvad hvis det er Lukes barn - hvad gør du så?" Jeg sukkede dybt, efter jeg havde taget en tår af min varme kakao. "Jeg går og stiller mig det samme spørgsmål heletiden. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, hvis det er sådan, men lige nu kan jeg ikke få mig selv til at tro på at det er Luke - det må ikke være Luke. Det skal ikke være ham. Han er forfærdelig! Jeg vil ikke kunne se barnet i øjnene, uden at se Luke. Han ødelægger Ashton og mit forhold! Hvad skal jeg sige når Ashton kommer og ser sugemærket!? Han vil helt afgjort afslutte vores forhold, når han ser det-" "hvis han ser det." Jeg så underligt på Amy, imens jeg tørrede små løbende tårer væk fra øjenkrogene.

"Du ved jeg er en kunstner med en pensel," sagde hun med et skævt smil og en lusket tanke bag det hele.

"Jeg ved ikke lige om din ordstilling er korrekt, men du kan umuligt få det dækket..." Jeg satte mit krus tilbage på bordet, med et suk igen. "Det kan godt være dit liv er ret så fuckt up lige nu, men så kan du da i det mindste ikke falde mere? Lad mig nu bare prøve, M!"

Jeg overgav mig.

Amy kørte et hurtigt smut hjem, og kom tilbage med en fyldt makeuptaske.

 

 

"Jeg hader Luke."

"Ja, det har jeg ligesom forstået, søde."

"Men jeg mener det. Jeg hader ham virkelig meget. Han skal ikke være faren. Jeg flænser hans tudegrimme fjæs, hvis han er faren. Han er så klam og dum og selvisk og-"

"Rolig nu - du behøver ikke at sige noget som du kommer til at fortryde." Amy havde ret. Det var også derfor jeg stoppede - med at sige det højt. Ordene stod på skrift inde i mit hoved, og da jeg var færdig med min tale om ham, smilede jeg tilfreds og underskrev min tale med min underskrift. Selvom det hele kun fandtes inde i hovedet på mig, var det dejligt.

"Jeg tror jeg er færdig," mumlede Amy efter nogle minutter. Hun rakte mig et håndspejl. Jeg forsøgte at finde mærket og fortælle hende, som jeg havde planlagt, at det var som jeg sagde; umuligt. Men det var det ikke. Og den her gang var jeg overlykkelig over at jeg havde taget fejl. Amy havde bogstavelig talt reddet mit liv. Måske kun mit forhold til Ashton, men vi er stadig lidt ved den der; overdrivelse fremmer din forståelse.

"Prøv at lade vær med at få vand på, og lad det blive iiii...fire dage, tror jeg. Ud fra hvordan sugemærket sidder og hvor meget Luke har formået at suge, vil jeg sige fire dage - højst." Jeg grinede lidt over hendes måde at forklare mig det hele på. Aldrig i mit liv, havde jeg hørt Amy være så sikker i hendes sag.

"Du må virkelig kende til det?" Grinte jeg, efter jeg havde givet hende et kram, som tak.

"Jeg ved jo hvad jeg laver," sagde hun med et selvsikkert træk på hendes små skuldre.

"Ved du hvornår Luke- jeg mener Ashton kommer hjem?" Det sagde du bare ikke, Amy! "Luke?" Jeg ved godt at hun ikke gjorde det med vilje, men jeg kunne ikke fatte at hun sagde Luke. "Du ved godt at jeg ikke mente det - det var en fejl. Jeg byttede om på navnene - undskyld," sagde hun, og man kunne tydeligt se, at det var fuldkommen lige meget - hvert fald i forhold til hendes pointe, som det også var.

"Når, men nej, jeg ved ikke hvornår han kommer hjem, men jeg kan da prøve at ringe til ham - jeg savner ham faktisk også ret meget, hvert fald over alt hvad der er sket idag. Hvordan går det egentlig med dig og Michael?" Jeg fandt min telefon og trykkede Ashtons nummer ind. Jeg er nemlig blevet så god til det, at jeg kan det i hovedet. Jeg kan også Lukes nummer i hovedet. Fucking spade - jeg hader ham endnu mere nu hvor han har gjort sådan så jeg kan hans nummer i hovedet.

Jeg kiggede op på Amy, da hun ikke svarede på mit spørgsmål angående hende og Michael. "Amy er der noget galt?" Hun rystede stille på hovedet. "Jeg tror han er været sammen med en anden pige bag min ryg..." Jeg kiggede overrasket på hende og lagde min telefon fra mig.

"Amy tror du ikke bare det er noget du bilder dig ind? Michael kunne aldrig finde på at gøre sådan noget mod dig - han er jo helt skudt i dig, ligesom du er i ham. Jeg tror bare du skal lade vær med at tænke på det. Og hvis det så viser sig, at han har været sammen med en anden, så er jeg sikker på at han vil sige det til dig." Hun kigger forvirret på mig. På vej til tårer.

"Men du har ikke sagt til Ashton at du har været sammen med Luke?" Sagde hun, hvorefter jeg bed mig i læben - jeg skød mig virkelig selv i hånden der. Det er foden... Foden så! Jeg skød mig virkelig selv i foden der!

"Det er fordi jeg er er et forfærdeligt menneske, og det er Michael ikke. Derfor har jeg ikke sagt det til Ashton," forklarede jeg ved at skyde mig endnu mere. Jeg forbløder snart. Øv...

Amy kiggede seriøst på mig i det hun begyndte hendes tale. "Du er langt fra en forfærdelig person! Det kan godt være du dummer dig mange gange, og tager forkerte valg, og kysser din kæreste bedsteven, og ikke ved faren til dit barn er, og-" "jeg tror har fattet at jeg dummer mig på et urealistisk plan mange gange. Jeg tror bare jeg ringer til Ash og spørg hvornår han kommer."

"God idé."

"Meget."

 

 

"Tror aldrig jeg har elsket dig så meget som jeg gør lige nu." Jeg kunne ikke gøre for det, men Ashton var kommet hjem igen, og jeg havde alt for mange følelser gemt inde i mit hoved - hvis man kan forklare det på den måde. Det kan man godt, ik'? I kan godt forstå det, ik'? Det kan I godt, fordi I er så kloge til at løse kryds og tværs'er (det skal man være klog for at kunne).

"Det lyder da dejligt. Haha, jeg elsker også dig."

Vi satte os ind i stuen, på sofaen. Jeg var stadig sur på Luke, nærmere rasende på ham. Men er det ikke forståeligt? Jeg mener; han kyssede mig? Han lavede et sugemærke, for god sake! Jeg ved godt at det var mig der startede, men jeg sluttede det da også? Jeg hentydede i hvert fald til det - og det kunne da ikke have været så svært at forstå min hentydning. Og han er da også klog nok til at vide, at han ikke skulle gøre det? - eller måske tog jeg fejl? 

Vi havde set noget TV i noget tid, indtil Ashton tog fjernbetjeningen og slukkede det. Han kiggede på mig, men jeg kunne ikke tyde hans blik. På en måde viste det seriøsitet, men de så også kede ud af det. Måske bange? - de kunne hvert fald ikke beskrive med nogen "positive" ord.

"Vi skal lige snakke." Jeg følte mig nervøs, da han tog min hånd. Jeg sank en klemt klump, inden han begyndte at snakke igen.

"Er der noget glat, Em? Har du det godt?" Spurgte han, og jeg på en måde åndede lettet ud, selvom det sikkert bare ville føre til noget andet, som jeg derimod ikke kunne ånde lettet ud over. 

"Jeg har det okay." Han begyndte at nusse min hånd, i små indviklet cirkler, der ville blive til kruseduller, hvis det havde været en tus i stedet for en finger. 

"Jeg kan se der er noget der går dig på - er det svarene? Har du fået dem tilbage?" 

"Nej - jeg har det fint." Måske havde jeg i det heletaget bare dårligt over at jeg havde kysset Luke. At Luke havde kysset mig? Men, hvordan kunne jeg ikke have det dårligt over det? Bare han ikke bragte Luke på banen.

"Hvis det er fordi du ved, Luke er faren, så er det-" "du skal ik' nævne Luke her!" Afbrød jeg ham uden at vide at jeg gjorde det. Jeg havde sagt det meget bestemt - måske også snerrende. Det var næsten som han vidste hvad jeg tænkte, som om jeg var en åben bog, der havde slået op på den side han manglede. "Hvad har han gjort," sagde han og fik det til at lyde som om han vidste, at han havde gjort noget. 

"Emma fortæl mig hvad han har gjort imod dig." Hans stemme lød dybere end normalt. Hans bløde bevægelser på min hånd, var blevet til et fast greb. 

"Jeg vil bare ikke tænke på Luke lige nu, okay? Jeg har det godt." Jeg snerrede måske igen. Jeg snerrede faktisk ret meget. "Du skal ikke blive sur på mig, unge dame! Jeg prøver bare at hjælpe! Men hvis du siger du har det fint, så må jeg jo tro på dig. Jeg vil bare gerne have du har det godt," sagde han svagt og slap min hånd. Ashton kyssede min pande, så jeg næsten ikke kunne mærke hans læber ramme mig. Det var så blødt. Så silkeblødt og kærligt, at jeg fik det dårligt over jeg havde snerret ad ham. 

Over at jeg ikke kunne fortælle ham om Luke. Og når man snakker om solen... Jeg er ligeglad om det er Lukes barn - det vil altid være Ashtons.

 

 

 

_____________________

Og jeg er hjemme igen \o.o/ wuup wuup! ...

Håber I har haft det godt så længe - og været så heldige at få billetter til drengenes koncert!

Jeg har (selvfølgelig) selv ikke fået nogen, fordi min storesøster havde sagt til mine forældre at hun godt kunne købe dem for dem....hun glemte det så... Så jeg håber virkelig at dem der har fået billetter får en god oplevelse - selvom der stadig er millioner af år til at De kommer:)

 

Jeg håber også, at I ind til videre har en god sommer:3

(og har fået masser af Nutella;))

 

Stay Pingvinlous!<33

tesik

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...